Håndslaget ved ordination af præster

Ordinationsritualet
I årtier har det været sådan, at ordinanderne ved ordinationsgudstjenesterne giver biskoppen hånd på, at de lover at efterleve følgende:

“I har nu hørt [fra en række Skriftlæsninger om præsteembedet], hvorledes Herren har indstiftet ordets tjeneste og ved sine apostle vidnet om dens nødvendighed for hans kirke på jorden. Derfor lægger jeg jer nu på sinde: at I forkynder Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger [dvs. folkekirkens bekendelsesskrifter], så I prædiker sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed, fremdeles at I forvalter de hellige sakramenter efter Jesu Kristi indstiftelse, underviser, vejleder de rådvilde, trøster de bange og irettesætter med mildhed, at I med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse, flittigt gransker den hellige skrift og troens lærdomme, altid beder om Guds bistand i jeres kald, og at I således på enhver måde stræber efter at leve Gud til ære og jeres tjeneste til gavn.”

Biskoppen nævner herefter ordinandernes navne og siger: “På mit embedes vegne spørger jeg: Lover I at I redeligt vil gøre alt dette, efter den nåde, som Gud vil give jer?”

Folkekirkens Ritualbog foreskriver nu, at ordinanderne ikke kun giver biskoppen (eller dennes stedfortræder) hånden, men også de assisterende præster (og evt. også de andre præster og menighedsrepræsentanter, som måtte deltage i processionen).

Selv om Ritualbogen ikke foreskriver, hvilken betydning håndtrykket har, er det formentlig en korrekt tolkning, at det er udtryk for kirkefællesskab, dvs. en anerkendelse af hinandens kirkelige og præstelige status.

Et forslag om en ny tolkning
Sognepræst Flemming Baatz Kristensen kalder i Kristeligt Dagblad den 11. juni 2007 denne forståelse for “den klassiske forståelse af håndslaget”. Men han foreslår, at man skal tolke håndslaget på en ny måde, og derfor skal ritualet også ændres en smule. Baatz Kristensen opfordrer biskopperne til at bruge menighedsrådsmedlemmer ved ordinationen. Så kan håndslaget naturligvis ikke signalere “præstefællesskab”. Det skal i stedet bekræfte ordinationsløftet, siger Baatz Kristensen.

Baatz Kristensens egentlige ærinde er at løse det problem, som for nylig er kommet frem i medierne: at nogle (få) folkekirkepræster ikke vil give hånd til kvindelige kolleger ved ordinationen – i al fald ikke, hvis dette skal tolkes som udtryk for “præstefællesskab”. Men hjælper det virkelig at tolke det som en bekræftelse på ordinationsløftet?

Der er tale om et lærespørgsmål
Baatz Kristensen forklarer selv, at modstanden mod at give håndslag på præstefællesskab til kvindelige præster er begrundet i Bibelen og den kristne tradition, ikke i “hysterisk sarthed, uvenlighed eller uhøflighed. De samme ordinander omgås på anden og glimrende vis kvindelige præster.” Det, han hermed egentlig siger, er, at der er tale om et lærespørgsmål. Et lærespørgsmål, som egentlig burde betyde, at de ikke skulle kunne være præster i samme kirke. I al fald er det luthersk lære, at det er tilstrækkeligt, at man i enighed forkynder evangeliet i overensstemmelse med den rene lære og forvalter sakramenterne efter deres indstiftelse.

Derfor er spørgsmålet om håndslag til kvindelige præster faktisk væsentlig. Det er det, fordi det drejer sig om, hvad Bibelen siger. Her er der ikke kun tale om at tolke Bibelen forskelligt, men ordningen med kvindelige præster er i realiteten en afvisning af, hvad Bibelen lærer. Det fremgår klart af Bibelen, at præster skal være mænd, og at kvinder ikke skal være præster. Dét drejer sig om, hvem der kan være præster, men det drejer sig også om noget mere. Det handler også om, hvordan forholdet mellem mand og kvinde er og skal være. Mænd og kvinder har forskellige kald i samfund og kirke ifølge Bibelen.

Forslagene løser ikke problemet
Derfor er sagen i virkeligheden, at selv om Baatz Kristensen skulle få held med sit forslag, ville problemet i virkeligheden ikke være løst. Det er heller ikke en løsning at gøre, som rektor, pastor Børge Haahr Andersen gjorde det. “Ved min egen ordination valgte jeg at fokusere på selve præsteløftet som det bærende i ordinationsgudstjenesten. Kvindelige præster er kun en detalje i den læremæssige pluralisme, der aldrig har været større i folkekirken. Ved at understrege, at jeg valgte kirkens bekendelsesgrundlag som det væsentligste, blev håndslaget en tydeliggørelse af mit forpligtende ja til præsteløftet og kirkens bekendelse over for de tilstedeværende. Derfor kunne jeg give hånd til alle, både mænd og kvinder”, siger Haahr Andersen. Ingen af løsningerne løser nemlig det problem, at der ikke er enighed om teologien, dvs. læren.

Hvad håndslaget egentlig drejer sig om
Det forholder sig nemlig sådan, at håndslaget under alle omstændigheder også bekræfter biskoppens spørgsmål. Ordinanderne skal svare “Ja!”, hvorefter biskoppen siger “Så giv mig hånd derpå.”

Enhver ordinand lover at forkynde Guds ord “rent og purt”, ikke efter en hvilken som helst tolkning, men således som Guds ord er “bevidnet” i bekendelsesskrifterne. Nu er det et underligt vagt udtryk – ikke mindst når man sammenligner med ældre ordinationsritualer. Men meningen må være, at ordinanderne skal love at holde sig til den lutherske tolkning. De skal også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse. Endvidere, at de “med evangeliets sandhed modstår al vildfarelse”.

På den baggrund må man jo forvente, at alle ordinander er i overensstemmelse med de oldkirkelige bekendelser, Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus. Og heri bekendes troen på Gud som skaber. Ét centralt punkt heri er, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde – med forskellig natur og forskellige opgaver. Det gælder også i kirken, men det respekterer ingen længere. For biskoppen ordinerer dem, og alle ordinander accepterer jo i realiteten, at de er der. På trods af, at alle siger, at de “tror på Gud Fader, himmelens og jordens skaber”.

Ordinanderne skal som præster også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse, siger biskoppen til dem. Hvordan det skal forstås, forklares også i de lutherske bekendelsesskrifter. Ligesom det forklares, hvordan man skal forstå sakramenterne selv. Sammen med evangeliet er det midler, “værktøjer”, som Gud har indstiftet embedet til at forvalte, for at mennesker kan nå frem til den retfærdiggørende tro (art. 4 og 5 i Den augsburgske Bekendelse). Artiklerne 9 og 10 forklarer, hvad dåben og nadveren er, og afviser al anden lære, fx reformert og romersk-katolsk lære. Artikel 13 slår fast, at sakramenterne skal bruges således, “at troen kommer til”.

Når ordinanden også lover, at han vil “modstå al vildfarelse”, så handler det altså om at modstå al falsk forkyndelse og enhver form for forkert forvaltning af dåb og nadver.

Selvmodsigelsen
Håndslaget foregiver, at man vil gøre det, men i og med, at man giver hånd på dette løfte, svigter man løftet. Det kan man ikke løse ved at ændre ritualet. Det kan heller ikke løses ved at lade være med at give hånd til biskoppen og de assisterende præster. I princippet kunne man dog det, hvis menigheden ville stå ved deres kald og sørge for en ordination i alle tilfælde.

Det er ikke nemt at pege på nogen egentlig løsning inden for den folkekirkelige ramme. Derfor ser man disse forskellige forsøg på at reservere sig mentalt. Men det er i virkeligheden en mental reservation over for bekendelsen og lydigheden mod Kristus og Hans Ord – aflagt på den dag, hvor man lover det modsatte. Det er mere end sørgeligt.

Se “Opgiv den klassiske forståelse af håndslaget” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/253939) og “Konservative præster trykker nu i hånd” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/252887)