Indledning til Den sachsiske Visitationsbog
Et af de skrifter, som en luthersk præst ifølge Kirkeordinansen (1537/1539) skulle have, var De sachsiske Visitationsartikler eller Den sachsiske Visitationsbog (som kan læses her). Den var skrevet af Luther med Melanchthon som medforfatter og udgivet i 1528. I 1538 gav Luther den en let redigering. Den sachsiske kurfyrste, Johan den Trofaste, befalede den 6. september 1528, at der skulle gennemføres visitats af kirker og præster på baggrund af disse retningslinjer.
Manglende bodsforkyndelse
Allerede så få år efter reformationen forholdt reformatorerne sig til, at prædikanterne talte om syndernes forladelse, men ikke om bod. Dermed rev de et stort stykke ud af Skriften. De gjorde folk “sikre og uden gudsfrygt.” Boden har to dele: anger over synden, som loven driver frem. Tro på syndernes forladelse, som evangeliet skaber. Prædikanterne havde en tendens til at svigte lovforkyndelsen. Men som det hedder, så må man først tro, at Gud er til, at han truer, byder og forskrækker.
Lige netop det er også et problem i vores tid. Det synes faktisk at være det allerstørste problem. Man vil ikke vide af loven. Man irettesætter ikke de åbenlyse, grove synder i befolkningen. Og man formaner ikke endnu stærkere dem til bod i forkyndelsen til dem, der lever i falsk farisæisk hellighed.
Antinomisme
Som det hedder, var der “enkelte,” som mente, man ikke skulle forkynde loven (antinomisme). Det drejede sig om Johann Agricola, som Luther længe forsøgte at retlede. Johann Agricolas antinomisme har sat sig varige spor. Han forsvarede sin vranglære, og andre gik med. Konkordieformelen fra 1577/1580 afviser antinomismen i kapitel VI. Loven skal bruges på tre måder: 1) den skal skabe ydre lovoverholdelse 2) den skal åbenbare synd 3) den skal vejlede kristne, som har brug for det, fordi de stadig har deres gamle natur.
Den sachsiske Visitatsbog Om læren
Angående læren finder vi blandt andre ting frem for alt følgende fejl, at selv om enkelte prædiker om troen, som vi bliver retfærdige ved, så bliver det ikke klart nok vist, hvordan vi kommer til troen. Næsten alle undlader et stykke af den kristne tro, som er så vigtig, at ingen kan forstå, hvad troen er og betyder uden det. For Kristus siger i Lukas 24, 47, at man i hans navn skal forkynde bod og syndernes forladelse.
Men i dag taler mange kun om syndernes forladelse og siger intet eller kun lidt om boden. Og dog findes der ingen syndsforladelse uden bod. Syndernes forladelse kan heller ikke forstås uden boden. Hvis man forkynder syndernes forladelse uden bod, bliver resultatet, at folk mener, de allerede har opnået syndernes forladelse. På den måde bliver de sikre og uden gudsfrygt. Det er en større vildfarelse og synd en alle andre vildfarelser, der har været indtil nu. Man kan virkelig frygte, at det sidste skal blive værre end det første, som Kristus siger i Matt 12, 45.
Derfor har vi undervist og formanet præsterne til, at de skal forkynder evangeliet fuldt ud, som de har pligt til, og ikke blot det ene stykke uden det andet. For Gud siger i 5 Mos 4, 2: ”I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra.” Prædikanterne kritiserer med rette paven for at han har lavet mange tilføjelser til Skriften. Men de, der ikke prædiker bod, river selv et stort stykke ud af Skriften. Også selv om de taler om spiseregler og lignende ubetydelige emner. Det skal der ganske vist også tales om til rette tid, når den kristne frihed skal forsvares over for tyrannerne. Men hvad andet bliver det alligevel, end at si myggen fra og sluge kamelen, som Kristus siger i Matt 23, 24?
Vi har derfor indskærpet dem, at de flittig og ofte skal formane folket til bod, så de har anger og sorg over synden, og frygter for Guds dom. Vi har også foreholdt dem at de ikke må være eftergivende i det største og nødvendigste stykke i boden. For både Johannes og Kristus irettesætter farisæerne og deres hellige hykleri hårdere end de almindelige synder. Derfor skal prædikanterne irettesætte de åbenlyse, grove synder i befolkningen, men hvor der er falsk hellighed, skal de formane endnu stærkere til bod.
Enkelte er imidlertid af den opfattelse, at man ikke skal lære noget forud for troen, men tværtimod lære boden ud fra og efter troen, for at vores modstandere ikke skal sige, at vi tilbagekalder vores tidligere lære.
Til dette er at bemærke, at boden og loven også hører med til den almindelige tro. Man må jo først tro, at Gud er til, og at han truer, byder og forskrækker. Derfor lader man for almindelige menneskers skyld disse stykker af troen gå under navnet bod, bud, lov, frygt, osv. Så kan man bedre forstå den kristne tro, som apostelen kalder for ”den retfærdiggørende tro”, det vil sige, den tro, der gør retfærdig og udsletter synden. Det gør troen ikke uden loven eller boden. Almindelige mennesker bliver ellers let forvirret over troen og stiller unyttige spørgsmål.” (Oversat af Finn B. Andersen)