Luther om at studere teologi

Skal man studere teologi eller drøfte teologiske spørgsmå, er det helt afgørende at vide, hvordan man skal bære sig ad. Det har ingen forklaret bedre end Luther.

Udover dette vil jeg vise dig en ret måde at studere teologi på, den måde jeg selv har øvet mig i. Når du holder dig til den, vil du blive så lærd, at du, om nødvendigt, selv ville være i stand til at skrive lige så gode bøger som kirkefædrene og koncilierne. – Således tør jeg (i Gud) dristigt og uden hovmod og usandhed rose mig af, at jeg ikke står meget tilbage for visse af fædrene, når det drejer sig om at skrive bøger. Når det derimod gælder livsførelsen kan jeg langtfra rose mig på samme måde. – Og måden, jeg her tænker på, er den, som den hellige kong David underviser i Salme 119 (og som alle patriarker og profeter uden tvivl har holdt sig til). Der vil du finde tre regler, som i rigt mål fremstilles gennem hele salmen. De hedder: Oratio, meditatio, tentatio [dvs.: bøn, meditation, anfægtelse]

For det første skal du vide, at Den hellige Skrift er en bog, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab, da den er den eneste, som lærer os om det evige liv. Derfor må du straks tvivle på dine følelser og din fornuft. For med dem når du ikke langt. Tværtimod vil du med en sådan formastelse styrte dig selv og andre sammen med dig fra Himmelen ned i Helvedes afgrund, sådan som det skete med Lucifer [Lucifer er et andet navn for Djævelen]. Bøj i stedet for dine knæ i dit kammer og bed med sand ydmyghed og alvor til Gud om, at han for sin kære Søns skyld vil skænke dig sin Helligånd til at oplyse og lede dig og give dig forstand.

Således ser du, at David i den ovennævnte salme hele tiden beder: ”Lær mig, Herre, giv mig kløgt, før mig, vis mig,” [Sl 119,26.33ff] og meget mere af samme slags. Selv om han kendte teksten i Mosebøgerne og flere andre bøger godt, og også hørte og læste dem dagligt, så ønskede han alligevel, at Skriftens rette læremester måtte komme, for at han ikke selv skulle klare sig med sin fornuft og blive sin egen læremester. For det resulterer blot i sværmere og oprørsånder, der bilder sig ind, at Skriften er dem underlagt og er let at forstå ved hjælp af fornuften, som om det her drejede sig om Marcolfus eller Æsops fabler, hvor man ikke har behov for Helligånd eller bøn [Marcolfus var en populær digter på Luthers tid, Æsop var en digter fra den græske oldtid, der helt op til i dag er kendt for sine dyrefortællinger, fablerne.]

For det andet skal du meditere. Det vil sige: Du skal ikke blot i hjertet, men også udvortes repetere og vende og dreje den mundtlige tale og det skrevne ord i bogen, læse det om og om igen, idet du flittigt retter din opmærksomhed mod og tænker over, hvad Helligånden mener med dette. Og pas på, at du ikke bliver tilfreds og tænker, at det må være tilstrækkeligt, når du har læst eller hørt eller udtalt det én eller to gange, og tror at du dermed forstår det hele til bunds. For det kommer der aldrig nogen særlig god teolog ud af. Du bliver derimod som den frugt, der falder ned, inden den har nået at blive halvmoden.

Derfor kan du i denne salme se, hvordan David fryder sig og siger, at han vil prædike, digte, tale, synge, høre og læse dag og nat uden ophør, men dog aldrig om andet end Guds ord og bud. Thi Gud vil ikke give dig sin Ånd uden om det ydre ord. Ret dig efter det. For det er ikke hen i vejret, når han har befalet udvortes at skrive, prædike, læse, høre, synge, tale osv.

For det tredje er der tentatio, anfægtelse. Det er den prøvesten, der lærer dig ikke blot at vide og forstå, men også at erfare, hvor rigtigt, hvor sandfærdigt, hvor sødt, hvor skønt, hvor mægtigt, hvor trøsterigt Guds ord er, visdom over al visdom.

Derfor er det, du kan se, hvordan David i den omtalte salme ofte klager over alle slags fjender, forbryderiske fyrster eller tyranner, falske mennesker og sammensværgelser, som han må tåle, fordi han mediterer, dvs. på alle måder omgås med Guds ord, jævnfør det, vi allerede har talt om. Thi så snart Guds ord lukker sig op ved dig, vil Djævelen hjemsøge dig, gøre dig til en ret doctor, og ved sine anfægtelser lære dig at søge og elske Guds ord. Jeg selv (hvis jeg også må have lov til at blande mig i det fine selskab, som en muselort blandt peberkorn) kan nemlig i høj grad takke papisterne for, at de ved Djævelens rasen har slået, trængt og ængstet mig, som de har gjort, med andre ord: at de således har gjort mig til en temmelig god teolog, hvad jeg ellers aldrig var blevet. Og hvad de så ellers på deres side har opnået ved mig, så under jeg dem det hjertens gerne, både ære, sejr og triumf. For det var jo det, de ville.

Se, her har du så Davids regel! Hvis du studerer godt med dette eksempel for øje, vil du også komme til at synge og fryde dig sammen med ham, som vi hører det i den nævnte salme: »Din munds lov er mig mere værd end guld og sølv i dynger.« Og videre: »Dit bud har gjort mig visere end mine fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine lærere, thi jeg grunder på dine vidnesbyrd« osv. [Sl 119,72; 119,98-100].

Som Luther siger under det tredje punkt, er tentatio, anfægtelse, vigtig. Man skal erfare, hvor ret, hvor sandt, hvor sødt, hvor elskeligt, hvor mægtigt, hvor trøstende Guds Ord er, visdom over al visdom. Men det kan man jo ikke, hvis ikke evangeliet løftes frem. En eksegese og en teologi, der vil være til tjeneste for kirken, må derfor ikke lade sig lokke til at beskæftige sig så meget med de spørgsmål, som historisk interesse eller en mere eller mindre bibelkritisk forskning vil diktere, så at man forsømmer at udlægge evangeliet som evangelium. Men for at kunne udlægge evangeliet og i virkeligheden skelne ret mellem lovens krav og evangeliets gave, må man have erfaret evangeliets sødme og trøst. Derudover er der naturligvis en del hårdt arbejde, når man skal arbejde med Skriften og Skriftens lære.

Kilde: Fra forordet til Wittenberg-udgaven af Luthers tyske skrifter fra 1539 som oversat i Martin Luther Skrifter i Udvalg. København, 1981, pp. 105-107 (med noter). Originalen findes i WA 50, 657–661.