En af de tekster, der næsten altid bliver nævnt, når man taler om Johannes’ dåb og tungetale, er Apostlenes Gerninger 19,1-7. Her er et notat, som jeg udarbejdede i forbindelse med undervisning i nytestamentlig metode.
Tekstgennemgang
Paulus møder omkring et dusin mænd, som Lukas kalder disciple. I løbet af samtalen går det op for Paulus, at de ikke er ret døbte eller oplærte, for de har ikke hørt om Helligånden (Act 19,1f). Lukas og Paulus stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de faktisk er disciple, men det er lige så klart ud fra det faktum, at de senere bliver døbt i Herren Jesu navn, at de ikke er disciple i den betydning, som vi finder i Matt 28,18-20. Når Paulus i v. 2 spørger, om de fik Helligånden, spørger han ikke, om de har fået Helligånden som den, der giver tro, men om de har fået Ham, der udruster. Det er et neutralt spørgsmål, som Lenski siger og ikke et spørgsmål, der skal kontrollere, om de er rette troende. Svaret, de giver, er derimod overraskende, og viser, at de ikke er ret oplærte ud fra Matt 28,18-20. For så ville de have været døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og kendt til Helligånden. De har heller ikke fået hele den oplæring, som Johannes Døber faktisk gav. For han sagde jo udtrykkelig om Jesus, at han skulle døbe med Helligånd, nemlig som den, der udruster, sådan som det først og fremmest skete på pinsedag, men også senere i denne tekst efter Paulus’ håndspålæggelse.
Når Paulus spørger eis ti … ebaptisthête (Act 19,3), så spørger han formentlig ikke, ’med hvilken dåb’, men ’i hvad’, dvs. ’i tilknytning til hvilken forkyndelse/oplæring” er de blevet døbt. De svarer med et temmelig usædvanligt udtryk, nemlig ’til Johannes’ dåb’. De forstår altså næppe helt Paulus’ spørgsmål, og dermed har Paulus fået det svar, han har brug for, og konkluderer, at de har behov for både mere oplæring og en ret dåb.
Paulus forklarer så, hvad Johannes egentlig lærte, nemlig at man skal omvende sig og tro på ham, der fulgte efter, nemlig på Jesus (v. 4). Da Paulus – tilfældigt, om man så må sige – opdager, at de nok er disciple, men alligevel ikke er ret oplærte eller døbte – de siger nok, at det er Johannes’ dåb, men det er i al fald en dåb, der er blevet løsrevet fra den virkelige Johannes Døbers forkyndelse, så forklarer Paulus, at den virkelige Johannes Døber døbte med omvendelsesdåb, som altså dels har at gøre med at bekende sine synder, dels har at gøre med troen på Jesus Kristus som den, der skulle følge efter – på det her tidspunkt: den, der kom efter Johannes (Jesus trådte jo først offentligt frem, da Johannes var blevet overgivet, siger evangelierne).
Det må være rimeligt at antage, at Paulus ikke kun sagde disse 19 ord, men selvfølgelig også har undervist dem i, hvad det egentlig ligger i det, herunder naturligvis, hvem Helligånden er. Bemærk i øvrigt den stærkt udsædvanlige ordstilling i v. 4: ”Johannes døbte en omvendelsesdåb (figura etymologica; cognate object; indre objekt), til folket sigende: på ham [Jesus], der kommer efter ham [Johannes], at de skulle tro, dvs. på Jesus”. Det kursiverede er stærkt fremhævet (emfatisk).
På den baggrund var det helt naturligt, at de så bliver døbt i Herren Jesu navn, dvs. ”i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” (v. 5).
Denne tekst rummer en undtagelse, men undtagelsen går ikke på, at de skulle have været døbte i forvejen. Derimod er der tale om disciple, som ikke er ordentlig oplærte. Når Lukas tager beretningen med her lige efter omtalen af Apollos, som Lukas minder os om ved at fortælle, hvor han er (v. 1), så skyldes det jo, at Apollos forkyndte om Jesus, men alligevel kun havde hørt om Johannes’ Dåb. Her er der nogle andre disciple – måske er det tilmed nogle af dem, Apollos havde oplært, eller snarere nogle, der har hørt det på anden hånd. Han havde undervist grundigt om Jesus, men kendte kun Johannes’ Dåb. Her møder vi altså nogle, der også kun har hørt om Johannes’ Dåb. De har altså ikke engang hørt alt, hvad der er at sige om Helligånden som den, der virker i dåben (jf. Tit 3,4-7); de har faktisk ingenting hørt om Helligånden. Men eftersom Johannes selv forkyndte om Jesus og døbte med en sand evangelisk dåb, der hører sammen med syndsbekendelse og tro på Jesus og som altså i realiteten giver Helligånden som den, der skaber troen på Jesus, så er det helt naturligt, at de nu lader sig døbe af Paulus. Den treenige Gud/Helligånden virker troen gennem evangeliet.
Praktiske konsekvenser
Selv om der er en grænse for, hvor dårlig oplært man kan være, så kan man altså ikke slutte, at folk ikke er disciple, blot fordi de er dårlig oplærte eller endda ikke døbt med den kristne dåb. Men selvfølgelig betyder det ikke, at man skal forsvare – endsige praktisere – en ufuldstændig oplæring. Det betyder heller ikke, at man skal forsvare og praktisere vranglære. Man skal i stedet omgående udbedre manglende eller vrang undervisning. Og er det ikke sikkert, at man er døbt med en ret dåb i sammenhæng med en ret oplæring, så må der døbes med den kristne dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, hvilket helt sikkert er, hvad der menes med ”i Herrens Jesu navn”. Men det er også klart, at ’den, der kommer’ nu må erstattes med ’Jesus’, for Jesus var jo ’den, der kommer’.
Problemet med folk, der kun havde hørt Johannes Døbers forkyndelse og kun var blevet døbt med Johannes’ Dåb, var naturligvis et relativt kort overgangsfænomen. Det aktuelle problem (vi befinder os i første halvdel af 50’erne), at nogle troede, de var døbte med Johannes’ dåb og i tilknytning til hans forkyndelse, men reelt ikke var det, forsvandt også.
Men det er et godt eksempel på, hvad man stadigvæk oplever nu og da, nemlig at mennesker kan tro sig døbt (og oplært), men fejlagtigt. Så må de oplæres og døbes med den rette kristne dåb i Den hellige treenige Guds navn. Det er ikke gendåb, men en ret dåb. Undertiden kan der være usikkerhed om, hvorvidt nogle er ret døbt, f.eks. fordi der ikke kan skaffes vidner på, at børn er døbt. Så må man hellere risikere, at der reelt bliver tale om gendåb, frem for, at risikere, at et menneske ikke kan hvile med fuld trøst og sikkerhed i, at Gud har gjort sin gerning med ham og for ham. En helt anden sag er naturligvis, når gendøbere vil døbe, fordi de afviser barnedåben og den bibelske lære om evangeliet, dåben osv. Sådanne gendåb skal afvises.
Udtrykket eis to onoma tou kuriou Iêsou betyder formentlig, at de blev døbt på og i sammenhæng med evangeliet og læren om Herren Jesus, dvs. at det var en ordinær kristen dåb. Johannes’ dåb, som den sættes i modsætning til, var en dåb, der henviste til ham, der skulle komme, mens den kristne dåb er en henvisning til ham, der er kommet og har fuldført frelsesværket i Jerusalem.[1]
Tungetale og profeti
Efter at de var blevet døbt, skete der noget, som ligger ud over det, der har med den normale dåb at gøre. Da Paulus lagde sine hænder på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterer. Her har vi et eksempel på, at Paulus kan give Helligånden som Ham, der udruster, her i form af tungetale og profeti. Det er samme fænomen, vi har i 8,15-17. Her er der heller ikke tale om, at de døbte og troende ikke har fået Helligånden som ham, der giver liv og skaber tro, men om, at de ikke har fået Helligånden som ham, der udruster. Det var denne magt til at formidle Helligånden som udruster, som Simon vil betale sig til (8,18-24).[2]
Man fik altså ikke nødvendigvis og slet ikke normalt Helligånden som den, der udruster. Det viser Pinsedag med al tydelighed. Men de fik alligevel Helligånden som gave (2,38).
Man kan altså ikke spille Johannesdåben ud mod den kristne dåb, for Joh 3,5 er utvetydig. På det tidspunkt kendtes kun Johannes’ dåb. Selv om Jesus ikke personligt døbte nogen, døbt han alligevel (Joh 4,1-2), og mange blev døbt, også inden Jesus gav dåbsbefalingen i Matt 28,18-20.
Konklusion
ApG 19,1-7 er altså virkelig en undtagelse, kan man sige, men alligevel en undtagelse, der bekræfter, at kristne skal oplæres og døbes, og at tungetale og profeti ikke kommer af sig selv, men gives af særlige grunde: som bekræftelse på den forkyndelse, Paulus og de øvrige apostle kommer med, og dermed på deres status som sande apostle. Efter aposteltiden er der ikke længere brug for, ej heller mulighed for disse specielle nådegaver. Skal man stadigvæk tale om profeti eller profetisk nådegave – det gør Luther f.eks. – så omdefineres profeti til at være bibelsk tale på baggrund af den Skrift, vi nu har.[3]
Tungetale betyder i øvrigt at tale i andre sprog eller ikke-lærte sprog, hvad enten det (hypotetisk) er englenes sprog (1 Kor 13,1) eller andre menneskesprog (ApG 2,4).[4]
Noter:
[1] Se Lars Hartman, ”onoma” i EDNT s.v. Hartman synes at mene, at forskellen på de to dåb er, at den kristne dåb ”bestows the Holy Spirit in connection the laying on of hands (8:16; 19:6 …)” (ibid.), men de to ting må holdes adskilt.
[2] Se i øvrigt Judisch, Douglas McCallum Lindsay. An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts. Grand Rapids, Michigan: Baker Book House, 1978. Repr. Concordia Seminary Press, 1995.
[3] Se videre Judisch.
[4] Dette indlæg bygger i høj grad, men ikke udelukkende på: Lenski, Richard Charles Henry. The Interpretation of the Acts of the Apostles. (Lenski’s) Commentary on the New Testament. Lutheran Book Concern, 1934. Repr. Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, 2001.