Vær tro til døden (Åb 2,8-11)

Jesu budskab til menighedens biskop i Smyrna (Johannes’ Åbenbaring 2,8-11)

I det andet afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Smyrna. Igen vil han forberede ham – og den menighed, han er biskop for – på sin genkomst. Situationen i Smyrna-menigheden er dog åbenlyst en helt anden end i søstermenigheden i Efesos. Jesu formaning har derfor også en helt anden karakter. Men målet er det samme: At biskopperne og deres menigheder må være parate til Kristi genkomst og Gudsrigets oprettelse i herlighed og synlighed.

Menneskesønnen led, døde og opstod (v. 8)

Jesus er “den første og den sidste”, men netop sådan blev Menneskesønnen beskrevet i 1,17. Ved at identificere sig selv som Menneskesønnen peger Jesus igen på hovedtanken, at han skal komme igen for at oprette Gudsriget. Men der ligger også en anden tanke bag. Jesus beskriver sig, sådan som Gud beskrives i Es 44,6ff (jf. Es 48,12). Ifølge Es 44 er Gud ikke en tom afgud, men han skabte himlen og jorden og folket i ældgamle tider, og på samme måde vil han løskøbe og nyskabe både sit folk og himlen og jorden. Det er fortalt for længst, der er ingen grund til at blive forfærdede. Udtrykket ‘den første og den sidste’ peger altså på Faderens og Sønnens gerning i såvel skabelse som ny-skabelse (jf. også Åb 22,13; 21,6 og 1 Kor 8,6).

Menneskesønnen beskriver altså sig selv som Gud. Det er vigtigt, når det så hedder, at han “var død og blev levende”. Menneskesønnen var ikke kun et menneske, som blev korsfæstet, men han var Gud og menneske. Som Gudmenneske opstod han fra de døde og har derfor magt til at oprejse fra de døde og give evigt liv, når han kommer igen. Også i evangelierne fremgår det, at Danielsbogens Menneskesøn (Dan 7,13ff) måtte lide, dø og opstå for at oprette Gudsriget og nyskabe den faldne verden.

Det er og har altid været et centralt element i den kristne kirkes bekendelse, at Jesus Kristus, Guds Søn, vor Herre, skal komme igen og dømme levende og døde. Men det er faktisk også vigtigt af en anden grund. For Kristus er også den, der ved sit ord og sin Ånd er i stand til at gøre åndeligt døde levende og give dem evigt liv. “Hvor syndernes forladelse er, er der også (evigt) liv og salighed,” som Luther siger i Den lille Katekismus til nadveren. At have fået sine synders forladelse er derfor det helt afgørende, uanset hvornår og hvordan man dør.

Rige trods trængsel og fattigdom (v. 9)

Jesus kender sin biskop. Han har trængsel, dvs. spot, modgang og forfølgelse. Tilmed ser det ud til, at han også har været fattig.

Jesus slår nu først fast, at han på trods af sin fattigdom er rig. Han – og menigheden – er nok fattig på penge og materielle goder. Men han ejer frelsen i Kristus og er derfor rig.

Han spottes imidlertid af nogle, der hævder, at de er jøder, skønt de ikke er det: De er i virkeligheden “Satans synagoge”. Det er ikke så entydigt, hvem disse mennesker er. Mange mener, at det er jøder, som Jesus frakender virkelig jøde-navn, fordi de forfølger de kristne. En sådan tolkning er der god nytestamentlig basis for. Jesus siger til de vantro jøder i Joh 8,44, at de har Djævelen til fader. Paulus skriver i Romerbrevet, at “Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Rom 2,28f; 1948-overs.). I Johannes’ Åbenbaring beskrives kirken som (det sande) Israel. De 144.000 fra Israels tolv stammer er dem, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod (Åb 7,4.14).

Man kan dog også overveje, om det ikke skal forstås helt bogstaveligt ligesom det parallelle udsagn i Åb 2,2. Det vers taler om nogle, der faktisk ikke var apostle, men hævdede at være det. I så fald er der her i Åb 2,9 tale om, at nogle hedninger påstod, at de var jøder. Hvorfor skulle de dog gøre det? Jo, dermed kunne de sikkert lettere slippe for at blive forfulgt. Måske har de jøde-kristne været bedre beskyttet af jødernes privilegier, mens dette ikke gjaldt de hedninge-kristne. I yderste konsekvens kunne det koste livet. Men ved at lyve sig til beskyttelse, satte de sig uden for menighedens lidelsesfællesskab med Jesus, og dermed uden for udholdenheden og Riget (jf. 1,9).

Hvad enten det nu var jøder eller hedninger, der afviste Jesus, så var de altså ikke en sand Guds-forsamling (synagoge), men derimod en Satans synagoge. Nu kan ordet ‘synagoge’ betyde to ting. Ordet kan betegne det, vi normalt forstår ved synagoge. Det ord bruges om synagoger, fordi ordet egentlig betyder ‘noget, der er ført/samlet sammen.’ Johannes’ Åbenbaring bruger i høj grad det græske sprog, sådan som det er brugt i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente bruges ordet ‘synagoge’ ikke om synagoger, men om en eller anden forsamling.

I Johannes’ Åbenbaring vil Satan og Kristus mødes på dommedag. Satan vil have samlet sin hær omkring sig, dvs. alle hans engle og alle de vantro (Åb 16,14.16; 19,17.19; 20,8). Tilsvarende vil Kristus åbenbare sig med sine (Åb 17,14; 19,14). Der er derfor meget, der tyder på, at ‘Satans synagoge’ snarere betyder ‘Satans forsamling’ end ‘Satans synagoge.’ Der er under alle omstændigheder tale om dem, der er vantro. Når man har læst hele Åbenbaringsbogen, ved man, at Satans synagoge går dom og evig pine og fortabelse i møde.

Frygt ikke, men vær tro til døden (v. 10)

I modsætning til de vantro formanes Smyrna-biskoppen til ikke at frygte for fremtiden, men til at være tro til døden. Djævelen skal kaste nogle i fængsel, så deres troskab prøves, og i ti dage, dvs. i en kort tid, skal de opleve trængsel eller forfølgelse. Det er ikke til at sige, om Jesus dermed forudsiger, at nogle af dem skal lide martyrdøden. Men under alle omstændigheder formaner Jesus menigheden til at være “tro til døden.”

Åb giver senere indtryk af, at stort set alle kristne bliver martyrer (13,15). Her drejer det sig i al fald om at være tro, selv om det skulle koste døden. Måske koster det noget mindre. Biskoppen og uden tvivl denne menighed oplevede og ville komme til at opleve trængsel og modgang, fordi de var rige i Kristus!

Sådan har det altid været i den kristne kirke, og sådan er det også i dag. Nu skal vi ikke ligefrem ønske os martyrer, for omkostningerne er på mange måder store. Men en kirke, som tilpasser sig og sin lære, vil aldrig få martyrer. Dem har Satan allerede magten over, og det er nok for ham.

At følge Kristus kan derimod føre til martyrium. I den sammenhæng er det, at Jesus taler om, at han som den korsfæstede og opstandne kan og vil skænke evigt liv: gennem evangeliet og i opstandelsen på dommedag. Tror man ikke på opstandelsen, mister troskab mod Kristus og hans lære sin mening, og man tier. Tror man ved Ordet og Helligånden, aflægger man sin bekendelse og taler som Guds ord. “Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: ‘Jeg troede, derfor talte jeg,’ så tror vi, og derfor taler vi også,” står der skrevet i Paulus’ andet brev til korintherne (2 Kor 4,13). Så må det koste, hvad det vil, selv døden, om så skal være.

Jesus knytter et løfte til formaningen om at være tro til døden: Til den, der er det, vil han give “livets sejrskrans.” ‘Livets sejrskrans’ betyder den sejrskrans, der består i liv, dvs. frelse og evigt liv i Paradiset. Jesu Kristi løfte er ikke tomt, for han er den, der blev givet hen på grund af vore overtrædelser og blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25). Han er den, der virkelig har magt til at give liv i tid og evighed.

Modsat er konsekvensen af ikke at være tro til døden så at miste frelsen og ikke komme med i det fuldendte Guds rige. Det er det, der er baggrunden for, at Jesus formaner til at være tro. Det er ikke troskab, der frelser. Det gør troen på Kristus. Den tro vil Kristus bevare gennem den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Det er Åb 2,8-11 selv et eksempel på.

Ikke skades af den anden død (v. 11)

Nok taler Jesus til biskoppen i menigheden i Smyrna, men enhver, der har øre, skal høre, hvad Jesus og Ånden siger til menighederne gennem Åb. Formaningerne i Åb gælder altså lige fuldt for os som for de første tilhørere. Jesus formulerer nu løftet fra slutningen af v. 10 på en ny måde. “Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.” Den anden død er opstandelse til dom og evig straf. Den anden død er nemlig ild- og svovlsøen (20,6.14; 21,8). Begge dele er billedsprog, men det betyder slet ikke, at fortabelsen ikke er virkelig. Tværtimod. Fortabelsen er at være uden for Guds by, dvs. i ild- og svovlsøen i al evighed (20,10; 22,15).

Den, der er tro til døden og sejrer ved den himmelske domstol, fordi Lammet har sejret og vil sejre (Åb 3,21; 17,14), vil ikke gå fortabt, men få evigt liv og herlighed sammen med Gud og Lammet. De har del i opstandelsen til liv og skal være konger og præster (1,6; 5,9f; 7,15; 20,4-6; 22,3.5) for Kristi skyld. “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16) og bo sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

Comments

  1. Tak for et spændende indlæg Georg. Det du skriver om at vi skal være tro til døden, er ikke noget vi fokuserer så meget på i vores vestlige kultur, med menneskerettigheder og deslige. Men ikke desto mindre er det stadig nødvendigt at have med i vores forkyndelse. Så at du skriver:
    “Modsat er konsekvensen af ikke at være tro til døden så at miste frelsen og ikke komme med i det fuldendte Guds rige. Det er det, der er baggrunden for, at Jesus formaner til at være tro.”
    Er rigtig godt at læse.
    En ting ved Smyrna menigheden som jeg også finder interessant er Jesus ikke skælder den ud (hvilket også er gældende for Filadelfia menigheden), mens Han til tider er meget hård i sin bedømmelse af de fem andre menigheder. Det som er glædeligt ved dette er at der faktisk findes menigheder som Jesus ikke har noget at udsætte på.

  2. Georg S. Adamsen says

    Hej René. Mange tak for din kommentar, som jeg desværre har været lidt sen til at få besvaret.

    En ting ved Smyrna menigheden som jeg også finder interessant er Jesus ikke skælder den ud (hvilket også er gældende for Filadelfia menigheden), mens Han til tider er meget hård i sin bedømmelse af de fem andre menigheder. Det som er glædeligt ved dette er at der faktisk findes menigheder som Jesus ikke har noget at udsætte på.

    Jo, det er jo faktisk en rigtig iagttagelse. Jesu ord forkynder sandheden for de fem af biskopperne, så de bliver afsløret i deres synd. Men det er vel egentlig barmhjertigt at gøre det frem for at lade dem forblive i deres ulydighed og/eller vildfarelse?

    Men det er da også meget tankevækkende, at der er biskopper/menigheder, som Jesus ikke taler dom til. Er der mon ikke en/nogle af de nytestamentlige breve, hvor det samme er tilfældet?