Læsningerne
Læsningerne er Es 2,2-5, som handler om de sidste tider, der allerede er foregribende opfyldt. Derfor tilbeder vi Kristus hvor som helst i ånd og sandhed (Joh 4,21.23). De helligtrekonger – eller de vise mænd – er eksempler på det. Men eftersom helligtrekonger-tiden er meget kort i år, går vi direkte fra Helligtrekongers søndag til Sidste søndag efter helligtrekonger, som sætter fokus på Menneskesønnens herliggørelse. Dermed vendes blikket fremad mod fastetiden og påske.
Epistellæsningen fra Kol 1,25-28 handler om Guds ord, hemmeligheden, som er blevet åbenbaret for Guds hellige, og som er rig på herlighed for hedningerne. Frelsen begynder med Kristus, og det skal ende med og i Ham.
Prædiketeksten
Johannesevangeliet er måske ofte nemt sprogligt, men teologisk er det altid en udfordring. Der er således også i denne tekst flere steder, hvor der er grund til eksegetiske overvejelser. I det følgende kommer mine overvejelser, så langt som jeg er kommet i denne omgang.
Joh 12,23-33 foregår lige efter indtoget i Jerusalem (Joh 12,1-19). Der var nogle grækere, der gerne ville se Jesus, og via disciplene når ønsket frem til Jesus. Jesu svar kan måske tolkes sådan, at deres ønske var et kødeligt, syndigt ønske om at se Jesus gøre spektakulære tegn.
Men det er nok bedre at forstå Jesu svar som en imødekommelse. Grækerne, der sikkert var gudfrygtige uden at være proselytter, har vel boet i hedningernes Galilæa. Derfra kan de have kendt Filip og Andreas. Men de kan også bare være stødt på ham.
I al fald spurgte de Filip om at se Jesus, og var således eksempler på det, farisæerne sagde til hinanden: “Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham” (Joh 12,19). Johann Gerhard kaldte dem for “hedningernes førstegrøde” (gengivet i Lenskis kommentar til Joh 12,20).
Filip måtte først vende grækernes ønske om at se Jesus med Andreas, førend de førte dem til Jesus. Jesus havde jo selv været henholdende over for hedningerne (Matt 10,5f; 15,24). Måske var det heller ikke uden risiko for Jesus? Men der havde jo også været en del eksempler på, at Jesus tog imod hedninger og endda fremhævede dem (Matt 8,5ff.10f; 15,27f).
Jesus forstår formentlig hedningernes ønske i lyset af, at han nu skal gå til Golgatha. Det handler Jesu tale om.
Tid for Jesu herliggørelse (v. 23)
Jesus svarer med at fortælle, hvad der skal ske (gr. de bruges her i forbindelse med, at der skiftes subjekt).
I modsætning til tidligere (Joh 2,4; 8,20) er det nu “timen” (jf. også Joh 12,27; 13,1; 17,1). Tiden for Jesu lidelse, død, opstandelse og himmelfart – kort: herliggørelse (jf. Joh 13,31f) – er kommet.
Menneskesønnen, som er Gud og menneske (jf. til Matt 25,31-46), skal herliggøres, men ikke sådan som jøderne troede. Den herliggørelse, som fører til frelse for os, udtænkes nemlig hverken af jøder eller grækere. Den er udtænkt i Guds tanke i evighed, og den må åbenbares for os (jf. særlig 1 Kor 1,18ff). Jesus forklarede det selv for Nikodemus (Joh 3,14f).
Kristendom er korsteologi. Enhver tale om herlighed uden kors, uden lidelse, er falsk. Det gælder uanset om det er Kristi herliggørelse eller kristnes såkaldte liv i herlighed. Nej, Jesus herliggørelse inkluderer hans død, som også de næste vers viser.
Hvedekornet (v. 24)
At disse vers er vigtige, viser Jesu højtidelige indledning: “Sandelig, sandelig siger jeg jer.” Kristendommen står og falder faktisk med dette. Uden Jesu lidelse og død er der heller ingen liv for noget menneske; heller ingen opstandelse og evigt liv for nogen.
Jesus bruger et billede til at forklare, at han må dø, for at det kan blive til liv for mange – også grækere! Det udfolder Paulus senere i Rom 5,12ff.
Om at elske og hade sit liv (v. 25)
Vi er nok tilbøjelige til at tolke v. 25 om de kristne (jf. Joh 12, 26 og Matt 10,39; se her om dette vers). Men hvad taler Jesus egentlig om? I versene 23-25 taler han om sin egen død. I v. 26 taler han om sin tjener, dvs. den, der tjener ham. Skal vi forstå v. 25 i lyset af de foregående vers eller i lyset af det efterfølgende?
I lyset af de foregående vers vil det være nærliggende at overveje, om ikke Jesus taler om sig selv. Hvis Jesus “hader” sit liv, dvs. ikke elsker sit liv så højt, så han ikke vil ofre det, så skal han bevare det “til evigt liv.” Det betyder nok ikke kun, at han vil få livet tilbage for evigt, selv om han også vil det. Det betyder langt mere, at han bliver til liv for mange. V. 25 er da altså en parallel til v. 24.
Men v. 25 kan jo også tolkes sammen med det følgende vers. Vejen til herlighed går gennem ophøjelse i samme forstand, som Jesus bliver ophøjet: døden først og fremmest (jf. til v. 33).
At følge Jesus (v. 26)
Jesus flytter fokus til sine disciple. Hvis nogen vil tjene ham, så lad ham følge Jesus. Den, der er tjener for Jesus, skal være dér, hvor Jesus er. Og ham vil Faderen ære. Det er nærliggende at tolke dette vers i lyset af det foregående. I så fald skal den, der vil tjene Jesus, være klar over, hvad det kan koste. Men han skal også være klar over, hvad der er det grundlæggende: Nemlig at det er et liv hos Jesus i tid og evighed (jf. Hebr 2,10), hvilket i sig selv er en nåde i alle ordets betydninger. Endelig skal han også vide, at Gud vil værdsætte det.
Jesu vilje til at ofre sit liv (v. 27)
Jesus ved, hvad der venter ham. Han skal ikke blot dø, men han skal dø med al verdens synd og derfor med al Guds vrede over sig. Derfor er hans sjæl bragt i oprør. Hvad skal han sige til sin Fader? Skal han bede sig fri for “denne time”? Skal han bede: “Frels mig fra denne time?” Nej. Jesus kom jo præcis for denne times skyld. Jesus kom for at blive herliggjort. For uden hans herliggørelse er der ingen frelse for mennesker.
Herliggørelsen af Guds navn (v. 28)
Jesus beder derfor Faderen herliggøre sit navn. Gud svarer fra Himlen, at han har gjort, og vil gøre det. Denne herliggørelse består i hele den frelsesgerning, som Jesus nu skal udføre, ligesom han allerede har herliggjort sit navn, bl.a. ved at sende Jesus og lade ham blive kød, og ved at lade ham tale og gøre alt, hvad han har sagt og gjort.
Guds røst fra Himlen – for skarens skyld (v. 29f)
Jesus gør klart, at røsten lød for skarens skyld. Gud talte altså ikke for at overbevise Jesus, så lidt som Jesus bad for sin egen skyld. Det var for skarens. Nogle af dem hørte ikke røsten fra Himlen som forståelig tale. De forklarede det som torden, som om det skulle være et naturligt fænomen. Andre sagde, at ‘en engel havde talt til ham.’ Det må vel forstås sådan, at de hørte noget, som de genkendte som tale uden at kunne forstå det. Englene kan jo tale, så menneske kan forstå det.
Når Jesus siger, det skete for tilhørernes skyld, må meningen sikkert være, at de efter opstandelsen skal huske, at Gud selv bekræftede, at Jesus skulle herliggøre hans navn. Guds svar bliver således en bekræftelse af forholdet mellem Gud Fader og Gud Søn, sådan som det er blevet udfoldet ikke mindst i Johannesevangeliet. Og sådan som det kom til udtryk ved Jesu dåb og ved forklarelsen på bjerget (Matt 3,17; Matt 17,5).
Dom over denne verdens fyrste (v. 31)
Jesu lidelse, død, opstandelse og himmelfart har mange konsekvenser. Den første er, at nu kommer der “dom over denne verden.” Spørgsmålet er, hvordan det skal forstås. Det er nok almindeligt at forstå det sådan, at “verden” ved at slå Jesus ihjel bringer skyld og dom over sig og dermed bliver dømt.
Men spørgsmålet er, om der er en anden (og bedre?) tolkning. Jesus bar jo al verdens synd (Joh 1,29). Med dommen over Jesus er hele verden dømt, for han bar al verdens synd. Da Jesus blev dømt, blev al verden dømt. Tilsvarende gælder det, at da Jesus blev erklæret retfærdig, blev hele verden erklæret retfærdig (jf. 2 Kor 5,19).
Den anden konsekvens er i givet fald en følge heraf. Denne verdens fyrste skal kastes ud. Han mister al magt, når og fordi Jesus bliver givet hen på grund af vore overtrædelse og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse (jf. Rom 4,25).
Jesus drager alle til sig (v. 32)
Den tredje konsekvens er, at Jesus vil drage alle til sig eller mod sig, når han er blevet ophøjet – forstået om såvel opstandelsen som himmelfarten. Hvis Jesus ikke gjorde det, kunne ingen blive frelst. “Alle” må enten forstås om dem, Jesus faktisk drager til sig, dvs. om dem, der tjener ham (jf. 26). Eller det må forstås om alle folk(eslag), ikke kun jøder, men også f.eks. de grækere, som gav Jesus anledning til denne tale.
Ingen kan komme til Jesus, hvis ikke Faderen drager ham (Joh 6,44), hvis ikke Jesus drager ham. Treenighedens personer deler ikke gerningerne imellem sig udadtil. Men omvendt er det heller ikke sådan, at syndere ikke kan stå Jesus imod. Jesus drager mennesker til sig med evangeliet og sakramenterne, men mennesker kan modstå nådemidlerne, til deres evige fortabelse. Det gjorde jøderne, skønt det ikke var Jesu vilje (Matt 23,37).
Både Faderen og Sønnen vil, at alle skal komme til erkendelse af sandheden og blive frelst (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Som Luther forklarer i Om den trælbundne vilje, kan og skal vi ikke beskæftige os med den skjulte Gud. Vi skal forholde os til den åbenbarede Gud, som vil, at alle skal frelses. Dem, der tror, tror, fordi Gud skænker troen. Vantro er vantro, fordi de i deres synd og skyld og genstridighed ikke vil. De er ikke vantro, fordi Gud vil, at de skal være det. De er det heller ikke, fordi Gud ikke mener evangeliet for alle. Se nærmere i Konkordiebogen, artikel 11.
Hvordan Jesus skulle dø (v. 33)
V. 33 går næppe kun på “ophøjelsen” i v. 32, men på al det, Jesus har sagt om sin død siden v. 20.
Jesus skal ophøjes, dvs. dø for at frelse mennesker, for at kaste denne verdens fyrste ud, og for at kunne drage alle til sig. Johannes taler i Joh 18,32 om opfyldelsen af dette ord. Det var altså Jesu profeti om sin egen død, som blev opfyldt.