Årvågenhed og troskab i tjeneste (9. s. e. Trinitatis – Es 10,1-3; 2 Tim 1,6-11; Luk 12,32-48)
Læsningerne til 9. søndag efter Trinitatis efter anden række - det er i 2008 den 20. juli - fortsætter temaet fra 5. søndag efter Trinitatis og de efterfølgende søndage. Jesus betroede nøglemagten til apostlene i deres egenskab af prædikanter ved Cæsarea Filippi (jf. "5. søndag efter Trinitatis"). Man forvalter nøglemagten i forkyndelse, skriftemål og når man forvalter sakramenterne. Det afgørende er, at man skal forkynde som Guds Ord, dvs. forkynde lov og evangelium (jf. 6. søndag efter Trinitatis). Herrens disciple - og særligt prædikanterne - skal ikke frygte mennesker, som nok kan slå legemet ihjel, men derimod Gud, som kan sende sjæl og legeme i Helvede (jf. 7. søndag efter Trinitatis). Alle disciple skal tage sig i vare for falske profeter, for falske profeter bliver til evig fordømmelse for både dem selv og dem, der tror på deres falske forkyndelse (jf. 8. søndag efter Trinitatis). 9. søndag efter Trinitatis formaner Paulus Timotheus til at lide ondt i den tjeneste, han har fået, med henvisning til evangeliet. Jesus gør klart, at vi skal stole på Gud og tjene ham med regnskabsdagen for øje (jf. Hebr 13,17).
9. søndag efter Trinitatis er lektien Es 10,1-3, hvor Esajas forkynder dom over dem, der giver onde love m.m.
Epistlen er 2 Tim 1,6-11, hvori Paulus formaner Timotheus til at lade Helligånden opflamme, så han ikke skammer sig ved evangeliet eller Paulus, der som forkynder, apostel og lærer er fange for Kristi skyld. Timothetus skal tværtimod selv være villig til at lide ondt for evangeliet. Gud har frelst os efter sin egen beslutning og af nåde, som blev givet os i Kristus i evigheden og åbenbaret for os, da Kristus blev menneske. Kristus besejrede døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet. Derfor behøver Timotheus ikke frygte, skriver Paulus - i forlængelse af det, Jesus siger i evangeliet til 8. søndag efter Trinitatis.
Evangeliet til 9. søndag efter Trinitatis er Luk 12,32-48. Det består af flere afsnit. Det første handler om forholdet mellem tillid til Gud, vores himmelske Fader, som skal være vores skat, og penge (vv. 32-34). Vi skal have vores hjerte rettet mod vores Herre, som vil komme igen på et tidspunkt, vi ikke forventer det, og derfor skal vi passe den tjeneste, vi har fået (vv. 35-40). På Peters foranledning konkretiserer Jesus dette i forhold til dem, der ligesom apostlene er Ordets tjenere, og viser forskellen på at være tro og ikke at være det (vv. 41-48). Det er en tekst, der nok kan og bør medføre ransagelse hos enhver prædikant.