discipeletik

Hvem er den største i Himmeriget? (22. s. e. Trin. – Es 49,13-18; Ef 4,30-32; Matt 18,1-14)

Læsningerne til 22. søndag efter Trinitatis efter anden række – vi er i 2008 fremme ved 19. oktober – har flere forskellige temaer, der diplomatisk sagt udfordrer læseren til at finde sammenhænge. Den gammeltestamentlige lektie er Es 49,13-18, som både forkynder og i mødet med tvivlen bekræfter, at Gud vil trøste sit folk, nemlig når han sender Johannes Døber og Kristus. Apostlen Paulus formaner os i Ef 4,30-32 til at leve helligt og tilgive hinanden, ligesom Gud har tilgivet os i Kristus. Evangeliet i Matt 18,1-14 drejer sig om, at disciplene ikke skal leve på kødelig vis og diskutere, hvem der er den største, men i stedet blive som børn og endvidere tage imod et barn i Kristi navn. Modsat er der en hård straf for dem, hvis de eller enhver anden bliver anledning til, at en af de små, som tror på Jesus, bringes til fald. Disciple er kaldet til radikalt at gøre op med alt, hvad der kan bringe en af Jesu små til fald. Modsat må man ikke sky nogen anstrengelse for at frelse det fortabte, men gå ud og søge det vildfarne får i bjergene, for sådan er det vores himmelske faders vilje! Og sådan gjorde Jesus selv. Evangeliet handler både om, hvad Jesus selv gjorde, og hvad han gør gennem sine stedfortrædere, lærerne og hyrderne.

Den 100% uretfærdige forvalter (Lukas 16,1-13)*

Det er uforeneligt at ville tjene både som den uretfærdige forvalter og som en tro discipel på samme tid. Det ene udelukker det andet - kærlighed til og respekt for det ene udelukker det andet. Man kan ikke tjene Gud og mammon på samme tid. En discipel skal være tro med såvel denne verdens værdier som det virkeligt genuine: de åndelige og himmelske værdier. Derfor må mammons bedrageriske og forføriske kraft modstås ved evangeliets kraft! Sådan giver lignelsen god mening! Læs denne artikel for at se, hvorfor jeg mener, lignelsen må forstås på denne måde.