I et tidligere indlæg kommenterede jeg en kronik af sognepræst, cand.theol. Merete Bøye. Lederen af Folkekirkens Mission, Kristen Skriver Frandsen, har 4. juli 2007 kommenteret Bøyes indlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket”.
Bekymring?
Frandsen giver igen med samme mønt: “Man kan se det at klynge sig til uforandret traditionelt kirkeliv som en holdning båret af bekymring.” Jo, det kan man sikkert, men det afgørende er, om det gælder i Bøyes tilfælde. Det må Bøye selv udtale sig om. Frandsen mener i al fald, at det ikke er bekymring, men lyst, der ligger bag den “aktivistiske modus”.
Behagesyge i ApG 2,1-41?
Frandsen henviser ligesom Bøye til Det nye Testamente: “Merete Bøye sammenligner med kirkens tidligste mission med henvisning til Apostlenes Gerninger. Den ligner ikke vores overbekymrede crowd pleasing (behage folkemængden). Jamen var og er evangeliet ikke i en vis forstand crowd pleasing? Den første gang, disciplene prædikede, behagede det så meget, at en skare på 3000 mand blev døbt.”
Frandsens retoriske spørgsmål besvares med henvisning til en konkret begivenhed. Det gør det også muligt at efterprøve, om han har ret. Er de mange, der troede evangeliet i den første tid, udtryk for “crowd pleasing” – masse-behage-syge? Hvis man læser hele kapitlet, vil man se, at det langt fra er tilfældet. Peters lange beretning, som slutter med at omtale tilhørernes medansvar for korsfæstelsen, førte til syndserkendelse. “Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ‘Hvad skal vi gøre, brødre?'”
Peters svar er principiel: “Peter svarede: ‘Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.’ Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: ‘Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!'”
De skal omvende sig og lade sig dåbe. Omvendelse betyder her tro på de løfter, som Peter siger, også gælder dem. De skal lade sig døbe i Jesu Kristi navn, dvs. på hans befaling og i tillid til de løfter om frelse og evigt liv, som Jesus Kristus selv har givet. Dåben giver syndernes forladelse og besvarer så at sige deres syndserkendelse. De skal også få Helligånden som gave. Samtidig ved vi fra fx Tit 3,5, at det er Helligånden, som genføder og fornyer.
Lukas skriver om de 3000, at de tog imod Peters forkyndelse og blev døbt. De tog ikke imod det kun som Peters ord, men som Guds eget. Peter selv kunne jo ikke tilgive noget på Guds vegne, men som Jesu Kristi udsending og med bemyndigelse fra Ham kan han tilgive (jf. Joh 20,19-23; Matt 16,19; 18,18). Ja, Jesus Kristus er selv tilstede (18,20). Men andre tog ikke imod, og sådan har det været fra Kains dage, og sådan vil det være til verdens ende.
Hvad virkede tro hos de 3000? Det gjorde den forkyndelse, som afslørede tilhørernes synd og forkyndte Guds løfter om syndernes forladelse og Helligånden som gave. Efterfølgende, fortæller Lukas, holdt de fast ved “apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne”. Apostlenes lære (løfterne; evangeliet); dåb og nadver, fællesskabet og bønnerne – samt i praksis embedet (jf. ApG 6,1-6).
Det er ikke særligt præcist at kalde dette for “crowd pleasing”, lige så lidt som Frandsen med dette eksempel har imødegået “vores overbekymrede crowd pleasing”. Det er direkte misvisende at henvise til dette eksempel, når det sker i en polemik med Bøye, som trods alt vil henvise til evangelieforkyndelsen og sakramenterne. Andre tekster i Det nye Testamente er også relevante. Gal 1,6-10 advarer ikke alene mod at ændre noget som helst ved evangeliet, fordi det faktisk gør evangeliet til et ikke-evangelium. “Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener,” slutter Paulus.
Ikke behagesyge, men tilpasning?
Frandsen vil forsvare den “aktivistiske modus”. Han argumenterer naturligvis ikke for, at man må behage på den måde, som Paulus afviser. Frandsen argumenterer derfor for, at kirken lærte sig at tækkes dem, der blev generede af forkyndelsen. Det gælder statsmagten, og Frandsen mener, at kirken måske tog sin iver efter at tækkes magthaverne med sig, da den blev statskirke. Pointen er vel, at Bøye er udtryk for en denne holdning. Frandsen hævder, at kirken udadtil giver “kejseren mere af Gud, end godt er”, og at den indadtil “bliver mere stiv og konservativ, end den ældste Kristus-bevægelse lagde op til at være”.
Tilpasning i ApG 17,14-34?
Frandsen henviser til Paulus’ tale på Areopagos som et eksempel på kristendommens “iboende evne til at tilpasse sig”, og hævder, at det udgør “noget af kristendommens gennemslagskraft”. “Paulus kerede (for ikke at bruge ordet bekymrede!) sig faktisk om, hvordan hans ord nåede frem. Og han tilpassede sig de forskellige situationer, han kom i. Hans tale på Areopagos er måske det tydeligste eksempel (Ap.G. 17). Måden, evangeliet forkyndes på, skal tage form efter den tid og den kultur, det møder, for at forstås. Indholdet må derimod ikke blive kulturkonformt. Der kan være former og sprog, som drukner evangeliet. Spørgsmålet er så hvilke.”
Frandsen rører her ved et yderst centralt – og omdebatteret emne. Men faktisk er der tale om endnu en fejllæsning. Paulus tager ganske rigtig udgangspunkt i den konkrete situation og taler om den ukendte gud, som athenerne tilbeder. Paulus forkynder imidlertid den kristne lære om Gud som skaber, som alle mennesker bør søge (v. 24-27), omvendelse (v. 30) og den endelige dom over hele verden ved en mand, som er opstået fra de døde (v. 31f). Athenerne reagerede med afvisning i form af spot eller en diplomatisk “udsættelse” (v. 32). Dog troede nogle på det, Paulus havde forkyndt (v. 34).
Paulus tilpassede sig, men han tilpassede sig ved at fremhæve det, som var mest forargeligt for dem. Paulus tilpassede sig også ifølge 1 Kor 9. Men heller ikke her er der tale om en tilpasning af forkyndelsens indhold eller form. Paulus tilpassede sin adfærd, konkret ved ikke at spise kød, hvis det kan føre nogen til fald.
Angreb på højmessen
Frandsen mener, at den klassiske højmesse må kritiseres. Den efterligner den katolske messe, mener han. Men han glemmer at fortælle, at den kun efterligner den katolske messe, når denne er katolsk i betydningen “almindelig”, dvs. kristelig eller fælleskirkelig i egentlig, reformatorisk forstand. Den efterligner “senrenæssancens universitetsforelæsninger fra en ophøjet prædikestol”, hævder Frandsen. Men han undlader at fortælle, at der er en teologisk begrundelse herfor, ligesom han glemmer at fortælle, at denne prædikenform hverken er opfundet i senrenæssancen eller for den sags skyld på nytestamentlig tid, men er næsten lige så gammel som verden. Frandsen angriber også orgelmusikken og de stive bænkerader. Han slutter med at spørge: “Er den form i øjenhøjde med folk og er det nødvendigvis den, evangeliet taler bedst igennem?” Se, det er et godt spørgsmål, et godt teologisk spørgsmål. Man må ønske, at Frandsen vil besvare den som et teologisk spørgsmål på basis af den lutherske teologi, som han må antages at skulle arbejde efter. At bygge på “lidt almindelig fornemmelse”, som Frandsen foreslår, er dybt uprofessionelt. At han også gør det med overfladiske henvisninger til Det ny Testamente er beskæmmende.
Tilbage til Den augsburgske Bekendelse
Hvis Frandsen og Folkekirkens Mission vil være i overensstemmelse med det, der egentlig er (eller var) folkekirkens teologiske grundlag, så skulle han begynde forfra med sine overvejelser. Forfra med de første artikler i Den augsburgske Bekendelse, forfra med såvel Det nye Testamente som liturgihistorien. Så kunne der være håb. Ellers vil det bare ende i fælleskirkelig aktivisme uden sakramenter, med et stærkt fortyndet evangelium og med tab af det, som i egentligste forstand gør kirken “almindelig” eller “katolsk”, dvs. uafhængig af tid og rum. Frandsens forståelse gør kirken afhængig af skiftende opfattelser til forskellige tider og steder. Men måske er sagen, at Frandsen ikke forstår den lutherske lære eller ikke er enig i den?
Se Kristen Skriver Frandsen, “Lad os i al ubekymrethed løfte blikket” (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/255943), Kristeligt Dagblad den 4. juli 2007.