Biskop emeritus Holger Jepsen om Matt 7,15
“Et menneske kan blive en falsk profet! Og falske profeter skal man vogte sig for, for de kan som ulven opsluge den uskyldige Rødhætte! Sagen er den, at de kan være overordentligt fascinerende. De kan tryllebinde. De kan imponere ved deres veltalenhed og måske endda sige mange sandheder; de kan muligvis oven i købet imponere ved deres handlinger. Jo flere aktionsmuligheder de har, desto farligere er de. De frugter, de sætter, kan være ildfrugter!
Man er ikke fri over for de falske profeter, men bindes til dem. De mangler det afgørende. De mangler kærligheden. Den sætter skel mellem den sande og den falske profet.”
Hvilken kærlighed mangler falske profeter/glubske ulve?
Jepsen har helt ret i, at falske profeter mangler kærlighed. Hvis man ellers forstår det rigtigt. For mange falske profeter fremtræder som “kærlige” og tjenende. Men de mangler den sande kærlighed, den kærlighed, der elsker Gud og næsten og derfor taler sandhed og skyer løgn, læremæssige og moralske fejltagelser.
Den sande hyrde og lærer, som prædiker Guds rene evangelielære og forvalter Kristi sakramenter efter Hans indstiftelse, knytter også bånd til sine tilhørere, for kristne omfatter hinanden med kærlighed. Og kristne omfatter deres trofaste lærere og hyrder med stor kærlighed. Men det afgørende er, at denne kærlighed er en frugt af troen. Troen selv skabes ikke af kærlighed, men af evangeliet. Derfor overordnes kærlighed ikke alt andet, men den underordnes den rette lære og forkyndelsen heraf.
Sekteriske bindinger
Når den såkaldte kærlighed overordnes læren, får man en sekt. Jepsens beskrivelse er ikke helt ved siden af. De sætter kærligheden til penge, familie, tradition og fx status i form af store menigheder eller nye kirkebygninger over den rette lære og den kærlighed, der elsker Kristus, Hans Ord og dem, der tror på Ham. De afsløres ikke kun af mangel på den sande kærlighed, men også af deres ligegyldighed over for Kristi Ord og lære. Karakteristisk nok er det vel tit læren om præst og menighed, hvor det først ses, at man har givet køb på den rene lære. Men det er netop et symptom. Den virkelige grundskade er, at man ikke længere underordner sig Gud og Hans Ord.
Sand frihed og kærlighed
Lærere og hyrder, som holder sig til den rene lære, skaber ikke bindinger. Her er både de selv og deres menigheder frie, for alene Guds Ord hersker. Inden for den frihed kan man derfor også lade kærligheden herske uden at risikere, at kærligheden misbruges.
Se Holger Jepsen, rubrikken Ordet, Kristeligt Dagblad, 25. juli 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/ordet/ordet-738)