“Religion skal være en privatsag”
Få sager har sat Jyllands-Posten og chefredaktør Carsten Juste på landkortet som de 12 Muhammed-tegninger. Dorte Remar, Kristeligt Dagblad, har interviewet chefredaktøren for nogle uger siden. Juste mener, at religion skal være en privatsag.
For meget religion i samfundet
Carsten Juste mener, at vi står over for “en religionskonflikt af uoverskuelige dimensioner”. “Der er blevet for meget religion i vores samfund. Det maser sig frem fra revner og sprækker, og det er fordi, vi har fået besøg af en meget stærk religion, islam. Det er en ulykkelig udvikling. Religion skal være et privat anliggende, men jeg møder religion i det offentlige rum, som jeg ikke har gjort tidligere. Pludselig skal du tage stilling til ting, du ikke tidligere har drømt om at skulle tage stilling til. For eksempel blodpenge, kvindeundertrykkelse og den islamistiske organisation Hizb-ut Tahrirs uhyrlige begrebsverden. Når selv en gammel fritænker som Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden giver op og nu anerkender religionens placering i samfundslivet, så er vi ved at være langt ude. Nogle gange kan man faktisk savne, at kristendommen går i offensiven.”
Kan islam eller kristendom være en privatsag?
Det kunne måske umiddelbart virke som en logisk løsning at forlange religion ud af den offentlige sfære, hvis der er fare for religionskonflikter af uoverskuelige dimensioner. Men det er besynderligt, at dette forslag kommer fra Carsten Juste, som trykte Muhammed-tegningernene for at værne om ytringsfriheden. Hverken kristendom, islam eller for den sags skyld jødedom kan finde sig i at blive forvist fra den offentlige sfære. Årsagen hertil er, at alle tre religioner gør krav på at være sande religioner. At forvise dem betyder at derfor at indskrænke deres frihed til at være til og til at ytre sig. Så sandt kristendom og fx islam har absolutte påstande, må disse nødvendigvis kunne ytres offentligt. Ellers ville det for kristne og muslimer være ensbetydende med at acceptere at blive gjort til en lokal, subjektiv religion.
Forskel på kristendom og islam
Carsten Justes forslag er også på anden vis uigennemtænkt. For der er ikke alene stor forskel på muslimer og for den sags skyld kristne indbyrdes. Der er også stor forskel på kristendom og islam. Eller mere præcist: Der er stor forskel på lutherdommen og islam. Lutherdommen gør i det stykke krav på at være genuin kristendom, som alle kristne burde tilslutte sig.
Toregimentelæren
Forskellen mellem kristendom og islam er ikke, at kun islams gud gør krav på at ville være herre i verden. Den treenige Gud, kristendommens Gud, har skabt himlen og jorden, og alle skylder Ham lydighed. Den treenige Gud opretholder også sit skaberværk. Han regerer eller styrer gennem to regimenter, dvs. styreformer. Gennem forældre styrer han i den private sfære; gennem øvrigheden styrer han det, vi populært kalder for samfundet. Det er den verdslige øvrighed. Gud styrer også i kirken, men her styrer han gennem evangeliet, dvs. ved Ordet og sakramenterne. I Den augsburgske Bekendelse, artikel 16, hedder det derfor:
“Om de borgerlige forhold lærer de [lutherske menigheder], at lovlige borgerlige ordninger er Guds gode gerninger. … Evangeliet lærer nemlig den evige retfærdighed i hjertet. Her på jorden opløser det imidlertid ikke samfundet eller familien, men forlanger i høj grad, at de skal bevares som Guds gode ordninger, og at kærligheden [netop] skal udøves i dem. Derfor er det nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, med mindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker. (Apostlenes Gerninger 5,29).”
Evangeliet handler om retfærdig i hjertet. Derfor prædikes loven til syndserkendelse, og evangeliet prædikes til tro. Den troende sendes ud i verden for at gøre gode gerninger i familie og samfund. Og kun hvis samfundets love kræver ulydighed mod Gud, må en kristen bryde landets love (ApG 5,29). Man skal give kejseren, hvad kejserens er, som Jesus selv siger (Matt 22,21). Paulus siger tilsvarende, at “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.” (Rom 13,1).
Lovens tre brug
Det er ikke sådan, som man af og til hører, at Gud kun styrer og regerer eller ønsker at styre eller regere i kirken. Guds styrer gennem begge. Men såvel kirke som samfund kan komme ud af kurs og være i modstrid med Guds bud. I begge tilfælde skal kirken bruge Guds ord, De ti bud, og forkynde loven. Kirken har ingen verdslig magt og må ikke bruge anden magt end at forkynde Guds ord og om nødvendigt udelukke genstridige og ulydige personer fra nadveren eller fra kirken i det hele taget. (Dermed ikke være sagt, at man kun skal forkynde loven, for loven fortæller kun, hvad vi skal gøre, men giver os ikke kraft til at gøre det.)
Islam
Med islam forholder det sig anderledes, for islam kender slet ikke evangeliet. Gud virker omvendelse og tro gennem lov og evangelium, og enhver, der kommer til tro, gør det, fordi Gud virker det. Islam kan i sagens natur ikke skelne mellem loven og noget, de ikke har. Derfor forstår de heller ikke forskellen på det åndelige og det verdslige regimente. For islam bør der være sammenfald.
Den afgørende forskel
Kristendom fører ikke nødvendigvis til demokrati. Men kristendom medfører nødvendigvis – burde i al fald medføre – at man ikke tvinger nogen til at blive kristne. Men naturligvis bør man forsøge at overbevise så mange som muligt. Kristne vil lige så energisk modsætte sig, at islam kan få magt til at indføre shari’a-lovgivning og dermed få magt til at påtvinge andre deres i bund og grund loviske religion. Med den undtagelse, at kristne ikke vil tvinges til at være ulydige mod Gud og ikke vil finde sig i at blive tvunget til at tie om kristendommen, så vil kristne formane til lydighed mod samfundets myndigheder. For Den treenige Gud styrer derigennem og formaner til at underordne sig disse myndigheder.
Det virkelige valg
Carsten Juste leger med tanken om at henvise religion til den private sfære. Det kan kun ske, hvis han vil give køb på ytringsfriheden. Det må man håbe, at han ikke vil. Ellers kunne Jyllands-Posten have sparet sig at trykke Muhammed-tegningerne. Alternativet er derfor at vælge mellem kristendom eller islam – eller i al fald at vælge islam fra, hvis (eller når) den vil gøre krav på at udøve tvang over enkeltpersoner og samfund.
Ytringsfrihed
Det er derimod ikke indlysende, at man skal gøre brug af ytringsfriheden til at håne andre religioner. Om Jyllands-Posten, Carsten Juste og Flemming Rose ønsker at håne Muhammed eller islam eller kristendommen for den sags skyld, bliver deres sag. Deres respekt for såvel islam som kristendom er i forvejen varierende. Men kristne bør ikke håne islam eller muslimer eller nogen anden religion. Derimod bør kristne advare mod al falsk religion og påpege, hvilke konsekvenser falsk gudsdyrkelse har for tid og evighed. Men det bør ske på en sådan måde, at tilhængere af al falsk gudsdyrkelse ikke stødes væk alene på grund af retorikken. Sagen selv kan der derimod ikke gives køb på. Det må siges klart i såvel det private som det offentlige rum.
Se “Religion skal være en privatsag” i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/247511)