I Gunni Bjørsteds kommentar til Johannes’ Åbenbaring læste jeg for nogen tid siden et citat om trøst, som næsten kræver en kommentar. Det er fra Johan Arnt Wenaas’ Mod til modløse.
Nej – til den letkøbte, overfladiske trøst, som tror, at bibelord i sig selv er nok til at fjerne mismodet. Nej til den trøst, som trøster den, der trøster, så han ikke føler sig så hjælpeløs. Nej til den trøst, som egentlig holder modløsheden på tre skridts afstand. Ja – til en virkelig trøst. Den trøst, vi selv er blevet trøstet med.
Dette citat minder mig om 2 Kor 1,4. Her skriver Paulus om, at Gud “trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,4).
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3f).
Men trods lighederne er der langt mellem de to citater.
Wenaas og følgelig Bjørsted siger i virkeligheden, at bibelordet, dvs. Guds åbenbarede ord, ikke i sig selv kan fjerne mismod. Det er en letkøbt, overfladisk trøst, får vi at vide. Hvis trøsten skal du til noget, så skal den være erfaret og formidles som sådan. Den opfattelse, som Wenaas giver udtryk for, deles af mange.
Men det er ikke det, Paulus giver udtryk for. Paulus og Timotheus er opmuntrende eksempler. De lider trængsel og modgang, så korinterne også kan udholde trængsler. Såvel Paulus og Timotheus som korinterne har del i lidelser og trængsler, men også i trøsten under disse forhold. Det er den samme trøst, de har del i. Korinterne trøstes ikke først og fremmest af Paulus’ og Timotheus’ trængsler. De trøstes af den Gud, der trøster dem begge. Den Gud trøster dem først og fremmest med evangeliet om frelsen, men også med proklamationen af, at den treenige Gud er Herre over alle ting og vil sejre til sidst. Med andre ord er det ikke Paulus’ og Timotheus’ erfaringer, der gør trøsten virksom. Trøsten er virksom under alle forhold. Døden, som er den ultimative trængsel eller lidelse, tjener “blot” til at lære os, at vi ikke skal sætte vores lid til os selv eller vores egne kræfter. Vi skal sætte vores lid til Gud, som oprejser de døde (se mere [intlink id=”32″ type=”post” /]).
Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste.
Over for døden som den sidste fjende er der kun evangeliet, der virkelig kan trøste. Ingen af os har oplevet døden, endsige overlevet den, så vi kan fortælle om den som en erfaring, vi har gjort. Det har kun Kristus. Den trøst, vi kan trøste med, er derfor evangeliet om Kristi lidelse, død og opstandelse og resten af troslæren. Denne troslære består fra ende til anden af bibelord. Disse bibelord er ikke kraftesløse eller uvirksomme. Tværtimod har de skrifter, der er indblæst af Gud, kraft til at gøre os vis til frelse. Guds ord er “levende og virksomt … og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12). Det er ikke så underligt, for Guds ord er jo ord, den almægtige Gud har talt. “Ved Herrens ord blev himlen skabt”, som salmisten skriver (Sl 33,6).
Wenaas og mange andre med ham, pietister eller ej, gør derfor sig selv og os andre end bjørnetjeneste. De tager trøsten fra dem, der ikke føler, deres egne oplevelser og erfaringer er noget at trøste andre med. De tager trøsten fra dem, der af den grund ikke får et trøstende ord. I stedet vil de henvise os til trøst fra folk, der stoler mere på deres egne erfaringer, end på Guds ord, ja, som dybest set tror, at deres erfaring af trøst er det, der gør Guds ord levende og virksomme. Hvis man lader sig trøste af andres erfaringer i stedet for af evangeliet, mister man trøsten, hvis tilliden til disse mennesker lider et knæk af den ene eller anden grund. Selv om det kan være fristende at forsøge at give ens trøst større troværdighed ved at henvise til ens egne erfaringer, er det altså en dårlig idé. Det er bedre at lære alle at sætte deres lid til den Gud, som oprejser de døde.