Læsningerne
Læsningerne har et fælles motiv i frafald og omvendelse. I 2 Mos 32,7-10.30-32 hører vi, at Gud har frelst Israel ud af Egypten, men – i stedet for at leve i troen på, at Gud er nådig og barmhjertig og derfor frelste dem, og ud af denne tro gøre gode gerninger – takker Israels folk Gud med vantro, mistillid og afgudsdyrkelse. Skønt de mødte al godhed fra Gud, vendte de ryggen til ham. Derfor er de med rette under Guds dom, og de trues af hans vrede. Men Gud vil ikke svigte sine løfter, siger han til Moses. Derfor vil han gøre Moses til et stort folk.
Moses går i forbøn for folket. Gud lærer ham, at frafald er vantro – synd. Det vil Gud straffe. Dermed siger Gud ikke, at han ikke forbarmer sig over den, der omvender sig. Men uden omvendelse og tro undgår man ikke Guds dom.
Det samme lærer vi i Åb 2,1-7. Til forskel fra situationen i den gammeltestamentlige læsning er der ikke tale om en ydre, skændig og forargelig afgudsdyrkelse. Men der er tale om frafald. Derfor skal ‘englen,’ dvs. biskoppen over menigheden eller kirken i Efesos, omvende sig. Alternativet til det er, at Jesus, Menneskesønnen, vil komme og flytte hans lysestage fra dens plads. Selv om de fleste vil tolke det om en dom i tiden, mener jeg, at der er stærke argumenter for, at Jesus dermed taler om den endelige dom (se også en gennemgang af Åb 2,1-7 her).
Biskoppen skal ikke kun omvende sig, men også – ud af tro og ved Helligånden – gøre de gerninger, han først gjorde, dvs. troens eller kærlighedens gerninger. Som bekendt ikke for at blive frelst, men som troens frugter. Det er ikke de manglende troens frugter, der vil fordømme et menneske på dommedag, men vantroen, som gør, at et menneske ikke kan bære troens frugter. Derfor kan det for mennesker se ud, som om biskoppen i Efesos er en god kristen.
Men for Menneskesønnens guddommelige blik er det anderledes. Det rejser et spørgsmål, som er velplaceret her i fastetiden. For hvordan kan vi mennesker vide, at vi ikke bedrager os selv og går fortabt, mens vi lever et kristent liv her i verden?
Svaret er, at troen ikke ser ind i sig selv, men holder fast i Guds Ord. Den troende samstemmer med Guds Ord, han Han gennem Skriften afslører synden i vores natur og de syndige handlinger, som vores syndige natur føder. Den troende holder sig endvidere til det ydre ord – det, som prædikes og det, som forvaltes sammen med sakramenterne, som ordet selv gør til sakramenter. Og det tror det ord, som lyder i absolutionen, i tilgivelsen.
Moses var i syv sind, fordi folkets synd var frafald og vantro. Men Guds Ord lærer os, at Gud er god og barmhjertig og vil, at alle skal omvende sig og blive frelst (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Som Jesus siger i prædiketeksten: ” Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8,51).
Sand faste kan være med eller uden ydre faste, men den er grundlæggende det, som alle teksterne til 3. søndag i fasten fokuserer på: syndserkendelse og tro, dvs. bod. Så må loven forkyndes over al synd i al sin alvor, så vores virkelige situation kan gå op for alle og enhver. Og så får vi lov at høre evangeliet i al dens sødme: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”
Prædiketeksten
I Joh 8 møder vi en dyb tale om Jesus, hvor Jesus bl.a. siger: “I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg til jer: I skal dø i jeres synder. For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder.” Og: “Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er.”
Her lærer Kristus os, at han er Herren eller Herrens engel, som åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk. Han er “jeg er den, jeg er.” Det betyder ikke kun, at Jesus var til før undfangelsen ved Helligånden eller før skabelsen. Det betyder, at han er den nådige og barmhjertige Gud, men også at han er Gud, som straffer frafald og vantro, hvis ikke man omvender sig.
De jøder, som Jesus talte til – og det store flertal af jøder lige siden – havde Skriften, hvor Guds barmhjertighed mod menneskeheden og særlig mod Abrahams efterkommere i kraft af løftet er klart og tydeligt beskrevet. De havde set Jesus gøre det ene tegn efter det andet, og de havde hørt ham tale med en myndighed, som ingen af de skriftkloge havde.
Alligevel nægtede de at tro Gud og hans ord, Jesus og hans gudommelige ord, og de holdt sig til Satan og hans pervertering af Guds ord. De ville endda slå Jesus ihjel. Skønt Jesus kom for at gå til Jerusalem, betyder det ikke, at jøderne ikke var ansvarlige for for Gud. Jesus sagde jo:
“Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke. I gør jeres faders gerninger.” Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud” (Joh 8,40-41).
Sådan taler vantroen. Uden at jøderne skal frikendes for ansvar – og slet ikke erklæres uskyldige og uden behov for Jesus – er det dog ikke jøderne alene, men ethvert vantro menneske, der tænker og måske taler sådan – hvis man da ikke forsøger at bilde sig selv og alle andre ind, at der ingen Gud er, og at man derfor er sin egen gud. Jødernes problem bestod i, at de ikke erkendte deres synd og skyld, ikke engang når de konfronteres med, at de nu vil dræbe en, der siger sandheden. Derfor skal loven forkyndes først, og det gør Jesus.
Forholdet til Sønnen Jesus er forholdet til Gud Fader (v. 42)
Jøderne påstod – og ikke-sekulariserede jøder påstår stadigvæk – at de er Guds børn. Men Jesus viser, at det ikke er sandt.
Jesus er udsendt og kommet fra Gud. Hvis Jesu Fader, Gud, var deres fader, ville de elske Jesus og ikke forsøge at slå ham ihjel.
Deres manglende kærlighed og deres onde gerninger afslører deres vantro, dvs. afslører, at de har en anden gud end den sande Gud, Jesu Kristi Fader. Sådan var det også den manglende kærlighed til Kristus, som Jesus pegede på over for biskoppen i Efesos. Kærlighed betyder her ikke flygtige følelser, men det er en anden måde at tale om tro på. Kærlighed handler om at tro Jesus og hans ord og i tro bekende med Guds ord, at vi har syndet, men tilgives for Jesu Kristi skyld af nåde ved tro.
I kan ikke høre mit ord (v. 43)
Syndens alvor var for disse jøder, at de ikke kunne høre Kristi ord. Ingen kan komme til tro på Jesus, hvis han ikke selv griber ind. Men jøderne kan ikke længere forstå hans ord, for de har forkastet ham.
De er kommet i den situation, som Jesus taler om i Mark 3,20-30 og Matt 12,22-32. Den, der forkaster det ord, som Helligånden bruger for at overbevise om synd og om dom og om retfærdighed (Joh 16,9-11), kan ikke længere høre. Det er forhærdelse. Jesu tilhørere havde forhærdet sig i deres genstridige forkastelse af Jesu person, ord og gerninger. Derfor rammes de af forhærdelsens dom.
I har Djævelen til fader (v. 44)
Jesus må derfor rent ud fortælle jøderne sandheden: de har Djævelen til fader, ikke Gud. Det betyder, at de ikke vil gøre, hvad Gud ønsker, for så ville de have troet Jesus, Hans Søn. Så ville de have taget imod Jesus som deres broder. Så ville de også have været ægte børn i Guds hus.
I stedet gør de, hvad Djævelen ønsker. Hans ønske er og har altid været at så mistillid og vantro til Guds ord, så et menneske mister tilliden til Gud og troen på ham. Djævelen har været en morder fra begyndelsen, siger Jesus. Mistillid, vantro eller ulydighed medfører åndelig og senere fysisk død. 1 Mosebog 3 er en historisk og på samme tid en aktuel skildring af Djævelens fremgangsmåde – og af de forfærdelige konsekvenser af syndefaldet.
Når først mistillid og vantro hersker i et menneskes hjerte, gør mennesket, hvad Djævelen vil. Måske er det grove synder som jødernes afgudsdyrkelse af guldkalven eller muslimernes tilbedelse af afguden Allah og hans falske profet Muhammed. Måske er det – en tid lang – skjult for alle andre end Menneskesønnen, sådan som det var tilfældet med Efesos’ biskop. Men blot et menneske har mistillid til Gud og hans ord, er Djævelen tilfreds, for så er dette menneske i Djævelens garn og gør, hvad han vil.
Djævelen har intet at gøre med sandhed, men er en løgner og er fader til løgnen. Al løgn stammer fra ham. Det betyder, at al vrang gengivelse af Guds Ord og lære nok kommer via mennesker, men det stammer fra Djævelen.
En sand kirke og en sand prædikant, som holder sig til Guds ord og lære, vil derfor altid fordømme den falske lære og dem, som propaganderer for den. Det er virkelighedsfjernt og dødsensfarligt for det åndelige liv at tillade sig at ændre blot en smule. Det var det, Djævelen gjorde, og vi lever alle sammen i følgerne af Adam og Evas syndefald. Paulus forbander derfor den, der ændrer på evangeliet. Vi skal altså lære det sande, men vi skal også afvise og fordømme den falske lære, for den falske lære stammer fra Djævelen og udfører hans morderiske vilje for tid og evighed.
En luthersk kirke har derfor ingen tolerance over for vranglære.
At mennesker har Djævelen til fader og gør, hvad han vil, og i dén forstand er Djævelens børn, betyder ikke, at de er Satans børn, som aktivt, villigt og bevidst tjener og måske endda dyrker Djævelen i en kult osv. Den slags findes også, men det er ikke det, Jesus her taler om hos jøderne. Man kan nok skelne mellem ‘Djævelens tjenere,’ hvis vilje er trælbundet under Djævelen, og så ‘Djævelens børn,’ som aktivt dyrker og tilbeder Djævelen (jf. en lignende skelnen hos Kretzmann, som skriver: “He that rejects Christ, the Savior, and consistently refuses to accept His Word, is doubly a child of the devil. Wherein the devil delights, as things that are opposed to the good and gracious will of God, therein they also find their delight. They are not betrayed into this condition, but they have deliberately embraced that which is wrong.”)
Jesus siger sandheden (v. 45)
Kontrasten til Djævelen, som ikke har sandhed i sig, er Jesus, der har åbenbaret os Guds herlighed, som er fuld af nåde og sandhed (jf. til “Ekstra: Juledag – Joh 1,1-14“). Jesus lærer os sandheden – om synd og om nåde.
Det troede jøderne ikke på, for de ville ikke (jf. Matt 23,37). Derfor måtte jøderne erfare Guds dom i tiden (særligt Jerusalems fald), de vil erfare Guds dom i evigheden, om ikke de omvender sig. Her er der ingen forskel på jøde og græker.
Jesus – uden synd (v. 46)
Jesus var en voksen mand, og jøderne kendte ham godt, nogle fra han var barn, andre fra hans besøg i Jerusalem, f.eks. som tolvårig. Men de fleste kendte ham fra hans offentlige virksomhed.
Jesus imødegår jødernes anklager. Han konfronterer dem direkte og spørger, om nogen af dem kan overbevise ham om synd? Kan nogen af dem påvise, at han har syndet, så han må erkende det? Svaret er nej, for han var uden synd (Hebr 4,15).
Når Jesus altså ikke har syndet, og når han siger sandheden, hvorfor tror jøderne ham så ikke, spørger han? Svaret er igen deres onde natur og forhærdelsen. De vil ikke tro sandheden, men gerne Djævelens løgne.
Den, der er af Gud, hører Guds ord (v. 47)
Her slår Jesus fast, at den, der er af Gud – er genfødt af ham (jf. Joh 1,12f; 3,5ff) – hører Guds ord (ta rhêmata).
Det er jøderne ikke, og derfor hører de ikke. De er langt fra at have Gud til fader, fra at være Guds børn.
Derfor har Jesus ret i, at de har Djævelen til fader, hører ham og adlyder ham.
Derfor er denne prædiketekst også en principiel og meget alvorlig advarsel mod at acceptere vranglære og større eller mindre forvanskning af Guds ord. Dem, der forsvarer vranglære, og især dem, der hævder, at vranglære ikke er så alvorlig, må konfronteres med Johannes 8. Jesu ord er klar: “Den, der er af Gud, hører Guds ord.”
Jøderne forsøger at dæmonisere Jesus (v. 48)
Jøderne bøjer sig ikke for sandheden, men fremturer. Da de ikke kan hævde, at Jesus lyver, forfalder de til at angribe Jesus selv. De kalder Jesus for en samaritaner. Det er her nok ment som en nedsættende betegnelse, ikke som en faktisk udtalelse om Jesu etniske eller religiøse forhold. Kretzmann mener, at samaritanerne var dæmonbesatte, men det kan jeg ikke lige finde belæg for.
Jøderne angreb gentagne gange Jesus for at være besat af en dæmon eller en uren ånd (Joh 7,20; 10,20; jf. Mark 3,22.30). De “dæmoniserede” ham – eller forsøgte på det – fordi han sagde sandheden. Det er også set siden hen.
Nu skal det jo ikke forstås sådan, at der ikke findes mennesker, som faktisk bliver besat af en dæmon. Men der må man jo se på frugterne. Jesus prædikede evangeliet og gjorde godt. Falske profeter eller “guddommelige personer” kan måske for en tid gøre godt, men de vil ikke holde sig til sandheden og den rette lære og leve efter Guds ord, herunder tage del i syndsbekendelse og afløsning/absolution for de synder, de måtte begå.
Nogle falske profeter har uden diskussion begået megen ondskab, og alligevel følges de af mange. Den værste falske profet følges af millioner. Mange sikkert uden at vide, hvad han egentlig sagde og gjorde. Men ikke desto mindre.
Teksten lærer os ikke at se igennem fingre med det. Men teksten lærer os, at når Jesus blev “dæmoniseret” for at sige sandheden, skal det ikke undre, om man også vil forsøge at “dæmonisere” dem, der i dag siger sandheden. Så kan man jo holde sig Jesu ord fra livet. Lov og evangelium hører sammen, men her er der i al fald tale om, at de afviser lovens gerning. De vil ikke have deres synd afsløret, og så angriber de Jesus i stedet for. Naturligvis mener de heller ikke, at de virkelig har brug for evangeliet. Det hænger jo sammen.
Hvem ærer hvem? (v. 49f)
Jøder forsøger sig altså igen, men Jesus afviser dem kort og klart. Derefter fastslår han, at han ærer sin Fader, men de vanærer ham, og dermed hans himmelske Fader. Jesus og jøderne er fundamentale modsætninger her.
Jesus søger dog ikke sin egen ære. Det gør hans himmelske Fader derimod. Han vil til syvende og sidst dømme jøderne og vise dem, at de tog grueligt fejl.
Det var ikke nogen nyhed, at der vil komme en dom. Men alligevel fik det ikke jøderne til at standse op.
Evangeliet og det evige liv (v. 51)
Jesus slutter af med en meget formel udtalelse. Heri understreger han sandhedsværdien og troværdigheder med et dobbelt ‘sandelig’ (gr. amên).
Den, der ‘holder fast ved’ eller ‘bevarer’ Jesu ord, vil aldrig nogensinde komme til at opleve den evige død, men har evigt liv (Joh 3,15f; 3,36; 4,14; 5,24; 6,40.47.54; 10,28; 17,2f). Ja, “dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3).
Måske skal man dø (Joh 12,25), men man har allerede det evige liv. Når man dør, kommer sjælen hjem til Gud, og i opstandelsen får den, der tror, et herliggjort legeme (Fil 3,21).
Man kunne måske forstå det græske således, at det er os mennesker, der holder fast ved evangeliet. Men troen gives og opretholdes ikke af os og vore kræfter, men af evangeliet. Derfor er det vigtigt at høre ordet og bevare det. Det betyder at høre og læse Guds ord og flittigt tage dets budskab til sig, både når det dømmer os som syndere, og når det rækker os syndernes forladelse. Og når det vejleder os i at leve vores daglige liv i vores kald og stand.
Den, der holder fast ved, dvs. tror Jesu ord, har et urokkeligt, guddommeligt løfte om ikke at gå fortabt, men have og få det evige liv.
Derfor er Jesu sande ord og lære aldeles afgørende. Derfor er det også lige så vigtigt at bekæmpe og udrydde al falsk lære og afvigelse fra Skriften. Det er nemlig morderiske løgne fra Djævelen selv. Måske ser de større eller mindre ud; sådan oplevede Eva i Edens have det jo. Men Djævelens løgne er lige dødsensfarlige uanset hvor meget de er tyndet op med.
Det betyder ikke, at Guds ord ikke kan gøre sin gerning, hvor der er vranglære. Men det gør det til en meget farlig sag.
Modsat er evangeliet ikke dødsensfarlig, men et vidunderligt værktøj til at skænke os troen og det evige liv.
Sådan vil denne søndags prædiketekst afsløre vores synd, uanset om det drejer sig om “små” synder eller om morderiske planer som den, jøderne lagde mod Jesus, eller det drejer sig de morderiske afvigelser i Guds ord og lære som dem, Djævelen fra første færd har forsøgt at lokke med. Denne alvor er passende kirkeåret rundt, men da særligt i fastetiden. I fastetiden og særligt Langfredag betragter vi, hvad Djævelens morderiske planer kostede Jesus.
Men denne søndag skal vi også høre evangeliet, der proklamerer for os, at Jesus gik til Jerusalem for at sone al synd og besejre Djævelen. Med henvisning til det er der siden Edens have prædiket evangelium, og sådan har det været siden, og skal det være fremover. Også på søndag.
Sådan gør Guds ord også næste søndag til en hellig festdag.