1 Mosebog 2,4b-25: Skabelsen af mand og kvinde (Skabelseslæren i Skriften [3])
Indledning
1 Mosebog 2,4b-25 tager et emne op, som kort berørtes i 1,27: “Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. I kap. 1 blev det blot nævnt som et faktum, men nu handler det ikke blot om mennesket (hebraisk: Adam), men om manden Adam og kvinden Eva. Evas navn hentyder til, at hun blev moder til alt levende.
Skabelsen af Adam
Gud Herren formede ifølge v. 7 mennesket (Adam) af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så han blev levende (egt. ‘en levende sjæl,’ hvorfor ordet sjæl i Bibelen ofte bruges i betydning ‘en – levende – person’).
Adam bliver sat i en have, som Gud plantede i Eden ude mod øst (v. 8). Vers 9 skal sikkert forstås om træer, Gud lader vokse frem specielt i Eden.
Desuden nævnes to træer, som kommer til at spille en helt central rolle i det videre forløb: Træet til kundskab om godt og ondt (2,16f; 3,3-7.11f.17) og livets træ, hvis frugt giver evigt liv (3,22.24).
Scenen er sat for Adam og for Eva, som Gud vil skabe, og for det efterfølgende syndefald, som i høj grad påvirkede forholdet mellem dem.
Skabelsen af Eva
Til indledning siger Gud, at det ikke er godt for Adam/mennesket at være alene (2,18). Derfor vil Gud skabe en ‘hjælper, der svarer til/er modsat ham.’ Adam oplever i det følgende den guddommelige pædagogik, som får ham til at indse, at det kun er ham, der ikke har nogen mage, som han kalde ved navn (v. 18-20).
Først herefter “bedøver” Gud Adam og tager et af hans ribben og erstatter det med andet væv (v. 21). Af Adams ribben bygger Gud en kvinde og fører hende til Adam (v. 22).
Nu er det klart for Adam, at kvinden ikke alene svarer ham til ham, men at der ‘nu’ er tale om ben af hans ben og kød af hans kød (v. 23). Med andre ord er der tale om, at Gud skabte mennesket Adam først og derefter tog noget fra Adams legeme og lavede Eva af.
Derfor skal hun kaldes ‘kvinde’, fordi ‘hun er taget af manden’ (‘kvinde’ = ‘ishshah; ‘af manden = ‘me‘ish; ‘ishshah er blot en hunkønsform af ‘ish). Selve denne navngivning af mand og kvinde udtrykker altså helt fundamentale aspekter.
At Adam giver sin kvinde eller sin hustru navnet Eva, har imidlertid også en vigtig betydning. Navngivningen begrundes med, at hun blev eller er blevet moder til alt levende (1 Mos 3,20). Navnet Eva og ordet ‘levende’ er sprogligt beslægtede på hebraisk. Om dette skriver Luther:
Ved Helligånden kaldte Adam sin hustru det udmærkede navn Eva, dvs. ‘moder.’ Han siger ikke ‘kvinde,’ men ‘moder’ og tilføjer ’til alt levende’ (1 Mos 3,20). Her har du det, som særligt adskiller og pryder kvinderne (ornamentum), nemlig at være ophav til alle levende menneskelige væsener.
Skønt udtrykket er kort, er de alligevel en sådan tale, som hverken Demosthenes eller Cicero nogensinde skrev. Men denne tale er ved Helligånden, som er yderst veltalende. Alligevel var det fortjent, at Eva, den første moder, fik det. Helligånden skal holde talen på dette punkt. Hvis denne Taler definerer og ærer kvinderne på denne måde, så må vi retfærdigvis dække over, hvilke skrøbeligheder hun måtte have. (Kilde: Plass, What Luther Says, nr. 4703; WA-Tr 3, 3528).
Om at blive ét
Det hedder videre, at Evas skabelse og forholdet mellem Adam og Eva er begrundelsen for, at en mand forlader sin far og mor og binder sig til (eller ‘holder fast ved,’ jf. 5 Mos 5,10) sin kvinde (dvs. hustru), og de bliver ét kød.
At mand og kone bliver og skal blive ét kød i ægteskabet, har altså sin begrundelse i, at mand og kvinde var ét kød, nemlig Adams ben og kød, dvs. i at Eva blev skabt til Adam.
Dertil kommer, at det er vigtigt, at beretningen klart skelner mellem dyrene, som ikke er en ‘hjælper, der passer til ham,’ og så kvinden Eva, som netop er en sådan passende hjælper. For det betyder, at det at blive et kød er meget mere end det seksuelle, selv om det bestemt også er det. Det er den mangesidige samhørighed, der kommer af at være gjort bogstaveligt talt af det samme stof.
Om forholdet mellem mand og kvinde efter syndefaldet og i Guds rige
Endelig hedder det i 1 Mos 2,25, at ‘de to, Adam og hans kvinde/hustru’ var nøgne, men ikke skammede sig over det.
Men som bekendt medførte syndefaldet en lang række katastrofale forandringer. Én af dem var, at det helt uproblematiske forhold mellem Adam og hans kvinde blev erstattet af et problematisk forhold (jf. 1 Mos 3,16b, som måske har samme negative betydning som de tilsvarende sætninger i 1 Mos 4,7).
Det skyldtes ikke mindst, at Adam forsømte at tage ansvaret og være ‘hoved’ (jf. 1 Kor 11,3). Han standsede ikke Eva, da hun tog en frugt af kundskabens træ. Tværtimod gav Adam hende og Gud selv skylden for syndefaldet (1 Mos 3,12).
At Adam var ‘hoved,’ dvs. leder eller overhoved, fremgår også af, at han gav såvel dyrene som kvinden navn (uden sammenligning i øvrigt). Men før syndefaldet var det helt uproblematisk.
Mand og kvinde-forholdet i kirken
I vore dage ser vi som aldrig før, at kvinder gør oprør mod mændene og får lov til det af mændene. Sådan var det ikke fra begyndelsen. Og sådan er det eller skal det i det mindste heller ikke være i kirken.
Som nævnt siger Paulus, at Gud er Kristi hoved, Kristus er manden hoved, og manden er kvindens hoved. Det er derfor, der en lang række steder i NT er tale om, at kvinden skal underordne sig manden (1 Kor 14,34; Ef. 5,24, jf. v. 21; Kol 3,18; Tit 2,5; 1 Pet 3,1, 5). Således ‘adlød’ Sara også Abraham ifølge 1 Pet 3,6 (1948-oversættelsen, som er mere præcis end 1992-oversættelsen).
Det er ikke noget, der blev indført med syndefaldet, men syndefaldet medførte, at underordningen ikke længere blot var et gode, som kvinderne indordnede sig under, fordi mændene naturligt varetog deres egen tjeneste på en god måde.
Som kristne ophæver vi ikke den ordning mellem mand og kvinde, som Gud etablerede ved skabelsen. At leve i syndsforladelsens rige og leve i lydighed mod Ånden (Rom 8,1-5) betyder, at vi gerne vil leve i den ordning, sådan som den var tænkt fra begyndelsen (jf. f.eks. Mark 10,4-9). Det er det, Paulus formaner os til.
Spørgsmål:
- Hvad betyder det, at Eva er en ‘hjælper, der svarer til Adam’ (2,18)?
- Hvad vil det sige, at Eva er ‘ben af Adams ben og kød af Adams kød’ (2,23)? Inddrag også v. 25.
- Hvordan skal vi tænke om sex i ægteskabet (jf. v. 24f og 1,28)?
- Drøft i lyset af skabelsen af Adam og Eva, hvordan vi skal tænke om ægteskabet: Kan vi eller skal vi generelt opfordre mænd og kvinder til at indgå ægteskab? Er det i lyset af 1 Mos 2 rigtigt at sige, at en ugift ikke mangler noget?
- Manden er kvindens hoved (1 Kor 11,3). Mændene skal elske deres hustruer (Ef 5,25), være hensynsfulde og vise ære (1 Pet 3,7). Hustruerne skal underordne sig i alt, i Herren (jf. bl.a. Ef 5,24; Kol 3,18; Tit 2,4f), hvad der har praktiske konsekvenser, bl.a. når det gælder lærer og hyrde-embedet (1 Kor 14,33a-36; 1 Tim 2,11-15). Drøft, hvordan sammenhængen er mellem disse formaninger og beretningen om skabelsen af manden og kvinden i 1 Mos 2 og om syndefaldet i 1 Mos 3.
- Hvordan kan vi udmønte disse formaninger i hjem og kirke nu om dage?