Jesu nøglemagt (Åb 3,7-13)

Jesu budskab til menighedens biskop i Filadelfia (Johannes’ Åbenbaring 3,7-13)

I det sjette afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen for menigheden i Filadelfia. Ligesom det andet afsnit indeholder dette afsnit slet ikke kritik af biskoppen, men kun gode løfter og formaninger til at holde fast, så han får sin sejrskrans.

Jesus har nøglen til Himmeriget (v. 7)

Som Menneskesønnen har nøglen til dødsriget (1,18), sådan har han også nøglen til Himmeriget. Davidsnøglen var egentlig nøglen til Davids palads (Es 22,22), men er i Åb blevet til nøglen til Guds palads: Det ny Jerusalem. Det er altså Jesus, der bestemmer, hvem der får adgang til Himmeriget.

I Matt 16,19 lærer vi, at Jesus har betroet forvaltningen af denne nøglemagt til apostlene. Ikke som apostlene, men som lærere og hyrder. Når lærerne og hyrderne binder eller løser synden efter Jesu befaling, så handler de ikke blot på egne vegne. De handler på Kristi vegne. Derfor vil det, som menighedernes hyrder og lærere gør her på jorden, blive stadfæstet i Himlene. Man behøver virkelig ikke at tvivle på, at synden er tilgivet, når man går til skriftemål.

Jesus kalder sig selv for Hellig og Sanddru, ikke selv om, men netop fordi disse ord også bruges om Gud (6,10). Som Gud er Jesus herre over liv og død og skal være dommer over levende og døde. Lukker han op til Himmeriget, så kan ingen lukke, men lukker han i, kan ingen lukke op. Det er altså Jesus, der dybest set har nøglemagten. Men denne magt uddelegerer han altså til Ordets tjenere (Matt 16,19; 18,18 og Joh 20,23).

En åben dør og vidnesbyrdet (v. 8)

Jesus kender også denne biskop og hans gerninger. Han har stillet ham foran en åben dør, som ingen kan lukke. Han kender hans svage kræfter, eller måske rettere, hans ubetydelige magt. Men biskoppen har alligevel holdt fast ved Jesu ord og ikke fornægtet ham. Sammenhængen er, at han på trods af sin ringe magt i Filadelfia har vovet at holde fast i bekendelsen, og derfor vil Jesus holde fast i ham på dommedag (jf. 3,5) og åbne Himmerigets dør for ham.

Biskoppen i Filadelfia skal få oprejsning (v. 9)

Mens biskoppen for tiden er den lille og kan se ud til at tabe slaget, så lover Jesus ham, at han vil få dem fra Satans synagoge (sml. 2,9) til at komme og kaste sig ned for biskoppens fødder. De skal indse, at Jesus elsker ham.

Det er ikke omvendelse, Jesus her taler om. Den åbne dør i v. 8 har heller ingenting med mission og omvendelse at gøre. Uanset om der nu er tale om jøder eller om hedninger, der uretmæssigt gør krav på at være jøder for at undslippe forfølgelse (se til Åb 2,9), så skal forfølgerne indse, at de forfulgte i virkeligheden er Guds elskede børn. Det gælder også denne biskop.

Jesus vil bevare ham på dommedag (v. 10)

Ligesom i Joh 8,51 og Matt 10,32f lover Jesus her, at fordi biskoppen har kendtes ved ham, vil han bevare ham på dommedag.

Prøvelsens time, hvor alle skal på jorden skal prøves, er nemlig dommedag, den time, hvor Jesus kommer som en tyv (3,3 sml. 9,15; 11,13; 14,7.15; 17,12 og 18,10.17.19). Jesus lover altså, at biskoppen vil få løn i himlen for sin troskab.

Jeg kommer snart! Hold fast! (v. 11)

Jesus truede biskoppen i menigheden i Pergamon med at komme snart, men til dom. Her er Jesu løfte om at komme snart udtryk for, at han vil komme for at frelse og give adgang til Himmeriget.

Derfor formaner han biskoppen til at holde fast ved det, han har, så ingen skal hans sejrskrans. Han må ikke lade sig true, skræmme eller udmatte, så han taber modet og mister troen. Nej, han må, så at sige, løbe for at få datidens guldmedaljer: sejrsprisen. For Jesus kommer snart!

En umistelig plads i Himmeriget (v. 12)

Jesus vender nu tilbage til tanken i vv. 7f. Den, der sejrer, vil få en umistelig plads i Himmeriget, det ny Jerusalem, som er det ny fuldkomne tempel, ja, det allerhelligste i himmelsk udgave, som den kubiske form viser (se 21,16). Den, der sejrer, skal være en søjle, for det ny Jerusalem er jo ikke en by, men det herliggjorte Guds folk, og templet består af alle de troende, alle søjlerne. Og de skal aldrig mere fjernes, men skal tværtimod bære Guds navn, Jesu nye navn, og navnet på Det ny Jerusalem.

Templet, som Ezekiel så, skulle hedde “Herren er her” (Ez 48,35). Johannes’ tempel, Guds folk, skal ikke længere have noget tempel, for templet er Herren, den Almægtige og Lammet. Det, Jesus lover, er da, at biskoppen og enhver, der sejrer, skal få lov til at bo i al evighed på den nye jord sammen med Gud – og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.