Angrebet
Egon Lausens angreb
På årsdagen for fremlæggelsen af Den augsburgske Bekendelse trykker Kristeligt Dagblad en artikel med overskriften “Til angreb på højmessen”. Højmessen rammer i form og indhold fuldstændig forbi alle andre end den lille trofaste skare, der søndag efter søndag tropper op i kirken, lyder angrebet fra sognepræst Egon Lausen. Hvis ikke man piller ved højmessen, vil folkekirken ikke være fremtidssikret.
Forslag
Man må tage hensyn til vor tids subkulturer, individualisme og netværkskultur. Derfor skal man lave “målrettede specialgudstjenester”, meditationsgudstjenester med stilhed og tid til eftertanke og uden forpligtende fællesskab. Sognegrænserne må væk og erstattes af storpastorater og gudstjenester med hver sin særlige profil.
Begrundelse
Lausens begrundelse er, at man skal fokusere på, at evangeliet skal høres, ikke at evangeliet skal forkyndes. Der er ikke nogen begrundelse for, at kristendommen skal være en fasttømret størrelse. Det er en unødvendig arv fra kejser Konstantin (300-tallet), mener Lausen. Derimod kan tv-mediet (som Lausen selv har brugt) og internettet have sin plads. Professor Viggo Mortensen hilser nye initiativer velkommen. Hans begrundelse er, at “kristendommen er under forvandling”, hvorfor også kirkerne må ændre sig. Der skal dog være en passende balance mellem fornyelse og kontinuitet.
Forsvar
Hvordan fremtidssikre kirken? Eller: Hvordan overlever kirken?
På denne dag, den 25. juni, må det være på sin plads at minde om, hvad der står i Den augsburgske Bekendelse. “Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke. Kirken er nemlig de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret” (artikel 7). Det lille ord nemlig er vigtig. Begrundelsen for, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke, er, at evangeliet, for så vidt det forkyndes rent, og sakramenterne, for så vidt de forvaltes ret, faktisk skaber og opretholder de helliges forsamling. Guds ord vender nemlig ikke tomt tilbage, men udfører sin gerning. Kristi Kirke vil altså overleve, så sandt evangeliet forkyndes rent og sakramenternes forvaltes ret. Det er unægteligt en anden forståelse end Lausen giver udtryk for.
“For at vi ikke skal fortvivle …”
Melanchthon understreger i Apologien – et skrift, der forsvarer, begrunder og uddyber Den augsburgske Bekendelse – at den lære, som artikel 7 lægger frem, bl.a. er givet, “for at vi ikke skal fortvivle”. Vi skal vide, at kirken vil forblive, og at kirken eksisterer, uanset hvor mange onde der findes. Vi skal vide, at Kristus giver det, som han har lovet: at tilgive synder, høre bøn og give Helligånden.
“For at vi kan nå denne tro …”
Artikel 4 og 5 i Den augsburgske Bekendelse taler om den retfærdiggørende tro og om, hvordan vi kan nå til denne tro. Det sker netop gennem forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Når og hvor Gud vil, skaber de “værktøjer”, Gud har sat os til at bruge, troen og indlemmer den troende i de helliges forsamling. Den manglende tro på højmessen er derfor i realiteten en manglende tro på nådemidlerne, uanset om Lausen og Mortensen er klare over det.
Uafhængig af tid og sted
Egentlig følger det af det foregående, at de hellige forsamles på samme måde til enhver tid og på ethvert sted. Det, der skal til, er nemlig det samme: forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af sakramenterne. Når Den apostolske Trosbekendelse taler om, at “jeg tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke”, så betyder ordet almindelig netop, at denne kirke er til alle tider og på alle steder, nemlig der hvor Helligånden virker gennem Ord og sakramenter.
Højmessen og Jesu befaling
I sin læreprædiken “Sermon om Det nye Testamente” forklarer professor i bibelsk eksegese, dr. Martin Luther, hvorfor vi holder højmesse. Da Jesus nemlig sagde “Gør dette …” ved indstiftelsen af nadveren, da befalede han at holde højmesse. Hjertet i højmessen er nemlig uddelingen af Jesu legeme og blod, som han hengav og udgød for vore synders skyld. Højmessen behøver ikke at forløbe på en ganske bestemt måde og med ganske bestemte ord. Der er plads til variationer ud over jorden, og sådan er det jo også i praksis. Men den hellige almindelige kirke holder fast ved nadveren – og ved dåben – og derfor også ved evangeliet, som dåb og nadver er uløselig forbundet med. Men selv om man ikke behøver at have fælles ritualer, så er det et godt princip, at man ikke finder på noget nyt bare for at finde på noget nyt. Og man skal slet ikke finde på noget nyt, fordi man tror, at det fremtidssikrer kirken. Det er en fundamental misforståelse. Den lutherske kirke har altid været “konservativ”, forstået på den måde, at man ikke forkaster gode, velafprøvede ritualer, med mindre de er i strid med evangeliet. Og selv om en kirke naturligvis og nødvendigvis får sit eget særpræg afhængig af tid og sted, så hører det med til dens almindelighed, at man begrænser særprægene mest muligt.
Afslutning
Uanset hvordan man konkret begrunder ønsket om fornyelse, så er der tale om en tankegang, som slet ikke ligger i forlængelse af den lutherske lære. Specialgudstjenester er i strid med kirkens almindelighed og røber manglende forståelse for, hvad der skaber og opretholder Kristi kirke. Når Lausen også foreslår et opgør med pastoraterne, viser det blot, at han ikke forstår det embede, som han selv indehaver. Pastoraterne – og sognestrukturen – har nemlig teologisk set først og fremmest sin begrundelse i, at pastorerne har ansvar for medlemmerne i sit sogn. Han tjener dem med evangeliet og sakramenterne og har derfor ansvaret for dem. Hvis de ikke vil lytte, så de lærer evangeliet og lever helligt, er det også hans ansvar at tale med dem og om nødvendigt irettesætte dem.
Alt i alt må den teologi, vi finder i Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter, nødvendigvis føre til et forsvar for højmessen, ikke et angreb på den. Det er værd at slå fast, ikke mindst på festdagen for fremlæggelsen af Den augsburgske Bekendelse.
Se “Til angreb på højmessen” i Kristeligt Dagblad den 25. juni 2007 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255229)