Mariæ bebudelses dag

Læsningerne

Læsningerne til Mariæ bebudelses dag er Marias lovsang, der ofte kaldes Magnificat, fordi den latinske tekst begynder med dette ord, som betyder ‘ophøjer.’

I betragtning af Magnificats indhold er Es 7,10-14 et naturligt valg. Her forkynder Herren dom over Akaz ved profeten Esajas, og Esajas profeterer om jomfru Marias og Jesus.

1 Mos 18,1-15 er jo også en kristologisk tekst, for det handler jo om Isak. Uden Isak ville Guds løfter til Abraham ikke blive opfyldt. Det er altså ikke parallellen mellem Sara og Maria, der er interessant. Det er også kun en overfladisk parallel. Ganske vist blev også Sara gravid ved et underfuldt indgreb af Gud. Men alligevel er jomfrufødslen i en helt anden kategori. Men også undfangelsen og fødslen af Isak er en opfyldelse af de løfter, Gud gav Adam og Eva og siden Abraham.

Abraham fandt nåde for Herren og de to engle, sådan som Maria fandt nåde. Og Abraham var deres tjener, på samme måde som Maria var Guds tjenerinde.

I 1 Kor 1,21-31 får vi alle temaerne samlet på én gang (se også Søndag sexagesima – Mark 4,26-32). Kristi som korsfæstet forudsætter jo, at Kristus blev menneske, og al menneskelig kraft og visdom måtte gøres til intet:

Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. (1 Kor 1,27-29)

Prædiketeksten

Marias lovsang kommer umiddelbart efter. at Elisabeth har sagt, at “min Herres mor” er kommet til hende, og at Johannes sprang af fryd i hende ved lyden af hendes hilsen. “Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse” (Luk 1,43-45).

Marias lovsang er fyldt af de gammeltestamentlige profetier og løfter om Kristus, der skulle komme. Maria lovpriser Gud med Guds egne ord. Skal der tales sandt om Gud, må det være Guds egne ord, som vi taler (jf. 1 Pet 4,11). Det gjorde profeterne, fordi Gud gav dem selve de ord, de skulle give videre. Enhver, der lærer og bekender sandt, taler også Guds egne ord, men nu fra de Skrifter, som profeter og apostle har fået åbenbaret og formidlet til os.

I sin store udlægning af Magnificat fremhæver Luther også, at Marias lovsang også handler om høj og lav i samfundet (Luthers Skrifter i Udvalg, bind 3, s. 183f):

Dermed vil Gud inddrive gudsfrygt i de mægtige, for at de skal lære, at de ikke kan udtænke noget, som Gud ikke har indgivet netop dem. Andre menneskers gøren og laden medfører kun gavn eller fortræd for dem selv eller for ganske få andre; herskere derimod er alene sat til at være der for andres skyld, til skade eller til nytte, og det des mere, jo videre de hersker, hvorfor også skriften kalder fromme og gudfrygtige fryster for Guds engle, ja, endda guder, medens den omvendt kalder de skadelige fyrster for løver, drager og rasende dyr. …

Når da et menneskehjerte, som efter sin natur er kød og blod, overladt til sig selv let kan hovmode sig, da vil det dér, hvor der yderligere er givet magt, gods og ære i hænde, ved denne stærke tilskyndelse blive end mere bevæget til overmod og fri sikkerhed, så at det glemmer Gud og ikke agter sine undersåtter. …

Men netop fordi store herrer ikke behøver at frygte for mennesker, er det nødvendigt for dem fremfor nogen at de frygter Gud, at de agter vel på ham og hans gerninger og går frem med megen omhu, som Paulus siger Rom. 12: Den der har en ledergenring, han skal være omhyggelig dermed.

Dette tema må dog vente til en anden gang. I denne Næste søndag bliver det Guds frelsergerning i Kristus, jeg koncentrerer mig om.

Marias sjæl ophøjer Herren (v. 46)

Maria, en ung kvinde, som ikke har andet end Guds nåde at rose sig af, lovpriser Herren, “gør ham stor.” Det gør hun ved at besynge hans nåde og barmhjertighed mod hende og mod menneskeheden, som Jesus skal frelse.

Subjektet for ‘ophøjer’ er ikke Maria, men ‘min sjæl.’ Marias sjæl er den del af et menneske, som ikke forgår med døden. Som det fremgår af Luk 16,19-31 og 2 Kor 5,1-10, er sjælene, som afventer opstandelsen, ikke uden identitet. Man siger ofte, at ordene for sjæl (hebr. næphæsh og gr. psychê) nærmest betyder ‘person.’ Men et menneske har en ‘sjæl,’ en sjæl, som kan lovprise Gud i ord og sang.

Herren, som på hebraisk hedder JHVH, er jo Gud, Gud Fader, men også som i 2 Mos 3 ‘Herrens engel,’ dvs. Kristus før han blev menneske. Her i Magnificat må

Marias ånd fryder sig over Gud, hendes frelser (v. 47-48a)

Subjektet i v. 47 er ‘Marias ånd,’ som er totaliteten af sjæl og legeme. Hendes ånd ‘fryder sig.’ Den græske form (êgalliasen) bruges ofte om noget fortidigt, men udtrykker egentlig bare verbalhandlingens komplet-hed. Og her bruger Maria ordet utvivlsomt ordet om det, hun var i færd med, men altså uden at dvæle ved verbalhandlingen.

Maria(s ånd) fryder sig, dvs. hun er fyldt af en meget stor glæde. Hun fryder sig over Gud, sin frelser. Det er der grund til, ikke kun fordi han har vist hende nåde ved at tilgive hende hendes synd og ved at lade hende være sin tjenerinde i al almindelighed. Nej, Gud har givet hende en helt særlig, ja, en enestående tjeneste: at være Herrens moder. Derfor kalder hun Gud for sin frelser, for det er jo for at udføre frelsesværket, Kristus er blevet menneske i hendes skød. Faktisk kan man ligesom i det foregående vers forstå “Gud” om Kristus. Kristus er jo sand Gud og sandt menneske. At Gud er hendes frelser, går altså på, at han har frelst hende fra synd, og at hun har udvalgt hende til at være Guds moder. Det er derfor ren og skær vranglære, når man forsøger at gøre Maria til forløser eller med-forløser.

Grundteksten siger i øvrigt, at Gud har set til sin tjenerindes ringe stand. Maria var ikke født i en rig og indflydelsesrig familie i hovedstaden Jerusalem, men i en stort set ukendt og ubetydelig familie. Hvis man ser bort fra det, som Gud havde bestemt for Maria.

Den salige Maria (v. 48b)

Maria er ikke salig i den betydning, som den katolske kirke i dens pervertering af kristendommen hævder (se særligt Jomfru Maria). Alle generationer skal betragte hende som velsignet og Gudbenådet – og i den forstand ‘salig.’ Men Marias stand som Herrens moder og hendes tjeneste for ham indtil hans korsfæstelse berettiger på ingen måde til, at man beder til hende eller nogen som helst anden om at gå i forbøn for en hos Kristus. Det er ikke at ære Herrens moder, men at vanære hende og kaste vrag på hendes søns person og gerning. Det er den størst tænkelige vranglære og ugerning at få mennesker til at sætte deres lid til Maria frem for til Kristus.

Men Guds Søn blev menneske og blev korsfæstet for vor frelses skyld. Det kunne ikke ske uden i en kvindes skød. Jomfru Maria accepterede den tjeneste, Gud gav hende. Derfor hylder vi Maria og hendes tjeneste frem for alle andre mennesker. Hun er også et forbillede for alle kvinder, som villigt bøjer sig og tager deres tjeneste i kald og stand på sig, uanset hvor ringe den må se ud. For en tjeneste for Gud er en ærefuld tjeneste.

Gud har gjort store ring (v. 49)

Maria begrunder endvidere sin lovprisning med, at Gud har gjort ‘store ting’ mod/for Maria. Gud kaldes her ‘den, der har kan.’ Det, som er umuligt for mennesker, kan han (jf. 1 Mos 18,14; Mark 10,27 parr.), og det har han gjort mod og for Maria. Maria aflægger sin klare bekendelse af, at det er mod hende, Gud har gjort store ting. Kristi menneskevordelse er i sandhed ‘store ting.’

Guds navn er helligt. Det er det jo uafhængigt af Marias lovsang, men med sin lovprisning gør hun Guds navn stort for sig selv og for alle dem/os, der siden har læst og hørt hendes lovsang.

Når vi beder om, at Guds navn skal være og blive helligt, så hører også Guds store gerninger mod Maria med i det, som skal forkyndes om Gud(s navn).

Guds evige barmhjertighed (v. 50)

Det er ikke kun Maria, Gud har vist nåde imod. Nej, takket være Guds Søn, som i tiden er født af jomfru Maria, og som gik til Jerusalem for at lide, dø og opstå for vor frelses skyld, takket være ham varer hans barmhjertighed i slægt efter slægt, dvs. evigt, mod dem, der frygter ham.

I modsætning til alle dem, der kun kender Gud under lovens fortegn, betyder frygt her en sand gudsfrygt. Den består for det første i at kende Gud i hans hellighed. Vi lærer Guds hellighed at kende gennem loven, som skaber syndserkendelse hos os. For det andet består den – og det er det vigtigste – i at kende Gud som den, der har forbarmet sig over os mennesker i Jesus Kristus.

Den gudsfrygt, som Maria taler om, er altså en gudsfrygt, som vi mennesker ene og alene kan nå frem til ved, at Gud selv skaber den ved sit ord. Uden lov og evangelium kan vi kun nå til en frygt, som ikke frelser, men tværtimod medfører fordømmelse.

Guds gerninger (v. 51)

Maria synger om, at Gud har gjort vældige gerninger (jf. Sl 118,15f). Sådan gjorde Gud. ikke mindst da han førte sit folk ud af Egypten, men sådan har han gjort for alle jordens folk i Kristus.

1 Mosebog 11 beretter om, at menneskene ville bygge et tårn til Himlen. Det forhindrede Gud og spredte menneskene ud over jorden. Egypterne er et andet eksempel på et folk, der var hovmodige i deres hjertes tanker, men faktisk gjaldt det også Israel selv. Derfor blev de spredt ud over jordens overflade. Hovmod er at tænke højere end sig selv, end man bør. I særdeleshed er det at ville gøre sig selv til Gud ved at erstatte hans tanker og lære om lov og evangelium med sine egne. Det vil Gud straffe, som han gjort i hele historien.

Fald og ophøjelse (v. 52f)

Herskere har Gud styrtet ned fra deres troner igennem historien. Utallige er eksemplerne på det. Men Gud har også ophøjet den ringe eller fornedrede, sådan som han nu har gjort det med Maria.

Maria synger altså om Guds gerning i lov og evangelium, om Guds nedstyrtende og ophøjende handlinger. Det er det samme, Maria mener, når hun taler om, at Gud mætter de sultne med gode gaver. Det er evangeliet. Rige må Gud sende bort uden frelse og evighedens velsignelser, sådan som det skete med den rige mand i døden (Luk 16,19-31) og den rige rådsherre (Luk 18,18-30).

Gud husker sin barmhjertighed (v. 54f)

Jo, Gud har taget sig af sin tjener Israel. Han har hjulpet Israel. I og med at Jesus bar al verdens synd har Gud taget sig af hele verden. Men det er ikke den betydning, ‘sin tjener Israel’ har her. Det er derimod sit folk, dvs. dem, der frygter ham i den betydning, vi har set på ovenfor.

Det har han ikke gjort for Israels skyld, så lidt som han udvalgte dem for deres egen eller deres storheds skyld. Nej, det er for sin egen barmhjertigheds skyld (5 Mos 7,7-9). Dermed peger Maria på Guds udvælgelse, på, at Gud har udvalgt os i Kristus alene for sin egen skyld, alene fordi han er barmhjertig.

Den barmhjertighed forkyndte han for Abraham og hans afkom til evig tid. Derfor førte han Israel ud af Egypten, og derfor sendte han sin Søn og lod ham undfange i Marias moderskød. Sådan havde Gud bestemt det fra før verden blev grundlagt.

Mariæ bebudelses dag midt i fastetiden

Mariæ bebudelses dag er en velplaceret festdag midt i fastetiden. For Kristi menneskevordelse skete, for at han skulle drage til Jerusalem og lide og dø i alles sted.

Dagen er også velplaceret, fordi Marias lovsang har det samme tema som fastetiden: synd, nåde og frelses i Jesus Kristus.

Men denne dag tjener dog til særligt at opfylde det, som Maria selv sang: For fra nu af skal alle slægter eller generationer kalde mig velsignet. På Luthers tid sang man Magnificat hver aften og på en særlig højtidelig måde, mens man stod op. Det var måske nok en middelalderlig fromhedstradition, men det voksede ud af Skriftens lære om Maria som Guds moder. På søndag kan prædikanterne rette lidt op på eftertidens forsømmelser.

Se i øvrigt mere om Guds Søns menneskevordelse og jomfru Maria i tidligere Næste søndage: Ekstra: Juleaften – Matt 1,18-25 og Ekstra: Juledag – Joh 1,1-14.