Walthers homiletiske vejledning
C.F.W. Walther opfordrede indtrængende til at holde læremæssige prædikener. Hans opfordring fortjener omhyggelig opmærksomhed. Walther skrev:
Lad en prædiken være aldrig så rig på formaninger, irettesættelse og trøst, hvis den er uden lære, er den en tynd og tom prædiken. Dens formaning, iretteæse og trøst svæver frit i luften. Det er næsten ikke til at tro, hvor mange prædikanter der synder hvad dette angår. Knapt har prædikanten berørt hans tekst og tema, før han begynder at formane eller irettesætte eller trøste. Prædiken består næsten udelukkende af spørgsmål og udråb, saligprisninger og klagesange. Der er så meget, der kalder på selvprøvelse og sådan en bearbejdelse af følelser og samvittighed at tilhørerne har ringe mulighed for at stille refleksion.
Men sådan en prædiken er langt fra at nå hjertet og udvirke sandt liv; mere sandsynligt vil en sådan prædiken tale folk ihjel, ødelægge enhver tilstedeværende appetit efter livets brød, udvirke afsky for, og væmmelse ved, Guds Ord. Det kan ikke andet end fylde tilhørerne med kvalme, når de bliver tvunget til at lytte til endeløse opfordringer og irettesættelser og trøstetaler, som, fordi det læremæssige grundlag mangler, er nytteløse og uden salt.
Det er naturligvis meget lettere at ryste den slags ting ud af ærmet og dermed give prædikenen et skin af liv og kraft end det er at fremlægge en læresætning klart og grundigt. Det kan være hovedårsagen til at mange prædiker lære så sparsomt, som de gør, og som regel bevidst vælger sådanne emner, som allerede er velkendte for tilhørerne og derfor kun behøver en praktisk anvendelse.
Der er imidlertid mange, som viger tilbage for at prædike læremæssigt, ganske enkelt fordi de ikke selv har nogen grundig viden om de åbenbarede læresætninger og derfor er ude af stand til at fremlægge dem klart og grundigt.
Og så er der dem, der ikke bekymrer sig om at prædike læremæssigt ret meget, fordi de arbejder under den illusion, at detaljerede læremæssige diskussioner er for tørre, lader tilhørerne kolde og intet bidrager til at vække samvittigheden, til omvendelse og til en levende, virksom hjertets kristendom. Det er imidlertid en grov fejltagelse. Det stik modsatte er sandt.
Guds evige tanker, åbenbaret til os i Skriften til frelse for os, disse guddommelige sandheder, disse guddommelige råd, disse troens hemmeligheder, som har været holdt hemmelige siden verdens skabelse, men som nu er blevet åbenbarede for os gennem profeternes og apostlenes skrifter, er den himmelske sæd, som må sås i tilhørernes hjerter for at kunne frembringe frugt bestående af alvorlig omvendelse, en oprigtig tro og en alvorlig, virksom kærlighed.
Der kan ikke komme nogen ægte vækst i det åndelige liv i en menighed, hvis prædiken ikke er rig på lære.
En prædikant, som vier læren ringe opmærksomhed, er ikke tro i sit embede, selv om hans uafbrudte, glødende formaninger, alvorlige irettesættelser og trøstetaler, som lyder så evangeliske, giver ham det ry, at han engagerer sig selv helt i trofast omsorg for de sjæle, som er betroet ham. (C.F.W. Walther, Pastorale, s. 81-82, citeret i F. Pieper, Christian Dogmatics, bd. 1, s. 102-103)
.
Læren alene skaber liv og vækst
Walthers grundlæggende pointe er, at det er Guds tanker og visdom, der alene kan skabe tro og vækst. Læren er evangeliet, som skal prædikes, så Gud kan virke tro og vækst derigennem.
Alt det derimod, som handler om vores liv: hvad vi har gjort, gør eller skal/vil gøre, er lov og skaber åndelig kvalme og appetitløshed, sygdom og død. Naturligvis skal kristne leve et kristent liv, men det er ikke prædikenen herom, som skaber liv.
Der kan være mange grunde til ikke at prædike læremæssigt: Dovenskab, trang til overfladisk – men fejlagtig – ros fra tilhørerne, manglende læremæssig kompetence. Der kan også, som Walther viser, være tale om manglende forståelse for betydningen af at prædike læremæssigt. I vore dage er der helt sikkert ofte tale om direkte vranglære om denne sag.
Et par skrifthenvisninger
Bibelsk forkyndelse holder sig derimod til at så den sæd, som Gud har befalet os at bruge. “Hvis nogen taler, skal han tale som Guds Ord,” skrev apostlen Peter (1 Pet 4,11). Paulus ville ikke vide af andet end Kristus som korsfæstet, og det forkyndte han i ord, som Helligånden havde lært ham og de øvrige profeter og apostle (1 Kor 2). Det betyder naturligvis ikke, som det tydeligt fremgår af Paulus’ egne breve, at der kun skal prædikes om korsfæstelsen. Som Paulus sagde i Milet, “jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.”
I samme tale sagde han også, at “nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget” (ApG 20,27.32). Derfor skal der holdes læremæssige prædikener!
Konsekvensen ved ikke at holde læremæssige prædikener er så alvorlige, at enhver kristen prædikant må tage Walthers indtrængende opfordring til sig. Så meget desto mere må enhver menighed glæde sig, når den har en lærer og hyrde, som vil servere fast føde til sin menighed.