Jesu fødsel (Luk 2,1-7)
Jesus blev født på et bestemt tidspunkt i historien. Under kejser Augustus, som holdt en folketælling. Det gjorde man, når man ville vide, hvor meget skat man kunne indkræve, og hvor mange mænd man kunne indrullere i hæren (Luk 1,1f).
Så måtte man lade sin indskrive i sin hjemby. Josef var fra Betlehem, men boede, ligesom Maria, i Nazaret. Den by, de senere skulle bosætte sig i, når de kom tilbage fra Egypten med Jesus (Luk 2,3). Men det er faktisk vigtigt, at Josef var af Davids hus og slægt. For Gud havde lovet en frelser allerede til Adam og Eva, og gang på gang gentog han disse løfter. Denne frelser skulle være af Davids hus og slægt, og han skulle fødes i Betlehem, som vismændene fik at vide af Herodes og dennes rådgivere (Matt 2,4-6; Mika 5,2). Da Josef beholdte Maria som sin hustru, blev Jesus også Josefs søn. Jesus blev på den måde også af Davids hus og slægt, sådan som frelseren skulle være det.
Josef rejste ikke alene, men rejste sammen med Maria, sin trolovede (ikke forlovede, som en del nyere oversættelser har, jf. her). Maria ventede sig som bekendt (fra Luk 1,26-28 og Matt 1,18-25). Kejser Augustus’ befaling førte altså til, at Jesus blev født dér, hvor han ifølge Det gamle Testamente skulle.
Hun fik veer i Betlehem. Man skal næppe oversætte, som de danske oversættelser plejer. Der var næppe noget herberg i Betlehem, og Josef og Maria havde jo familie der. De var også fattige, så de havde måske slet ikke råd til at bo på herberg. Nej, det, Lukas skriver, er, at der ikke var plads til dem “i ovensalen.” Det er samme ord, som bruges om det rum, hvori Jesus indstiftede nadveren. Lukas bruger faktisk et helt andet ord om herberg (gr. pandocheion, Luk 10,34).
Nogle andre var blevet indkvarteret i “ovensalen,” som man brugte som gæsteværelse. Derfor måtte det unge par være i den del af huset, hvor dyrene var. Sådan som vi også kender det fra (meget) gamle dage i Danmark.
Her fødte Maria Jesus, sin førstefødte, og han blev selvfølgelig svøbt i noget tøj. Så lagde de ham i krybben, så der ikke skulle ske ham noget. Det var fattigt, og efter vores forhold også usselt. Men sådan blev himlens og jordens medskaber født. Han, som efter sin guddommelige natur er født af Faderen før alle tider, blev efter sin menneskelige natur født af jomfru Maria på kejser Augustus’ tid. Under alt andet end himmelske forhold. Han blev i sandhed som en af os.
Hyrderne på marken (Luk 2,8-14)
I Betlehems omegn var der hyrder, der vogtede deres hjord den nat, Jesus blev født (Luk 2,8). De fik nu besøg af Herrens engel. Herrens herlighed strålede om dem, dvs. de fik åbenbaret den herlighed, som hører Den treenige Gud og den himmelske verden til. Naturligt nok førte det til, at hyrderne blev grebet af stor frygt (Luk 2,9). Frygten stammer fra, at vi er mennesker er syndere. Så reagerer vi, fordi vi har loven skrevet i vore hjerter. Her i tiden kan man benægte, at man er en synder. Men i mødet med den himmelske verden falder alle undskyldningerne til jorden.
Men som det altid sker, når Gud eller hans sendebude åbenbarer sig i nåde, siger englen “Frygt ikke!” Nej, de skal ikke frygte, for englen skal ikke forkynde straf og dom for hyrderne. Som englen siger, “Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”
For hele folket, ja, til syvende og sidst for hele verden. For Jesus skulle vokse op og bære al verdens synd. Det var en stor glæde for hyrderne, og det er en stor glæde for alle, der lytter og tror.
Englen fortsætter med et budskab fuld af stor dybde, fuld af nåde og sandhed: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren” (Luk 2,11).
Ja, det var “i dag.” Det var lige præcis den bestemte dag (nat). Hverken nogen nat før eller siden.
I dag “er der født.” Det handler altså ikke om en fantasi, en idé eller en engel. Årsagen til, at de ikke skulle frygte, var en fødsel. Et menneske. Men dette menneske var helt speciel.
For englen sagde, at er der født “jer,” er der født “for jer,” som man også kunne gengive det. Denne fødsel skete ikke blot, fordi Gud har befalet menneske at blive frugtbare, talrige og opfylde jorden. Nej, denne fødsel skete “for jer.” For hyrderne, for barnets forældre, for folket, for os.
For det var “en frelser,” der var blevet født. En frelser, som skulle frelse folket fra deres synder, som englen sagde til Josef (Matt 1,18, jf. til Matt 1,18-25). Lige siden Adam og Eva syndede, har mennesket haft brug for en, der kunne frelse dem fra Guds vrede over synden. Allerede Adam og Eva fik åbenbaret, at Gud havde besluttet sig for at sende en, “kvindens sæd” eller “kvindens afkom,” som skulle knuse slangens hoved og dermed frelse menneskene. Men det ville koste “kvindens afkom” livet, for slangens skulle hugge ham i hælen. Jo, nu var “en frelser,” denne frelser blevet født.
Han er blevet født “i Davids by,” sådan som Mika havde profeteret om det (Mik 5,2).
For at slå fast, hvem det er, siger englen til hyrderne, at den nyfødte er “Kristus,” dvs. ham, som hele Det gamle Testamente har forjættet.
Men han er også “Herren.” Det er det store evangelium. Herren, Guds Søn, er blevet undfanget ved Helligånden og født af en fattig jomfru i stald-afdelingen af et hus. Herren selv har antaget sig menneskenatur og er blevet kød og blod for at frelse os mennesker. Det er i sandhed det store juleevangelium.
Hyrderne skulle få et tegn. De skulle finde Jesus et sted, hvor man ikke normalt lagde børn. De gjorde de jo også (Luk 2,12.15f).
Et sådant budskab må få hele den himmelske verden til at lovprise Gud (Luk 2,13). Den himmelske verden bekræftede og herliggjorte englens budskab ved at ære og prise Gud.
“Ære være Gud i det højeste og på jorden,” sang de og understregede dermed, hvor herlig, hvor fuld af nåde og sandhed, den Gud er, som havde besluttet at frelse menneskene, trods deres synd og skyld.
“Fred på jorden,” sang de. Med Frelseren og evangeliet kunne der forkyndes fred, ikke bare med henvisning til det, Gud ville gøre senere, men med henvisning til, hvad Gud nu havde sat i gang. Og for os forkyndes der fred. Fred med Gud for Jesu Kristi skyld.
For nu har mennesker for Jesu skyld fundet Guds velbehag. Sandelig ikke med henvisning til egne kvaliteter og gerninger, for i Guds øjne er der intet, der er fuldkomment. Nej, med henvisning til Kristus, som var fuldkommen, som levede fuldkomment, og som tog al verdens synd på sig. Derfor er menneske nu under Guds velbehag. Under hans nåde.
Hyrderne berettede for Maria og Josef, hvad englen havde fortalt dem om Jesus. Dermed fik Maria og Josef endnu en bekræftelse på det, de selv havde fået forkyndt af Herrens engel (Luk 2,17). Alle undrede sig eller blev forundret (Luk 2,18).
Maria gemte – naturligt nok – alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem (Luk 2,19). Hyrderne vendte tilbage til deres daglige dont. Her “priste og lovede de Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem” (Luk 2,20)!
Det samme kan vi nu også gøre!
Velsignet jul!
Ovenstående er min juleandagt til familien, juleaften 2007.