Luther om paven og kirkemøder
Luther skrev sit store skrift, Om koncilierne og kirken, som forberedelse til et koncil, som paven – måske – ville indkalde til. Heri skriver han i indledningen:
Når nu paven med sit følgeskab rent ud afslår at holde et koncilium og ikke vil reformere kirken eller give hjælp og råd dertil, men formasteligt vil forsvare sit tyranni og lade kirken gå til grunde, så formår vi ikke mere og må som dem, der sørgeligt er forladt af paven, vende os andet steds hen om råd og hjælp og allerførst søge og bede Vor Herre Kristus om en reformation.
Og hermed bevidner de og skriger om sig selv, at de er de rette antikrister og autokatakriter [folk, der har dømt sig selv], som drager dommen over sig og forhærdede vil fordømmes. Dermed lukker de sig selv ude fra kirken og berømmer sig offentligt af at være og ville vedblive at være kirkens værste fjender. Thi den, som siger, at han hellere vil lade kirken gå til grunde end lade sig forbedre eller vige i blot eet stykke, bekender dermed klart og åbenlyst, at han ikke alene ingen kristen er, og at han ikke vil være i kirken (som han hellere vil lade gå under, for at han kan bestå og ikke gå under med kirken), men at han også vil gøre sit til, at kirken skal gå under. De beviser da også alle disse ord skrækkeligt i gerning og lader så mange hundrede sogne blive øde og lader kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament. (Overs. Otto Nielsen, Aros’ Luther-udgave, bd. 2, s. 275)
Magtsyge kirkeledere også i dag
Paven på Luthers tid var hverken den første eller den sidste kirkeleder, der kun vil indkalde til kirkemøde el.lign., når han er sikker på at have magt over alle eller flertallet af dem, der skal indkaldes. Magt- og herskesyge kirkeledere har båret sig sådan ad også siden, som det kan ses også nu om stunder. Det sker også i lutherske kirker. Fx har amerikanske lutheranere dokumenteret, hvordan reglerne for delegerede og for konfliktløsning er blevet lavet om, så det gavner en siddende kirkeleder. Andre kirkeledere både i ud- og indland er hoved- eller medansvarlige for ugudeligere afskedigelser af præster, der har været tro i deres tjeneste.
Magt vigtigere end kirkens ve og vel
Det er karakteristisk, at magtsyge ledere vil bevare sin magt – for næsten enhver pris. Paven på Luthers tid beviste, at han ikke var en kristen, siger Luther, ved at lade “så mange hundrede sogne blive øde” og ved at lade “kirkerne gå til uden hyrde, prædiken og sakrament”. Ikke alle kirkesamfund er så store. Men om der så bare er tale om én eller to sogne, der berøves hyrde, prædiken og sakramenterne, er det også én eller to for meget. Det går ud over menighederne. Og det fører til dom over kirkelederne selv.
Følgeskab en forudsætning
Én kirkeleder kan naturligvis ikke gøre en sådan skade alene. Der er altid nogle, der støtter og dermed svigter den pligt, de har, til at fremme det gode og forhindre det onde. Måske er de bange og usikre. Måske er de dårligt oplærte, så de ikke kender den pligt, en kristen menighed har. Måske er de pengegriske eller hovmodige. Måske er de selv magtsyge. Måske er de alle ting på én gang.
Ynkværdige
Der er al grund til at ynke såvel de magtsyge som de mennesker, der er følgagtige og giver magtsyge mennesker plads i kirken. Når de afviser at lytte til formaninger og opfordringer til at værne om den rette lære, vise næstekærlighed og i øvrigt opføre sig som anstændige mennesker, så har de fældet dom over sig selv. Ikke mindre fælder de dom over sig selv, hvis de selv undlader at formane og søge forligelse undervejs. Og vil de pludselig irettesætte og søge løsninger, når skaden er sket, så har de også dermed afsløret, at de udmærket ved, at de har handlet ondt og ugudeligt. De vil blive dømt som forhærdede – hvis ikke de omvender sig.
Sand efterfølgelse
Luther fremhæver, hvad man i stedet bør kunne forlange og forvente.
I gamle dage lod biskopperne, ja, enhver kristen (som også nu) sig martre og gik med tak og glæde til grunde for den kære kirke, og Kristus selv gik til grunde for kirken, for at den skulle forblive og bevares. (Sammesteds, s. 275f)