Johannes’ Åbenbarings plads i kanon

Posted byGeorg Adamsen, dr.theol.

Kanon og kanondannelse

Kanon er et græsk ord, kanôn, som betyder ‘en (lige) stang’ og i overført betydning ‘regel’ eller ‘standard.’ Kanon i kirkelig forstand er den gruppe af skrifter, som bestemmer, hvad kirkens lære, kirkens standard, er, dvs. Bibelen. Den kristne kirke bygger med andre ord sin lære (troen, trosartiklerne, dogmerne) på det, som Gud har åbenbaret klart og tydeligt. Men så bliver det jo afgørende, hvilke skrifter der indeholder denne lære.

Kanon blev ikke afgrænset på én gang. Eller man skulle snarere sige, at den ikke blev udvidet på én gang. I århundreder havde kirken jo en kanon bestående af loven, profeterne og skrifterne, dvs. Det gamle Testamente. Jesus bekræftede på mange måder Det gamle Testamente som kanon.

Den såkaldte kanondannelse – afgrænsningen af de normative nytestamentlige skrifter – tog faktisk flere århundreder. Det er i al fald, hvad “man” plejer at sige. Men egentlig er det ikke så lige til. For er kanondannelsen egentlig nogensinde blevet afsluttet?

Det kommer an på, hvem man spørger. Den romersk-katolske kirke vedtog på Tridentinerkoncilet (1545-1563), hvilke skrifter der hørte med. Man vedtog, at også de såkaldt apokryfe skrifter hørte med. Man vedtog også, at Johannes’ Åbenbaring (Åb) og andre skrifter, som der i oldkirken havde været tvivl om, skulle regnes med.

Den anglikanske kirke fulgte efter og fastlagde indholdet af kanon i De 39 artikler fra 1571 (art. vi) og Westminister-konfessionen fra 1647 (Westminster-konfessionen, art. II). Men i modsætning til den romersk-katolske kirke accepterede man ikke de apokryfe skrifter (Westminster-konfessionen, art. III).

Strengt taget kunne man også sige, at De 39 artikler ikke burde have medtaget alle dem, der nu almindeligvis regnes med. For man skriver, at “Med Den hellige Skrift forstår vi Det gamle og Nye Testamentes kanoniske bøger, hvis autoritet aldrig blev betvivlet i Kirken” (art. vi). Og som vi skal se, var der jo nogle, som der var tvivl om.

Alle de andre bøger, føjer De 39 artikler til, læser Kirken som eksempler på god livsførsel og instruktion i gode manerer. Men man anvender dem ikke, når det drejer sig om at vise, hvilken grund læren bygger på. Som bekendt er forskellen på Den romersk-katolske kirke og de protestantiske kirker jo bl.a., om apokryferne kan udgøre grundlag for den autoritative kirkelære.

Mens Den romersk-katolske kirke og Den anglikanske kirke definerede kanons præcise omfang, gjorde de lutherske kirker på reformationstiden det ikke. De lutherske Bekendelsesskrifter indeholder ikke nogen liste over kanoniske bøger. I de bibeludgaver, Luther fik udgivet, medtog man ganske vist alle de skrifter, som nu vanligvis regnes med. Man medtog også de gammeltestamentlige apokryfer. Men de nytestamentlige skrifter, der havde været indvendinger imod i oldkirken, blev opført på samme måde som de gammeltestamentlige apokryfer. Bl.a. Åb var derfor opført uden nummer.

Skriften alene

Det skyldtes ikke kun Luthers modvilje mod især Jakobsbrevet og Åb (Luther blev dog senere mindre forbeholden over for Åb end da han skrev det første forord til Åb i 1522).

Picture of Martin Chemnitz, Lutheran FatherDer var afgørende teologiske grunde for det. Dem finder man klart fremstillet hos den store lutherske teolog, Martin Chemnitz (d. 1586). Chemnitz skrev en stor undersøgelse af Tridentinerkoncilet.

Som det første i det første bind (af fire) gennemgår Chemnitz Tridentinerkoncilets beslutning om Den hellige Skrift. Tridentinerkoncilet havde blandt meget andet besluttet, hvilken skrifter der var kanoniske. Det var dermed blevet officiel romersk kirkelære, at de såkaldte apokryfer hørte med til kanon. Ja, i den første beslutning fra koncilet hedder det, at man er anathema, dvs. fordømt til Helvede, hvis man ikke accepterer alle de bøger i deres helhed og i alle deres dele – tilmed i en bestemt latinsk oversættelse – men bevidst og med vilje ringeagter de romerske traditioner.

Chemnitz siger bl.a., at lutheranerne ikke forkaster eller fordømmer de skrifter, hvis kanoniske status nogle i oldkirken havde modsagt. Men man vil alligevel ikke bøje sig for Tridentinerkoncilet og slet ikke anerkende deres anathema. Hvorfor ikke?

Chemnitz og lutheranerne vil ikke bøje sig for Tridentinerkoncilet, fordi det dybest set handler om, at det skal stå fast, hvad der er ret tro og sund lære i Kirken. Gud skænker troen gennem evangeliets rene lære.

Allerede oldkirken mente, at det alene er de kanoniske bøger, der kan bestemme, hvad der er kirkens tro og lære. Og dermed bestemme, hvad der er evangeliet og hvad der skal forkyndes, så menighederne kan tro, lære og bekende det.

I oldkirken brugte man faktisk ikke altid de samme definitioner. Men i sag skelnede man mellem de skrifter, som hørte hjemme i kanon, og de, som ikke gjorde det.

Blandt de skrifter, der hørte hjemme i kanon, skelnede man så igen mellem dem, som alle kirker accepterede som kanoniske og dem, som kun visse kirker accepterede. De første af disse kaldte man “uimodsagte”, de andre “modsagte.” (se Euseb her). De modsagte havde lavere status. Det skal jeg vende tilbage til.

Nogle gange er det forvirrende, fordi nogle skribenter bruger ordet kanonisk i modsætning til de skrifter, der slet ikke hører hjemme i kanon, mens andre bruger ordet i modsætning til dem, der hører hjemme i kanon, men som er “modsagte” og derfor har lavere status og autoritet.

Brugen af de modsagte skrifter

Alle skulle selvfølgelig bruge de uimodsagte, kanoniske bøger. De øvrige bøger kunne ifølge Cyprian (d. 258), Hieronymus (d. 419 eller 429) og Augustin (d. 430) læses i kirkerne til almindelig opbyggelse, men ikke som en autoritet, der bekræfter kirkens dogmer, skriver Chemnitz. Deres autoritet var ikke tilstrækkelig til at afgøre de spørgsmål, der opstod uenighed om.

Man skulle derfor ikke uddrage noget dogme (trosartikel) af disse skrifter, med mindre der var pålidelig og klar begrundelse og bekræftelse for det i de uimodsagte kanoniske bøger. Derfor skulle alt det, som siges i disse bøger, forklares og forstås i overensstemmelse med det, der læres med klarhed i de kanoniske bøger. Der er ingen tvivl om, skriver Chemnitz, at det var, hvad man mente i Oldkirken.

Skriften – ikke Kirken – skal bestemme

Kirken selv må for troens og lærens skyld afholde sig fra at gøre sig til herre over Skriften. Man kunne gerne læse skrifter som f.eks. Åb, men man skulle ikke uddrage trosartikler af disse skrifter, men tværtimod forstå dem i overensstemmelse med læren i de (uimodsagte) kanoniske bøger i Det gamle og Det nye Testamente.

Egentlig er det blot en konsekvens af Skriften alene. Chemnitz afviste også Tridentinerkoncilet, fordi det ved at ville bestemme indholdet af kanon satte sig over Skriften. Troen bliver da afhængig af de beslutninger, Den romersk-katolske kirke tager.

Man må altså skelne mellem de kanoniske skrifter. De skrifter, som var accepteret som kanoniske af alle kirker i oldkirken, skulle sættes over dem, som nogle kirker ikke accepterede.

Åb i oldkirken

Som det fremgår, var der i oldkirken enighed om de fleste skrifter. Men nogle skrifter var der uenighed om. F.eks. Johannes’ Åbenbaring (Åb) var der faktisk delte meninger om.

Åb blev populær i Vesten allerede i 100-tallet. Men Østkirken stillede spørgsmål ved både forfatterskab og indhold (særligt chiliasmen, dvs. tilhængere af et jordisk messiansk rige). Biskop Dionysios i Alexandria har været genstand for stor diskussion, fordi han anfægtede, at apostlen Johannes var forfatteren til Åb (se f.eks. Maier, Johannesoffenbarung). Men Dionysios var ikke den eneste, der var skeptisk.

Euseb (d. ca. 323) nævnte, at Åb blev anset for kanonisk, men inkluderede også Åb under de uægte skrifter (se Eusebius of Caesarea).

Da Athanasius (d. 373) inkluderede Åb i sin liste over kanoniske bøger, var der stadig strid om, hvorvidt Åb hørte hjemme i kanon. Men ifølge Patzia accepterede kirkemøderne i Karthago (år 397) og i Konstantinopel (år 680) Åb (se Patzia, The Making of the NT, p. 100). Men situationen er mere nuanceret ifølge indledningsstoffet i Gerhard Krodels kommentar (pp. 23-26). Åb blev nemlig på den anden side udeladt fra listen af kanoniske bøger på en synode i Laodikea i 360. Alle beslutningerne herfra blev accepteret af kirkemødet i 692, men man accepterede på den anden side en anden liste, som indeholdt Åb. Den græske kirke inkluderede Åb i kanon, men brugte den ikke i undervisning og prædikener. Det gælder stadigvæk den øst-syriske nestorianske kirke.

Selv om modstanden blev mindre, er det ikke til at komme uden om, at der var modstand mod Åb i oldkirken. Mange mener tilsyneladende, at man kan ignorere dem, der sagde Åb’s kanoniske status imod, hvis de også var modstandere af nogle, der brugte Åb. Men mange af dem, der faktisk brugte eller misbrugte Åb, var i bedste fald i yderkanten af den retlærende oldkirke.

Det er altså næppe berettiget at ignorere dem, der modsagde Åb’s kanoniske status af den grund. Der skulle i så fald være tale om, at de alle sammen så at sige opfandt argumenter imod Åb til lejligheden. Men man kan jo lige så godt hævde, at de ikke opfandt, men gjorde brug af den skepsis, de havde. Der var også andre stridigheder i oldkirken, men de førte jo ikke til, at man anfægtede forfatterskabet til de bibelske bøger, modstanderne anvendte. Hvis der ikke havde været grund til at anfægte forfatterskabet, kunne man jo bare have drøftet den rette forståelse.

Åb på reformationstiden

Det var altså i overensstemmelse med oldkirken, at Luther ikke regnede Åb og visse andre for kanoniske i betydningen uimodsagte. De var kanoniske i den betydning, at de hørte med til kanon – i modsætning til de apokryfe, som ikke hørte med. Men de var ikke kanoniske i den betydning, at de kunne afgøre uenigheder om læren. De skulle tværtimod tolkes i overensstemmelse med de bøger, der i egentlig forstand var kanoniske, dvs. de uimodsagte.

Det var det, Luther gjorde i praksis i sin indledning til Åb i Lutherbiblen og i øvrigt i hans brug af Åb i det hele taget.

Calvin skrev aldrig nogen kommentar til Åb, selv om han skrev til alle de nytestamentlige bøger (undtagen vist nok 2 og 3 Joh). Det udlægges normalt som udtryk for, at også Calvin var tilbageholdende over for Åb.

Og hvad så?

Som lutheraner hævder jeg ikke, at Åb er et ikke-kanonisk skrift. Jeg mener, at den hører med i kanon. Men det gør egentlig ikke nogen principiel forskel, om nogen skulle være af en anden opfattelse. Men i vore dage har de fleste af os vænnet os til ikke at diskutere spørgsmålet. Så det kan være, at nogen vil føle, at jeg er lidt vovet.

Men Åb var modsagt i betydeligt omfang, især i oldkirken. Derfor er det helt rigtigt med Chemnitz at forlange, at man ikke begrunder trosartikler i Åb. Man kan gerne illustrere troslæren med steder fra Åb. Det gjorde Luther i øvrigt ofte. Men man kan ikke bevise trosartikler med steder fra Åb.

Men vi vil jo gerne prøve at forstå Åb under alle omstændigheder. Så vi har en tolkningsopgave, en eksegetisk opgave. Her gælder det, som oldkirken og Chemnitz siger, at skrifter som Åb skal tolkes ud fra de uimodsagte kanoniske skrifter.

Det betyder med andre ord, at Åb skal tolkes i overensstemmelse med den rette lære. Men selv om det sker, gør det strengt taget ikke en udlægning af Åb forpligtende for nogen. I sine fortaler fra 1530 og 1545 skriver Luther, at siden de gerne kunne ønske sig en sikker mening eller udlægning af skriftet, vil de give andre og større ånder lejlighed til at tænke efter ved at fremsætte deres tolkning.

Den oversigt, de giver, har et klart kirkehistorisk præg, som mange nok har svært ved at finde sig hjemme i nu om dage. Men der er ingen skade sket, for man havde taget forbehold, og der var ikke læremæssige problemer i deres udlægning. Det var i sig selv af stor betydning.

Modsat er en tolkning, der er i strid med læren, som den er åbenbaret i de uimodsagte skrifter, en falsk tolkning. Og en sådan er i høj grad uforpligtende. Faktisk skal man jo aldrig acceptere tolkninger, der er i strid med den rette lære.

Man kan mene, at apostlen Johannes var forfatteren (det mener jeg selv), men det giver ikke nogen myndighed til at påtvinge andre det standpunkt. Her er jeg enig med Luthers fortale. Luther skriver jo, at nogle af kirkefædrene har ment, at forfatteren ikke var apostlen, og Luther og hans medarbejdere er også i tvivl om det. Men det skal ikke forbyde nogen at mene, at den er skrevet af apostlen, eller hvem han vil.

Referencer

Det er almindelig (og god) praksis at anføre, hvilken litteratur og hvilke internetressourcer, man gør brug af. Der er ikke dermed tale om, at man anbefaler det, man nævner. Martin Chemnitz anbefaler jeg dog meget gerne, at man læser!

Litteratur:

  • Chemnitz, Martin. Examination of the Council of Trent. Overs. Fred Kramer. St. Louis: Concordia Publishing House, c1971, bind 1, s. 35-195.
  • Evans, G. R., og J. Robert Wright. The Anglican Tradition: A Handbook of Sources. London: SPCK, 1991, s. 157-158.
  • Krodel, Gerhard A. Revelation. Augsburg Commentary on the New Testament. Minneapolis, Minnesota: Augsburg Publishing House, 1989, s. 23-26.
  • Luther, Martin. Fortalerne til Johannes’ Aabenbaring. Aros’ Luthers Skrifter i Udvalg, bind 3, s. 168-179.
  • Patzia, Arthur G. The Making of the New Testament : Origin, Collection, Text & Canon. Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press, 1995.
  • Diverse kommentarer og opslagsbøger

Websites m.m.: