Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?

Esajas-skriftrullen, en af Dødehavsteksterne. Indholdet er fra ca. 700 før Kristus, selve håndskriftet fra det 2. århundrede før Kristus.

Denne note handler om nogle overvejelser jeg har gjort mig om spørgsmålet: »Hvem er HERREN« i begyndelsen af Markusevangeliet.

Noten er affødt af at man på Facebook kan melde sig til en gruppe »Læs Markus« og være med til at kigge på Markusevangeliet i løbet af fire måneder. Indimellem falder jeg over noget der fortjener en lidt længere note end Facebook-formatet måske lægger op til. De kommer her ‒ helt usystematisk uden de store faglige studier. Her i den første uge er det Markusevangeliet kapitel 1 (Mark 1).

Indledningen til Markusevangeliet

Markus er »evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn«. Jesus er fornavn, Kristus er egentlig ikke et navn, men en betegnelse, et adjektiv der betyder »salvet«. Jesus er »den salvede«, dén salvede som GT mange gange har sagt skulle komme. »Guds Søn« kunne vel for de første læsere betyde så mange ting, men som med al litteratur er det gode spørgsmål hvad Markus mente. Gud er den eneste Gud der findes. Han er en levende person på samme måde som Jesus er en levende person. Jesus kalder Gud for sin far (Mark 14,36), mens Gud kalder Jesus for »sin elskede søn« (Mark 1,11).

Esajas-citatet

Det jeg i denne lille note vil koncentrere mig om, er imidlertid de næste to vers:

Som der står skrevet hos profeten Esajas: »Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!«

Fotografi af den udrullede 2100 år gamle skriftrulle med teksten fra profeten Esajas. Skriftrullen er en af Dødehavsteksterne og blev kopieret i det 2. årh. Profeten Esajas er relevant for at forstå hvem er Herren.
Esajas-skriftrullen, en af Dødehavsteksterne. Indholdet er fra ca. 700 før Kristus, selve håndskriftet fra det 2. århundrede før Kristus.

»Som der står skrevet« angiver klart at det som Markus er ved at fortælle om Johannes og Jesus, er hvad profeten Esajas fortalte om ca. 700 år tidligere. Det ældste overleverede håndskrift til Esajas blev (af)skrevet over 100 år før Johannes’ og Jesu tid. Vi skal uden tvivl forstå citatet således at det er en opfyldelse af profetien hos blandt andet Esajas at Johannes og Jesus træder frem.

Profeten Esajas gengiver et ord af Gud: »Se, jeg sender min engel foran dig osv.« Engel kunne ‒ og burde sikkert ‒ have været oversat med »sendebud«. Han skal bane vejen, dvs. han skal forberede en vej. Det vil han gøre ude i ørkenen. Her råber Johannes, for ham er det der er tale om: »Ban Herrens vej«.

Hvem er Herren?

Ordet Herren

Det er som sagt et citat fra Esajas kapitel 40 (Es 40,3). Nu kan »Herren« også betyde flere ting. Det kunne være den bestemte form af det ord der betyder ‘herre’ i betydningen en der ejer noget eller har myndighed. Men det er det ikke her, for selvom man ikke umiddelbart kan se forskel på græsk, kan man på hebraisk, og her skriver Esajas »HERREN«, dvs. egennavnet HERREN. På hebraisk er det bogstaverne JHVH. 1992-oversættelsen oversætter nogle gange JHVH med »Jahve«, men af en eller anden grund ikke her i Es 40,3. Ikke desto mindre er det egennavnet HERREN. Vi møder det i Første Mosebog: »Gud HERREN« (første gang i 1 Mos 2,4) og senere bare »HERREN« (de to første gange i 1 Mos 4,1.3).

Herren i Anden Mosebog

I Anden Mosebog kan vi iagttage noget interessant. Først omtales »HERRENs engel« (2 Mos 3,2), men et par vers senere står der at »Gud« råbte til ham inde fra busken, og det begrundes tilmed med at »HERREN så« (2 Mos 3,4). Hele afsnittet benytter forskellige betegnelser for Gud, men altså bl.a. »HERRENs engel«, »HERREN« og »Gud«. Nogle forskere mener at det skyldes at forskellige udgaver af beretningen er blevet skrevet sammen af en inkompetent skriver. Men GT er også litteratur ‒ tilmed god litteratur. De forskellige betegnelser er brugt bevidst med en hensigt, nemlig den at fortælle hvem det egentlig er Moses mødte. Allerede her i Mosebøgerne pirres vores nysgerrig. Hvem er den »HERRENs engel« der også er »HERREN« og »Gud« selv?

Salme 110

Esajas selv har ikke ladt os uden antydninger ‒ faktisk er der flere steder mere end antydninger, men det må blive en anden god gang. Vi finder det også i f.eks. Salme 110. Jesus tager det sted op i Mark 12,35ff. Kristus er både »Davids søn« og »Davids herre«, ja, »HERREN« (Sl 110,1.2.4) og »herre« (Sl 110,5). Hvordan kan det lade sig gøre?

HERREN i Markus 1,1-3

Tilbage i Mark 1,1-3 kan vi gentage spørgsmålet. Hvordan kan Markus bruge et sted der handler om »HERREN« og »HERRENs engel« om Johannes og Jesus, Guds Søn? Er HERREN navnet på Faderen eller Sønnen? Eller er det sådan at HERREN kan bruges både om Sønnen, altså Guds Søn der fødes tre måneder senere end Johannes, og om »Gud«. Og spørger vi så hvem denne »Gud« er, så vil svaret være at det sommetider er den treenige Gud: »Gud sagde: ›Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!‹ « (Gen. 1,26), sommetider Gud til forskel fra Guds Søn.

Den norske bibelforsker Sverre Aalen skabte udtrykket »jahvistisk kristologi«. Det betyder en beskrivelse eller lære om Kristus som benytter sig af beskrivelsen af JHVH eller Jahve i GT. I Johannesevangeliet læser vi mange gange om »Faderen« og »Sønnen« ‒ mest prægnant i Joh 10,30: »Jeg og Faderen er ét.«

Så hvem er HERREN?

Men selvom det er mere indirekte formuleret, så er meningen med Mark 1,1‒3 ikke bare at sige at Jesus er guddommelig, men at han er HERREN ‒ forstået på den rigtige måde. Og Johannes ‒ Johannes Døberen ‒ skulle bane vejen for ham.