Læsningerne
Læsningerne til Palmesøndag efter anden række er Zak 9,9f fra GT, Fil 2,5-11 som epistellæsning og enten Mark 14,3-9 eller Joh 12,1-16 som prædiketekst.
Zak 9,9f profeterer om Jesu indtog i Jerusalem. Jesus Kristus kommer ikke som en krigerkonge, men han kommer sagtmodig, ridende på et æsel for at blive Herrens lidende tjener og frelse sit folk. Han er virkelig Israels konge, dvs. konge over dem, der har Abrahams tro, kirken (jf. Rom 2 og 4).
Fil 2,5-11 passer godt hertil. Mange vil tolke dette stykke fra Filipperbrevet som en beskrivelse af ikke alene Jesu lidelse og død, men hele hans jordeliv. Men Jesus skjulte ikke sin guddommelighed hele sit liv. Hans guddommelighed blev åbenbaret på Forklarelsens bjerg, men hans ord og gerninger åbenbarede også, at han var Gud. Fil 2,5-11 handler derimod om, at Jesus ikke fremtrådte i guddommelig herlighed, men tog en tjeners skikkelse, dvs. fremtoning, på sig, da han ydmygede sig i Getsemane have og derefter. Jesus blev hyldet som konge, da han drog ind i Jerusalem, men desværre havde de fleste, hvis ikke alle, ikke forstået, hvad det indebar. Det var ikke Zakarias’ konge, de tænkte på, men en konge, der skulle drive romerne ud og (gen)oprette et jordisk kongedømme for Israel. Men en sådan konge ville Jesus ikke være. Nej, korset står centralt, sådan som det er tilfældet i alle dagens tekster.
Selv om det ikke udtrykkeligt siges, får man det indtryk, at salvningen i Mark 14,3-9 og Matt 26,6-13 foregår to dage før påske, altså efter indtoget i Jerusalem. Man får også det indtryk, at Mark 14,3-9 og Matt 26,6-13 foregår et andet sted, nemlig i Simon den Spedalskes hus. Joh 12,1-16 forstås derimod snarere derhen, at denne fest foregår hos Lazarus, Marta og Maria. Det er vel ikke umuligt, at de boede i Simon den Spedalskes hus, men det er ikke det indtryk, i al fald jeg får. Jeg mener derfor, der er grundlag for at slutte, at der er tale om en anden, men helt parallel begivenhed til den, som Johannes beretter om i Joh 12,1-16.
Markus fortæller, at en kvinde salvede Jesus til hans begravelse med meget kostbar nardusolie. Dermed forkyndte hun, hvilken konge Jesus virkelig var: En konge, som skulle lide, dø og begraves, fordi han bar hele verdens synd. Men han skulle ikke blive i graves. Han skulle opstå, og evangeliet om ham skulle prædikes i hele verden. Og hvor evangeliet prædikes, skal der også fortælles om det, hun gjorde, til minde om hende. Der skulle næppe prædikes om hende, blot fordi hun vidste, at Jesus skulle dø i al almindelighed. En tanke, hun kunne have fået fra den begivenhed, som Joh 12,1-16 taler om, eller fra andre steder, hvor Jesus taler om det, der skal ske i Jerusalem i påsken. Nej, der skal prædikes om hende, fordi hendes salvning forkynder såvel Jesu lidelse, død og begravelse som hans opstandelse.
Hvis Jesus var blevet korsfæstet og begravet på grund af sine egne synder, var det ikke værd at ofre kostbar nardussalme på ham. Men hans død var en død i alles sted og med al verdens synd, og hans opstandelse var følgelig en opstandelse i alles sted. Alle var i Ham erklæret lige så retfærdige som Jesus selv. Jesu død og opstandelse bliver altså til liv for verden. Derfor var det i sandhed passende at salve Jesus med kostbar nardusolie. Derfor er det også passende, at der prædikes om hende lige så længe, som evangeliet prædikes. Hendes gerning forkynder jo evangeliet for os. Alt dette gælder også prædiketeksten.
Prædiketeksten
Maria, Lazarus’ søster, salvede Jesus i forbindelse med, at Lazarus og hans søstre holdt festmåltid for Jesus. Det var jo ikke så mærkeligt, at de ville holde fest for Jesus, når man tager i betragtning, at Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde for at forkynde om sin egen død og opstandelse (Joh 11,1-44). Mange af de jøder, der så det, kom til tro på ham (Joh 11,45).
Rådet frygtede, at Jesu mange tegn ville føre til, at alle snart ville tro på Jesus, og de frygtede også, at romerne ville tage både stedet og folket (Joh 11,48). Kajfas profeterer da, at det var bedre, at “ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde” (Joh 11,50). Det skulle også føre til, at Guds spredte børn skulle samles til ét (Joh 11,52). Jesu død nedrev jo faktisk skellet mellem jøder og hedninger, så de kunne blive ét (Ef 2,11ff). Rådet var derfor fra den dag besluttet på slå Jesus ihjel (Joh 11,53). Jesus ventede derfor med at vise sig offentligt, indtil hans time var kommet (jf. Joh 11,54).
Glædesfest hos Lazarus, Marta og Maria (v. 1f)
Sammenhængen viser, at Lazarus, Marta og Maria holder fest for Jesus, og de har i den sammenhæng inviteret gæster. Lazarus, som Jesus havde opvakt fra de døde, spiste med ved bordet.
Marta er som tidligere (Luk 10,38-42) beskæftiget med det praktiske. Om det betyder, at hun ikke havde forstået, hvad Jesus egentlig gjorde med opvækkelsen af hendes broder, ved vi ikke. Maria kan meget vel have handlet på alles vegne. Hun handlede i al fald på egne vegne.
Maria salver Jesus (v. 3)
Maria tager en romersk litra, dvs. pund, omkring 325 g, af ægte, meget kostbar nardusolie. Det er en meget dyr salve. Joh 12,5 kunne tyde på, at også Maria havde brugt en alabasterkrukke. Der er næsten heller ikke andre muligheder, for når først halsen på krukken er knækket over, vil olien, så vidt jeg ved, blive til duft og forsvinde. Også ifølge Mark 14,3 koster en alabastkrukke med kostbar ægte narudolie olie 300 denarer. Det er 300 daglønninger og svarer vel til mindst 250.000 kr. i vore dages mønt. Det var altså ekstremt dyrt. Men Jesu velgerning mod Lazarus og hans velgerning mod menneskeheden nogle få dage senere gør, at det slet ikke er for meget.
Maria salver kun Jesu fødder. Det er sikkert udtryk for ærbødighed og tilbedelse. Hun vasker ikke hans fødder med vand, men salver dem med denne kostbare olie. Hun bruger ikke det sædvanlige klæde, men bruger sit hår. Hvor man normalt ville tænke, at et klæde bliver snavset at at blive brugt til det, tænker Maria, at intet er for godt til Jesus, kongen, der vil frelse hende og alle fra død, djævel og helvede. Fordi det er Jesu fødder, bliver hendes hår ikke uren eller beskidt af det. Det er tværtimod en fortjenstfuld gerning. Jesus helliger alle dagligdags gerninger, selv dem, der som denne ser ringe ud.
Det som Maria gjorde, bliver tydeligt for alle, for nardusoliens duft fylder hele huset.
Judas’ onde sind (v. 4-6)
Judas Iskariot, som senere forrådte Jesus, vælger at kritisere Maria og dermed værtsfamilien, fordi de ærer Jesus med denne dyre olie frem for – angiveligt – at give pengene til de fattige. Det viser, at Judas havde et ondt sind, for selv om det var ufatteligt mange penge, var det som nævnt også fantastiske velgerninger, de ærede Jesus for. Judas’ ondskab gjorde, at han ikke glædede sig over deres tak til Jesus, men i stedet forsøgte at gøre dem til onde mennesker.
Ja, Judas brød sig ikke engang om de fattige – så ville han sikkert have glædet sig over det, Jesus havde gjort indtil da og ville gøre de kommende dage. Judas var en gemen tyv, skriver Johannes. Han stjal af kassen. Senere nøjedes han ikke med det, men forrådte Jesus, drevet af sit onde hjerte og sin onde natur.
Jesus accepterer salvningen (v. 7f)
Jesus bryder ind. Det er ikke helt let at tolke, hvad Jesus siger i v. 7. For det første kan der være tale om to sætninger, hvoraf ‘lad hende være’ er den første. Men det er formentlig også muligt at tale at tolke det hele som én sætning, hvor at-sætningen (hina-sætningen) forstås som det, man skal lade hende gøre. Endelig kan at-sætningen, hvis den skal tolkes som en selvstændig sætning, forstås enten som en bydeform eller med en underforstået ‘hun har gjort det (for at …).’ Men det er jo ikke givet, at at-sætningen overhovedet skal forstås som en ‘for at’-sætning.
Man må tage i betragtning, at nardusolien vist nok er så flygtig, at den forsvinder, når krukkens hals brækkes over (jf. Mark 14,3ff og Matt 26,6ff). Derfor siger Jesus næppe, at Maria skal gemme olien til senere.
Nu kan det ord, der i 1992-oversættelsen er oversat med ‘gemme’ (têreô), betyde ‘bevare’ eller ‘observere.’ Ud fra sammenhængen er det derfor rimeligt at antage, at Jesus taler om at lade hende gøre det, som hun er i færd med. Det er i øvrigt næppe Jesu begravelse, men forberedelsen til hans begravelse (gr. entaphiasmos).
Jeg tror derfor, man skal oversætte det første med ‘lad hende være’ (som i de danske oversættelser). Til ‘at hun har bevaret den med henblik på at gøre mig klar til min begravelse’ må man da underforstå ‘hun har haft i sinde’ el.lign.
Der er i al fald en nøje sammenhæng mellem salvningen og Jesu kommende lidelse og død, uanset hvordan man vil løse de sproglige udfordringer.
For det andet afviser Jesus ikke omsorgen for fattige, men siger blot, at det kan de gøre senere (v. 8). Han selv må naturligvis salves inden sin lidelse og død; det kan ikke udsættes.
Jesu og Lazarus’ popularitet (v. 9)
I betragtning af, at Jesus havde opvakt Lazarus netop her i Betania, er det ikke så underligt, at en stor skare af jøder ville se begge.
Beslutning om at dræbe Lazarus (v. 10f)
I stedet for at omvende sig, efter at de havde set Jesu guddommelige under(e), forhærder ypperstepræsterne sig. De ser, at mange jøder troede på Jesus på grund af Lazarus. Han var jo død flere dage inden Jesus kom. Og nu levede han. Det er ikke nemt at bortforklare. Ypperstepræsterne griber derfor til et ondt alternativ: også at slå Lazarus ihjel.
Indtoget i Jerusalem (v. 12f)
Det var nærliggende for skaren at slutte, at Jesus med et sådant tegn, et sådant under, en sådan magtdemonstration måtte være jødernes konge, der skulle opfylde alle deres forhåbninger. Men Jesus var ‘Israels konge.’ Israel i betydningen alle Abrahams børn, dvs. alle troende. Kristus opretter nemlig sit rige ved evangeliet, sådan som Guds rige altid har været oprettet ved evangeliet.
Så da de hører, at Jesus er på vej til Jerusalem, skynder de sig at give ham en velkomst, der er en konge værdig.
Dermed opfyldes Salme 118. Palmegrenene hylder Jesus som en sejrrig konge. Men sejren var en helt anden slags, end de fleste ventede. Jesu sejr går nemlig via Golgata.
‘Hosianna’ betyder ‘frels dog.’ Den bøn opfylder Jesus i de kommende dage, først ved at bære al verdens synd op på korset, og siden ved at lade sine udsendinge uddele frelsen gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Derfor er det også meget passende at bruge denne hyldest i nadverliturgien, for i nadveren kommer Jesus også som Gud og menneske for at frelse os, ja, for at give os sit legeme og sit blod, som han ofrede for os i Jerusalem.
Om de selv har forstået dybden heri, er tvivlsomt, for langfredag råbte skarerne: “korsfæst ham!” Det var dog netop ved korsfæstelsen, at Jesus tog straffen for al verdens skyld og synd.
“Se, din konge kommer” (v. 13f)
Med indtoget i Jerusalem opfylder Jesus Zak 9,9f, som da også meget passende læses Palmesøndag. Nu viser Jesus, at han er Zions konge. Med Zakarias lyder den glædelige opfordring til Zions datter til ikke at frygte. Zion er tempelbjerget, hvor Gud er til stede og dyrkes. Zions datter er derfor enhver, som tror Gud. Fordi Jesus snart vil sone al synd, behøver Zions datter ikke at frygte, når hendes konge kommer, ridende på et ungt æsel/et æsels føl.
En helt anden sag er dem, der vil slå kongen og kongens ven, Lazarus, ihjel. De kan ikke med rette kalde Jesus for deres konge. Men Jesus ønskede deres omvendelse og tro (jf. Matt 23,37).
Sådan ønsker Jesus også alle andre menneskers omvendelse og tro. Han har båret al verdens skyld, og derfor skal det proklameres, så Gud kan overbevise om synd ved loven, og skabe tro ved Ordet og evangeliet og ved Sin Hellige Ånd.
Disciplenes manglende forståelse (v. 16)
Disciplene var der, men ikke engang de forstod i første omgang, hvad der skete. Men da Jesus var blevet herliggjort i sin lidelse, død og opstandelse, blev de mindet om det (af Helligånden). De blev mindet om, hvad Zakarias havde skrevet, og hvad man havde gjort mod ham. Derfor står det i evangelierne, så lov og evangelium kan prædikes også blandt os.