Jesu budskab til menighedens biskop i Sardes (Johannes’ Åbenbaring 3,1-6)
I det femte afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til menighedens biskop i Sardes. På trods af hans gerninger, som udadtil har givet ham et godt rygte, så er han åndeligt død. Kun omvendelse kan redde ham fra dommen.
Menneskesønnen med magt over menighedernes biskopper (v. 1b)
Menneskesønnen præsenterer sig som den, der har Helligånden, kaldet ‘Guds syv ånder’, og som den, der har de syv stjerner, dvs. menighedernes biskopper. Menighedernes biskopper tilhører ham. Fordi Jesus har Helligånden, ved han alt om, hvad der foregår hos menighedernes biskopper og i deres menigheder (sml. Åb 2,23 og 5,6).
Men du er død! (v. 1c)
Dette afsnit er et skræmmende afsnit at læse. Biskoppen i Sardes er en biskop, der åbenbart har slidt i det. Det er blevet bemærket af andre: Her er en levende biskop. Men Jesus ser ind bag ved alle aktiviteterne og finder – åndelig død. Troen er død, glemt i alle de ting, biskoppen foretager sig.
Det er skræmmende, at netop de gerninger, som troende opfordres til at gøre, også kan skjule, at der ingen tro er. Men Jesus kan se, om det er troen, der skaber gerningerne.
Du skal våge og styrke det, som er døden nær (v. 2)
Jesus formaner nu biskoppen til at omvende sig og igen have Jesus og hans genkomst for øje. Han skal nemlig våge, som der egentlig står (sml. 3,3; 16,15 og f.eks. Matt 24,42; 25,13; Mark 13,37). For det andet skal han styrke det, der er tilbage. Styrke fås fra nåden, dvs. ved igen at få et levende forhold til Kristus.
“Resten” (egt. ‘de øvrige ting’) kan ikke være biskoppen selv, for han er ikke døden nær, men død ifølge v. 1. “Resten” må derfor være menigheden. Den lider i virkeligheden under, at biskoppen er åndeligt død. Det medfører nemlig, at man i længden ikke forkynder evangeliet rent. Det truer med at slå “resten” ihjel.
Når Jesus formaner på denne måde, så skyldes det, at han ikke har fundet biskoppens gerninger fyldestgørende over for Gud. Når gerningerne ikke skyldes tro, så dur de kun til at afsløre den åndelige død. Dermed har Jesus bestemt ikke sagt, at gerninger kan frelse. Langt fra. For Jesu blik afslører de, om man tror eller ej (jf. min gennemgang af prædiketeksten til Sidste søndag i kirkeåret – Matt 25,31-46), men de frelser ikke.
Omvend dig som du gjorde første gang (v. 3a)
Jesus beder ham tænke på den gang, han kom til tro: hvorledes han tog imod, hvorledes han hørte. Det, der var helt afgørende, var, at han hørte ordet forkyndt (jf. Gal 3,2). Han tog imod i tro og vågede, dvs. var årvågen, som Jesus havde formanet alle troende til. For han længtes efter, at Jesus skulle komme igen.
Samtidig har han også passet det, han skulle. Ikke kun fordi han skulle stå til regnskab for det (Hebr 13,17), men først og fremmest fordi troen var levende. Kærlighed må jo handle. Jesus vil have denne menigheds biskop til så at sige at genopleve og dermed genoplive dette forhold. Det er det, han skal holde fast ved, og dertil må han omvende sig til (sml. 2,4 og Gal 3,1ff). Men det er altså også nødvendigt, for i øjeblikket er han død og hans menighed som helhed er døden nær.
Ellers kommer jeg som en tyv (v. 3b)
Jesus understreger nu, at der kun er to alternativer. Enten giver biskoppen sig til igen at våge i forventning om Jesu genkomst. Eller også kommer Jesus uventet som en tyv; hvornår får biskoppen og vi ikke at vide. Hermed hentyder Jesus til sin forkyndelse fra sit jordeliv (Matt 24,42-44; Luk 12,39). Jesus kommer under alle omstændigheder, men for dem, der ikke våger, bliver det til dom (sml. de ovenfor anførte skriftsteder).
Men for dem, der våger, bliver det til en herlig bryllupsfest. Jesus vil have alle med til bryllupsfesten. De hvide klæder, der er tale om, er netop bryllupsklæder, dvs. frelsens klæder. Derfor formaner han denne biskop – og alle i samme situation – til at omvende sig og våge.
Nogle få er værdige til at vandre i hvide klæder (v. 4)
Denne biskop har dog nogle få, som ikke har svigtet og sølet sig til i vantroens gerninger. De skal derfor vandre med Jesus i Himlen med hvide klæder på, for de er værdige (se v. 5 og 7,9; 19,14). Deres tro er nemlig levende – og derfor også virksom i kærlighed. Men det er troen på Jesus og forholdet til ham, der frelser. Ikke gerningerne.
Alle skal høre (v. 6)
Eftersom alle har øre at høre med, så opfordres alle til at høre, hvad Ånden igennem Jesu diktat til menigheden i Sardes vil sige til dem – også i dag. For Helligånden skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt til os, sådan som vi har det i Det nye Testamente (Joh 14,26).
Jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog (v. 5)
Den, som sejrer og når frem til dommedag med troen i behold, skal aldrig blive slettet af livets bog, men leve evigt med Kristus.
Jesus vil vedkende sig de troendes navne, og så vil de få adgang til Det ny Jerusalem. De er jo borgere dér (sml. Fil 3,20). I Åbenbaringsbogens sammenhæng er vi ikke blot borgere, men bruden eller bryllupsgæsterne.
I øjeblikket vandrer vi i tro, men til den tid skal vi vandre i skuen og bo evigt i Det ny Jerusalem sammen med Gud og Lammet.
Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.