Julesøndag – Matt 2,13-23

Læsningerne

Læsningerne til Julesøndag giver mulighed for at vælge enten Sl 27,1-5 eller Jer 15,15-17 som gammeltestamentlig læsning og Rom 3,19-22a som nytestamentlig læsning.

Sl 27,1-5 er vel valgt, fordi de første vers: “Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?” udtrykker den tillid og gudsfrygt, som såvel Josef og Maria, men særlig Jesus havde. Salmen udtrykker i al fald den tryghed og beskyttelse, som den, der tror på Jesus har. På den måde er der en tematisk sammenhæng til 2. juledag, Skt. Stefans dag (mere her).

Jer 31,15-17 er valgt, fordi det er en den profeti, som Matthæus citerer i Matt 2,18.

Epistellæsningen fra Rom 3,19-22a er jo en udmærket tekst, og indholdet bør jo være fortegn for alle prædikener gennem hele kirkeåret. Umiddelbart er det måske ikke så indlysende, præcist hvorfor man har valgt denne tekst til Julesøndag.

Men Rom 3,19-22a understreger for det første, at evangeliet om Kristi person og gerning er bevidnet af loven og profeterne. Det svarer til den første opfyldelsescitat.

For det andet er Rom 3,19-22a egentlig det rette perspektiv, når man skal tale om lidelse og sorg. Det skal jeg vende tilbage til.

Det er i det hele taget ikke så entydigt, hvad søndagens karakter egentlig er. Måske kan man ligesom svenskerne sige, at temaet er Guds Søn og Guds børn (jf. også Tore Kopperud i På vandring gjennom kirkeåret, p. 48f).

Se til de tidligere juledage her:

Prædiketeksten

Frelseren skal i sikkerhed (v. 13f)

Vismændene har været og tilbedt Jesus som jøderne nyfødte konge (Matt 2,1-12, som man kan prædike over Helligtrekongers søndag). Da de var rejst, åbenbarer englen sig igen, sådan som det også skete, da Josef overvejede at lade sig skille fra Maria (jf. til Matt 1,18-25, hvor jeg drøfter betydningen af, at Gud skænker åbenbaringer gennem drømme).

Englens budskab er denne gang, at Herodes vil til at søge efter barnet for at dræbe det. ‘Vil til at’ betyder, at det er en overhængende fare. Det er derfor, Josef “skal stå op” og flygte. Der er ingen tid at spilde. Det er samme udtryk, som når man siger, at en kvinde med veer skal til at føde (Åb 12,4).

Josef skal bringe Jesus i sikkerhed i Egypten og blive der, indtil englen på Guds vegne bringer dem tilbage. I Egypten var der et stort jødisk samfund, og jøder havde tidligere søgt beskyttelse i Egypten.

Det har mindst to pointer. Den ene er, at vi hermed får underskreget tonaturlæren. Jesus Kristus er Guds Søn og havde sine guddommelige egenskaber. Det viser alle evangelierne mange eksempler på, og det siges direkte på mange forskellige måder. Jeg har været inde på det til Joh 1,1-14, men det kom jo også frem, da Elisabeth taler om, at hun får besøg af sin Herres moder (Luk 1,43). Men som spæd og som barn brugte Jesus ikke sine guddommelige egenskaber. Gud måtte derfor sende sin engel for at få Josef til at bringe Jesus og Maria i sikkerhed.

Det andet er, at Jesus skulle bringes i sikkerhed. Det skete, som vi skal se, for at konkrete steder i Skriften kunne blive opfyldt, men det skete først og fremmest for at redde frelseren, så han siden hen i sin time kunne give sit liv til løsesum for mange.

Herodes ville søge efter barnet og slå det ihjel. Ved hoffet betragtede man altså ikke vismændenes påstand om at have set kongesønnens stjerne som løs snak. Tværtimod tog Herodes det yderst alvorligt, som vi straks skal se. Jesus var jo virkelig kongesøn, men ikke en kongesøn af Herodes’ slags. Heldigvis. “Mit rige er ikke af denne verden,” sagde Jesus mange år senere.

Josef handler, som han har fået besked, allerede om natten (v. 14f).

“Fra Egypten kaldte jeg min søn” (v. 15)

Josef bliver i Egypten, indtil Herodes var død. Det skete, skriver Matthæus, “for at dét skulle opfyldes, som var blevet sagt af Herren ved profeten, som sagde: “Fra Egypten kaldte jeg min søn.”

Dette opfyldelsescitat er – ligesom det næste – blevet diskuteret ganske udførligt. For begge citater anvender Det gamle Testamente på en måde, vi ikke ser så tit. Mange vil mene, at der er tale om, at Matthæus bruger jødiske fortolkningsprincipper.

Det er kirkens tro, at Helligånden i sidste ende er forfatter. Vi må så gøre vores bedste for at forstå, hvad meningen er

Det første citat er fra Hos 11,1: “Jeg fik Israel kær, da han var ung, fra Egypten kaldte jeg min søn.” Men det er ikke en profeti, men det handler om Guds forhold til Israel i forbindelse med udvandringen. Og det handler jo om Israel, ikke om Messias?

Man kan ikke sige, at Hos 11,1 direkte handler om Jesus. Men der er to tankegange, der hjælper til med at forklare brugen af Hos 11,1.

Den ene er, at udvandringen af Egypten er et forbillede på frelsen. Der er tale om typologi. Det møder vi mange steder i Det nye Testamente. Paulus skriver f.eks., at “også vort påskelam er slagtet, Kristus” (1 Kor 5,7). Og et andet sted: “Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (Kol 1,13f). Forholdet mellem frelseren og frelsens folk er forholdet mellem kongen, jøderne (nyfødte) konge, og folket.

Med andre ord forudsætter Matt 2,15 og Hos 11,1, dels at det, der kan siges om kongens folk, også kan siges om kongen eller kongesønnen selv, dels at der i begge tilfælde er tale om Guds kærlige frelseshandlinger til fordel for sit folk.

Måske spiller 4 Mos 24,7f ind, men det forudsætter, at der en indholds- og tidsmæssig forbindelse mellem disse vers og 4 Mos 24,17, som er en Kristus-profeti. Det vil føre for vidt at overveje i denne sammenhæng.

Herodes’ ugerning (v. 16)

Herodes kunne regne ud, at vismændene ikke vendte tilbage og fortalte ham, hvor Messias var. Han lader derfor alle børn under to år slå ihjel i Betlehem og hele omegnen. Herodes bliver rasende. Dette raseri er affødt af, at han er blevet narret. Men det handler uden tvivl også om, at han er bange for sin trone og sin magt og anseelse.

Det er ikke et smukt billede, der tegnes af Herodes. Men Herodes var et ondt menneske, som sad på kongetronen uden at være berettiget til det. Afhængig af, hvordan man definerer, hvem der er jøde, var Herodes enten halvjøde eller slet ikke jøde. Hans far var idumæer. Men mange mente, at begge forældre skulle være jøder, for at man kunne regnes for jøde.

I al fald var det helt tydeligt, at han ikke var en davidisk konge. Herodes havde derfor meget at tabe: nemlig magten, som han havde tilranet sig. Nogen retfærdig mand var han slet ikke.

Herodes’ ondskab ses af, at han hellere slår drengebørn ihjel end at risikere at miste sin trone til en legitim arving. På det punkt havde han faktisk grund til at være nervøs for sin magt.

Herodes’ og hans rådgivere: ypperstepræsterne og de skriftkloge (Matt 2,4) tager imidlertid fejl. De forestiller sig, at den nyfødte kongesøns magt er af denne verden. De tolkede altså Mika 5,2 både religiøst og politisk (jf. Matt 2,5f). Men som nævnt er Jesu rige ikke af denne verden. Ikke førend han kommer igen (jf. til Matt 25,31-46).

Herodes vil altså bevare sin trone og sin magt for enhver pris. Her er prisen drengene under to år i Betlehem og hele omegnen. Nu var Betlehem uden tvivl ikke en stor by. Men der har da været tale om en del børn. Hver eneste familie måtte lide for Herodes’ ondskab. Herodes var berygtet for sin ondskab. Han undså sig ikke engang for at myrde sin egne sønner (se nedenfor).

Når Herodes sætter grænsen ved to år, er det sikkert for at være på den sikre side. Vi får ikke yderligere informationer om, præcist hvorfor Herodes satte grænsen der.

Jeremias’ profeti opfyldes (v. 17f)

Citatet fra Jeremias er første del af to vers: Matt 2,18 gengiver Jer 31,15 tættere på den hebraiske end den græske tekst. Jeremias’ ord handler om Israel i landflygtighed. Åndeligt set var Israel stadig landflygtige. Rakel er her den symbolske moder for Israel, mens Rama er et af Israels grænsefæstninge, hvor de landflygtige mødtes.

I Matthæus ses Rakel som repræsentant for de mødre, hvis drenge Herodes myrdede. Rakel selv døde i Betlehem efter at have født Benjamin (1 Mos 35,16-20). Rakels sønner Benjamin og Josef truedes jo også af “ikke at være mere,” men de overlevede begge.

Det vers, Matthæus citerer, efterfølges af et ord af Herren, der siger: “Græd ikke mere, stands dine tårer!” (Jer 31,16). Men her og nu er det den hjerteskrigende klage fra forældre, der ikke alene har mistet deres børn, men har mistet den på grund af deres konges ondskab.

Velmenende mennesker forsøger at trøste, men de ønsker ikke at lade sig trøste, for børnene “er ikke mere.” Sådan er det jo at miste børn. Sådan kan det også være med anden lidelse.

Undertiden må man lade råbene, gråden og klagen have sin tid. Har mennesker ikke noget kristent håb om opstandelse til evigt liv, er det også svært at se, hvordan man kan trøste dem, der har mistet.

Men her var der dog tale om drenge, der var omskåret og indlemmet i Guds folk. Troede de på frelseren, der skulle komme – og nu var kommet, venter opstandelsen til evigt liv dem. Sådan er der også trøst at give til de kristne, der har mistet.

Men man må ikke være naiv. Sorg og klage over lidelse af forskellig slags, kan udmærket være udtryk for det gamle menneskes, den syndige naturs, fastholdelse af det perspektiv, man har uden Kristus og uden håb. Man giver derfor ikke nogen en virkelig hjælp, hvis man blot lærer dem, at det altid er godt at klage og beklage sig.

Den virkelig hjælp består i at blive ledt frem til at erkende og bekende sin synd og tro på evangeliet, på Guds retfærdighed. I gamle dage kaldte man det for sjælesorg. Sjælesorg i vore dage er desværre ofte noget helt andet. For mange er det blevet en mere eller mindre professionel hjælp af psykologisk karakter. Det kan være godt nok, men det kan ikke erstatte den egentlige sjælesorg. Omvendt er der vitterligt også noget, som kræver psykologisk indsigt. Hver ting til sin tid og sin brug.

Nazaret var en landsby, og der har måske ikke engang være 20 børn på to år og derunder. Man kan muligvis endda gengive meningen med ‘under to år.’ I så fald har der været færre, end hvis de to-årige talte med (Blomberg, Matthew).

Jesus – nazaræeren (v. 19-23)

I de sidste vers beretter Matthæus om det, som allerede lå i englens ord i Matt 2,13. Vi får dog også at vide, hvordan det går til, at Josef ikke bosætter sig i Nazaret.

Kong Arkelaos, Herodes’ søn, var blevet konge. Helt formelt var han ethnarkês, ‘landsfyrste.’ Han var blevet konge, efter at Herodes havde myrdet sin søn Antipater kort tid (vist nok fem dage) før sin egen død. Arkelaos havde jo de samme problemer med sin kongelige legitimitet. Han også havde samme brutalitet. Han lod f.eks. 3.000 slå ihjel ifølge Josefus (Ant. XVII.9.3ff)
Han blev afsat i år 6. Under hans herredømme var Judæa ikke et sikkert sted for Jesus. Derfor var det ikke sikkert at bosætte sig i Judæa. Igen er Jesu sikkerhed det vigtigste, og det åbenbares atter engang for Josef i en drøm (Matt 2,22).

Josef bosatte sig i Nazaret. Det skete, som Matthæus forklarer, “for at det det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer” (v. 23). Som det fremgår af den store græske ordbog (BDAG), er der stor diskussion om ordet ‘nazaræer’ (gr. Nazôraios eller Nazarênos, som Markus skriver).

Vi ved nu, at bynavnet Nazaret havde de samme rødder som ordet ‘næzær‘ i Es 11,1. Man har nemlig fundet en inskription med Nazaret skrevet med hebraiske bogstaver (se TEL, nr. 4, 1998, s. 14-16 og nr 4, 2004, s. 19). ‘Næzær‘ betyder ‘skud’ og bruges i Es 11,1 om Davidskongen, Messias. Landsbyen Nazaret kan have fået navn efter dette ord, mest sandsynligt fordi landsbyen var grundlag af Isajs efterkommere. Når Josef, der selv var af Davids slægt, valgte at bosætte sig der, er den mest sandsynlige forklaring vel simpelthen, at han havde slægtninge i Nazaret eller måske selv ejede jord i eller omkring Nazaret. Det er dog også muligt, at det hænger sammen med, at Maria og (i al fald senere) Josef havde boet og formentlig var fra Betlehem (Luk 1,26; 2,4).

Nu boede Josef, hans hustru Maria og Jesus i Nazaret. Ud fra de oplysninger, Lukas altså giver, må vi for Marias og måske også Josefs vedkommende sige: Igen! Jesus blev altså en nazaræer og boede derfor i Nazaret.

Der er altså ikke en direkte profeti med netop denne ordlyd. Men flere profeter har åbenbaret, at Jesus skulle være Davids efterkommer. Foruden Es 11,1 taler Es 53,1f også om, at Herrens tjener “skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord” (jf. også Es 4,2).

En anden profet, der er inde på det samme, er Jeremias: “Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn ‘Herren er vor Retfærdighed’ ” (Jer 23,5f). “I de dage og til den tid vil jeg lade en retfærdigheds spire af Davids slægt vokse op; han skal øve ret og retfærdighed i landet” (Jer 33,15).

Zakarias har følgende profetier: “Hør nu, Josva, ypperstepræst: Du og dine brødre, der sidder foran dig, I er varsler om, at jeg lader min tjener Semak komme” (Zak 3,8) og “Dette siger Hærskarers Herre: Der kommer en mand, hvis navn er Semak; han skal spire frem fra sit sted, og han skal bygge Herrens tempel” (Zak 6,12). Det hebraiske ‘semak‘ eller ‘semach‘ betyder spire.

Alle disse profetier beskriver vel egentlig Jesus efter hans menneskelige natur. Jesus så ikke ud af meget. Men han var “vældig Gud,” og Herrens Ånd hvilede over ham (Es 11,2).

Løfterne opfyldes

Det er ikke kun med selve Jesu undfangelse og fødsel, de gammeltestamentlige profetier opfyldes. Det sker gentagne gange, fra før Jesus blev født. Der er også løfter, som endnu ikke er opfyldt, men som vil blive opfyldt. De vil blive opfyldt, for Skriften er Guds ord, og Gud lyver heldigvis ikke. Det kan man høre som en trussel. Men for den, der tror Jesus og evangeliet om ham, er det et vidunderligt evangelium.

Jeg ønsker alle mine læsere glædelig jul!

1 kommentar

  1. Matthæus’ ordlyd lægger op til, at Hos 11:1 faktisk er en ægte Kristus-profeti. Det er der også teologer, der har argumenteret for gennem tiden. Man behøver faktisk ikke tolke Hos 11,1a og 11,1b som helt parallelle udsagn. I givet fald begrundes 1b af 1a. Jeg kigger nærmere på det …

Der er lukket for kommentarer.