2. søndag i advent – Matt 25,1-13

Myten om Luthers træplantninger

Man siger ofte, at Luther skulle have sagt, at selv om Kristus kom igen i morgen, ville han plante et træ i dag. Den tidligste kilde, jeg foreløbig har fundet udsagnet i, er en prædikensamling fra det 20. århundrede. Mange belæste Luther-kendere har givet op i forsøget på at finde et sådant Luther-citat. Det er der en god grund til, for man skal ikke have læst ret meget af Luther for at opdage, at Luther næppe vil have sagt sådan.

Luther ville faktisk have sagt det modsatte. Fordi Kristus kommer, når vi mindst venter det, så vil den kristne for det første flittigt lytte til evangeliet og nære sin tro ved Ordet og sakramenterne, og for det andet som følge heraf gøre gode gerninger med stor omhu. Luther ville ikke have plantet et træ på trods af, men snarere fordi han vidste, han skulle stå til ansvar for det kald, som han havde fået. Er ens kald at plante træer, planter man altså træer. Men som Luther prædikede og lærte fra det øjeblik, han fik åbenbaret evangeliet, så er det ikke gerningerne, men troen, der frelser.

Søndagens læsninger

Læsningerne på 2. søndag i advent efter anden tekstrække giver mulighed for at vælge Es 11,1-10 eller Mal 3,1-3 som gammeltestamentlig læsning. Begge beskriver dommen og tiden efter dommen – men dermed også tiden før dommen. For frelsen er jo allerede en virkelighed før dommedag, men som et trosanliggende. Guds dom er også en virkelighed allerede her i tiden, ikke mindst når loven forkyndes. Mal 3,1-3 taler om Herren og Herrens engel, og man får det indtryk, at det ligesom i 2 Mos 3,1-14 er samme skikkelse. Dvs. den præeksistente Guds Søn. Mal 3,1-3 ender ligesom Es-stykket med et domstema.

Jak 5,7f formaner til tålmodighed indtil Herrens komme og med den begrundelse, at hans komme er nær.

Prædiketeksten er Matt 25,1-13. Jesus har forinden formanet til årvågenhed (Matt 24,42-15). Specielt fokuserer Jesus på dem, der skal give de andre kristne deres føde i rette tid (Matt 24,45). Den, der gør det, er salig, mens den, der gør det modsatte, vil få en streng dom sammen med hyklerne (Matt 24,48-51). Efter dagens prædiketekst fortæller Jesus om de betroede talenter og dommen (Matt 25,14-30) og underviser om den kommende verdensdom i prædiketeksten til sidste søndag i kirkeåret (som jeg har gennemgået her).

Lignelsen om de ti brudejomfruer deler domstemaet med afsnittene både før og efter. Nogle vil mene, at lignelsen ligesom Matt 24,42-51 handler om den kristnes tjeneste. Men temaet i dette stykke er jo egentlig årvågenhed, ikke tjenesten som sådan. Man kan vel sige, at det afgørende spørgsmål er, hvad olien symboliserer. Det er i virkeligheden et spørgsmål, som må besvares ud fra, hvad kristendom er.

Jesus lærer os, at vi skal være årvågne og vente på Hans komme, for han kommer, når vi mindst venter det. Årvågenheden er ikke noget, vi har af os selv. I bedste fald kan vi mennesker lære os at frygte fremtiden og dommen. Vores tid er faktisk ekstremt optaget af en frygt for fremtiden. Man benægter Gud og evangeliet, og tilbage er da frygt for så det ene og så det andet. For år tilbage frygtede man det atomare ragnarok. Eller overbefolkning. Nu frygter man klimakatastrofen. Og man flygter og tager sin tilflugt til, hvad mennesker nu mener at kunne stille op mod ulykkerne med.

Jesus vil ikke, at vi skal frygte fremtiden eller dommen (hvilket ikke betyder, at vi skal være ligeglade med den verden, vi lever i). Derfor har han åbenbaret, hvad der skal ske – i al fald så meget, vi har brug for at vide. Og han formaner til årvågenhed. “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det” (Matt 24,42-44).

Og Paulus skrev: “Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ‘Fred og ingen fare!’ da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.” (1 Thess 5,1-3).

Apostlen Peter skriver tilsvarende: “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.” (2 Pet 3,9-10).

Jeg har endelig argumenteret for, at Johannes’ Åbenbaring først og fremmest skal gøre os rede til Herrens dag. Se f.eks. min kronik “Den rette forberedelse til Jesu genkomst” i Kristeligt Dagblad den 8. juni 2002.

De, som våger, skal opstå og/eller møde Kristus i hans nåde, mens de, som ikke våger, skal møde ham i hans unåde. Men Hans største og egentlige ønske er, at “ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse!” Gud give, at prædikenen på søndag vil tjene dertil.

Ti jomfruer og en brudgom (v. 1)

Indledningen til lignelsen knytter til ved domstemaet i versene forud: ‘På det tidspunkt vil Himmeriget blive gjort lig med,’ som der egentlig står.

Jesus sammenligner Himmeriget med ti jomfruer, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen.

Himmeriget er kirken. Det er et rige, som med Luthers ord er “oprettet ved evangeliet.” Jesus forkyndte selv evangeliet, og efter sin opstandelse sendte han sine disciple ud i hele verden for at prædike dette evangelium (Luk 24,47; Matt 28,18-20). Dette rige har fremgang, når evangeliet tros og forkyndes, formelt og uformelt, i kirke og i hjemmene. Nogle tror evangeliet, gør gode gerninger og lever i kærligheden og håbet. Luther har i det hele taget en udførlig gennemgang af, hvordan Kristus hersker i sit rige, i prædikenvejledningen til Matt 25,1-13 (27. søndag efter Trinitatis i Det evangelisk Lutherske Kirkesamfunns udgave af Dr. Martin Luthers Predikener, Oslo 1968).

Mange af os, der er vokset op med denne lignelse, undrer os sikkert ikke, men hvad er det egentlig, lignelsen siger? Ti jomfruer? Hvorfor ikke brudepiger? Craig Blomberg, der har skrevet både en kommentar til Matthæusevangeliet og en nyttig bog om fortolkningen af Jesu lignelser, mener, at ordet jomfru er brugt for at angive deres tætte tilknytning til bruden.

Det giver god mening, for brudgommen er jo Kristus. Dem, der bliver frelst, beskrives kollektivt som bruden, enkeltvis som jomfruer. I Johannes’ Åbenbaring ses det samme: Det ny Jerusalem er bruden, Lammets hustru (Åb 21,9), mens de enkelte forstås som bryllupsgæster: “Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest” (Åb 19,9). Tidligere siges det, at de følger Lammet og kaldes “jomfruer” (ikke ‘jomfruelige,’ som i 1992-oversættelsen). “De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet” (Åb 14,4).

På nytestamentlig tid indgik man en bindende aftale om ægteskab: trolovelse. Senere, normalt senest efter et års tid, førte brudgommen sin brud hjem. Denne lignelse giver ikke anledning til at gå nærmere ind på dette, men jeg vender – meget snart! – tilbage til det i forbindelse med min gennemgang af Matt 1,18-25, der er prædiketekst til juleaften.

Den gammeltestamentlige baggrund

Baggrunden for at beskrive Kristus som brudgommen findes i Det gamle Testamente. Faktisk finder vi også en mulig baggrund for at tale om ‘jomfruer’ i denne salme. Sl 45 er en sang om kærlighed eller en bryllupssang. Salmisten taler til Gud (v. 7), men omtaler også “Gud, din Gud,” som har salvet ham med glædens olie frem for dine lige. Der er, som vi også lærer i Hebræerbrevet, tale om Kristus (Hebr 1,8f). Denne Gud, som selv har en Gud, er altså ham, som Johannesevangeliet kalder Gud, som i begyndelsen var hos Gud (Joh 1,1).

Denne Gud er “en helt,” et ord, som beskriver hans (militære) styrke. Samme ord bruges igen i Es 9,5: Davidskongen er “vældig Gud,” ordret: ‘Gud, helt.’ Han er en guddommelig kriger. I Johannes’ Åbenbaring siges der om Kristus, at han ‘dømmer og fører krig i retfærdighed’ (Åb 19,11). Her i tiden udbreder han retfærdighed gennem evangeliet og sådan set også gennem de gode gerninger, som følger af troen. På dommedag skal retfærdigheden ske fyldest og således udbredes til hele jorden.

Men Han skal ikke kun føre krig. Han skal også holde bryllupsfest: som brudgom (Sl 45,10ff). Om bruden hedder det: “i brogede klæder føres hun til kongen, jomfruerne er i hendes følge, hendes veninder føres til dig” (Sl 45,15). Gud skal naturligvis ikke giftes på vanlig vis. Det er et billede på forholdet mellem frelseren og de frelste. Præcis som i denne lignelse, hvor der også er en brud med jomfruer i sit følge.

“Kongen begærer din skønhed, han er din herre, kast dig ned for ham!” (Sl 45,12). Den skønhed er ikke en skønhed, som mennesker har i sig selv. Det er en skønhed, de får tilregnet. Dette vers beskriver evangeliet i en nøddeskal. Vi er elskede af kongen, fordi han selv har skænket os tilgivelsens skønhed. Ja, “hvor er kongedatteren prægtig!” (Sl 45,14). Brylluppet er længe ventet og bliver en glædesfest. “De føres til dig under glædessang og jubel, og træder ind i kongens palads” (Sl 45,16).

Generelt finder vi i Det gamle Testamente, at Guds folk beskrives som hans brud eller hustru (f.eks. Ez 16 og Hos 1-3).

Hvem jomfruerne er og ikke er

Alle ti jomfruer tog deres lamper (se nedenfor) og gik ud for at gå brudgommen i møde, siger Jesus. De ti jomfruer er altså ikke dem, der måske aldrig har hørt om Jesus. Det er heller ikke dem, der har hørt om ham, men som nægter at tro ham. Jomfruerne er dem, der hører til i kirken. Men som vi skal se, viser nogle af dem sig ikke at blive frelst. De vil med til bryllupsfesten på falske præmisser. Det drejer sig altså om samme sag som i Matt 22,1-4 (jf. min gennemgang her).

Fem tåbelige og fem kloge (v. 2)

Lignelsen er ikke en gennemført allegori, så alle elementer har en betydning. Man kan således ikke slutte, at nøjagtig halvdelen af dem, der hører til i kirken, bliver frelst. Pointen er ikke, hvor mange, men at der er to grupper, og at de er forskellige, ja, diametralt modsatte.

Den ene gruppe er tåber. Dem har vi allerede mødt i Matthæusevangeliet. “Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand” (Matt 7,26; jf. her). Tåberne er dem, der ikke har ladet sig forberede ved at høre Kristi ord forkyndt i lov og evangelium – og i ånd og sandhed. Når tiden for dommen kommer, forsøger de sig med deres egne gerninger, som ikke er gjort i tro (jf. til Matt 25,31-46).

De kloge eller forstandige er dem, der ved, hvor sand visdom er: i Guds Ord. De hører Guds ord og handler efter det. Med Luthers ord: “De er godt udrustet med lamper og olie, dvs. med tro og kærlighed.”

I verdens øjne er det omvendt: De kristne er de tåbelige. I dag kappes man(ge) om at nedgøre kristne, kristendommen og kristenhedens kultur. Historisk set er der ingen grund til at bøje nakken, for kristenhedens kultur har bragt os store goder. Det kan begrunde at være “kulturkristen.” Men det gør ikke en til kristen. Man bliver en kristen ved at høre loven, der med rette afslører alle menneskers synd, og evangeliet, som forlader synderne. Det er en gerning, Gud gør, ved ordet og sakramenterne.

Olie og oliemangel (v. 3f)

De kloge har ikke kun deres lamper med, men også olie til lamperne. Det har de tåbelige ikke. Og det er virkelig tåbeligt. Det er så tåbeligt, at man må give Craig Blomberg ret: Mange detaljer i lignelsen er virkelighedsnære, men ikke denne. I Jesu samtid skete det nemlig ofte, at brudgommen blev forsinket. I og med, at Jesus beskriver det, bliver vi under alle omstændigheder klar over, at oliemanglen har en vigtig betydning.

Jomfruerne falder i søvn (v. 5)

Det varer længere end forventet, inden brudgommen kommer (jf. Matt 24,48; Luk 1,21). Jesus har altså forberedt sine disciple på, at hans komme/genkomst kan trække ud. Det er der en del fortolkere, der ikke kan eller vil tage hensyn til. De ignorerer Jesu bevidste opgør med forestillingerne om, at Messias (dvs. han selv) skulle bringe et nationalt/politisk og religiøst herredømme her og nu i denne verden. Jesus forestillede sig ikke nogen kirke, ingen mission, ingen “ventetid” ud over maksimalt en generation, mener man og henviser til Matt 16,28. Nej, han forestillede sig, at Menneskesønnen, som skulle være en anden end ham selv, ville komme i løbet af kort tid. Siger mange altså.

Men sådan lærer Det nye Testamente ikke. I Det nye Testamente finder vi den såkaldte eskatologiske spænding. Jesus har allerede gjort Guds rige nærværende, og han vil bringe Guds riget i herlighed. Det er spændingen mellem tro og skue, mellem syndernes forladelse og herliggørelse.

I lignelsen fører ventetiden til, at jomfruerne falder i søvn. Det gør de alle sammen. Der er altså næppe noget galt i at falde i søvn. Nogle tolker søvnen om døden. Det er jo en mulighed, når man tager Matt 9,24 i betragtning: “Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.” Blomberg mener, at man ikke skal lægge så meget i det. Men det er dog en kendsgerning, at sjælen ikke dør (jf. Luk 16,19-31 og 2 Kor 5,8). Og alle skal jo stå op fra de døde og møde Kristus som dommer (2 Kor 5,10; Matt 25,31-46; Joh 5,28f).

Luther tolker dog søvnen om synd. Sande kristne synder også undertiden. Men Gud kan tåle syndere i sin kirke, hvis de bare erkender synden og lukker op, når Kristus banker på. Synden skader ikke den kristne: “Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2,1-2). Vi beder jo også i Fadervor om syndernes forladelse hver dag, anfører Luther. “Tror vi, så sker det.” Luthers teologi er klar og sand, men om hans tolkning af søvnen er den mest nærliggende forståelse af denne lignelse, kan vel diskuteres.

Nu kommer han! (v. 6)

Midt om natten lyder der et råb: “skete et skrig,” som der egentlig står. “Se! Brudgommen!” Jomfruerne opfordres til at gå ham i møde. Det var jo også det, de var der for (jf. v. 1, hvor der bruges et ord med samme stamme, men et andet forholdsord som præfix).

Der er ingen tvivl om, at Jesus her tænker på sin genkomst, ligesom fx i Matt 22,1-14 og i Johannes’ Åbenbaring. Når han kommer, skal alles øjne se ham (Åb 1,7), og alle skal møde ham og få evigt liv eller evig dom og fortabelse (Åb 17,1-22,5; Matt 21,46). Alle skal gå ud af gravene (Joh 5,28f), ligesom alle her i Matt 25,6 skal “gå ud og gå ham i møde.”

Den katastrofale oliemangel (v. 7-9)

Begyndelsen af v. 7 har først et ord, der betyder ‘så’ eller ‘på det tidspunkt’ og dernæst et verbum, der kan tolkes på to måder (êgerthêsan). Den mest nærliggende forståelse er, at det betyder, at ‘de blev vækket’ (af råbet) eller at ‘de vågnede.’ Men det er samme ord, der bruges om at blive oprejst fra de døde. Det bruges om både Jesus og dem, der bliver oprejst som følge af, at Jesus nu har lidt for deres synder og dermed brudt syndens og dødens magt (Matt 27,52.64). Det er meget tænkeligt, at Jesus har valgt netop det ord for at antyde, hvad lignelsen handler om.

Jomfruerne skal have tændt lamperne. Men så er det, at de tåbelige opdager, at de ingen olie har. Og det er virkeligt tåbeligt, så tåbeligt, at det næsten ikke er tænkeligt, at det vil foregå i virkeligheden. Og dog … når man nu kender virkeligheden. Som Luther skriver i sin prædikenvejledning til denne tekst, så søger de deres egen ære, ikke Guds. De vil have glæden, men ikke frygten, den sande gudsfrygt. De vil have festen, men ikke kristendommens alvor.

Men Jesus taler jo om dem, der ikke har forberedt sig ordentligt på trods af, at de hører til blandt dem, der angiveligt venter på hans komme. Deres reaktion er at bede de kloge om nogle af deres olie. Uden olie brænder vægen hurtigt ud (v. 8). Indtil brudgommen, bryllupsfesten og dermed også dommen kommer, lader de sig “trøste” og “berolige” af deres egne gerninger og deres eget selvopfundne evangelium. Når først Kristus kommer, går det op for dem, at Skriftens ord er virkelighed. I mødet med dommeren hjælper det ikke med det, man har prøvet at trøste og berolige sig selv med. Dér hjælper kun det, som dommeren, Kristus, selv har anvist.

Det er helt parallel til den måde, som Johannes’ Åbenbaring ofte bliver behandlet på. Man vil gerne have frelsen, glæden og det “søde,” men dommens virkelighed og rædsel og den frygt, som dommedag kalder frem, vil man ikke vide af. Man siger, at det ikke har noget med kristendom at gøre. Den slags forkyndelse skaber tåbelige jomfruer.

Man kan ikke dele på den måde, fremgår det af lignelsen. Jesus lader de kloge svare, at der overhovedet ikke vil være nok olie til begge hold. Grundteksten understreger meget stærkt, at der ikke vil være olie nok til begge. De tåbelige må gå bort og købe noget (v. 9). Nu fremgår det ikke, om man kan købe noget midt om natten. Jeg tvivler på det. Men det er heller ikke en pointe i lignelsen. Pointen med v. 8f er i stedet at understrege det, som Jesus lagde op til med v. 3f: At oliemangel er et alvorligt problem. Det er et problem, der medfører, at man ikke får adgang til bryllupsfesten, men for evigt må blive uden for, under dommen, i fortabelsens pine (jf. igen til Matt 25,31-46).

Brudgommens komme og bryllupsfesten (v. 10)

De tåbelige forsøger det, der er umuligt, både fordi det er midt om natten, og fordi det tager for lang tid. Brudgommen kommer, mens de er på vej hen for at (forsøge at) købe olie.

Dem, der er rede, går med ham ind til brylluppet eller bryllupsfesten (gr. gamous betyder bryllup eller bryllupsfest). Jesus kalder de kloge for ‘dem, der er rede’ (gr. hetoimoi). Det betyder ikke, at det er deres egne gerninger, der har gjort dem rede. Men de har ladet sig gøre rede. De er blevet gjort rede. Mere herom om et øjeblik.

Den lukkede dør og den forpassede mulighed (v. 10-12)

‘Døren blev lukket,’ siger Jesus. V. 11f udfolder, hvad det betyder. For ‘senere’ kommer også de øvrige jomfruer. De siger ‘Herre, Herre’ til brudgommen og beder ham lukke op. Men han svarer med en formel og højtidelig indledning: “Sandelig (gr. amên) siger jeg jer, jeg kender jer ikke.”

Jesus har brugt udtrykket ‘Herre, Herre’ før. I Matt 7,21 siger han: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” Og det er altså den, som ikke bare hører, men også handler efter, hvad Jesu himmelske fader siger og vil. Så betyder det ikke noget, hvad man mener at have sagt og gjort (Matt 7,21f). Det, der betyder noget, er, om Kristus kender en eller ej: “Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,23; jf. hvad jeg har skrevet her).

Det er derfor altafgørende, om Jesus kender en. Om man er rede (v. 10). Det er i den sammenhæng, man skal forstå det med at have eller ikke have olie. Det er blevet tolket som gode gerninger, frelsende tro eller nåde, eller som Helligånden (Blomberg, Interpreting Parables, s. 196). Herhjemme har jeg hørt det tolket om Helligånden som den, der udruster til tjeneste. Blomberg afviser, at man kan give en konkret allegorisk tolkning af olien. Det er i stedet en pointe, der understreger hovedpointen: at man skal være årvågen og beredt.

Men netop det viser da, hvad det er, olien er. Det er at være årvågen og beredt. At være forberedt i betydningen: at være blevet forberedt. Det fremgår tydeligt nok af Skriften, hvad det vil sige. Det vil sige at at være tilregnet Kristi retfærdighed ved tro. “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed” (Rom 4,3). “Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4-5).

Det er det, der gør, at Kristus kender en. Uden tro og uden ens navn i livets bog (Fil 4,3; Åb 3,3; 13,8; 17,8; 20,12.15; 21,27) går man fortabt – ligesom de tåbelige jomfruer. Men den, der lever i tro på Kristus, søger hans ord og sakramente, vil blive forberedt, så man er årvågen og dagligt beder: “Komme dit rige!” eller – med Johannes’ Åbenbarings ord – “Kom, Herre Jesus!”

Vær derfor årvågen (v. 13)

Jesus afslutter lignelsen med at understrege dette aspekt over for sine tilhørere. ‘Vær derfor årvågne.’ Jesus har ikke lovet at komme på et bestemt tidspunkt. Nogle synes, det tager for lang tid, og bliver onde (Matt 24,48-51). Andre falder åndeligt i søvn, dvs. dør åndeligt.

Jesus har derimod lovet at sørge for dem, han har udvalgt. Det gør han med evangeliet, sit ord og sakramenterne. Det er Guds gerning, der forbereder til dommens dag og som frelser. Men man må dog sørge for at være der, hvor Gud gør sin gerning. Man må være der, hvor loven afslører ens skyld og synd. Man må være der, hvor evangeliet i ord og sakramenter frelser fra synden og dens følger: død og evig fortabelse.

Er man der, skal man ikke frygte for fremtiden og dommen, men stole på, at Gud gør sin gerning og vil bevare en i troen til det evige liv.

Adventstid er bodstid

Det betyder, at man må være der, hvor der gøres bod. Denne anden søndag i advent fokuserer på os, der kommer i kirken, og advarer os om, at det ikke er nok at se ud, som om man hører til. Det, der virkelig tæller, er, om man faktisk er beredt. Om Jesus kender en.

Det er gennem tiden blevet tolket pietistisk. Folk har undersøgt sig selv og/eller de andre for at finde ud af, om de nu også virkelig var beredt. Man fokuserede på, om folk nu levede fromt. Om de “så ud til at være med.” Det har ofte ført til hykleri.

Men Jesus vil ikke lede til hykleri og laden-som-om-ved-at-se-ud-som. Jesus vil derimod, at alle mennesker skal være der, hvor Gud gør det, der skal gøres. Han vil, vi skal være dér, hvor loven forkyndes lige så skarpt og betingelsesløst, som Jesus og Paulus og de øvrige bibelske forfattere gør det. Og hvor evangeliet forkyndes lige så betingelsesløst, som Skriften gør det. Hvor synderne forlades hver eneste, der bekender sin synd og sin tro på Jesus Kristus. “Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr,” som Esajas skriver om Herrens tjener, Kristus, i Es 42,3. Dér er der ikke frygt for fremtiden og dommen, men sand tro og gudsfrygt.

Gud vil, at vi skal gøre bod ved at lade os forberede under de prædikestole, hvor prædikanten drager de fulde konsekvenser af julens evangelium. “Vi tror på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen; ved hvem alt blev skabt; som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske; som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge Skrifterne og opfor til Himmels; sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.” (Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse).

Henvisninger:
Blomberg, Craig L. Interpreting the Parables. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press, 1990.
Blomberg, Craig L. Matthew. Bd. 22 i The New American Commentary. Nashville, Tennessee: Broadman Press, 1992.

Som antydet ovenfor forventer jeg – om Gud vil og jeg lever – snart at lægge gennemgange ud til (i al fald) juleaften og juledag.