Den åndelige “rigdoms” selvbedrag (Åb 3,14-22)

Jesu budskab til menighedens biskop i Laodikea (Johannes’ Åbenbaring 3,14-22)

I den sidste af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen for menigheden i Laodikea. Ligesom biskoppen i Sardes er hans virkelige situation den modsatte af, hvad han selv tror. Han skal derfor omvende sig, hvis han vil undgå dommen. Det opfordrer Jesus ham så til, for han elsker ham.

Jesus som den troværdige og sande vidne (v. 14)

Jesus betegner sig selv med tre udtryk, som alle er vældig svære og vældig vigtige.

Selv om det ikke fremgår af den danske oversættelse, så bruges ordet Amen kun to steder på denne måde: om Jesus her og om Gud i Es 65,16, hvor det ordret hedder, at den, der velsigner sig, velsigner sig ved Amen’s Gud. Derved knyttes Menneskesønnens gerning sammen med den velsignelse og jubel, der skal følge med nyskabelsen af himmel og jord (Es 65,17ff).

En lignende tanke ligger i udtrykket “Guds skabnings ophav”, dvs. ophav til Guds skaberværk. Jesus, Menneskesønnen, var altså med-skaber af himlen og jorden, og vil være med-skaber af den nye himmel og den nye jord.

Det kan han netop være, fordi han er det troværdige og sanddru vidne, som gav sit liv for at gøre pagten med David til virkelighed (læs Åb 1,5-6 og Sl 89).

Gid du var enten kold eller varm (v. 15)

Jesus sammenligner sikkert biskoppens gerninger med vand. Koldt vand er dejligt at drikke (eller at tage bad i), mens varmt vand er dejligt at bade i. Så både varmt og koldt vand er godt for noget. Derfor kan Jesus ønske, at menigheden var enten kold eller varm.

Derimod handler det ikke om deres åndelige temperatur, som om Jesus skulle anse det at være troende for lige så godt som at være vantro. Det ville jo være i direkte modstrid med Jesu hensigt med alle sine formaninger.

Jeg vil udspy dig af min mund (v. 16)

Desværre dur den laodikensiske biskops gerninger ganske enkelt ikke til noget. De er nemlig som lunkent vand. Enhver, der har prøvet at drikke halvvarmt vand, har sikkert spyttet det ud, hvis det overhovedet var muligt. I virkeligheden synes Jesus at bruge et meget skarpt ord. Ordet, der er oversat med ‘udspy,’ betyder i virkeligheden ‘kaste op.’

Sådan vil Jesus udspy biskoppen, dvs. dømme ham. For han er lunken, dvs. åndeligt død (jf. 3,1). Dog én udvej har han.

Men du har bedraget dig selv (v. 17)

Biskoppen og hans menighed var måske blevet bedraget af sin rigdom og har forvekslet materiel rigdom med åndelig rigdom, men sikkert er i al fald, at han faktisk anser sig for at være en rig kristen, som har fyldt de åndelige forrådskamre og ikke mangler noget.

Han hævder jo, at han er rig, har fyldte forrådskamre og ikke mangler noget. Men sådan ser Jesus slet ikke på det.

Nej, biskoppen er, om nogen, i en elendig situation. Han er ynkværdig, fattig, blind og nøgen, men han ved det bare ikke selv. Det er katastrofalt, for det kan ikke bære på dommens dag. Rigdommens og selvbedragets by vil jo blive brændt op (Åb 18).

Derfor formaner Jesus ham til at købe virkelig rigdom, nemlig frelse (sml. Es 55,1ff). Han bruger billeder, der svarer til beskrivelsen af biskoppens elendighed: rent guld, hvide klæder til at dække nøgenheden (sml. 16,15) og salve til øjnene, så han kan se. Jesus kan levere den sidste slags ‘salve’, som det fremgår af Joh 9,6.

Jeg elsker dig jo! Så omvend dig! (v. 19)

Jesus bruger endnu engang et udtryk, som Det gamle Testamente bruger om Gud (Job 5,17; Ordspr 3,12). Jesu revselse og tugt er nemlig ikke udtryk for hans vrede, men for hans kærlighed.

Ligesom han gav sit liv af kærlighed, for at ingen skal fortabes, sådan revser, tugter og formaner han nu, for at ingen skal gå fortabt. Derfor formaner han den laodikensiske biskop til at omvende sig – til Jesus.

Det kan ingen af egen kraft eller ved egen fornuft. Det er netop derfor, Jesus åbenbarer sig som Menneskesønnen, der skal komme igen, og forkynder lov og evangelium. Jesus afslører synden for at skabe syndserkendelse. Han kalder til omvendelse.

Johannes ser Jesus foran sig som ham, der er korsfæstet og opstanden (Åb 1,18). Det er den evangeliske forudsætning for Jesu forkyndelse. Som Guds Lam, der bar al verdens synd, bar han Guds straf over vreden. Som Guds Lam, der stod op af fra de døde, forkynder han til frelse.

Jesus siger, at biskoppen skal være nidkær og omvende sig. Det er i al fald sådan, 1992-oversættelsen og de fleste oversættelser gengiver grundteksten. Johannes er tilsyneladende den første, der bruger det ord, der er oversat med ‘at være nidkær’ (zêleuô). Normalt bruges et andet ord (zêloô), som også kan betyde ‘at være skinsyg’ eller ‘at være lidenskabelig.’ Spørgsmålet er, hvorfor Johannes bruger en ny form.

I Det gamle Testamente ser vi, at Gud er en nidkær eller “lidenskabelig” Gud (2 Mos 20,5; 34,14). Ordet kan også betyde ‘skinsyg’ (4 Mos 5,14.30). En amerikane, Raymond Ortlund, har afdækket, hvordan Israel beskrives som en skøge, en utro hustru. Når Guds folk er utro, er Gud en “lidenskabelig” Gud, en fortærende ild. Han elsker sit folk, men netop derfor vil han ikke dele folket med andre (af)guder, som fører folket i fortabelse.

I Åb beskrives forholdet mellem Kristus og den frelste skare helt tydeligt som forholdet mellem brud og brudgom (se Åb 21,9 og 22,17). Måske skal vi forstå det ord, der oversættes med ‘vær nidkær,’ i denne sammenhæng. I så fald burde man måske snarere oversætte med ‘vær lidenskabelig.’

Det er dog afgørende, at man husker, at det er billedsprog. Det, Jesus taler om, er jo troen. “Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den, der ikke tror, vil blive dømt” (Mark 16,16). I Åbenbaringsbogen beskrives det som et ægteskabeligt forhold (jf. Matt 22,1-14 og Matt 25,1-13).

Jeg vil have måltidsfællesskab med dig (v. 20)

Jesus opfordrer indirekte biskoppen til at lukke op for ham, så han kan få fællesskab med ham.

Men Jesus henviser hermed også endnu engang til sine formaninger fra sit jordeliv (Luk 12,35ff). Jesus kommer som herren og banker på midt om natten og håber at finde sine tjenere årvågne (jf. 3,2f; 16,15). Er tjenerne årvågne og parate, så vil der ske det forunderlige, at herren vil invitere sine tjenere med til bords og de skal spise sammen. Det er bryllupsmåltidet i herligheden, Jesus taler om (jf. 19,7-9).

Jesus ønsker, at laodikensernes biskop skal tage imod hans tugt og revselse, så de kan have fællesskab både nu og i evigheden.

Sådan peger Jesu nadverfællesskab med os også frem mod fællesskabet i fuldendelsen.

Den, der sejrer, skal sidde hos mig på min trone (v. 21)

Jesus lover nu, at den, der sejrer og når troende frem til dommedag, skal sidde sammen med Jesus på tronen, ligesom Jesus sejrede over døden og har taget sæde ved siden af sin Fader.

Dette løfte opfyldes for enhver, der sejrer, nemlig i opstandelsen. Det er det, der beskrives i 20,4-6. For ligesom Jesus allerede har gjort os til et kongeligt folk og præster (1,5b-6), sådan skal vi være konger og præster i opstandelsen og evigheden (se også 22,5).

Men der går ikke nogen anden vej til denne trone end gennem fællesskab med Kristus og tro på ham i liv og i død. Derfor er det så vigtigt, at biskoppen omvender sig.

Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger (v. 22)

Helligånden taler til enhver, der hører (eller læser) disse ord – også til os. Og det er vigtigt, vi hører efter. For det handler jo om evigt liv eller fortabelse. Om at være årvågen og rede til, at vores Herre kommer igen. Nogle må omvende sig, andre må holde fast og holde ud.

Jesus ønsker, at alle skal sejre, dvs. blive frelst på dommedag, og nå frem til det evige fællesskab på den nye jord med Gud – og sig selv.

Ham være æren i evighedernes evigheder! Amen!