Vage henvisninger
Den augsburgske Bekendelse nævnes ofte. Oftere end den læses, kunne man få indtryk af. Men hvad hensigten med at nævne den er, kommer ikke altid tydeligt frem.
Bekendelse i Augsburg
Den augsburgske Bekendelse var den bekendelse, som Luther og hans trosfæller aflagde i Augsburg i 1530. Den var i en vis forstand et lejlighedsskrift, for den var skrevet til den rigsdag, som kejseren havde indkaldt til i Augsburg i juni 1530. Men alligevel er det helt forfejlet at kalde det et lejlighedsskrift. Det fremgår tydeligt af såvel indhold som forordet (her gengivet i Granes oversættelse):
Dernæst [skal der] også [forhandles] om uenighederne i vor hellige religions og kristne tros sag, for at parternes meninger og synspunkter i denne religionssag indbyrdes må blive hørt, kendt og overvejet i gensidig kærlighed, mildhed og venlighed. [Det er hensigten,] at disse ting, efter at det, som på begge sider er behandlet forkert i skrifterne, er blevet korrigeret, må blive bilagt og ført tilbage til den ene udelte sandhed og den kristne enighed, så at for fremtiden én, ren og sand religion må dyrkes og bevares af os, og vi også, ligesom vi lever og kæmper under én Kristus, således må kunne leve i enhed og overensstemmelse i én kristen kirke.
Målet er altså at dyrke og bevare én, ren og sand religion og leve i enhed og overensstemmelse i én kristen kirke. Hverken de kejserlige/pavelige teologer eller de lutherske havde nogen forestilling om, at man blot kunne enes om at være uenige. Den ene udelte sandhed og den kristne enighed er et mål, der ikke kan gives køb på. Ganske vist henviser man ofte til Melanchthons imødekommende formuleringer, men man skal ikke tage fejl. De lutherske var ikke sandhedsrelativister. Luther selv ville aldrig have godkendt formuleringer, som kunne tolkes som vranglære. Derimod forsøgte Melanchthon sig senere med formuleringer, som i realiteten var imødekommende bl.a. over for en nadverlære, som Luther både tidligere og senere afviste. Bl.a. derfor er det nødvendigt at præcisere, at man taler om Den uforandrede augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana invariata). Det er i øvrigt også forklaringen på, at Melanchthon aldrig nævnes i Konkordieformelen fra 1577.
Hvad sand kristendom er
Den augsburgske Bekendelse har intet andet sigte end at fremlægge, hvad der er ægte, uforfalsket kristendom. Derfor formuleres artiklerne i overensstemmelse med den kristne kirkes bekendelser. Fx griber artikel 1 tilbage til den nikænske trosbekendelse. Den augsburgske Bekendelse fordømmer derfor også de vranglærere, som tidligere er blevet fordømt. I artikel 1 gælder det fx arianere og muhamedanere. De kejserlige/pavelige teologer forstod også Den augsburgske Bekendelse på denne måde.
Afskaffelse af det u-evangeliske
Som bekendt var det Luthers anliggende at bringe evangeliet til ære og værdighed i kirken. Alt, hvad der stred imod evangeliet, skulle afskaffes. Den papistiske messe måtte derfor renses for alt det u-evangeliske. Men ikke alt romersk eller papistisk var u-evangelisk. Romerkirken havde meget, der ganske enkelt var kristent, fælleskirkelige, “almindelig,” som det hedder i Den apostoliske Trosbekendelse. Det var der ingen grund til at angribe, endsige afskaffe.
Afvejene
Papisterne eller den romerske kirke ville ikke finde sig i, at de evangeliske ville afskaffe fx afladen, messeofferet og privatmesserne. Man ville heller ikke acceptere arvesyndslæren og retfærdiggørelseslæren. Det fremgår af den “gendrivelse” (Confutatio), som de pavelige/kejserlige teologer lod udarbejde.
Zwingli og hans tilhængere og senere Calvin og hans disciple ville på den anden side ikke acceptere den lutherske nadverlære. Selvom Calvin var langt mindre radikal end Luther, var han dog på ingen måde enig i den lutherske nadverlære. I virkeligheden røber uenigheden om vranglæren, at Zwingli og Calvin grundlæggende ikke var enige med Luther.
Men det var ikke kun nadverlæren, som skilte Luther og Zwingli/Calvin (de reformerte). De reformerte stillede sig nemlig ikke tilfreds med at afskaffe det u-evangeliske. De forlangte populært sagt, at alt skulle være påbudt i Skriften. Det er fx præstedragten jo ikke. Samtidig delte de slet ikke Luthers forståelse af, hvordan man skal afskaffe misbrugene. Det var Luthers opfattelse, at man skal prædike om den rette lære og dens konsekvenser. Når menighederne forstår tingene og er rede til i ro og orden at rydde op, kan man gennemføre reformer uden at forarge nogen.
Den lutherske bekendelses grund
Den lutherske uenighed med papisterne betød, at de lutherske blev fordømt som kættere på på linje med Luther. Den lutherske uenighed med zwinglianerne og senere calvinisterne betød en dyb splittelse mellem ikke-papisterne. Selvom over 8000 præster, teologer og menighedsrepræsentanter underskrev Konkordiebogen med de ti kristne (lutherske) bekendelsesskrifter omkring 1580, betød det, at de lutherske var langt færre end de ellers ville have været. Men årsagen til, at de lutherske ikke blot gav efter, var, at den lutherske bekendelse ikke var egen opfindelse, men den sande, uopgivelige kristne lære, som alle kristne på Skriftens grund bekender – og skulle bekende. Den lutherske lære var og er intet andet end Skriftens egen lære og derfor Guds egen lære. De lutherske afviste alle forsøg på at overtale dem til kompromiser. Når man fx henviste til broderkærligheden, svarede lutheranerne med at henvise til, at læren er Guds. Derfor kan man ikke ændre den. Det er lige så forkert som at ændre på Guds vilje om fx menneskelivet eller ægteskabet (5. og 6. bud).
Fire konkrete grunde til offentlig bekendelse
- Luthers akademiske arbejder skulle formuleres, så de kunne bruges, når der skulle forkyndes og undervises.
- Man måtte forklare eller forsvare sig over for de politiske myndigheder.
- Lutheranerne måtte bekende deres tro, når de blev angrebet af folk med andre forslag til reformer (biblicistiske, moralistiske, anti-gejstlige, anti-sakramentale og ofte millenniaristiske sekter)
- Lutherske fyrster, som kom ind under kejserens edikt mod lutheranerne, havde brug for et grundlag at danne forbund med hinanden på.
Den augsburgske Bekendelses karakter
- Den augsburgske Bekendelse var i første omgang den bekendelse, som en gruppe fyrster m.fl. aflagde i Augsburg 1530. De bekendte, hvad der var deres tro på grundlag af Skriften – og Skriften alene.
- I anden omgang blev Den augsburgske Bekendelse defineret som den lære, de evangeliske landes teologer og præster havde.
- Senere forstod de lutherske kommentatorer Den augsburgske Bekendelse som et dokument, som de lutherske ledere læste på rigsdagen, og som fremsatte deres landskirkers lære.
- Endnu senere blev Den augsburgske Bekendelse normativ for forkyndelse og undervisning, dels fordi den var i overensstemmelse med Skriften, dels fordi en del teologer og præster for at opnå anerkendelse og beskyttelse forsøgte at foregive at være lutherske uden at være det
- Den augsbrugske Bekendelse blev en model for forholdet til andre kirker, idet den forkastede den falske lære, som bedrog og førte vild, og idet den efterstræbte Kristi kirkes enhed og harmoni.
Ovenstående er delvist baseret på Robert A. Kolb. Confessing the Faith: Reformers Define the Church, 1530-1580. Oprindelig udg. i serien Concordia Scholarship Today i 1991. Saint Louis, Missouri: Concordia Publishing House. Electronisk udg. Logos Library System, 2000.