Er forkert lære egentlig så alvorlig?

Spørgsmålet i titlen på dette indlæg stilles vist ikke så tit, ikke direkte i al fald. Men lad os nu alligevel stille det, og lad os stille det til en, der kan besvare det med autoritet.

Der er altså ingen grund til at spørge dem, der er ligeglade med Gud og hans ord, når det kommer til stykket. For sådanne mennesker og sådanne foreninger er jo ikke kristne i det hele taget. Kristen kan man kun være, når man har hørt Guds Ord og er kommet til tro på evangeliet om syndernes forladelse for Kristi skyld. Er man kommet til tro ved Guds ord, siger det sig selv, at man også lytter til og bøjer sig for dette ord. Der er nemlig ingen anden vej at komme til tro på, end ved at høre loven afsløre ens synd og høre og tro evangeliet.

Er forkert lære alvorlig for kirken og for kristne? Er det ikke blot noget, emsige teologer hævder, fordi de så kan bevare magt i kirken? Er det ikke bare udtryk for en optagethed af kritik og polemik, som afslører en lidt usund psyke, og som flytter opmærksomheden fra det væsentlige – som f.eks. at nå nogle flere mennesker med evangeliet?

Guds Ord er en lygte (Sl 119,105)

Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. (Sl 119,105)

Den situation, som salmisten anvender som billede, er velkendt for alle, der ikke lever i moderne veloplyste byer. Er der mørkt – især sådan som der er, hvis månen ikke lyser – kan man bogstaveligt ikke se en fods afstand for sig, langt mindre finde vej. Mørke gør en hjælpeløs og er desuden farligt.

Sådan er den åndelige situation for os mennesker. Uden Guds ord lever vi i åndeligt mørke. Guds ord derimod er en lygte for vores fod. Guds ord oplyser vejen for os, så vi kan se, hvor vi skal gå, og så vores vej, dvs. vores liv, ikke er farligt for os.

Som vi særligt lærer i Romerbrevet og Galaterbrevet, men også i Guds ord som helhed, består Guds ord af to dele. For det første loven, som lærer os om Guds vilje og afslører vores synd. For det andet evangeliet, som forkynder syndernes forladelse for Kristi skyld. I én forstand er hele Guds ord en lygte, der oplyser os om Guds vilje. I en anden forstand er det kun evangeliet, der er det, for det er alene evangeliet, der kan oplyse os til tro og frelse.

Det er altså ikke vores tænkning, vores følelser, vores indsats eller hvad vi ellers kan komme i tanke om, som lyser for os. Det er heller ikke alt dette, som i virkeligheden sætter Guds ord, Bibelen, i stand til at lyse for os. Tværtimod er det selve Guds ord, der lyser – og lyser for os.

Konsekvensen heraf er særdeles grundlæggende. For det første betyder det, at al lære, dvs. al kristendom og al teologi, skal hentes i og uddrages af Guds ord. Det er hele menighedens ansvar at sørge for, at deres kirkes lære er uddraget af Guds ord. Der er i øvrigt så mange advarsler mod forkert lære i Bibelen, at ingen kan undskylde sig. Vil man undskylde sig eller andre, gør man sig medansvarlig.

For det andet betyder det, at al forkert lære ikke stammer fra Guds ord, Bibelen. En sådan forkert lære er altså ikke lys, men mørke, og den leder dem, der tror på den, ud i mørke og fortabelse. Desværre er det sådan, at alle hævder, at deres lære og teologi er den rigtige. Nogle gør det med rette, andre med urette. De, der tror de sidstnævnte, bliver altså i bedste fald ledt vild; i værste fald er der tale om bedrageri mod bedre vidende. Det må man jo nærmest tro, er tilfældet, når folk ikke vil forsvare og begrunde deres lære ud fra Skriften, men tværtimod anklager Skriften for ikke at være klar og entydig. De gør Skriften til mørke for at forsvare deres egen vranglære.

Forbandet være den, der forkynder et andet evangelium (Gal 1,8)

Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. (Gal 1,8)

Paulus var bestyrtet over, at galaterne vendte ryggen til det, Paulus havde forkyndt og lært dem. Han spørger, hvem der har forhekset dem (Gal 3,1). Det er i al fald ikke en tro og lære, som Helligånden skænker. Konkret taler Paulus om at prisgive retfærdiggørelseslæren og erstatte evangeliet med lovens krav om bl.a. omskærelse (Gal 2,16; 5,2f; 6,12). Det er at begynde i Ånd, men fuldende i kød (Gal 3,3). Det er at prisgive den kristne frihed.

Men Paulus taler helt generelt i begyndelsen af Galaterbrevet. I Gal 1,7 taler han om at ‘ændre,’ dvs. forvrænge Kristi evangelium. Og i Gal 1,8 taler Paulus om at forkynde evangeliet ‘i modstrid med’ det evangelium, Paulus forkyndte. De falske forkyndere, som Paulus advarer galaterne imod, forkyndte næppe på en måde, så de direkte modsagde Paulus’ forkyndelse. En sådan vranglære burde være nem at afsløre, selv om f.eks. folkekirken har utallige eksempler på, at mange har svært ved det. Men vranglære er som regel formuleret, så det fremtræder som en uddybelse eller et supplement. De falske lærere hos galaterne sagde, at der var noget, galaterne manglede.

Paulus tager sit ansvar for galaterne alvorligt og udlægger derfor ikke kun den rette lære for dem, men han afslører også den falske lære og forklarer, hvad konsekvensen i virkeligheden er. Det, galaterne troede, var et supplement til evangeliet, er i virkeligheden en tilsidesættelse af evangeliet. Den medfører, at galaterne – og alle andre – skal overholde hele loven for at blive frelst. Det er imidlertid umuligt. Galaterne går altså fortabt, hvis de tror de falske lærere.

Det er konsekvensen af at tro den forkerte lære. Nu er der nogle, der vil bruge den konkrete situation hos galaterne til at sige, at det kun er retfærdiggørelseslæren, som er så vigtig. Eller man abstraherer endnu mere og siger, at man ikke er i farezonen for det, Paulus taler imod, hvis blot man tror på Jesu død for os.

Det kan være sandt nok, men så må man gøre som Paulus og nøje undersøge, hvad der hører med til evangeliet. Man går i virkeligheden de falske forkynderes og læreres ærinde, hvis man bare tager for gode varer, at evangeliet ikke er ændret. Det er jo netop Paulus’ argument, at de falske lærere faktisk berøver galaterne evangeliet.

Fordi den forkerte lære ikke frelser, men tværtimod prisgiver dem, der tror den, derfor forbander Paulus dem, der forkynder den falske lære.

Nu om dage forsøger mange at erstatte spørgsmålet om, hvad der er den sande lære, med et nyt kriterium. Man henviser til, at de, der forkynder, forkert og falsk lære, jo er fromme, velmenende folk. Heldigvis er der nogle, der er velmenende. Men der er også mange, der ikke er. Det bliver som regel tydeligt, hvis man går ind i en debat med dem. Så dropper man den saglige diskussion og anlægger en tostrenget strategi. På den ene side angriber man dem, der lærer og forsvarer den sande lære: De siger ikke tingene på den rigtige måde (jf. ““Det er måden, du siger det p唓), er for vedholdende og forstår ikke, at en god “diskussion” helst skal give begge ret, så alle er glade. På den anden side fremstiller man sig selv som troværdig – eller lader andre gør det.

Paulus fremstiller rent faktisk også sig selv som troværdig. Han vil nemlig ikke selv vide af noget som helst andet end evangeliet om Kristi kors. Hans egen prædiken- og missionsvirksomhed foregår under korsets fortegn (1 Kor 2,1-5). Men det betyder på ingen måde, at Paulus vil tolerere forkert lære hos sig selv eller hos andre forkyndere. Forkert lære kan ikke forsvares med personlig “troværdighed.”

Det er dét, der er pointen i Gal 1,8: “Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.” Selv hvis man forestillede sig, at en engel, dvs. ‘et sendebud,’ fra Himlen forkyndte falsk lære, skal man ikke tro det. Ikke engang hvis en apostel forkynder i modstrid med den sande, rene lære, skal man tro på det. Apostlen Paulus kritiserer faktisk apostlen Peter for at lede galaterne i uføre. I tidens løb har der været mange, der hævdede at være “sendebude” fra Himlen. Dem skal man ikke tro.

En sådan falsk forkynder er “forbandet,” siger Paulus. Deres forkyndelse leder folk i fortabelse og Helvede. For den fører i realiteten til, at de, der tror på denne forkyndelse, skal holde hele loven til punkt og prikke for at blive frelst.

Hvad vi skal lære

På den baggrund må det konstateres, at falsk lære, et falsk evangelium, er dødsensfarligt for tilhørernes åndelige liv. Den falske lærer prisgiver evangeliet. Den prisgiver også dem, der tror på den. Ja, den prisgiver endog dem, der forkynder den forkerte og falske lære, og sætter dem under Guds vrede og forbandelse.

Der er talrige andre steder i Skriften, der lærer det samme som disse to vers og advarer mod falske profeter og lærere.  Forkert eller falsk lære er alvorlig, bogstaveligt talt dødsens- og Helvedes-alvorligt. De to vers, jeg har gennemgået, er jo ikke svære at forstå.

Derfor er det uforståeligt, når kristne, ja, når selv lærere og forkyndere forsvarer den forkerte lære og angriber dem, der lærer og forsvarer den sande lære. De burde i stedet sætte alt ind på at tilegne sig den rette lære, så de kan frelse både sig selv og deres tilhørere.

Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (1 Tim 4,16).

Det er dobbelt tragisk, når falske lærere og forkyndere henviser til egen “troværdighed.” Eller når falske lærere og forkyndere forsvarer hinandens troværdighed og i stedet angriber retlærende kristnes. Kun når ens tro, lære og bekendelse er uddraget helt og holdent af Skriften, er den troværdig, for så er det nemlig Guds ord. Og Guds lyser for os og frelser os. Intet andet gør.

Konkordieformelen – det lutherske bekendelsesskrifter, som afsluttede årtiers læremæssige diskussioner og blev underskrevet af over otte tusinde teologer og menighedsrepræsentanter – indleder sammenfatningen af de trosartikler, der var strid om, med følgende (Epitomen, Om den korte sammenfatning, regel og rettesnor, 1):

Vi tror, lærer og bekender, at den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal prøves på og dømmes efter, er de profetiske og apostoliske skrifter i Det gamle og Det nye Testamente, således som der står skrevet:

“Dit Ord er en lygte for min fod, et lys på min sti” (Sl 119,105). Og Paulus siger: “Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer– forbandet være han!” (Gal 1,8).