Som bekendt er et af de emner, der står strid om i folkekirken, spørgsmålet om, hvor vidt det er tilladt at foretage gengifte. Mange ser ikke noget problem overhovedet. Andre mener, at Det nye Testamente ikke tillader skilsmisse og slet ikke gengifte.
Denne artikel ser på, hvad Jesus lærer om ægteskab, skilsmisse, gengifte og cølibat i Matthæusevangeliet. I en opfølgende artikel vil jeg se på, hvad Paulus lærer os i 1 Korintherbrev.
Ægteskabet er i princippet et livsvarigt forhold mellem én mand og én kvinde
Grundlæggende lærer Jesus os, at ægteskabet er ment som et livsvarigt, officielt forhold mellem én mand og én kvinde:
Dertil svarede han og sagde: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ‘Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?’ Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” (Matt 19,4-6)
Jesus giver dette svar, da nogle farisæere spurgte ham, om en mand kan lade sig skille fra sin hustru af en hvilken som helst grund (Matt 19,3). Moseloven tillader ganske vist skilsmisse, men det skyldtes menneskers hårdhjertethed, ikke at det var Guds vilje fra begyndelsen (Matt 19,7f).
Jesus fastlår derfor som princip følgende:
Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru … og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud. (Matt 19,9).
Det princip gengives også i de to andre synoptiske evangelier. Markus’ gengivelse viser, at Jesus formulerede dette princip med både manden og kvinden som subjekt (Mark 10,11f). Hos Lukas får vi princippet i to udgaver. Det ene drejer sig om, at en fraskilt mand begår ægteskabsbrud, hvis han gifter sig med en anden kvinde (Luk 16,18a). Det andet drejer sig om, at manden begår ægteskabsbrud, hvis han gifter sig med en fraskilt kvinde (Luk 16,18b).
Det er derfor hævet over enhver tvivl, at Jesus som hovedregel eller princip ikke tillader skilsmisse og gengifte.
Men i citatet fra Matt 19,9 er der, som man kan se, udeladt nogle ord. De indeholder en undtagelse. En sådan undtagelse behøver blot at findes ét sted for at være gyldig. Det ligger jo i sagens natur, at man ikke altid behøver at redegøre for undtagelser, når man anfører et princip.
Jesu undtagelse “af anden grund end utugt”
I Matt 5,31f stiller Jesus sin egen, dvs. den oprindelige mening af loven, i modsætning til, hvad farisæerne og de skriftkloge lærte. Man plejer af den grund at tale om de såkaldte antiteser. Farisæerne og de skriftkloge lærte, at en mand kunne lade sig skille, hvis han gav sin hustru et skilsmissebrev.
Jesus viser, hvad der egentlig er hensigten med ægteskabet, sådan som det fremgår af skabelsesberetningen. Ægteskabet skal være livsvarigt. Men Matt 5,31 og 19,9 viser, at der er en undtagelse. Jeg skal vende tilbage til, at Paulus lærer os, at der er endnu en undtagelse.
Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud. (Matt 5,32)
Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud. (Matt 19,9)
Det er næppe korrekt at oversætte verbet i v. 32b med, at “der begås ægteskabsbrud med hende.” Verbet (gr. moicheuthênai) er passiv. Eftersom verbet har aktive former, bør man oversætte passiven efter de sædvanlige regler.
Meningen er, at den, der skiller sig af anden grund end utugt, forårsager, at hustruen påføres ægteskabsbrud, nemlig ved skilsmissen. Men foreligger der derimod utugt, påføres hun ikke ægteskabsbrud.
Nogle fortolkere vil mene, at undtagelsen i Matt 5,32 kun gælder skilsmisse, idet Jesus ikke gentager ordene ‘af anden grund end utugt’ i v. 32b.
Imidlertid viser Matt 19,9 helt entydigt, at undtagelsen har betydning for såvel skilsmisse som muligheden for at indgå nyt ægteskab. Hvis der foreligger utugt, kan en mand lade sig skille og gifte sig med en anden uden at synde mod Herrens befaling.
Undtagelsen, den kristne frihed og Skriftens myndighed
Vil man benægte, at denne mulighed foreligger, er man nødt til at benægte selve undtagelsen. Det er i realiteten at slette noget, der rent faktisk står i Bibelen. Det kan man kun gøre, hvis man sætter ens myndighed over Skriftens. Det er faktisk, hvad f.eks. den romerske kirke gjorde, da den efter reformationen fordømte enhver, som holdt fast ved de undtagelser, som Skriften har.
Sætter man imidlertid sin egen individuelle eller kirkelige myndighed over Skriftens myndighed, og forsøger man at påtvinge andres samvittigheder, hvad der i virkeligheden er ens egen mening, så udøver man åndelig tyranni. Det har kirken ikke lov til (Matt 20,25; Mark 10,42; 1 Pet 5,3). Det er en knægtelse af den frihed, som enhver kristen har ifølge Skriften.
Cølibat
Det fremgår af Matt 19,10, at Jesu disciple var chokerede over, at Jesus kun tillod skilsmisse i forbindelse med utugt. “Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig,” sagde de. For dem var det en selvfølge, at man(den) kunne lade sig skille.
Jesu generelle forbud mod skilsmisse er altså en markant genetablering af læren om Guds skabelse og opretholdelse af denne verden. Ægteskabet er en fundamental institution, når det gælder om at bevare skaberværket. Forbuddet mod skilsmisse viser, at det ikke kun drejer sig om at sætte børn i verden. Det er langt mere fundamentalt. Ægteskabet er grundlæggende for det familiære og sociale liv i denne verden.
Det helt naturlige og grundlæggende – ikke mindst for kristne – er derfor, at en mand skal forlade sin far og mor, binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Ægteskabet er i princippet ikke et tilvalg, især ikke for kristne. Ægteskabet med alt, hvad det indebærer, hører til Guds styrelse og opretholdelse af denne verden. Derfor er ægteskabet snarere en selvfølge, et naturligt valg frem for et tilvalg.
Men ligesom der er tilfælde, hvor skilsmisse og nyt ægteskab kan godkendes, så er der også mennesker, som ikke kan leve ugift:
Men han sagde til dem: “Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet.” (Matt 19,11).
1992-oversættelsen er temmelig fri. Egentlig står der, at “Men han sagde til dem: ‘Ikke alle kan rumme dette ord, men [det gør kun de] til hvem det er givet.’ ” Hvad er “dette ord”? Sprogligt kan ‘dette ord’ vise fremad, men det viser langt hyppigere tilbage. Spørgsmålet er, om det refererer til det, Jesus har sagt om ægteskabet, eller til det, disciplene lige har sagt om at leve ugift.
Den første mulighed giver ikke god mening, for dermed ville Jesus i realiteten sige, at det kræver en særlig nådegave at leve i ægteskab. Men det er imod Guds befaling, Paulus’ ord i 1 Kor 7,2 og den erfaring, som Paulus beskriver dér.
Jesus siger derfor, at ikke alle kan rumme eller forstå det, disciplene siger. Det er ikke bedre at leve ugift og altså uden et seksualliv. Det er tværtimod svært og vil blot føre til utugt, som Paulus helt realistisk skriver i 1 Kor 7,2.
Hvem er det da, som kan “rumme” det? Hvem er det, som har fået det givet? Det gennemgår Jesus i Matt 19,12. Der er dem, der er født uegnede til ægteskab (v. 12a). Andre er gjort til eunukker (v. 12b), hvad der måske skal forstås helt bogstaveligt. Det er en ældgammel diskussion, om man skal forstå det bogstaveligt eller i overført betydning.
Endelig er der dem, som har gjort sig selv til “eunukker” for Himmerigets skyld (v. 12c). Her er der uden tvivl tale om, at man har gjort sig selv til eunuk i overført betydning. Man må forstå Paulus sådan, at det sidste gælder ham (1 Kor 7,7).
Men det er altså de færreste, der kan rumme dette uden at det ender i utugt. Derfor er det såvel Jesu generelle lære som Paulus’ formaning, at man skal gifte sig for at undgå utugt (1 Kor 7,2) og have et seksualliv med hinanden i ægteskabet, undtagen måske i korte perioder (1 Kor 7,3-6).
Konklusion
Jesus lærer os altså, at ægteskabet er et selvfølgeligt og livslangt forhold mellem mand og kvinde. Nogle få mennesker kan klare ikke at indgå ægteskab, men de er undtagelser. Skilsmisse og nyt ægteskab er generelt ikke tilladt, men én undtagelse er, når der foreligger utugt. I næste artikel skal jeg vende tilbage til, at der er en undtagelse mere.