Læsningerne
Læsningerne til 16. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 7. september – sætter fokus på døden og sejren over døden. 16. søndag efter Trinitatis er lektien Sl 139,1-12, som lærer os, at Gud ved alt. For den, der kender Gud som en nådig Gud, er det et evangelium. For den, der ikke gør det, er det en forfærdende trussel. Derfor er det heller ikke så overraskende, at mange forsøger at benægte, at Gud er til, og at vi skal møde ham efter døden. Men der er ikke noget sted, vi kan flygte hen, så vi undgår Gud. Paulus beskriver i Første Korintherbrev, hvordan døden kom ved Adams syndefald, mens de dødes opstandelse kom med Kristus. Han beskriver nærmere, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen. Men hovedvægten er dog på, at Kristus skal herske som konge og besejre alle fjender, også døden, inden han kommer igen. I evangelieteksten i Joh 11,19-45 underviser Jesus Martha om opstandelsen, og han viser hende, at han er herre over døden. Mange af de jøder, som havde overværet dette, troede på Jesus. Det fik konsekvenser!
Det fik de jødiske ledere til at beslutte, at Jesus skulle slås ihjel. Det tillod Jesus, netop for at han kunne bryde syndens og dødens magt. Her i tiden hersker Jesus i sit rige. Med Ordet og sakramenterne bringer Gud mennesker ud af mørkets magt og ind i sin elskede søns rige, som Paulus skriver i Kol 1,13. Jesus er evangeliekonge og skænker syndernes forladelse, evigt liv og salighed til enhver, der tror!
Sl 139,1-12
Ransagelse er nøgleordet i denne salme, som er delt i fire dele, hvoraf vi læser de to første. Det er Guds alviden, der er pointen. Gud kender salmisten og alle andre helt igennem (v. 1). Ikke kun handlingerne, men også tankerne ligger åbenbare for Ham, selv om han er langt væk (v. 2). Vore ord er fuldt ud kendt for ham, før vi siger dem (v. 4). Gud omslutter os og har altså helt styr på, hvad vi foretager os på enhver måde. Hans hånd ligger på os, hvormed menes, at vi ikke kan undslippe ham (v. 5). Salmisten må bekende, at det er for underfuldt for ham. Det kan vi mennesker ikke forstå. Netop fordi vi er mennesker, mens Gud er Gud (v. 6). Når det er blevet så gængs at tro, at vi forstår (næsten) alt, så er det et udslag af vores syndige natur, som gør os til Gud og Gud til produkt af vores fantasi eller et spejlbillede af os. Salmisten kender derimod både sin egen natur og bl.a. Guds alvidenhed.
I anden del af salmen gør David det klart, at det er umuligt at flygte for Guds Ånd, ja, Guds ansigt, dvs. Gud selv (v. 6). Uanset om det er i Himlen eller i Helvede – She’ol eller Hades bør oversættes med Helvede – er Gud der (v. 7). Men det er ikke kun vertikalt, men også horisontalt, at man ikke kan flygte. Uanset om man rejser mod øst eller vest (det er formentlig meningen med v. 9), så er Gud der (v. 10). I Sl 73,23f er det Guds omsorg, der tænkes på, men i v. 9f må der være tale om, at man ikke kan undslippe Guds overvågning. Heller ikke mørket kan skjule et menneske for Gud. Der er altså ikke noget sted, hvor man kan flygte fra Gud.
For den, der er under loven, vil det være skræmmende og irriterende, at Gud findes og har øje for og styr på alt. Derfor opbyder mennesker al deres energi følelsesmæssigt, tankemæssigt og/eller i handling på at undgå lovens Gud.
Men for den, der ved evangeliet tror på Guds Søn, Jesus Kristus, og Hans Fader er det et evangelium, at Gud ved alt og styrer alt. For vi ved, at Gud er os nådig og tilgiver al vores synd for Jesu Kristi skyld. Døden er en fjende for det gamle menneske, men for det nye menneske, troens menneske, har døden mistet sin brod. Dødsprocessen kan gøre fysisk og psykisk ondt, og det gør ondt på både den døende og de pårørende, når døden kommer. Men for dem, der tror, er døden ikke en fjende. For Himlen venter, sådan som den ventede Lazarus (jf. ???).
1 Kor 15,21-28
I Første korintherbrev er Paulus – ligesom i Romerne 5,12-21 – inde på den parallel, der er mellem Adam og Kristus, selv om der også er en afgørende modsætning. Det var ikke sådan, at vi mennesker blev “udviklet” gennem millioner af år med død og kamp mellem stærke og mindre stærke. Døden kom tværtimod ind i verden, da Adam (og Eva) syndede (v. 21a). I ham døde alle dem, der senere skulle blive til.
De dødes opstandelse kom også ved ét menneske, nemlig Jesus Kristus (v. 21b). Der er en klar parallel mellem, at alle døde i Adam, og at alle skal gøres levende i Kristus (v. 22).
Det skal dog ske ikke ske samtidigt (v. 23). Det skal ske i hver sin gruppe. Først Kristus som førstegrøde. Dernæst de, som hører ham til, når han kommer, eller ‘ved hans parusi,’ som der står.
Derefter kommer enden (v. 24). For Jesu genkomst fører ikke kun til opstandelse, men også til den endelige og fulde sejr over ‘al magt og al myndighed og kraft.’ Alt, hvad der ikke er af og fra Gud, vil gå til. Alle gudfjendtlige kræfter skal besejres. Når alt det er sket, vil Jesus Kristus overgive Riget til sin Fader.
Der er nogle, der vil indlægge en længere tidsperiode mellem v. 23 og v. 24, så der bliver plads til tusindsårsriget. Det er der ikke plads til at gøre op med her. Bibelens lære om Jesu genkomst giver ikke mulighed for at adskille opstandelsen og sejren over de gudfjendtlige kræfter. Ud fra bl.a. Matt 25,31-46 lader det sig heller ikke gøre at adskille opstandelsen til evigt liv og opstandelsen til dom.
I v. 25 begrunder Paulus, hvad han lige har skrevet, med, at Kristus skal være konge, indtil han får lagt alle fjender under hans fødder. Det berømte dei, der i 1992-oversættelsen oversættes med ‘skal,’ mens 1948-oversættelsen valgte ‘bør,’ handler om, hvad der skal ske, fordi Gud har besluttet det. Det bruges ofte i forbindelse med de store kristologiske begivenheder. Her er der tale om en opfyldelse af profetien i Sl 110. Eftersom det er Gud, der har åbenbaret profetierne, vil de også blive opfyldt. De skal også opfyldes, fordi det er sagligt nødvendigt.
Kristus skal være konge eller herske, indtil han – ud fra Sl 110 er der tale om Gud Fader – får lagt alle fjender under hans fødder. Døden er den sidste fjende, der skal besejres og gøres magtesløs (v. 26). Døden skal kastes i ild- og svovlsøen (jf. Åb 20,14) og på den måde gøres magtesløs eller ’tilintetgøres.’ Det er et stort evangelium for os, der lever i syndens og dødens verden. Forudsætningen er jo, at Kristus allerede har båret al verdens synd og dermed det, som giver døden magt. Men som bekendt dør vi stadig. Når Kristus kommer igen, vil døden blive besejret.
Ud fra Sl 110 begrunder Paulus i v. 27f, hvorfor Kristus skal underlægge sig Gud.
Joh 11,19-45
Da Jesus fik at vide, at Lazarus var syg, sagde han: “Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den” (Joh 11,4). Det kan tjene som overskrift for evangeliet. Guds Søn blev herliggjort, for han viste, at han er herre over døden. Heri lå også, at han selv måtte lide, dø og opstå, for at syndere kunne få tilgivelse og evigt liv.
For disciplenes skyld var Jesus glad for, at han ikke var der, da Lazarus døde, “for at I må komme til tro,” som han sagde (Joh 11,15).
Trøst (v. 19)
Johannes skriver, at mange af jøderne var kommet ud til søstrene Martha og Maria for at trøste dem, fordi Lazarus var død. Sådan var jødernes skik. På det menneskelige plan er det en udmærket skik. Men det virkelige problem med døden er jo, at den er en følge af synden. Det største problem er ikke døden, men at Gud er vred på dem, der synder.
Martha og Maria (v. 20)
Sidste søndag hørte vi også om Martha og Maria (jf. Luk 10,38-42 ???). Maria valgte den gode del, nemlig at høre Jesus. Men her i Joh 11 hører vi, at Maria blev siddende hjemme i huset, hvorimod Martha gik Jesus i møde. Det er ikke så let at vurdere, hvad man skal lægge i det.
“Hvis du havde været der” (v. 21)
Martha sagde til Jesus, at Lazarus ikke ville have døet, hvis han havde været der. Martha er et stykke på vej i forståelsen af Jesus, men endnu har hun ikke forstået, at Jesus er almægtig.
“Gud vil bønhøre dig” (v. 22)
Martha ved dog, at Gud vil bønhøre Jesus, uanset hvad han beder om.
Løfte om Lazarus’ opstandelse (v. 23)
Jesus siger rent ud til Martha, at Lazarus skal opstå, men i første omgang forstår hun ikke, hvad Jesus mener.
“På den yderste dag” (v. 24)
Martha siger nemlig, at hun ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Martha tror på, at der kommer en yderste dag, dommedag. Den er omtalt i f.eks. Dan 12,1-3. Men der er også andre steder i Det gamle Testamente, som lærer os om opstandelsen. Når Gud siger, at “Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud” (jf. 2 Mos 3,6), forudsættes opstandelsen. Gud er nemlig ikke “Gud for døde, men for levende.” Det lærer Jesus os i Matt 22,32.
“Jeg er opstandelsen og livet” (v. 25)
Jesus afviser ikke, hvad Martha tror, men der er mere at sige. Det gør Jesus med en markant formulering: “Jeg er opstandelsen og livet!” Det betyder, at Jesus skænker opstandelse og evigt liv. Det kan han gøre, fordi han har det evige liv i sig selv (Joh 5,26). Fordi han har båret al verdens synd, kan han uddele syndernes forladelse og evigt liv til alle og enhver. Den, der tror, har derfor evigt liv. “Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”!
Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at der står, at den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Der er altså ikke nogen opstandelse til evigt liv for dem, der ikke tror. Alle døde skal opstå, men “de, der har øvet det gode, [skal gå ud af gravene] til liv, men de, der har gjort det onde, [skal gå ud af gravene] for at opstå til dom” (Joh 5,29).
Uden tro på Jesus, dvs. på ham, der har åbenbaret sig sådan, som Bibelen lærer os, er der ingen frelse. Alles frelse-læren er derfor en farlig og destruktiv vranglære, der gør troen ligegyldig og fører folk direkte i fortabelse.
Den, der tror, har allerede det evige liv. Hvis ikke Jesus kommer igen, skal alle dø. Men selv om den, der tror, dør, vil han alligevel leve. Vi lærer af lignelsen om Lazarus og den rige mand og af Jesu ord til den bodfærdige røver på korset, at den, der dør i tro på ham, kommer direkte i Himmelen, til “Abrahams skød.”
Ingen fortabelse for den, der tror (v. 26)
Ikke nok med, at den troende skal leve, selv om han dør. Den, der tror, vil ikke gå fortabt. Han “skal aldrig i evighed dø,” siger Jesus.
Det skyldes ikke, at sjælen i sig selv er udødelig. Det skyldes derimod, at ethvert menneske fra undfangelsen og til evig tid befinder sig i relation til Gud. Den, der tror, har en nådig Gud, som skænker og vil blive ved med at skænke liv – til evig tid. Sjælen vil enten være hos den nådige Gud eller lide i Helvedes pine til evig tid.
Jesus spørger direkte Martha, om hun tror på det, Jesus lige har sagt til hende. Det er guddommelig pædagogik, der vil sikre sig, at hun får rigtig fat på dette evangelium.
Martha tror på, at Jesus er Kristus (v. 27)
Martha tror, at Jesus er Kristus, Guds Søn, som kommer – eller skal – komme til verden. Men hun har ikke forstået, hvad det betyder. Derfor ser vi også, at hun senere forsøger at irettesætte Jesus (v. 39).
Martha sender Maria til Jesus (v. 28)
Martha går hjem og sender i al ubemærkethed sin søster ud til Jesus. Der står ikke noget om, at Jesus faktisk bad hende sende Maria ud til ham.
‘Mesteren’ er en gengivelse af ho didaskalos, ‘Læreren.’ Jesus har lige undervist Martha, og nu er det Marias tur. Alle skal oplæres, som det fremgår af Matt 28,20. Det er jo troens lærdomme, som alle skal lære at kende, mænd som kvinder, voksne såvel som børn.
Maria og de sørgende jøder går ud til Jesus (v. 29-31)
Maria gik med det samme ud til Jesus uden for byen (v. 29). De jøder, der var til stede for at trøste hende, fulgte efter hende, fordi de troede, hun ville gå ud til graven. Maria skulle ikke gå til graven alene. Det er jo ikke nogen dårlig omsorg i og for sig!
Maria enig med Martha (v. 32)
Maria siger det samme til Jesus som Martha. De har vel snakket om det, som naturligt er.
Jesu sindsbevægelse i mødet med sorgen (v. 33)
Maria og jøderne græd. Da Jesus så dem græde, bliver han stærkt bevæget. Det første ord (embrimaomai) betyder egentlig ‘at fnyse/vrinske’ eller ‘at blive indigneret.’ Det andet (tarassô) betyder at komme i oprør og bruges også om f.eks. vand.
Jesus reagerede på syndens og dødens magt, som er årsag til kvindernes gråd. Men heldigvis er han kommet til verden for at bryde denne magt!
Jesus føres til Lazarus’ grav (v. 34)
På Jesu foranledning fører kvinderne Jesus ud til Lazarus’ grav.
Jesu gråd (v. 35f)
Jesus græd, uden tvivl fordi han holdt af Lazarus og hans søstre, sådan som jøderne også sagde.
Et væsentligt spørgsmål (v. 37)
Nogle af dem sagde dog mere. De havde set Jesus bruge sin guddommelige magt og give den blinde synet tilbage. De forstod, hvilken magt Jesus havde. Derfor spørger de, om ikke Jesus kunne have forhindret Lazarus i at dø.
Som det fremgår inden dagens prædiketekst kunne Jesus have forhindret det, men han valgte at lade være for at åbenbare sin herlighed (jf. Joh 11,4)
Jesus kommer til graven (v. 38)
Johannes beretter, at Jesus atter bliver stærkt bevæget. Han skal åbenbare sin herlighed, men det sker i mødet med døden i al sin magt og gru. En grav er jo en konkret forkyndelse af syndens og dødens magt i vores verden.
Marthas vantro (v. 39)
Jesus vil have stenen væk fra klippehulen, hvor Lazarus ligger, men Martha gør indsigelse og viser dermed, at hun ikke har forstået Jesu undervisning. Lazarus ligger død på fjerde dag, og hans lig stinker allerede.
Jesu bebrejdende spørgsmål til Martha (v. 40)
Jesus må derfor minde Martha om, hvad han har lært hende. Hvis hun tror, skal hun se Guds herlighed. Hvordan får hun Guds herlighed at se nu?
Det gør hun, for det første ved at Jesus viser, at han er livet herre, ja, at han er ophav til liv og opstandelse. Det er Guds herlighed. Men hun får det også at se på den måde, at opvækkelsen af Lazarus peger frem mod – er et tegn på – Jesu egen død og opstandelse for os mennesker og for vore frelse, som det hedder i Nikænum. Ja, dette tegn vil i sig selv medvirke til at føre Jesus til Golgata (jf. Joh 11,45-53).
Opstandelsen og det evige liv indebærer også, at man vil komme til at se Guds herlighed i Paradis, men det er ikke det, Jesus lader dem se på dette tidspunkt.
Gud bønhører Jesus (v. 41f)
Efter Jesu irettesættelse gør jøderne, hvad Jesus har bedt dem om. Derefter takker Jesus sin himmelske Fader, fordi Han har bønhørt ham. Det gør han for tilhørernes og vores skyld, for at vi skal vide, at Jesus udfører Faderens gerninger. De skal tro, at Faderen har udsendt sin Søn. Tro på Faderen og tro på Sønnen hører sammen (jf. 1 Joh 2,23f; 4,14).
Den guddommelige befaling (v. 43)
Jesus råber derefter “Lazarus, kom herud!” Således foregriber Jesus, hvad der skal ske på dommedag (jf. Joh 5,28f). Fordi Jesus er Guds Søn, ja, fordi han er Gud, kan han blot sige et ord, og det sker (jf. Sl 33,6.9).
Lazarus bliver opvakt fra de døde ved Jesu ord. Den høje røst skyldes naturligvis ikke, at Lazarus ellers ikke ville kunne høre ham. Ordet høj eller ‘stor,’ som der faktisk står, er et udtryk, der ofte bruges i forbindelse med det, der skal ske i de sidste tider. Det er den guddommelige røst, der udfører, hvad den siger.
Resultatet (v. 44)
Fordi Jesus er guddommelig og befaler med sin guddommelige magt, kan han vække døde til live. Lazarus kommer ud med de ligklæder på, som han blev gravlagt med. Dem beder Jesus om at få fjernet. Så virkeligt er det, at dødens klæder må tages af, så Lazarus kan gå derfra!
Tro (v. 45)
Mange af de jøder, som så dette under, dette tegn, troede på ham. De bøjede sig for, hvad Jesus forkyndte i ord og handling.
I det følgende får vi at vide, at andre går til farisæerne. Netop det, at nogle af disse jøder troede på Jesus, fører til, at de jødiske ledere beslutter sig for at ville have Jesus slået ihjel. På den måde kom Jesus til at dø og siden opstå og således opfylde det, som tegnet pegede frem mod.
Jesus og os!
Også vi lever i syndens og dødens verden. Vi har brug for at få forkyndt om Jesu lidelse, død og opstandelse for os. Vi har brug for at høre, at Jesus er herre over døden, ja, at han er livets herre. Vi har brug for syndernes forladelse. Den, der tror, har ikke kun syndernes forladelse, men evigt liv og salighed – for Jesu skyld. Hvilket evangelium!