Læsningerne
4. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 15. juni – læses 5 Mos 24,17-22, som taler om, hvordan Israels folk skal behandle fremmede, faderløse og enker.
Epistlen er Rom 14,7-13, som tager udgangspunkt i, at Kristus døde og opstod, for at vi skal tilhøre ham og leve og dø for ham. På den baggrund formaner Paulus romerne og os til ikke at dømme hinanden, men derimod se til, at vi ikke bringer en medkristen til at snuble eller falde. Man må afstå fra at benytte sin kristne frihed, hvis der virkelig er tale om, at det kan få nogle til at snuble eller endog falde fra, fordi deres samvittighed er svag.
Evangelieteksten i Matt 5,43-48 er ren lovforkyndelse, som underviser os om, at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Ja, vi skal være fuldkomne. Loven kan lære os, at vi skal være fuldkomne, men loven giver ingen kraft til os, der i os selv er åndeligt døde. Lovens krav tilgiver heller ikke os syndere. Det gør derimod ham, som elskede sine fjender så højt, så han døde for os.
5 Mos 24,17-22
Lektien fra 5 Mos 24,17-22 er en del af den specifikke lovgivning, som Israel fik på Sinais bjerg. I disse vers beskyttes: 1) dem, der lever som fremmede i Israel og derfor ikke nyder den samme beskyttelse som israelitterne selv, 2) de faderløse, som er mere udsatte end andre, når deres fædre ikke kan beskytte dem 3) enkerne, som i den gammeltestamentlige økonomi kunne være ringe stillet, hvis ikke de havde børn, der kunne tage sig af dem. Det samme hører vi også om i NT (1 Tim 5,3-16).
Jakob taler også om at tage sig af faderløse og og enker (Jak 1,27). Jesus selv fordømmer farisæerne, som gav sig ud for at ville belære andre, men som f.eks. åd enker ud af huset (Mark 12,40; Luk 20,47). Lukas har i øvrigt en særlig opmærksomhed på enker (Luk 2,37; 4,25f; 7,11-17; 18,3-8; 21,2-4). Kirken i Jerusalem tog sig af enkerne (ApG 6,1).
Ingen må sulte ihjel, uanset om de var fremmede eller ej. Men Det gamle Testamente går faktisk et skridt videre, for fremmede kunne blive optaget i Israel. Ville fremmede fejre påske for Herren, så skulle alle af mandkøn omskæres. Derefter skulle han (og hans familie) være som en af landets egne (2 Mos 12,48-50).
Herren henviser dem til, at de selv har prøvet at leve som fremmede, ja, som trælle i Egypten (5 Mos 24,19.22).
Det generelle bud konkretiseres i forbindelse med høst (5 Mos 24,19), oliven- og druehøst (v. 20f).
Rom 14,7-13
Epistlen er et uddrag af Rom 14, som handler om de svage i troen. De svage i troen er dem, der har svært ved at fastholde den kristne frihed i deres egen samvittighed. Det er derimod ikke dem, der vil propagandere og pålægge andre kristne at underlægge sig de samme begrænsninger. Denne problematik behandles også i 1 Kor 8, særlig i v. 7-13. Her er de svage i troen dem, der kunne blive forledt til atter at lade sig trælbinde under afguder ved at se andre kristne spise afgudsofferkød. Dem, der virkelig er svage i troen, skal man ikke udsætte for den slags åndelige farer.
Konkret taler Paulus også i Rom 14 om to grupper (Rom 14,2). Den ene er dem, der har taget den kristne frihed til sig og derfor kan spise hvad som helst. Den anden gruppe tør kun spise grønsager, dvs. de tør ikke spise kød, formentlig fordi det ofte ville være afgudsofferkød.
Den, der med en god samvittighed spiser kød, må dog ikke foragte den, der for sin svage samvittigheds skyld ikke gør det. Modsat må den med en svag samvittighed heller ikke dømme den, der spiser. Gud har taget imod ham, ja, mod begge (v. 3).
Her finder vi et væsentligt etisk princip, som mange tit har forsyndet sig imod. Det, som loven forbyder, skal vi ikke gøre. Men omvendt skal man ikke pålægge nogen noget, som Skriften ikke befaler.
Paulus føjer endnu et argument til. Kristne er Guds tjenere. Guds tjenere skal Gud dømme, ingen andre (v. 4a). Paulus føjer til, at Gud vil lade sine tjenere blive stående.
Den kristne frihed gælder ikke kun, hvad man spiser, men også spørgsmålet om dage (v. 5). Menigheden er fri til at fejre gudstjeneste såvel lørdag som søndag – eller onsdag eller torsdag, hvis det skulle være. For det er Guds ord, der helliger en dag, ja, helliger hver dag. Vi skal blot nyde maden med tak til Gud (v. 6b) og gøre det hele for Herren (jf. v. 6a). Se endvidere 1 Tim 4,3-5.
Det sidste begrunder Paulus nu i Rom 14,7-13. Vi lever og dør ikke for os selv (v. 7), men for Herren, som vi alle tilhører (v. 8). Kristus døde og opstod, “for at han skulle blive herre over både døde og levende” (v. 9). Dette tema er medtaget i Den augsburgske Bekendelse:
Ligeledes lærer de, at ordet, det er Guds Søn, har påtaget sig menneskelig natur i den salige Jomfru Marias liv, så at der er to naturer, en guddommelig og en menneskelig, uadskillelig forenede i personens enhed, een Kristus, i sandhed Gud og i sandhed menneske, født af Jomfru Maria, i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder.
Den samme nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene for at sidde ved Faderens højre hånd og stedse regere og herske over alle skabninger og helliggøre dem, der tror på ham, ved at sende helligånden i deres hjerter til at styre, trøste og levendegøre dem samt forsvare dem mod djævlen og syndens magt.
Paulus vender tilbage og taler direkte til dem, der forsynder sig ved at foragte den svage eller dømme den stærke. Han minder om, at vi alle skal dømmes af Gud (v. 10f). Det lærer vi i Es 45,23, som Paulus vender tilbage til i Fil 2,10f. Vi skal hver især aflægge regnskab over for Gud. Derfor skal vi ikke dømme hinandens samvittigheder (v. 12). Det betyder naturligvis ikke, at synd ikke skal afsløres og dømmes som synd. Paulus taler om det, der er under den kristne frihed.
Paulus formaner os derfor til ikke at dømme hinanden, og til ikke at bringe hinanden til at snuble eller endog falde fra (v. 13). Det siger sig selv, at kristne ikke må bagatellisere synd og derved blive årsag til, at kristne synder og mister Helligånden. Vi kan f.eks. ikke forsvare ægteskabsbrud.
Men vi må altså heller ikke insistere på vores kristne frihed, hvis det kan føre nogen til fald. Paulus vil netop ikke spise kød, hvis det kan bringe nogen til fald (1 Kor 8,13). Kristne må altså afstå fra deres frihed af hensyn til svage brødre. Som vi ser i 1 Tim 4,1-5, kan der derimod ikke være tale om at vise eftergivenhed over for dem, der vil propagandere for f.eks. cølibat eller særlige spiseregler og forlange, at alle skal overholde dem.
Prædiketeksten i Matt 5,43-48
Matt 5,43-48 er den sjette af de såkaldte antiteser. Heri gør Jesus op med farisæernes lovforståelse. Farisæerne dyrker slet ikke Gud, men lærer bud, de selv har fundet på (Matt 15,9). De har sat Guds Ord ud af kraft og erstattet dem med deres egne overleveringer (Matt 15,6).
Det har drastiske konsekvenser. For det første betyder det jo, at de i virkeligheden ikke lærer folk, hvad der er Guds vilje. Loven får således ikke lov at skabe erkendelse af synd og lukke munden på syndere, som det ellers er en af lovens opgaver (Rom 3,19f).
Men farisæernes overleveringer betyder ikke kun, at lovforkyndelsen bliver til lovisk forkyndelse. De medfører også, at evangeliet ikke forkyndes. For ingen har brug for Guds løfter og evangeliet, hvis ens egne anstrengelser er nok.
Ja, ingen kan i virkeligheden forstå, hvad synd egentlig er, hvis de ikke hører både loven og evangeliet forkyndt. Så ender man enten som selvglade farisæere eller som mennesker uden håb, sådan som det skete for Judas (se mere om lov og evangelium i Konkordieformelen, artikel 5). Så længe forkyndelsen af Jesu lidelse og død proklamerer Guds vrede og forskrækker mennesker, er det endnu ikke evangelieforkyndelse.
Den romersk-katolske Kirke er desværre farisæismens arvtagere. De sætter også deres egne overleveringer i stedet for Guds ord. Ganske vist forsøger de at få det til at se ud, som om deres overleveringer, “Traditionen,” ikke står over Skriften, men det betyder blot, at de har forfinet deres vranglære. På samme måde forsøger de at fremstå som en kirke, der ikke bekæmper evangeliet. Men det står enhver frit for at analysere, om pavekirken lærer ret om loven, evangeliet i alle trosartikler og den kristne frihed. Sådanne analyser viser, at pavekirken stadig bekæmper evangeliet.
Konkret har pavekirken tolket Bjergprædikenen som evangeliske råd, som kun præstestanden og munkene skulle efterleve. Luthers opgør med hele den forståelse var velbegrundet. Visse dispensationalister fantaserer om, at Bjergprædikenen først er relevant, når tusindårsriget kommer.
Endelig må det understreges, at antiteserne ikke drejer sig om, hvilke love et samfund skal have. Kejserens rige, det verdslige regimente, skal ikke lovgive ud fra kærlighedsbudet. Øvrigheden skal skræmme dem, der gør det onde, men rose dem, der gør det gode (Rom 13,1-7). Det ville i øvrigt være en meget relevant prædiken i vores tid, hvor der undertiden bliver taget mere hensyn til de kriminelle end til ofrene.
Jesus forkynder ikke nogen ny lov i Bjergprædikenen, men han udlægger loven, sådan som den altid har skullet forstås. Kærlighedsbudet findes nemlig allerede i Det gamle Testamente (3 Mos 19,18). Jesu udlægning var blevet nødvendig, fordi farisæerne og de skriftkloge ikke længere gjorde det.
Elsk jeres fjender og bed for jeres forfølgere! (v. 43f)
Farisæerne og de skriftkloge sagde, at man skulle elske sin næste, men også, at man måtte eller skulle hade sin fjende (v. 43).
Jesus derimod udlægger, hvad der har været lovens hensigt. Kristne skal elske deres fjender. Der er med andre ord ingen, en kristen kan forsvare at hade som kristen. Som nævnt er det noget andet, når den kristne har et embede i det verdslige regimente.
At elske sin næste er en befaling, som ikke kun omfatter de ydre handlinger, men også hjertet. Ja, det er hjertet, der først og fremmest skal elske, så kærlige handlinger kan følge efter. Dette bud havde Gud lagt i mennesket fra begyndelsen, men på grund af syndefaldet måtte det gentages. Det gjorde Gud i 3 Mos 19,18. Men det er ikke budet, men løftet eller evangeliet, der giver kraft til at elske.
Med denne antitese lærer Jesus os, at de moralske bud ikke er sat ud af kraft med det nye testamente. Farisæerne mente, at de ydre og grove synder var “store,” mens de indre var “mindre.” Men Jesus lærer os, at det tværtimod er i hjertet, at synden har sin rod (Matt 15,18). Al synd fordømmer, med mindre skylden er forsonet og tilgivet. For al synd fortjener fordømmelse.
Evangeliet forkynder lykkeligvist, at Kristus har båret al verdens synd, så vi mennesker kan lade os forlige med Gud (se mere herom til 2 Kor 5 i ” ‘Sandheden skal gøre jer frie’ [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]“).
Den kristne skal endvidere bede for dem, der forfølger dem. Den kristne må altså møde forfølgelse med bøn for forfølgeren. Det har kirken haft brug for i store dele af sin historie. Det er der andre søndage, som særligt fokuserer på.
For at I må være jeres himmelske faders børn (v. 45)
Meningen er naturligvis ikke, at kristne erhverver sig barnekår og arveret ved at elske deres fjender og bede for deres forfølgere. Det ville være lovgerninger, som ikke kan frelse, fordi ingen formår at holde hele loven.
“Børn” (gr. hyioi) må her betyde dem, der er karakteriseret af det, der karakteriserer Gud. De kristne skal netop være, som Gud er. Som skaber og opretholder skelner han ikke mellem onde og gode, men lader solen stå op for begge. Som skaber og opretholder skelner han heller mellem ikke retfærdige og uretfærdige. Han giver regn til begge.
Sådan skal kristne heller ikke skelne mellem venner og fjender, men elske alle og bede for alle, også dem, der forfølger dem.
Sådan lærer Jesus os, hvad der virkelig er Guds vilje. Og fordi vi af natur er syndere, vil vi aldrig kunne opfylde det fuldt ud.
Men evangeliet tilgiver os vores synd, og ved evangeliet skænkes vi ikke alene syndernes forladelse, men også Helligånden, som driver os til at opfylde loven (Rom 8,3f; 13,8-10). Det kan vi dog ikke perfekt i dette liv, fordi “kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod” (Gal 5,17). “Men drives I af Ånden, er I ikke under loven,” som Paulus siger (Gal 5,18).
Ingen løn til “toldere” (v. 46)
Jesus taler om en løn, som kristne ikke får, hvis man kun elsker dem, der elsker en selv. Det kan jo selv toldere gøre. Toldere står her for selviske syndere, der gør, hvad der tjener deres egen sag.
Lønnen er ikke frelsen, som om man frelses, fordi man elsker sine fjender. ‘Løn’ er derimod en ros eller belønning, som Gud vil give af bare nåde efter den tjeneste, man har haft (1 Kor 3,8), eller efter den adfærd, man har haft. Her er pointen dog, at det ikke giver nogen belønning eller ros blot at elske dem, der elsker en selv.
Intet særligt ved at hilse på sine “brødre” (v. 47)
På samme måde er der heller ikke noget særligt ved at hilse på sine “brødre,” dvs. dem, som man har noget særligt sammen med, hvad enten man nu faktisk har samme mor eller man deler tro og bekendelse. At “hilse” betyder måske ikke kun at gøre en håndbevægelse eller sige “hej.” Det kan måske også forstås i mere omfattende betydning, som når der udveksles hilsener i Rom 16,3ff, eller som når kristne hilser hinanden med et helligt kys (Rom 16,16; 1 Kor 16,20; 2 Kor 13,12; 1 Thess 5,26; 1 Pet 5,24).
Den form for hilsener eller ærbødighed over for dem, man i forvejen er fæller med, er jo under alle omstændigheder noget, alle gør. Jesus befaler de kristne at overgå dem.
Krav om fuldkommenhed (v. 48)
Ja, Gud kræver fuldkommenhed, lige som han selv er fuldkommen. Forståelsen af dette vers, ja, af hele Bjergprædikenen, er omdiskuteret. Nogle vil mene, at Jesus ikke formaner til noget, der er umuligt. Andre vil som jeg tolke Bjergprædikenen i lyset af Bibelens lære om lov og evangelium.
Der er ingen grund til at tolke Jesu formaning i en afsvækket betydning. Gud er fuldkommen, og vi skal ligne ham, være hans børn, som det hedder i v. 45. F.eks. mener Craig Blomberg, at “Jesus frustrerer ikke sine tilhørere med et uopnåeligt ideal, men udfordrer dem til at vokse i lydighed mod Guds vilje – til at blive mere og mere som ham” (Matthew, p. 115). Dermed røber Blomberg, at han ikke forstår lov og evangelium.
Jesus forlanger faktisk noget, vi ikke kan opfylde. Vi formår ikke i egen kraft at opfylde det dobbelte kærlighedsbud.
Men som nævnt skænker Gud Helligånden ved evangeliet og virker derigennem, at vi opfylder loven, omend ikke fuldkomment.
Det er blot afgørende at have Paulus’ lære i Galaterbrevet med. Vil man frelses ved at opfylde loven, skal man opfylde hver og en af lovens bud. Det kan vi ikke.
Bjergprædikenen må derfor forstås i lyset af den lutherske lære om lovens tre bud. Kravet om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger en, lærer os den borgerlige retfærdighed. Men den lærer os også, at vi er syndere, fordi vi som syndere ikke kan elske Gud og vores næste som os selv.
Endelig bliver Jesu undervisning også en vejledning for os kristne. Vort nye menneske drives af Helligånden og har ikke brug for loven. Men så længe vi lever her i dette legeme, har vi stadig det gamle menneske, vor syndige natur i os. Derfor har vi brug for at blive vejledt i Guds vilje, så vi ikke bedrager os selv og gør vores egne tanker til Guds vilje.
Gud elskede os først
Det er tredje søndag i træk, at prædiketeksten har en overvægt af loven. Vi har derfor brug for at gøre os de samme overvejelser, som var nødvendige de to forrige søndage.
Loven skal forkyndes, fordi Gud er hellig og vi er syndere. Først og fremmest skal loven forkyndes, så vi kan erkende vores synd, stoppe vores forsøg på at undskylde os, og i stedet lytte til evangeliet.
Evangeliet kan forkyndes på mange måder, men én mulighed er at tage udgangspunkt i, at Gud elskede verden således, at han lod sin Søn fra evighed af blive menneske for at lide, dø og opstå for os, så vi ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
Håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. (Rom 5,5f)
men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. (Rom 5,8)
For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. (Rom 5,10)
Kristus døde for os afmægtige, for os syndere, ja, for os, der endog var hans fjender. Derfor kan evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, så vi derved kan få den retfærdiggørende tro og blive sat i stand til at gøre gode gerninger (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 4-6).