Ane-Marie Kjeldberg, Jeg får døden (Candied Crime)

Forside på Kjeldbergs Jeg får døden

Ane-Marie Kjeldberg, Jeg får døden

Ane-Marie Kjeldbergs Jeg får døden er den første krimi, Kjelberg har udgivet. Krimien er udkommet på mikroforlaget Candied Crime, hvor krimiforfatteren Dorte Hummelshøj Jakobsen er ansat. Såvel forfatter som forlag giver derfor anledning til at forvente en god læseoplevelse. Mine forventninger blev indfriet.

Generelt om Ane-Marie Kjeldberg, Jeg får døden

Kjeldberg fortæller først om den bizarre måde, offeret dør på. Jeg læste faktisk dette afsnit flere gange for at prøve at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Kjeldberg holder ting tilbage, så man er nødt til at læse videre. Hun fortæller i tredje person, men ud fra offerets perspektiv. Men er offeret skør i hovedet? Eller hvad foregår der? Jeg måtte læse videre. Forfatteren ved vist, hvad hun gør!

I de følgende afsnit præsenteres de to hovedpersoner: Præsten Ester Dahl og psykologen Andreas Krage samt offerets kæreste. Ester og Andreas er begge ansat på det stedlige hospital. Ester opdager, at offerets kæreste er hendes ungdomsveninde, hendes tidligere veninde, som har tilsluttet sig en sekt med forskellige former for alternativ praksis. Afdøde, Hellle (sic), der måske, måske ikke bliver myrdet, viser sig efterhånden at være en ualmindelig usympatisk person.

Som en del krimier og romaner efterhånden gør, får vi undervejs afsnit, hvor morderen (?) kommer til orde. Disse afsnit bidrager i høj grad til at gøre det sekteriske miljø uhyggelig.

Ester og Andreas går i gang med at finde ud af, hvad der er sket. Vi får indblik i en sekt med et varieret persongalleri med flere personer, der nok kunne finde på lidt af hvert.

Kjeldbergs fortælling veksler i fart og dramatisk intensitet. Det fungerer godt, omend jeg i et af de mest dramatiske afsnit havde lidt svært ved at finde ud af, om det virkelig kunne være foregået som beskrevet. Men jeg lod det ligge, for så vigtigt var det heller ikke, og desuden skulle jeg videre i bogen!

Kjeldberg kan sin metier og fastholder mig hele vejen. Undertiden noterer jeg lidt til anmeldelsen ‒ uvelkomne afbrydelser i min læsning. Faktisk falder jeg for fristelsen og læser den færdig ud på de små timer, selv om jeg har travlt og burde sørge for at få min nattesøvn. Flere af de greb, Kjeldberg anvender, kunne godt tåle en nærmere beskrivelse og analyse, men det vil jeg ikke gøre her, for så risikerer jeg at spolere din læseoplevelse. Jeg kan dog ikke dy mig for at nævne, at jeg tidligt fik mistanke til den rigtige person. Hvorfor kan jeg ikke rigtig skrive uden at røbe, hvem det er.

Blot dette: Ester og Andreas har øjne og ører i hovedet ‒ det burde en præst og en psykolog også have. Men selvfølgelig går der nogen tid, førend det hele falder på plads for dem. Det hører genren til, og Kjeldberg kender sin genre, selv om det er den første krimi, hun udgiver. Derfor får krimien også 4 af 5 stjerner fra mig.

Miljøet

Er miljøet, krimien foregår i, troværdig? Sekter kan jo rumme lidt af hvert: Fra dem, der tror på det, til dem, der får noget ud af det. Fra godtroende ofre til nærmest psykopatiske talere. Kjeldberg tegner egentlig et mere nuanceret billede af denne ‒ formentlig fiktive ‒ sekt, end jeg umiddelbart ville have forventet, uden at det, om man så må sige, bliver til skjult markedsføring for sekten, dvs. uden at hun overtager sektens egen selvforståelse. Det er dog ikke kun i sekten, der findes folk, der beskrives som så tilpas aparte, at de måske kunne være mordere.

Personerne

Undervejs optræder diverse bipersoner, fx en ekspert i sekter, en handicappet mand, en indvandrerfamilie, hovedpersonernes børn, eksmænd og -koner og ‒ måske ‒ en kæreste, så der kan komme lidt bevægelse i personernes følelser. En abortmodstander beskrives arketypisk (og så siger jeg ikke mere om det), men vi møder også en mand, der så gerne ville have sit barn og derfor sagde nej til abort. Det er en smule mere nuanceret, end man tit møder i moderne litteratur. Alt i alt ikke så ringe.

Er personskildringerne troværdige? Kunne en hospitalspræst som Ester og en hospitalspsykolog som Andreas findes i det virkelige liv? Kunne en præst og en psykolog involvere sig på den måde, det sker i bogen? Måske, men jeg finder det faktisk ikke særlig sandsynligt. De gør og siger en hel del ting, som en præst og en psykolog efter min opfattelse aldrig ville gøre, fordi det ville vanskeliggøre, for ikke at sige umuliggøre, deres professionelle virke, hvis det kom frem. Så vidt jeg kan vurdere, omgås både Ester og Andreas og mindst én anden deres tavshedspligt lemfældigt. Selv om der er forskel på præster og psykologer, må jeg erkende, at jeg ikke helt lod mig overbevise. Jeg skal dog ikke afvise, at det har betydning, at jeg har et vist kendskab til præster. Lad gå, at en hospitalspræst ville sige, at hun ikke er på arbejde hele tiden, men ville hun sige, at hun ikke er præst konstant? Ville en psykolog ikke overveje de typiske psykologiske motiver, der får folk til at handle? Måske endda overveje dem lidt mere systematisk, end Andreas gør? Nå ja, ville en folkekirkelig hospitalspræst bruge udtrykket “ved alle katolske helgener”? Nej, i mine øjne mangler Ester og Andreas en smule dybde og troværdighed, men dog ikke så meget, at krimien er mislykket.

Den koleriske hospitalsdirektør, der undervejs bortviser Ester og truer Andreas med det samme, har gode grunde til at skride ind, men det sker på en måde, jeg ikke helt føler overbevisende, selv om man vel ikke kan afvise, at den slags inkompetente ledere findes. Sammen med personskildringerne af Ester og Andreas koster det en stjerne i min bedømmelse, en lille stjerne måske, men dog en stjerne.

Teologi og etik

Adskillige sider af krimien kunne give anledning til bemærkninger, men jeg nøjedes med ovenstående spørgsmål til personskildringerne. En krimi skal ikke vurderes på, hvilken teologi og etik hovedpersonerne står for, så jeg lader mine synspunkter derom ligge i denne anmeldelse.

Sprog og typografi

Et pudsigt træk ved Kjeldbergs sprogbrug er, at Andreas ler “hvidt”, mens fx Finn blinker “brunt”.

Forlaget stillede en PDF-udgave samt ePub-udgaven til rådighed. Jeg har primært læst PDF-udgaven. Jeg ville helst undgå det, men jeg er nødt til at sige, at der ikke er kælet for typografien i denne bog.

Et enkelt sted manglede det første bogstav i et afsnit, mens jeg et andet sted fik ondt af et stakkels anførselstegn, der står helt alene i begyndelsen af en linje. Jeg fandt nogle ‒ ikke mange, men dog lidt for mange ‒ sprogfejl (fx forkert ordstilling), som korrekturen ikke har fanget. De to førstnævnte fejl samt enkelt andre, jeg sendte til forlaget, er rettet i e-bogen ved udgivelsen, og bliver rettet i førstkommende genoptryk af den trykte udgave.

Titlen Jeg får døden har jeg undret mig lidt over, og det gør jeg vist stadigvæk. Enestående er den vist.

Kommer der en efterfølger?

Alt i alt er Jeg får døden af Ane-Marie Kjeldberg en rigtig god første krimi. Og kunne det ikke tænkes, at Ester og Andreas opdager andre mistænkelige dødsfald, så de må på nye opdagelser?