20. søndag efter Trinitatis – Matt 22,1-14

Indledning

20. søndag efter Trinitatis har Matt 22,1-14 som prædiketekst. Temaet er dels Guds forkastelse af de vantro jøder, der slog Jesus ihjel. Dels fortabelsen for dem, der vil være med til festen i gudsriget uden Kristi fremmede retfærdighed, som vi får tilregnet ved tro på Ham.

Mange vil i udgangspunktet have vanskeligheder med dette afsnit, for dels bryder ingen synder sig om fortabelsen, dels er mange blevet vildledt af talrige præster og teologer, som fornægter Guds klare ord.

Måske er der også nogen, som ikke bryder sig om, hvad Det nye Testamente lærer om de jøder, som forkaster Kristus. Selv om Kristus-troende jøder vånder sig og protesterer, er det ikke til at komme uden om, at mange jøder i dag selv mener, at de Kristus-troende ikke længere er jøder, men kristne. De allerfleste jøder forkaster desværre stadigvæk Kristus med de konsekvenser, det har. Nu er det forkert at hævde, at Gud har forkastet alle jøder, skriver Paulus med henvisning til, at han selv er jøde, og at der er en rest tilbage (Rom 11,1-5). Men det store flertal stødte an mod anstødsstenen, dvs. Jesus, og opnåede ikke retfærdighed af tro (Rom 9,30-
32). Det betyder ikke, at der ikke skal forkyndes for jøder. Som Paulus må også vi ønske og bede til Gud om, at jøderne må frelses (Rom 10,1). Holder jøderne fast ved deres afvisning af Kristus, har det konsekvenser for tid og evighed. Det er ikke til at komme uden om i denne tekst. Prædiketekstens to temaer hænger faktisk sammen.

Jesus reagerer med endnu en lignelse (v. 1)

Udtrykket “tage til orde” betyder egentlig “at svare,” i betydningen ‘at reagere.’ Det er ikke altid, at hverken “spørgsmålet” eller “svaret” er udtrykt med ord.

Også denne gang vælger Jesus en lignelse. Det har han også gjort i det foregående. Lige forinden har Matthæus skrevet, at da “ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem” (Matt 21,45). Det samme gør sig gældende i denne lignelse.

I det foregående kapitel har Jesus afvist de jødiske lederes forskellige forsøg på at få noget at anklage ham for. Han besvarer ikke deres spørgsmål om sin myndighed (Matt 21,23-27). De kunne jo også selv besvare dem – hvis de havde turdet og villet. Han fortæller om en mand, der har en søn, der foregiver at være lydig, men ikke er det. De forstod godt, at han dermed hentyde til dem. Modsætningen til denne søn er hedningerne, som har været ulydige, men som omvender sig og derfor på ny får barnekår. Jesus lader dem selv drage sammenligningen og konkluderer: “Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer” (Matt 21,31). Begrundelsen giver Jesus i Matt 22,32. Ikke ligefrem en velegnet konklusion, kan man sige.

Den efterfølgende lignelse er en kort beskrivelse af, hvordan de jødiske ledere, som skulle tage sig af Guds folk (“vingården”), har mishandlet profeterne og til sidst slår vingårdsejerens søn ihjel. Igen lader Jesus de jødiske ledere svare. Hvad vil vingårdsejeren gøre? “Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde,” svarede de. Jesus føjer til, at sådan skal det gå. Sl 118,22 skal opfyldes, og “Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter” (Matt 21,43). Og de vantro vil blive dømt (Matt 21,44). Jo, Jesus har allerede advaret de jødiske ledere om, hvad deres fortsatte forkastelse af ham vil betyde.

Men de omvendte sig alligevel ikke. “Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet” (Matt 21,46).

Det er det, Jesus “svarer” eller “reagerer” på. Jesus advarer dem endnu engang og forklarer, hvad der sker dem, der slår Guds Søn ihjel og vil klare sig uden hans retfærdighed. Den retfærdighed, som han særligt siden sin dåb har udlevet (jf. Matt 3,15).

Kongesønnens bryllup – Himmeriget (v. 2)

Jesus taler om Himmeriget. Himmeriget er kommet nær, forkyndte såvel Johannes Døberen som Jesus selv (Matt 3,2; 4,17). Sådan skulle apostlene også forkynde (Matt 10,7). Peter og alle hyrder efter ham har fået nøglerne til Himmeriget (Matt 16,19). Det Himmerige er for de fattige i ånden, de åndeligt fattige (Matt 5,3). Man må genfødes og blive som børn (Matt 18,3; 19,14). Jesus advarede dem, der er åndeligt rige og vil klare sig uden Kristus og evangeliet: “Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren” (Matt 8,12).

Det fremgår af Det gamle og Det nye Testamente, at det ikke først var med Johannes og Jesus, at frelse af nåde ved tro blev forkyndt (se fx her). Abraham, Isak og Jakob skal jo selv sidde til bords i Himmeriget (Matt 8,11).

Himmeriget kan sammenlignes med en kongesøns bryllup (jf. også Sl 45). Jesus er jo nemlig Guds Søn, dvs. kongesønnen. Han er Davids Søn eller efterkommer (jf. til Matt 22,34-36 her).

De inviterede takker nej (v. 3)

I lignelsens sammenhæng sendes tjenerne ud “for at kalde de indbudte til brylluppet” (Matt 22,3). Nu kommer kongesønnen, og så er det tid at samles til festen.

Egentlig står der, at tjenerne blev sendt ud ‘for at kalde de kaldede.’ Jesus tænker vel dermed på, at Israels folk er blevet kaldet i hele Det gamle Testamentes tid og af Johannes Døberen. Gud har kaldet ved og med evangeliet. I den forstand har der altid været bryllupsfest hos den nådige Gud for dem, der ikke var genstridige og stod kaldet imod. Men nu er det en særlig bryllupsfest, for nu er det selve kongesønnen, Guds Søn, Davidssønnen, der er kommet.

“Men de ville ikke komme,” konstaterer Jesus. Det var ikke sådan, at hver eneste jøde ikke ville. Men der var ikke mange ud af hele Israels folk, som troede.

Den barmhjertige og nådige Gud inviterer til bryllupsfest med Sin egen Søn. Men de ville ikke. Skylden var ikke Guds. Det er ikke sådan, som den klassiske calvinisme hævder, at Gud kun kalder på skrømt. Nej, enhver invitation fra Gud er ment helt alvorligt. Skylden er de indbudtes. De ville ikke. Når en synder omvendes og kommer til tro, er det Guds gerning. Men når en synder ikke vil omvende sig og tro på Kristus, skyldes det ikke, at Gud ikke vil eller kun virker på skrømt med nådens midler eller værktøjer. Det skyldes derimod, at synderen ikke vil. Det er muligt at stå imod Guds virke i nådemidlerne.

Gud forsøger igen (v. 4a)

Gud giver ikke op. Det er ikke sådan, at Gud kun giver et menneske så og så mange chancer her i livet. Noget andet er, om et menneske dør. Da er det for sent at omvende sig, som vi ser i lignelsen om Lazarus og den rige mand (Luk 16,19-31). Men her i Matt 22,4 er der tale om, at Gud sender andre tjenere.

Alt er rede (v. 4b)

Indbydelsen gør klart, at festen virkelig er umiddelbart forestående. Oversættelsen “nu er der dækket op til fest” (1992-overs.) er meget fri. Der står egentlig, at “se, mit middagsmåltid er gjort rede” eller “er rede” – afhængig af, hvilken forståelse af perfektummet, man er tilhænger af (se mere om Matt 22,4 her).

Køddyrene er slagtede, ja, alt er parat.

De indbudte bliver ikke bedt om selv at forberede festen, endsige selv at være tjenere under festen. Her er der én, der har gjort festen klar, og gæsterne har ikke anden “opgave” end at lade sig bespise. Sådan er det jo også til bryllupsfesten hver søndag i Kristi Kirke. Her må hyrden ganske vist have forberedt prædikenen, og brød og vin skal også være indkøbt.

Men alligevel er det helt grundlæggende sådan, at det er Kristus, der har gjort evangeliefesten og nadvermåltidet rede. Det er det, hele evangeliet handler om. Fra beretningen om Jesu undfangelse til hans himmelfart.

Det er også Ham, der i gudstjenesten er til stede og handler og taler – gennem hyrden, der taler og handler “i Kristi sted” og “på Kristi vegne” (2 Kor 5,20). Og var han ikke selv til stede, kunne ingen hyrde velsigne (dvs. indvie eller konsekrere) brød og vin og uddele Herrens sande legeme og blod. “Alt er rede,” og vores “opgave” er blot at modtage og takke. Egentlig ikke nogen opgave i egentlig forstand. Med andre ord: Slet ikke nogen lovgerning, men ren foræring. Ren gave (jf. Ef 2,8f). Gerningerne kan vente til bagefter (jf. Ef 2,10).

Så: “Kom til brylluppet!” Kom til evangeliefesten. Sådan lyder det også i dag. Men mange forstår ikke invitationen, fordi man svigtede oplæringen af dem. Andre har engang forstået, men vil ikke. Andre igen vil hellere til en gudstjeneste, som har karakter af sammenskudsgilde, eller til et arrangement, hvor det er ualmindelig svært at opdage, at Kristus skulle være til stede med sine gaver. Det gamle menneskes trang til at iscenesætte sin egen frelse fornægter sig ikke. En evangelisk gudstjeneste imødekommer ikke denne trang, men holder gudstjeneste, så lignelsens budskab anskueliggøres i liturgien.

Ligegyldighed og ondskab (v. 5f)

Reaktionen på denne helt ufattelige nåde og barmhjertighed mod syndere er: ligegyldighed. Uanset om de indbudte boede på landet eller i byen ville de hellere på arbejde.

Men andre var ikke ligegyldige. De var onde. Tjenerne, som kom, blev mishandlet og slået ihjel. Sådan gjorde man med profeterne før Jesus, og sådan har man gjort med Kristi tjenere siden da.

I Danmark slås de normalt ikke ihjel, men der er eksempler på, at man tager deres levebrød fra dem. Andre steder i verden slipper de ikke så let. Mange har lidt fængsel og død. Det var ikke kun i oldkirken, mange blev dræbt. Det skete fx også på reformationstiden. For kun få år siden skete det i kommunistiske lande, bl.a. ved at sende dem i lejre. I dag sker det i mange muslimske lande.

Det skal vi ikke undre os over, for Jesus lærte sine disciple, at sådan vil det være (Matt 5,10-12; 10,17-18.22-25; 23,34; Joh 15,19f; 16,2f). Allerede Det nye Testamente rummer mange eksempler.

Guds vrede (v. 7f)

I lignelsen står der, at kongen blev vred, sendte sin hære, dræbte morderne og brændte deres by. Hermed gør Jesus det klart, at man ikke ustraffet forfølger og slår Guds tjenere ihjel.

I betragtning af, at Jesus her talte til de jødiske ledere – sådan opfattede de det også selv – er det nærliggende at tænke på ødelæggelsen af Jerusalem. Men lignelsen giver indtryk af, at kongen reagerede relativt hurtigt, ansporet af sin vrede. Det passer måske ikke perfekt på ødelæggelsen af Jerusalem.

Men uanset om man skal tolke lignelsen konkret eller ej, så er meningen tydelig nok: Gud lader ikke morderne ustraffet. Dem, der var indbudt til brylluppet, viste sig uværdige ved at foragte invitationen og dyrke deres arbejde i stedet for. Det vil Gud straffe.

Bryllupsfesten forberedt – for alle (v. 8f)

Bryllupsfesten er forberedt eller rede – stadig rede (v. 8; sml. v. 4). Det er den dybeste begrundelse for mision: “Gå derfor og indbyd …” (v. 9).

Det er blevet gængs blandt evangelikale og romersk-katolske missionsteologer at begrunde mission i Guds sendelse (missio Dei). Det er imidlertid et begreb, der er alt for bredt til, at man burde bruge det. Men sandt er det, at Kristus blev sendt: for at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28); for at kalde syndere (Matt 9,13).

Jesus sendte også apostlene og efter dem alle prædikanter med henvisning til sin egen sendelse: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20,21). Men sendelsesbegrebet skal udfyldes med den myndighed, der er tale om i hvert enkelt tilfælde. Da Jesus sender apostlene, udruster han dem med Helligånden og giver dem nøglemagten: “Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh 20,22f; overs. af v. 23 er i øvrigt ikke god, men derom en anden gang).

Apostlene skal nok i et vist omfang gøre, hvad Jesus gøre, men de skulle og kunne ikke gøre det, som Jesus først og fremmest skulle og gjorde: De skulle ikke bære verdens synd. De skulle derimod forvalte nøglemagten. Det skulle og skal alle andre prædikanter også, netop fordi alt er rede, fordi bryllupsfesten er rede og forberedt (Matt 22,4.8).

Og fordi Jesus kom for at bære al verdens synd, derfor skal tjenerne nu gå “helt ud, hvor vejene ender” og indbyde. Ordet diexodos, ‘gennem-ud-vejen,’ betyder, at de ikke kun skal invitere inde i byen, men gå ud af byen, ud på det åbne land, hvor der ikke er veje som inde i byerne, eller til andre byer. Naturligvis var der veje dengang, men ikke i vores moderne forstand.

Meningen er i al fald tydelig nok: Der skal ikke sættes grænser for, hvor man skal gå med indbydelserne. Hvorfor skulle der også det, når man tager grundlaget for indbydelserne i betragtning? Når Jesus har båret al verdens synd (Joh 1,29.36) og gjort alt rede, skal indbydelserne også bringes til alle.

Både onde og gode (v. 10)

Tjenerne samlede “alle, som de fandt, både onde og gode” (Matt 22,10). Det er jo en beskrivelse af den missionsvirksomhed, dvs. den kirkelige virksomhed, som foregår frem til denne tidsalders ende, når Jesus kommer igen.

Bryllupssalen, kirken, bliver fyldt af mennesker. Men hvad betyder det, at de samlede både onde og gode? Meningen er ikke, at man skal fylde kirken med mennesker, der foragter Guds ord og vilje. Det er ikke en accept af vranglærere og åbenlyse syndere, der vil leve i strid med Guds ord (se Tit 3,10f; Matt 18,15-18; Rom 16,16-18; ,1 Kor 5). Meningen kan næppe heller være, at man indbyder alle, både de onde og de gode, for i den sammenhæng er alle jo onde, eftersom alle er syndere.

Meningen må derfor være, at kirken består af både gode og onde. I streng forstand, i egentlig betydning, består kirken kun af dem, der hører Kristi røst (Joh 10,3.16.27). Det var Luthers definition på kirke i De schmalkaldiske Artikler:

“For et syvårs barn ved, Gud være lovet, hvad kirken er, nemlig de hellige, troende og fårene, der hører deres hyrdes røst. For sådan beder børnene: ‘Jeg tror på en hellig, kristelig kirke’ [kristelig er Luthers gengivelse af ordet catholicus, som vi oversætter med ‘almindelig’.] Denne hellighed består … i Guds ord og ret tro.” (Overs. Erik H. Bennetzen, i: Martin Luther. Troens evangelium. Ord og sakrament. s. 396).

Men her er der tale om kirken i en udvidet betydning. Her tælles også de med, som ser ud, som om de hører til Jesu hjord, men i virkeligheden ikke gør det. Det betyder, at dem, der er vranglærere, og dem, der lever ubodfærdigt i synden, og altså kun tilsyneladende er retfærdiggjorte, tælles med. Det fremgår af det efterfølgende (v. 11-14).

Gæsten uden bryllupsklæder (v. 11)

Kongen kommer nemlig ind for at hilse (egt. ‘se’) på bryllupsgæsterne. Gud, for ham er det, fik øje på ‘et menneske, der ikke er (blevet) iklædt bryllupsklæderne. Udtrykket ‘et menneske’ understreger den store afstand mellem den hellige Gud og dette menneske.

Bryllupsklæderne er omtalt flere steder i Skriften.

Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker. (Es 61,10).

Så lod han mig se ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham. Herren sagde til Satan: »Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden.« Josva stod foran englen med snavsede klæder på. Da sagde englen til dem, der stod foran ham: »Tag de snavsede klæder af ham.« Til Josva sagde han: »Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på.« (Zak 3,1-4)

Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig [ynkværdig] og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. (Åb 3,17f)

Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle. (Åb 3,5)

I Johannes’ Åbenbaring er frelsen på dommedag beskrevet som en bryllupsfest. Bryllupsklæderne og frelsens klæder er derfor et og det samme. Det er Kristi retfærdighed, som vi tilregnes ved tro. Allerede Det gamle Testamente siger jo, at den retfærdige spire af Davids slægt, som skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet, skal bære navnet “Herren er vor retfærdighed” (Jer 23,6).

Kongen ser, at dette menneske ikke har disse klæder på. Tjenerne må derimod ikke have set det, siden de har givet ham adgang. Der er altså tale om noget, Gud kan se, men som mennesker ikke kan se, fordi denne mand taler og opfører sig som de kristne.

Hvordan er du kommet ind (v. 12)

Kongen begynder sit spørgsmål til manden med ‘min ven.’ Ordet hetairos bruges bl.a., når man tiltaler en, man ikke kender navnet på (se ordbogen BDAG). Det er velvalgt her, for Gud kender navnene på dem, der vil blive frelst. De står i livets bog (jf. Åb 3,5; 13,8; 17,8). I virkeligheden kender Gud naturligvis navnene på alle, men her er pointen, at denne mand er “ukendt,” dvs. egentlig ikke hører hjemme i bryllupssalen.

Hvordan er han så kommet ind? Svaret er altså, at han har trængt sig ind på falske præmisser, ved at foregive at være en, han ikke er. Han ved godt, han burde have bryllupsklæder på, men det har han ikke. Derfor tier han.

Man kan spørge, hvorfor kun kongen og ikke tjenerne ser, at han ikke har bryllupsklæderne på. Det skyldes, at bryllupsklæderne jo ikke i den virkelighed, lignelsen henviser til, er bryllupstøj, men frelsens klæder. Eller slet og ret Kristi fremmede retfærdighed ved troen. Om et menneske tror, kan Guds tjenere ikke kontrollere, for de kan i modsætning til Gud ikke ransage menneskers hjerter (jf. til Mark 2,8 her).

I den kirkelige praksis møder man to afveje. Den ene har stort set eller helt principielt opgivet at skelne mellem kirken og verden. Man spørger i bedste fald, om et menneske er døbt, og foretager sig ellers meget lidt eller intet. I de værste tilfælde er man endog ligeglad med, om folk går i kirke og i det mindste foregiver at høre til i kirken på kirkens præmisser. Hverken Guds lov eller Guds evangelium tages alvorlig. Ikke engang en ugudelig livsførsel og/eller forsvar af en sådan kan føre til en udelukkelse af kirken, så et sådant menneske kan komme til erkendelse af, at det er en synder, der har brug for omvendelse og syndernes forladelse. Det er hjerteløst, når man tænker på konsekvenserne.

Den anden er den pietistiske, hvor man ikke rigtig accepterer, at troen er usynlig. Man spørger ikke efter, om et menneske bekender troen og hvilken bekendelse det i givet fald drejer sig om. Men man ved godt, at et ugudeligt liv er ukristeligt.

Men herfra slutter man fejlagtigt, at det modsatte også gør sig gældende: at et fromt liv altså viser, at der er tale om kristne. Selv om vi i det daglige handler ud fra, at det faktisk er tilfældet, er det dog for en teologisk betragtning ikke holdbart. Man kan skam opføre sig, som om man er en kristen, uden at man er det. Det er det, der kaldes hykleri.

Pietismen har historisk set ikke nøjedes med at spørge efter de tegn, som ifølge Skriften findes hos den kristne. Man spørger ikke efter flittig brug af gudstjeneste, skriftemål og nadver, en ret bekendelse af den ene, rette tro, og gode gerninger mod næsten.

Pietismen har i stedet spurgt efter beviser på fromhed uden at tage hensyn til, at det kunne være hykleri, og uden at spørge, om man nu også med rette kan forlange, at kristne altid afstår fra bestemte gerninger. Velkendte eksempler herpå er dans, kortspil og enhver form for alkoholnydelse.

Fortabelsens gru (v. 13)

Kongen befaler, at tjenerne skal binde hænder og fødder på ham og kaste ham ud i mørket, som er udenfor (udtrykket betyder egentlig ‘det mørke, der er allerlængst væk’). Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Det handler om den evige fortabelse, som også ifølge Matt 8,12 skal ramme “Rigets egne børn.” Alt det, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, skal tages væk fra Menneskesønnens rige af hans engle og kaste dem i ildovnen, hvor der skal være gråd og tænderskæren (Matt 13,42). Nogle vers senere beskrives dem uden retfærdighed som “de onde” (Matt 13,50).

Den tjener, der ikke gør nytte, ender det samme sted (Matt 25,30). Det gælder også den onde tjener, som af sin herre har fået til opgave at give hans folk deres kost i rette tid (Matt 24,45), dvs. tjene sine medtjenere med åndelig mad: evangeliet og sakramenterne, men som i stedet “giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre” (Matt 24,48-51).

Det er det samme, som Jesus senere kalder ‘evig afstraffelse,’ i modsætning til ‘evigt liv’ (Matt 25,46).

Det er i ordets egentligste forstand sørgeligt, for dette mørke ramte jo Jesus selv, da Gud forlod ham, dvs. da Gud lod ham bære al verdens synd og straffen for den (Matt 27,45f; Es 53).

Jesus har altså helt utvetydigt advaret mod at gøre oprør mod Gud og slå Hans Søn ihjel, og han har lige så umisforståeligt forklaret, hvad der sker, hvis man vil frelses uden tro og Kristi fremmede retfærdighed.

Få er udvalgt (v. 14)

Jesus slutter af med at understrege, at det ikke er nok at være inviteret eller kaldet. Der er mange, der er kaldede. Men der er er få, der er udvalgt. Det skal ikke misbruges til at lære, at Gud forudbestemmer nogle til fortabelse. Se nærmere i Konkordieformelen, artikel 11 i både Epitomen og Den grundige forklaring (Epitome og Solida Declaratio). Jesu afslutning skal i stedet formane alle tilhørere til ikke i egen ondskab at stå Kristi ord og gerning imod.