Nye tider?
Nogle præster vil gerne ned fra prædikestolene. “Folk er i dag godt vante med oplevelser, og kirken er derfor nødt til at overveje, hvordan vi formidler prædiken,” siger præsten i Vig i Vestsjælland, Annette Berg.
Fremkalde reaktioner
“Når man kan bruge sit kropssprog og se folk i øjnene, kan det være nemmere at fastholde deres opmærksomhed og fremkalde reaktioner,” siger præsten ved Vig Kirke i Vestsjælland. Hun og Københavns domprovst, Anders Gadegaard, forventer, at mange præster vil gøre det i de kommende år. Rektor for Pastoralseminariet i København, Mogens Lindhardt, mener, det er en god idé, især i mindre menigheder. “Det er blot ærgerligt, at præsterne skal prædike i præstekjole, hvor det er vanskeligt for dem at udtrykke sig via deres kropssprog,” mener han dog.
Usikkerhed og blufærdighed
Vig-præsten mener dog også, at det vil kræve overvindelse for mange præster. “… jeg tror, at mange præster er usikre og blufærdige. Da jeg blev uddannet for 15 år siden, lærte vi ikke meget om, hvordan vi skulle formidle under gudstjenesten. Og det er en skam.”
Rationale for prædikestolene
Journalist Morten Vestergaard anfører, at prædikestolene stammer fra reformationen, som ville vægte ordet højt, højere end altrene. Der var også en praktisk begrundelse.
Kodeordet kommunikation
Forandringer begrundes ofte med nye tider. “Folk er i dag godt vante med oplevelser,” som Vig-præsten siger. Mange steder i folkekirken og de folkekirkelige organisationer har man taget fat på at ændre sin kommunikation for flere år siden. Der bruges fx mange penge på edb, så man kan vise billeder og tekst, også under prædikenen. Men hvad er det så, man kommunikerer?
Den nye kommunikation kritisk betragtet
Professionelle kommunikationseksperter forsøger at tage højde for, at en organisations kommunikation ikke har uønskede bieffekter. Fører ændringer til støj i kommunikationen eller ligefrem til skader på organisationens image, koster det dyrt at få genoprettet. Dropper nogle præster præstekjolen og prædikestolen, har det konsekvenser for både deres egen og deres kirkes kommunikation.
En simpel kommunikationsmodel
Kommunikation – eller retorik, som det også kan kaldes – handler dybest set om at opnå det, man gerne vil. Formålet med ens kommunikation er styrende for alle andre valg. Eller det bør det være. Ud fra ens formål vælger man en strategi. Strategien fører til en bestemt disposition og til valg af formuleringer. Den gode retoriker lærer sin tale udenad – og holder den til sidst. Sådan har man tænkt om det siden antikken. Den antikke retorikere var meget opmærksom på, at psykologi var en vigtig del af kommunikationen.
Luther retorisk kyndig
Studier har påvist, at Luther ikke bare var orienteret om retorik, men havde lært at bruge retorikken. Det kan fx ses i hans prædikener. Luther er frem for alle andre den, der skal have æren for, at forkyndelsen igen kom til ære og værdighed. Han mente ikke, at ordet skulle konkurrere med alteret, dvs. med nadveren, alterets sakramente. Der var tale om to sider af samme sag.
Læren det grundlæggende
Luther mente på ingen måde, at formidling var ligegyldig. Ej heller, at enhver måde at formidle på var lige gyldig. Fx forstod Luther så godt som nogen, at der helst skulle være overensstemmelse mellem ord og handling, for at præstens troværdighed ikke skulle blive sat over styr. Alligevel definerede Luther ikke præstens opgave med fokus på tilhørernes oplevelser. Men det betød ikke, at Luther ikke havde syn for tilhørerne og deres behov. Luther definerede derimod deres behov i lyset af Bibelen.
Lov og evangelium
Luther forstod bedre end nogen før og siden, hvad præsten skal. Præsten skal først og fremmest forkynde evangeliet, så mennesker kan tro og blive frelst (jf. Den augsburgske Bekendelse, artikel 4 og 5). Et kristent menneske har bestemt følelser. Luther skrev salmen “Ny fryde sig hver kristen mand”! Men Luther forstod også, at vore følelser eller oplevelser ikke er noget at bygge på. Man må blot tage hensyn til dem. Luther kunne fx henvise en trist person til at betragte, hvad Gud allerede har givet i dåben.
Luther lagde vægten på evangeliet, dvs. på indholdet eller læren. Det gjorde han, fordi det er forkyndelsen af evangeliet, der skaber troen. På samme måde har forkyndelsen af loven også et tilhører-orienteret formål. Eller faktisk flere. Loven underviser om den borgerlige eller verdslige retfærdighed, dvs. om hvad mennesker skal gøre som mennesker her i verden. Loven skaber også syndserkendelse, dvs. overbeviser om, at vi mennesker målt med Guds målestok aldrig gør, hvad Gud vil, vi skal gøre. Loven underviser også den kristne om, hvad han skal gøre i sin hverdag. Det afgørende er derfor, at loven og evangeliet forkyndes – uden at forveksles eller blandes sammen.
Præsten stedfortræder
Bibelen lærer klart, at en præst ikke repræsenterer sig selv. Præsten bestemmer derfor heller ikke selv, hvad formålet med prædikenen er. Præsten skal forkynde budskabet om, at Gud er blevet forligt med os syndere. Det skal han på Kristi vegne og i hans sted (2 Kor 5,17-21). Formålet er at skabe syndserkendelse og tro. Dybest set er det ikke præsten, der udvirker noget. Den handlende er Kristus – hvis ellers det er Kristi budskab, præsten forkynder. “Den, som hører jer, hører mig” (Luk 10,16). Kristus er med da med dem alle dage (Matt 28,20).
Præstekjole og prædikestol
Prædikestolen signalerer ganske rigtigt, at ordet er vigtig. Derfor skal alle kunne høre. Men årsagen til, at det er vigtigt, er, at det er gennem forkyndelsen, at Gud virker den retfærdiggørende tro. Gud virker også den retfærdiggørende tro gennem dåb og nadver, og sakramenterne er derfor ikke konkurrenter til forkyndelsen, men hører sammen med ordets forkyndelse. Reformationen afskaffede ikke sakramenterne, men gav dem deres rette plads.
Prædikestolen signalerer imidlertid også, at præsten ikke forkynder på egne vegne. Han bestemmer ikke, hvad han skal forkynde eller hvad formålet er.
Præstekjolen har samme funktion. Naturligvis er præstekjolen ikke den eneste måde, dette kunne formidles på. Men der er ingen grund til at forkaste præstekjolen, når nu vi har den. For den formidler vældig godt, at præsten ikke er der som privatperson, men som Kristi stedfortræder med et givet budskab. Menigheden skal naturligvis undervises herom, men det kan man jo også sagtens. Hvis man vil.
Anden lære?
Lære og kirkelig praksis hænger sammen. Det har kirken vidst i århundreder. Generelt kan man frygte, at ønsket om ikke at bruge præstekjole og prædikestol i virkeligheden skyldes, at man nu forstår præstens tjeneste og forkyndelsen anderledes. I ovennævnte tilfælde tyder meget på, at man ikke længere forstår præsten som en, der taler og handler på Kristi vegne, og som har et bestemt budskab at forkynde, som er vigtig. Derfor mener man heller ikke, at der er noget, der ikke er vigtig, ja, som er direkte forstyrrende.
Hvad der ikke er vigtigt
Præstekjole og prædikestol har nemlig ikke kun sin betydning ved det at signalere, hvad der er vigtigt. De viser også, hvad der ikke er vigtigt. Det, der ikke er vigtigt, er præstens kropssprog. Ja, ikke engang præstens livlighed er vigtig. Menigheden skal ikke møde præsten og se ham i øjnene, men møde Kristus. På hans vegne skal præsten forkynde loven til syndserkendelse og evangeliet til tro. Hvilke oplevelser menigheden får af det, vil variere, men præsten kan ikke og skal ikke forsøge at programmere sine tilhøreres oplevelser. Det ville også blot være følelsesmæssig manipulation. Den slags skal præsten overlade til biograferne og teatrene.
Forkyndelsen i dag
Det er uden tvivl rigtigt, at mennesker af i dag er vant til oplevelser. Det er også godt og rigtigt, at kirken overvejer, hvordan den skal gribe sin virksomhed an. Men løsningen er ikke at “formidle” på nutidens oplevelsesorienterede præmisser, for det er i strid med det budskab, præsten er sat til at bringe, og med det embede, som præsten har. Kirken skal i stedet fokusere endnu tydeligere på, hvad og hvorfor den skal forkynde, og gøre det så synlig i praksis som muligt.
Fremtiden
Det er desværre meget tænkeligt, at flere og flere præster vil droppe præstekjole og prædikestol. Disse præster burde imidlertid ikke blot droppe præstekjole, men lægge kjole og krave og finde sig et andet job. For de passer ikke længere deres tjeneste. Deres kirkelige foresatte burde ikke alene begrænse disse “eksperimenter,” men sørge for, at præsterne forstår både teori og praksis og sammenhængen imellem disse. Desværre tyder ikke meget på, at det vil ske. Så må lægfolket gå til andre kirker, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.
Se Morten Vestergaard, “Præster stiger ned fra prædikestolen”, Jyllands-Posten den 8. juli 2007 (http://jp.dk/arkiv/?id=1001653).