Luther og Melanchthon
Vi ved naturligvis alle, at Luther betyder meget for, at vi overhovedet har evangeliet rent og klart. Selvom Melanchthon, Luthers medarbejder gennem det meste af Luthers reformationsarbejde, senere ikke fastholdt evangeliets klarhed, betød Melanchthon også meget. Det er jo ham, der var pennefører for Den Augsburgske Bekendelse og Forsvarsskriftet herfor (kaldet Apologien).
Joachim Mörlin
I reformationens andet slægtled betød en biskop ved navn Joachim Mörlin utrolig meget. Selvom han er næsten ukendt hos os, var han en utrættelig forkæmper for den lutherske lære. Han måtte adskillige gange forlade sine embeder af den årsag. Han blev dog sluttelig superattendent (en slags biskop) i Braunschweig. Her fik han ansat en dygtig teolog ved navn Martin Chemnitz.
Martin Chemnitz
Martin Chemnitz (se også her) blev født d. 9. november 1522, dvs. da Luther havde været i gang med reformationsarbejdet nogle år.
Martin Chemnitz’ betydning for, at den lutherske lære fortsat var kendt og blev forsvaret, kan ikke overdrives. Han var en usædvanlig begavelse og kendte teologihistorien ud og ind. Han er også et eksempel på de lutherske teologer, der kender Skriften ud og ind og kunne bruge Skriften i de rette sammenhænge og med klare begrebsbestemmelser hentet fra Skriften.
Hovedmanden bag Konkordiebogen
Hans største fortjeneste er sikkert, at han var hovedmanden bag Konkordiebogen fra 1577/1580. Efter Luthers død opstod en lang række stridigheder i den lutherske kirke. Melanchthon havde desværre sin del af vanæren herfor, og det smertede Chemnitz, som selv havde haft Melanchthon som lærer og ærede ham højt derfor. Men et brud var uundgåelig for lærens skyld. Var Melanchthon ikke død på vej til Heidelberg, hvor han ville være bisidder for nogle, der forsvarede en reformert teologi, ville det have været blevet åbenlyst for alle. Nu fortsatte Melanchthons indflydelse under dække af at være luthersk.
Alle disse stridigheder kostede et stort teologisk arbejde at få bilagt. Martin Chemnitz var en af dem, der ydede denne indsats, ikke mindst ved at være hovedmanden bag Konkordiebogen. Konkordiebogen er en uvurderlig skat af teologisk og praktisk-teologisk indsigt. I Konkordiebogen har vi den rette lære, men deri har vi også ret vejledning, når det gælder om at bruge teologien i kirken.
Konkordieformelen
Stridsspørgsmålene fandt som nævnt deres afslutning i det afsluttende skrift i Konkordiebogen, nemlig Konkordieformelen, som er delt i to dele. En oversigt og en grundig gennemgang. Konkordieformelen fastslår, at de tre oldkirkelige bekendelser og seks skrifter forfattet af Luther og Melanchthon er ret lære og den lutherske kirkes bekendelse. Det samme siges faktisk om Luthers lære- og stridsskrifter, ikke mindst hans nadverskrifter.
Undersøgelse af Tridentinerkoncilet
Stor betydning fik Chemnitz imidlertid også, fordi han skrev et monumentalt værk i fire store bind. Det var en undersøgelse og gendrivelse af forhandlingerne og resultaterne på pavekirkens koncil i Trento eller Trient: Tridentinerkoncilet. Dette koncil samledes i tre omgange fra 1545 til 1563 og iværksatte den såkaldte modreformation. Megen vranglære, som hidtil “kun” havde været faktisk vranglære, blev nu officiel vranglære, som stadig er officiel lære i pavekirken. Anderledes kan det heller ikke blive, så længe pavekirken insisterer på, at Traditionen er sideordnet Bibelen. Chemnitz’ gendrivelse er derfor stadigvæk reel, men desværre ret ukendt, ikke mindst i Skandinavien.
Ære være Chemnitz’ minde
Martin Chemnitz’ fødselsdag i dag – den 9. november – kunne minde os om både hans ærefulde indsats for den lutherske lære generelt og Konkordieformelen og dermed Konkordiebogen specielt.
Uden Martin Chemnitz er det måske ikke sikkert, at Martin Luthers virke havde været kendt. Sådan sagde de gamle i al fald. Så tak for Martin Chemnitz – i dagens anledning.
Lukket for kommentarer.