Læsningerne
Læsningerne til 7. søndag efter Trinitatis efter anden række – denne søndag falder i 2008 på 6. juli 2008 – er fra Det gamle Testamente Præd 3,1-11, som lærer os, at det i modsætning til, hvad vi i vores vantro forestiller os, er Gud, der har al magt og styrer alle ting. I mødet med denne tekst afsløres det, at vi ikke stoler på og ønsker, at Gud er Gud. Den bliver en lovens tale til os. Derudover slås det også fast, at alle vores anstrengelser og bekymringer er nytteløse, for tingene sker alligevel, når Gud i sin visdom har besluttet det. Men for den troendes nye natur er det også det kristne menneskes frihed fra lovens krav og fra egne hjemmelavede krav, som vi tror, vi skal opfylde, for at Gud vil os det godt. Det er også frihed fra bekymringer af enhver slags. Vi må tværtimod tage Guds gaver af hans hånd (jf. Præd 3,12-14, som jeg bestemt synes, man bør læse). Vi skal altså ikke frygte, hvad der skal ske os. Det gælder altså også dem, der er kaldet til en tjeneste som prædikanter.
I Matt 10,24-31 underviser Jesus os ud fra evangeliets synsvinkel. Vi skal ikke frygte Gud, for han er vores himmelske fader. Ganske vist vil vi møde hån, spot og forfølgelse, sådan som også Jesus gjorde. Men det er Gud, der fælder dommen. Han giver oprejsning og evigt liv – eller det modsatte. Når det gælder kristne, er Guds omsorg så stor, at endog vores hovedhår er talt. Tidspunktet for en discipels død er fastsat af Gud. Når der er brug for, at Jesus underviser os i dette, skyldes det dog, at vi af natur ønsker selv at være lærer og herre og slippe for korset.
Epistlen i Rom 8,1-4 følger op på budskabet fra 6. søndag efter Trinitatis, hvor retfærdiggørelsen ved tro, ikke ved lovgerninger var i centrum (jf. For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. søndag efter Trinitatis – Matt 19,16-26]). Retfærdiggørelsen har virkelig intet med lovgerninger at gøre. Men den retfærdiggjorte gives Helligånden, for at lovens krav skal opfyldes i os.
Præd 3,1-11 + 3,12-14
Indledende bemærkninger
Prædikerens Bog kapitel 3 er en af de kapitler, som mange måske kender noget til. Men budskabet i Prædikerens Bog er næppe i overensstemmelse med, hvordan folk flest – i al fald vestlige mennesker – tænker nu om dage.
Hvorfor sker de ting, der sker? Nogle vil mene, at det skyldes stjernerne. Den form for overtro var også kendt både i antikken og på reformationstiden. Andre taler om, at “Skæbnen” ville det. Det kan være en bevidst tro på, at der er højere magter, som man kender, og som egentlig bestemmer, hvad der sker. Eller en mere eller mindre vag forestilling om, at det måske i virkeligheden bare er tilfældigt, hvad der sker for den enkelte eller i det hele taget. Centralt i diskussionen om disse ting er også spørgsmålet om den frie vilje. (Se mere i artiklen “skæbne” i Den Store Danske Encyklopædi).
Sådan er det ikke ifølge Skriften. Luther regnede selv Om den trælbundne vilje for et af sine vigtigste skrifter. Heri viser han med mange klare steder, at vi ikke har en fri vilje og derfor heller ikke kan gøre noget til vores egen frelse.
Luthers udlægning af Præd 3,1
Luther har også udlagt Prædikerens Bog. Heri får vi igen en klar udlægning af, at læren om den frie vilje er fejlagtig. Salomon taler om menneskets gerninger, dvs. de gerninger, som vi udfører efter egen beslutning. “Alle menneskelige gerninger og anstrengelser har et bestemt, afgrænset tidsrum, de skal gøres i, med en begyndelse og en slutning, uden for menneskelig kontrol” (til Præd 3,1; jf. AE 15,49; jeg tager forbehold for oversættelsen, da jeg ikke har adgang til originalteksten).
Det er ikke, fortsætter Luther, op til os at fastsætte tidspunkt, måden eller udkommet af de ting, der skal gøres. Det er derfor åbenlyst, at vore anstrengelser og bestræbelser ikke er til at regne med. Alt kommer og går på det tidspunkt, som Gud har fastsat.
Det beviser Salomon med mange eksempler i det følgende. “Deraf drager Salomon den konklusion, at vi mennesker intet har ud af at lade os pine af vore bestræbelser og at vi ikke kan udrette noget som helst, om de så anstrengte sig aldrig så meget, med mindre det rette tidspunkt og den time, Gud har fastsat, er kommet” (AE, 15,49). Luther henviser til Joh 7,30 og 16,21.
Vi er ganske vist herre over alle ting (1 Mos 1,26), men det skal, forklarer Luther, forstås sådan, at vi kan bruge tingene for nærværende, men vi kan ikke kontrollere dem med vores bekymringer og bestræbelser. Vi kan ikke udvirke noget i fremtiden. Vi må nøjes med frit at gøre brug af skaberværket, sådan som Gud har stillet det til rådighed for os (AE, 15,50). Eller som Jesus sagde, “Hver dag har nok i sin plage,” så vi skal ikke bekymre os for morgendagen (Matt 6,34).
Det hele er i Herrens hænder, ikke i vores. Som Sirak siger, har vi fået en vis fri vilje: “Han skabte mennesket i begyndelsen og overlod det til dets frie vilje” (Sir 15,14). Men Gud gav også budene, som mennesket skal regulere sin vilje og handlinger ud fra (AE, 15,50).
Det eneste, der kommer ud af at ville udvirke ting efter egne overvejelser og ved egne bestræbelser, er tomhed. Som Luther siger, arbejder mange for at blive rige, men de opnår intet. Andre bliver rige uden at have arbejdet.
At Luther har ret, ser man, hvis man kigger nøjere på ordene og teksten. Alting har “en tid” (hebr. zemân) eller “et tidspunkt” (hebr. ‘êd). Begge ord angiver imidlertid et tidspunkt, der er bestemt eller fastsat.
Ordet, der er oversat med ‘alt, hvad der sker’ (hebr. hêphæs), betyder snarere ‘glæde,’ som i Sl 1,2. Det betyder “alt, hvad mennesket ønsker og har lyst til” (Luther, AE 15,50). Er det ikke det tidspunkt, Gud har fastsat, vil det ikke lykkes.
Måske lyder Luthers udlægning helt antikveret i moderne vesterlændinges ører, men faktisk er det, hvad Det nye Testamente lærer os.
Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.« Nu praler I og bruger store ord; men al den slags pral er af det onde. (Jak 4,13-16)
Præd 3,2ff
“Et tidspunkt, hvor man skal føde(s); et tidspunkt, hvor man skal dø,” ville være en sagssvarende gengivelse af Præd 3,2. De fleste moderne mennesker – men ikke f.eks. muslimerne, der vist er, hvad moderne mennesker kalder “fatalister” – tænker nok, at alt sker mere eller mindre tilfældigt.
Med moderne teknologi og medicin ser det ud, som om man i al fald nogle gange kan gribe ind i graviditeter. Men grundlæggende gælder det, at en kvinde må føde, når “hendes time” kommer (Joh 16,21).
Prædikeren og andre steder i Skriften lærer os, at vores levedage er givet af Gud (f.eks. Præd 8,15; 9,9; Sl 39,6). Job sagde også, at “Når nu hans dage er fastsat, og du har bestemt tallet på hans måneder, sat den grænse, han ikke kan overskride ….” Vi kan ikke lægge en alen til vores levealder, selv om vi bekymrer os aldrig så meget (Matt 6,27).
Vi kan altså se, at noget af det vigtigste for os mennesker – hvornår vi skal fødes og hvornår vi skal dø – er uden for vores kontrol. Her har vi ikke nogen fri vilje. Tværtimod.
Men så er det jo også i strid med, hvad vi lærer om Gud og hans magt, dersom vi frygter for mennesker, som altså egentlig ikke har nogen magt (se evangeliet). Det var også det, som Daniel belærte Nebukadsenar om (Dan 3,15-18). Jesus selv belærte også Pilatus om, at han ikke havde nogen som helst magt, hvis ikke den var blevet givet ham ovenfra (Joh 19,11). Til sine disciple havde han meget mere at sige, som vi bl.a. skal se nedenfor.
Luther understreger, at denne lære er en trøst for kristne, for hverken tyranner eller nogen anden skabning har fået magt over døden. Vi behøver altså ikke være ekstremt frygtsomme, når det gælder døden, men vi kan “dø som børn, når det behager Gud.” (AE, 15,51).
Gælder det liv og død, gælder det også alt andet, som Salomon nævner i de følgende vers. Hvis ikke det er det fastsatte tidspunkt, vil vi ikke kunne udrette noget.
De fastsatte tidspunkter er altså ikke “fastsat” af “skæbnen,” tilfældighederne eller en upersonlig og uinteresseret magt. De er fastsat af Gud, himmelens og jordens skaber og opretholder. Menneskelivet ses altså under Guds styrelse og forsyn.
Gud har fastsat tidspunkterne. Det vises ved en række eksempler. I nogle af dem nævnes yderlighederne for at angive omfanget. ‘Et tidspunkt for a og et tidspunkt for z’ kan altså betyder et tidspunkt for ‘a til z,’ men behøver ikke gøre det.
Det gælder menneskelivets begyndelse og slutning (Præd 3,2a). Det gælder produktion af mad og sikkert også diverse beplantninger (v. 2b). Det gælder dødsstraf og at forhindre død ved helbredelse (v. 3a). Det gælder bygningsværker, hvad der måske også omfatter bygningsværker i overført forstand, jf. 2 Kor 10,4; Gal 2,18).
Det gælder sorg og glæde i menneskelivet (v. 4a), ja, dødsfald og bryllupsfest (v. 4b).
Det gælder at kaste og om at samle sten (v. 5a), at omfavne og ikke omfavne (v. 5b). Hvad v. 5a dækker over, er uklart. Nogle mener, at der måske er tale om det samme som i v. 5b, altså det seksuelle. Men at samle sten kan dog også være med henblik på at bygge. I så fald kunne det at kaste sten måske være et udtryk for at nedbryde huse eller andre konstruktioner. Hvis det ellers er sten, der er objekt.
Der er tidspunkter for at lede/finde og miste (v. 6a, for at gemme og smide smæk (v. 6b). Der er også fastsatte tidspunkter for at rive tøj itu, måske som udtryk for sorg, eller at at sy tøj (v. 7a) og for kommunikation (v. 7b).
Der er tidspunkter, hvor man skal elske, og andre, hvor man skal hade, dvs. hade (det onde) eller elske noget andet mere, f.eks. Kristus mere end familien (jf. Om at beregne omkostningerne [2. søndag efter Trinitatis – Luk 14,25-35]) (v. 8a).
Der er fastsatte tidspunkter til at føre krig, andre til at holde fred (v. 8b). Det er altså f.eks. ikke sådan, at man skal holde fred for enhver pris. Det er tilladt at føre retfærdige krige.
Efter alle disse eksempler spørger Salomon om, “hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?” (Præd 3,9). Svaret på det fik vi Første søndag efter Trinitatis (jf. At [ikke] være rig hos Gud [1. søndag efter Trinitatis – Luk 12,13-21]). Der er dog lidt mere at sige, end at man ikke kan tage rigdom med i døden. Den rige, hvis dødstidspunkt var kommet, fik intet ud af sit slid. Omvendt arver andre store rigdomme uden at have slidt og slæbt.
Gudsfrygt er vigtigst. Når vi frygter og elsker ham og stoler på ham over alle ting, må vi tage de gode gaver af hans hånd og nyde dem, så længe vi får dem (jf. ApG 14,17; 1 Tim 6,17). Vi skal stille os tilfreds med det, vi har fået.
Selv peger Salomon på det slid eller den plage, som Gud har givet os (Præd 3,10). Jesus sagde, at hver dag har nok i sin plage eller sit onde (Matt 6,34).
Præd 3,11
I Præd 3,11 sammenfatter Salomon, hvad vi kan lære om Gud og hans styrelse af denne verden. Han har gjort eller skabt alt smukt til hans fastsatte tidspunkt, dvs. til det tidspunkt, han selv har fastsat (v. 11a). Det omfatter utvivlsomt også skabelsen, men ikke kun skabelsen.
Han har lagt evigheden i deres hjerter, skriver 1931-oversættelsen (v. 11). Men man skal nok forstå det, som Luther og 1992-oversættelsen gør det: “han har også lagt menneskene verdens gang på sinde.” Det vil passe bedre med resten af verset, som taler om, at vi mennesker ikke kan forstå, hvad Gud gør, lige fra eller i begyndelsen og til enden.
Hvis Præd 3,11 skal forstås sådan, at han har lagt en bevidsthed om evigheden i vore hjerter, så betyder det ikke, at vi af den grund forstår, hvordan Gud styrer verden. Hvis det betyder, at han har givet os interesse for verdens gang – for hvad der sket og er sket, og for hvordan og hvorfor – så medfører det dog ikke, at vi forstår Guds gerninger. Kun for så vidt det åbenbares for os, kan vi opnå sikker forståelse heraf. Her er i øvrigt en vis tematisk forbindelse til evangeliet.
Her slutter lektien til 7. søndag efter Trinitatis til anden række, men de følgende tre vers er nu værd at tage med.
Præd 3,12-14
Man skal nemlig ikke konkludere, at man så lige så godt kan være en pessimistisk og glædesløs fatalist. Tværtimod giver det tryghed, at det er Gud, der fastsætter, hvad der sker. Det giver også frihed til at nyde de gaver, han skænker, når han skænker dem. Som Salomon skriver, “Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet” (Præd 3,12). Guds gode gaver (Præd 3,13) må modtages, når blot det sker under bøn og helligelse af Guds ord (1 Tim 4,3-5).
Hvad Gud gør og bestemmer, det forbliver, hvad det er. Man kan ikke trække noget fra eller lægge noget til (Præd 3,14a; jf. hvad Jesus sagde herom).
Konklusionen er, at “Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte Ham” (Præd 3,14b). Vi skal erkende, at vi får alt fra Gud. Tager han livsånden tilbage, dør vi. Opretholder han os, lever vi. Har han villet det, vil vores bestræbelser lykkes. Ellers ikke. Derfor skal vi frygte ham, ikke mennesker, uanset hvor meget magt de synes at måtte have (jf. evangeliet).
For alt – også frelsen – gælder det, at “Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed” (Rom 9,16). “Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,12f). Paulus lærer os et andet sted, at de kristnes gode gerninger er lagt til rette for os på forhånd (Ef 2,10).
Alt dette sammenfatter Luther egentlig i Forklaringen til det første bud: “Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.”
Protester
Imidlertid vil syndere gerne protestere. Protestere over, at det er Gud, der fastsætter, hvad der sker. Selv om der er meget godt at sige om al den viden og kunnen, der er til rådighed i dag, har det også fortrængt bevidstheden om, at det er Gud, der styrer denne verden.
Eller man vil protestere over, at Gud er god og retfærdig. Så anklager man Gud for alt, hvad der sker som følge af menneskers synd og ondskab.
Eller man tør ikke tro, at Gud er god og nådig. Så giver man plads for fatalistisk pessimisme og undlader at bekæmpe ondskaben i sig selv, i familien, i samfundet og i verden. Eller man kaster sig ud i alskens religioner for at “formilde” Gud i stedet for at høre evangeliet.
Eller man mener, at Guds styrelse gør, at vi er ligegyldige, og forkaster da, at Gud har givet os ordninger i samfund og familie, som vi skal leve i og hvori vi skal modtage de gaver, han giver os.
Når det gælder frelsen, vil mange også imod Skriftens klare lære tro, at vi er frie og selv kan beslutte os for at blive frelst. Men vores vilje er ikke fri, som Luther meget klart lærer os i Om den trælbundne vilje. Der må en kraft til, som vi ikke har i os selv, men som Gud giver i evangeliet.
Rom 8,1-4
Paulus proklamerer i Romerbrevet den vidunderlige sandhed, at der ikke er nogen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus (Rom 8,1). For dem, der ved dåb og tro er i GudManden Jesus Kristus, er al fordømmelse borte. Han har allerede båret al verdens synd og den forbandelse, som synden fortjener (Joh 1,29; Gal 3,13).
For som Luther oversætter Rom 8,2, “Denn das Gesetz des Geistes der da lebendig macht in Christo JEsu, hat mich freigemacht von dem Gesetz der Sünde und des Todes.” Det er Jesu ord, evangeliet, der gør fri fra den lov, der er rettet mod synden og idømmer døden som straf (jf. videre “Sandheden skal gøre jer frie” [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]).
Loven kan nemlig ikke skabe gode gerninger, endsige et syndfrit liv (Rom 8,3). Den er uden kraft til at gøre det på grund af ‘kødet,’, dvs. fordi vi er syndere. Men det, som er umuligt for loven og for os mennesker, det gjorde Gud muligt (jf. også sidste søndag: For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. søndag efter Trinitatis – Matt 19,16-26]).
Gud sendte nemlig sin Søn, ham, der er født af Faderen i evighed. Sønnen var ikke og blev ikke en synder, men han blev et menneske af kød og blod på samme måde som os, blot uden synd (Hebr 2,14ff; 4,15). Han kom “for syndens skyld,” eller som det også kan oversættes: ‘som syndoffer’ (jf. f.eks. Svenska FolkBibeln og English Standard Version). Kristus fordømte synden i kødet, i og med, at han tog straffen for den.
Der var også et formål med Jesu frelsesgerning, selv om opfyldelsen af dette formål ikke er frelsesgrundlag, men en følge af frelsen. Lovens krav skal opfyldes i os, som ikke lever ‘efter kødet,’ men ‘efter Ånden.’ Med disse udtryk menes, at vi ikke lever på kødelig vis uden evangeliet og uden Helligånden. Derimod lever vi, sådan som Ånden lærer os og driver os.
Vi bliver ikke perfekte, for der er en kamp i os (Rom 7,14-25; Gal 5,14-26). Men vi frelses heller ikke, fordi vi lever perfekt som kristne. Tror vi det, er vi under loven og skal opfylde hele loven, som Paulus lærer os i Galaterbrevet. Så er vi faldet ud af nåden.
Vi frelses, fordi vi ved tro tilregnes hans retfærdighed, som opfyldte al retfærdighed i vores sted (Matt 3,15) og led, døde og opstod i vores sted (jf. f.eks. 2 Kor 5,14-21, som der er mere om her: “Sandheden skal gøre jer frie” [4. s. e. påske – Joh 8,28-36]; retfærdiggørelsen er der mere om i “For mennesker umuligt, for Gud muligt [6. søndag efter Trinitatis – Matt 19,16-26]“.)
Prædiketeksten i Matt 10,24-31
Matt 10 er Jesu tale i forbindelse med udsendelsen af apostlene på deres første missionsrejse. Konkret skal de kun gå til de fortabte får af Israels hus (Matt 10,5-6). Selv om de senere får udvidet deres mission (Matt 28,16-20), betyder det ikke, at de ikke fortsat skal forkynde for jøderne (jf. formentlig Matt 10,23).
Forskellen er, at apostlene ifølge Matt skal gå til jøderne, fordi det er dem, der er omfattet af det gamle testamente. Men de skal ifølge Matt 28,18-20 gå til hele verden, fordi hele verden, alle mennesker, alle folk, er omfattet af det nye testamente.
Evangeliet i Matt 10,24-31 handler om sendelsens konsekvenser. Jesus er deres forbillede. “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Joh 20,21). De skal dog ikke gentage Jesu frelsergerninger, men de kommer til at dele kår med ham. De skal dog ikke frygte, men tale, for Gud er med dem.
Forholdet mellem Jesus og disciplene (v. 24)
Det burde være en selvfølge, at en discipel ikke er over sin lærer og en slave eller tjener ikke over sin herre (v. 24).
Men en discipels syndige natur gør, at man gerne vil overtage lærerens rolle og være klogere end ham og få større succes end ham. Derfor er det til alle tider nødvendigt at gentage dette.
Der er mange måder, hvorpå en discipel – også en, der er apostel eller lærer og hyrde – kan forsøge at unddrage sig at være under sin lærer, altså under Kristus. Det kan dreje sig om at være udlært og derfor holde op med at lære af Kristus og af hans profeter og apostle. Så bliver man en vranglærer eller falsk profet.
Det kan dreje sig om ikke at ville dele kår med Jesus, altså at bære sit kors (jf. “Om at beregne omkostningerne [2. søndag efter Trinitatis – Luk 14,25-35]“). Ganske vist blev han anerkendt for en tid, nemlig så længe folk troede, han ville opfylde deres ønske om velstand og politisk magt (Joh 6,15). Eller så længe han kunne sætte de religiøse ledere på plads (jf. f.eks. Joh 21,46).
Men Jesus kom for at opfylde al retfærdighed og bære al verdens synd, og derfor handlede han, sådan som det århundreder forinden var blevet profeteret af Esajas (Matt 12,18-21; jf. Es 42,1ff). Det blev til hån, spot, lidelse og død.
Der er mange måder ikke at ville dele kår med Jesus på. En discipel, der har fået til opgave at prædike offentligt og altså er en hyrde og lærer ligesom de tolv, skal ikke blot forkynde evangeliet for dem, der knust af loven gerne vil høre det. De skal også forkynde loven for dem, der ikke ønsker det, fordi de ikke ønsker at erkende eller vedkende sig at være syndere. De skal også undervise i alt, hvad Jesus har befalet, og lære enhver discipel at holde det (Matt 28,19).
Men der er næsten ingen ende på, hvor mange der vil være klogere end deres lærer, dvs. Kristus. For disse er det ikke nok at lytte og tro, hvad Skriften lærer.
Men at afvise evangeliet eller trosartiklerne er intet andet end vantro. Det er det samme som ikke at tro, hvad Kristus forkynder som evangelium for os. Det er at sætte sig over Kristi ord og selv vælge og vrage blandt det, som Han har valgt at bruge som sit redskab til frelse.
Desværre vil selv en trofast lærer og hyrde derfor alt for ofte få at opleve, at menneskers vantro og afvisning af Guds ord og lære giver sig udslag i modstand mod hyrden og læreren. En sådan modstand kan have mange former, men de er sjældent behagelige. De kan være meget ubehagelige. Ja, vantro og afvisning af Guds Ord kan være til hån og spot, forfølgelse og endog drab.
Den lærer og hyrde, som af den ene eller anden grund giver efter og ændrer på forkyndelsens og undervisningens indhold – eller helt undlader at forkynde og undervise – har sat sig over sin lærer. De, der skal undervises, har ikke kun forsøgt at sætte sig over deres hyrde og lærer, men også over overhyrden.
En slave/træl eller tjener er ikke over sin herre. Han kan altså ikke overtage herrens plads og ændre sine vilkår. Han må affinde sig med, at går det hans herre godt, går det også ham godt. Angribes hans herre, angribes han selv. Risikerer hans herre livet, risikerer han selv livet. Ja, en slave må sætte sit eget liv ind på at værne sin herres liv.
En discipel, der skal forkynde, dvs. en hyrde og lærer, må altså på samme måde vide, at han ikke er over sin herre, men tværtimod er under sin herre og må dele “skæbne” med ham.
Det må være nok (v. 25)
En discipel eller en slave/tjener må altså være tilfreds med, at det går ham som Kristus. Egentlig står der, at ‘det (må være) nok for en discipel, at han bliver som hans lærer og en slave/tjener (bliver) som sin herre.’
Jesus henviser konkret til de falske anklager, som de jødiske ledere og lærde rettede mod ham. De troede ikke, hvad hans gerninger viste, men anklagede ham i stedet (jf. Matt 12,22-32; Joh 7,20). Nej, medlemmerne af en husstand må påregne, at det går dem som husbonden, ‘husets herre,’ som ordet direkte betyder.
Det er altså et generelt udsagn, som Jesus efterfølgende applicerer i betingelsessætningen: De må regne med at blive anklaget for at stå i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste (se til 12,24f.27; 9,34). Beelzebul betyder ‘herre over boligen’ – eller måske herre over skidt(et) (se BDAG og EDNT, s.v.) – og er en forvanskning af Beelzebub, der er navnet på den Gud, filistrene dyrkede i Ekron, og betyder ‘Fluernes herre’ (2 Rg 1,2-6; se EDNT s.v.). Her er der formentlig et ondsindet ordspil mellem oikodespotês, ‘herre over huset’, og Beelzeboul, ‘herre over boligen’.
Frygt ikke (v. 26a)
Jesus siger, at disciplene ikke skal frygte ‘dem,’ dvs. dem, der vil rette falske anklager mod dem.
Begrundelsen (jf. “derfor,” gr. oun) er altså, at de som Hans disciple, slaver/tjenere eller husfolk skal lade det være nok, at det går dem som Ham. Det skyldes, at der er en lang række konsekvenser af at være i Hans tjeneste. De tjener som begrundelser i det følgende.
Intet hemmeligt eller skjult (v. 26b)
Den første begrundelse er, at alt vil blive åbenbaret og kendt – uanset om det drejer sig om evangeliet eller fjendernes hemmelige planer (jf. Lenski, Matthew p. 409). Før eller siden vil de få deres velfortjente dom. Disciplene derimod kan se frem til en herlighed, som langt opvejer de lidelser, de må gennemgå, ja, selv martyrdøden.
Alt skal siges (v. 27)
Disciplene skal sige, hvad de får pålagt. Også hvad Jesus har undervist dem om i private samlinger, skal de bringe ud – når den tid kommer (v. 27; jf. 17,9 og f.eks. 9,30; 16,20).
Hvem de skal frygte (v. 28)
De skal for det andet ikke frygte mennesker, der kun kan slå legemet ihjel (som med f.eks. Stefanus), men Gud, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede (jf. Ps 90,11; Mt 3,7).
Det er tydeligt, at Gud er den, man skal frygte og derfor rette sig efter i alle situationer. Der er her en direkte baggrund i lektien fra Præd 3,1-14. Det er blandt andet derfor, Præd 3 er gennemgået detaljeret ovenfor.
Dertil kommer, at der her i Matt 10,28 læres klart om fortabelsen.
Vers 28 viser også, at der er både sjæl og legeme i fortabelsen i Helvede, svarende til, at alle skal opstå legemligt, også dem, der går fortabt (jf. J 5,27-29) (v. 28).
At man kan slå legemet, men ikke sjælen ihjel, lader os vide, at sjæl og legeme ikke er gensidigt afhængig af hinanden. Sjælen kan eksistere uden legemet. I Skriften er der nemlig tale om den såkaldte mellemtilstand, hvor de frelste nok er i Paradis eller Abrahams skød, dvs. sammen med Herren, men dog endnu ikke har fået del i opstandelseslegemet (Luk 16,19-31; 2 Kor 5,8; Fil 1,21-24).
Paulus skriver om samme sag i 2 Kor 4, hvor han citerer Sl 116 (se mere i “Skatten i lerkarret“).
Mere værd end spurve (v. 29-31)
Den tredje begrundelse for, at de ikke skal frygte, er, at selv to spurve, der sælges for en håndøre (egl. 1/16 denar/dagløn), ikke dør uden deres Faders vilje og tilladelse (v. 29). Apostlene er meget mere værd end dem (en slutning fra det mindre til det større), for på dem er selv alle hårene på hovedet talt – af deres himmelske Fader (v. 30f).
Hvad der gælder for alle mennesker ifølge Præd 3, gælder altså særligt for dem, der ved dåb og tro er blevet børn af Jesu Kristi himmelske Fader. Fordi vi kender hans frelsesvilje, forsyn og omsorg for os, er det en meget fundamental begrundelse for kristnes tryghed i verden.
En alvorlig sag
I Matt 10,32f drager Jesus den konklusion af evangeliet til 7. søndag efter Trinitatis, at Jesus over sin himmelske Fader vil bekende enhver, som bekender ham – hans person, hans gerning, hans lære – over for mennesker – og omvendt, når disciple ikke vil (jf. Mc 8,38; L 9,26).
Derfor er der god grund til at bekende Jesus og god grund til ikke at lade være at gøre det (jf. 7,23) (v. 32f).
Evangelieteksten prædiker altså både lov og evangelium. Jesus prædiker lov, for så vidt han afslører, at vi efter vores kødelige natur forsøger at undgå Kristi lære og korset. Det gør han også, når han siger, at vi skal frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.
Men evangeliet er grundlæggende med. Det er Kristus, der underviser dem, og det er hans himmelske Fader, som elsker verden og har sendt ham for at lide, dø og opstå (i stedet) for dem.
For det andet forudsættes det, i og med at det er evangeliet, disciplene er kaldet og sendt til at prædike for de fortabte får af Israels hus og senere til alle, der er fortabte uden evangeliet. Evangeliet er vigtigt, fordi det alene har kraft til at frelse. Evangeliet kan frelse fra Helvede. Det kan og vil også bære dem, der skal prædike det.
For det andet, fordi Jesus ligesom i Matt 6,25-34 understreger, at Faderen har omsorg for dem. Der er et tidspunkt til at dø, og det er i Faderens hånd.
Derfor gentager Jesus, at vi ikke skal frygte, dvs. frygte i negativ betydning (Matt 10,26.28.31). Vi skal derimod frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting.