Læren vort eneste lys

I sin store Galaterbrevskommentar skriver dr. Martin Luther til Gal 5,10:

“Vi vil med største strenghed have alle artikler af den kristne lære rene og sikre, både store og små – skønt der for os ikke findes nogen, der er uden betydning. Dette er overordentlig nødvendigt. For læren er vort eneste lys. Den oplyser og leder os og viser os vej til Himlen. Når dén er gjort uvis på ét punkt, må det hele nødvendigvis vakle. Hvor dét sker, kan kærligheden ikke hjælpe os. Vi kan frelses uden kærlighed og enighed med sakramentererne [dvs. dem, der bl.a. nægter, at nadverens indviede brød og vin er Jesu legeme og blod], men ikke uden en ren lære og tro. I øvrigt vil vi gerne bevare kærlighed og enighed med dem, der, ligesom vi, tænker fromt om alle den kristne læres artikler. Ja, vi vil også, så godt vi kan, holde fred med vore fjender og bede for dem, der af uvidenhed spotter vor lære og forfølger os – men ikke holde fred med dem , der bevidst og på trods af deres samvittighed tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære.” (Overs. H. Haystrup, Martin Luther. Store Galaterbrevskommentar II, s. 258; fremhævelserne er Haystrups; den skarpe parentes er tilføjet)

Hvorfor må endog kærlighed og enighed i yderste konsekvens vige, når det drejer sig om urenhed i læren? Fordi læren om Kristus og hans frelsesgerninger for os er det eneste lys, vi har, som kan oplyse os og lede os og vise os vej til Himlen. Der findes intet andet, der kan lyse op i syndens verden end læren, dvs. evangeliet i alle dens facetter. Usikkerhed om læren er usikkerhed om frelsen. Som Luther skriver, vi kan ikke frelses uden en ren lære og tro.

Naturligvis er der mange, som ikke forstår, at de har en uren lære og tro. Det gælder jo ikke mindst, fordi oplæringen af kristne er så skrækkelig forsømt i vor tid. Men der er også dem, der bevidst tilsidesætter en eller flere artikler af den kristne lære. Det regner mange i dag for at være uden betydning. Når blot man er enig om det vigtigste, det centrale, så går det alt sammen. Nu er der naturligvis ingen, der ønsker at urenhed i lære og tro skal føre til fortabelse. Men det betyder ikke, at man derfor kan være ligeglad med urenhed i lære og tro. Bibelen indeholder mange udsagn om faren ved uren lære og tro. Paulus fordømmer direkte dem, der ændrer evangeliet, dvs. læren. Det skyldes jo, at uren forkyndelse (“lære” med luthersk sprogbrug) fører til en uren tro. Derfor dur det ikke, at man definerer en eller flere trosartikler som ikke-central og siger, at det er lige meget. På den anden side kan man godt sige, at det er tilstrækkelig at være enig om det vigtigste, det centrale. Men i så fald skal “det vigtigste, det centrale” forstås om hele evangeliets lære: evangeliet og alle dens (tros)artikler, som den lutherske teologi plejer at formulere det.

Den rene lære oplyser os og leder os og fører os til Himlen. Derfor skal uren lære og tro ikke tolereres. Det fører i øvrigt også kun til uenighed og splittelse. Det gælder, selv om man så holder sammen af andre grunde. Den eneste enhed, der er en virkelighed enhed, bygger på enighed om og tilslutning til den rene lære i alle dens trosartikler. Det gælder, uanset om det handler om læren om Gud, syndefaldet, Kristus og hans gerning, retfærdiggørelsen, retfærdiggørelsens embede: præsteembedet, dåb, nadver eller f.eks. toregimentelæren.

Om en kirke er en succes, måles ikke på, hvor mange der kommer eller på, hvor flink, imødekommende, lyttende eller endda eftergivende en præst er. Ej heller på, om han er en fremragende leder, organisator og forhandler. Den måles heller ikke på, om menigheden i sit liv er fremragende vidnesbyrd. Nej, succes kan kun “måles” på, om læren og troen er ren. Det handler til syvende og sidst om, hvor mange der på dommedag vil prise Jesus Kristus som deres frelser og forsoner.

Hvor sørgeligt, at så mange ringeagter ren lære og tro og dermed slukker det himmelske lys i en bælgmørk verden.

Læs mere i Klemet I. Preus: The Fire and the Staff: Lutheran Theology in Practice. St. Louis, Missouri: Concordia publishing house, 2005.

Comments

  1. Steffen says

    Halløjsa

    Der er nogle ting at tage fat på i denne artikel, men jeg vil bare tage fat i det, der sprang mig mest i øjnene.

    At beskrive evangeliet som en lære lyder for mig som ren gnosticisme.
    Når jeg læser evangelierne, så synes jeg ikke der udkrystallisere sig “en lære” – og da slet ikke om ting som “præsteembedet” og “toregimentelæren”.

    Bjergprædikenen kan man måske kalde en lære, men jeg fornemmer, at det ikke lige er det , der sigtes til?

  2. Dr. Spids says

    Tak for din kommentar, som jeg godt nok ikke helt forstår.

    Det hører til kristendommens selvforståelse, at man kan fastslå, hvad kristendom går ud på. Det indebærer viden. Viden hedder på græsk gnosis. Måske er det det, du mener?

    Gnosticisme som sådan er ikke så let at få hold på, men det har ikke noget at gøre med, hvad jeg har skrevet om. Læs f.eks. artiklen gnosticisme i Den Store Danske Encyklopædi.

    Matt 20,28 lærer f.eks., at Jesus ville give sit liv til løsesum for mange, dvs. dø stedfortrædende for syndere. Det hører med til, hvad man skal lære disciple ifølge Matt 28,20.

    Præsteembedet er indstiftet ifølge fx Matt 10,1-8 og 28,16-20 og Joh 19,19-23. Apostlene havde også andre opgaver. Andre end apostle kan også fortælle om Jesus, men de er ikke hyrder og lærere (præster) ifølge 1 Kor 12,29f og Ef 4,11f. De er ikke sendt til at forkynde, Rom 10,15. Embedet omtales mange steder, fx ApG 20,28, 1 Pet 5,1-4, Ef 4,11, Tit 1,5-9 og 1 Tim 3,1-7 + v. 10.

    Toregimentelæren fremgår af fx Matt 22,15-21 og Rom 13.

    Jesus har befalet kirken at lære disciple at holde og bevare alt det, som han har befalet apostlene, Matt 28,18-20. Dét er først og fremmest det, som handler om ham selv og det han har gjort og gør til frelse for mennesker.

    Med venlig hilsen

    Dr. Spids

  3. Dr. Spids says

    Hov, der sneg sig en skrivefejl ind.

    I afsnit fire skal der stå, at “Andre end præster kan også fortælle om Jesus …”

    Beklager.

    Dr. Spids

  4. Steffen says

    Tak for svaret.

    Mht gnosticisme tænkte jeg på tanken om at den rette kundskab skulle kunne frelse mennesker.

    Jeg kom på associationen fordi jeg forstod din artikel sådan, at det kræver utrolig megen viden at blive frelst.

    I Matt 28,20 står: “idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”

    I matt 20,28 står: “ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange”

    Jeg kan ikke se en befaling i matt 20,28. Det kan jeg derimod fx i bjergprædikenen. Eller verdensdommen i matt 25.

    Jeg forstår til gengæld ikke det du skriver om præsteembedet. I de 3 evangelietekster du nævner står der intet om præsteembedet.
    1 kor 12,29 og i særdeleshed ef 4,11 taler om hvordan menighedens gaver skal virke sammen.

    Jeg kunne meget godt tænke mig at se et skriftsted, der kæder gaven til at lære sammen med tjenesten som præst.

    Et præste-embede som det for eksempel forekommer i folkekirken kan jeg ikke finde præcedens for i Skriften. At ét menneske skulle have et særligt kald eller gave er fuldstændig fremmed for NT.

    mht toregimentelæren: matt 22, 15-21 handler ikke om at adskille Guds rige fra kejserens rige. Når Jesus spørger, hvis billede der er på mønten og efterfølgende siger: “Giv Gud hvad Guds er” – så må man spørge “hvad er Guds?”. En jøde på den tid ville straks tænke på Genesis 1 – “I Guds billede skabte han dem”. Eftersom mennesket “har Guds billede på sig”, så er det altså hele mennesket med ånd, sjæl og legeme, der tilhører Gud.

    Pointen er altså ikke at noget tilhører kejseren og anoget andet Gud, men at alt tilhører Gud.

    Du skriver: “Jesus har befalet kirken at lære disciple at holde og bevare alt det, som han har befalet apostlene, Matt 28,18-20. Dét er først og fremmest det, som handler om ham selv og det han har gjort og gør til frelse for mennesker.”

    Kan du komme med et eksempel på det?

    mvh
    Steffen

  5. Dr. Spids says

    Hvis gnosticisme er, at “den rette kundskab skulle kunne frelse mennesker”, så er der flere ting at sige.
    – den eneste fællesnævner mellem det, jeg har skrevet, og gnosticisme er altså, at “den rette kundskab skulle kunne frelse mennesker”. Det er nu ikke nogen rigtig gengivelse af, hvad jeg faktisk skrev. Og for det andet er det temmelig useriøst at se bort fra alle de mange ting, hvor gnosticisme adskiller sig fra, hvad jeg skriver og mener.
    – kristendom har naturligvis noget at gøre med kundskab; det er f.eks. derfor, bl.a. lutherske kristne bruger Den apostolske Trosbekendelse ved dåben
    – i og for sig kræver det ikke utrolig megen viden at blive frelst. Dåben frelser selv små børn, men de skal oplæres, så de bliver i sandheden; voksne skal oplæres, inden de døbes.

    Præsteembedet forvalter nøglemagten ved at forkynde evangeliet kollektivt og individuelt og ved i ulykkelige tilfælde at fastholde folk i deres synd, når de ikke vil omvende sig. Det embede overgav Jesus til apostlene, men “til verdens ende” viser tydeligt nok, at det ikke var til apostlene som apostle, men til apostlene som lærere og hyrder, eller ældste, som det også kaldes i NT (se 1 Pet 5,1-4).

    NT taler ikke om gaven til at lære i 1 Kor 12,29 og Ef 4,11, men om nogle, der er lærere og hyrder, altså en tjeneste, som bestemte personer varetager. Det er ikke den eneste tjenste, der er i menigheden, men den er grundlæggende, fordi den er Ordets tjeneste (ApG 6,4).

    I 1 Tim 3,2 er et af kravene til en tilsynsmand – eller: ældste, lærer og hyrde, præst – at han skal være “en god lærer” eller “dygtig til at lære andre”, som der står i to forskellige oversættelser. En sådan duelighed skænker Gud (2 Kor 3,5-6).

    1 Tim 3 taler om et tilsynsembede og om en kravene til en tilsynsmand, ligesom Tit 1,5 taler om at indsætte ældste i byerne. Det er det særlige kald, du ikke mener at kunne finde.

    Ja, Matt 22,15-21 lærer, at hele mennesket med ånd, sjæl og legeme tilhører Gud, men samtidig lærer Jesus i denne tekst også, at man skal adlyde kejseren. Gud styrer altså på en dobbelt måde: Gennem øvrigheden og kejseren i samfundet, og gennem kirken. Men begrebet Guds rige dækker i NT ikke over begge disse ting. Pointen er altså, at Gud styrer gennem begge regimenter. De skal ikke blandes sammen.

    Jesus har befalet at gøre til disciple ved at døbe og lære, dvs. ved at forkynde evangeliet og døbe. Jesus har også befalet at holde nadver. Jesus har også befalet at forsøge at omvende en broder, der synder. Matt 28,16-20; Matt 26,26; Mark 14,22-25; Luk 22,17-20; 1 Kor 11,17-34.

    Med venlig hilsen

    Dr. Spids