Tekstlæsningerne
Første tekstrække har Joh 20,19-31 som prædiketekst. Det er et naturligt valgt, bl.a. fordi den handler om, hvad der sker påskedags aften. Jesus ‘blev givet hen på grund af vore synder og oprejst på grund af vor retfærdiggørelse’ (Rom 4,25). Men det var jo ikke nok, at Jesus vandt retfærdigheden. Den må også tilregnes den enkelte ved tro, og derfor indstiftede Jesus embedet og gav dem befaling om at bruge nøglemagten.
Dette tema er også fremtrædende i teksterne til anden række. Es 43,10-12 taler om, at Israel er Guds vidner og tjener, og at det er deres Gud, der er den eneste Gud og frelser. Sådan skal kirken også forkynde om den eneste Gud og frelser. Det sker officielt, når kirkens kaldede hyrder og lærere prædiker og underviser og i øvrigt forvalter prædikeembedet. Det sker også, når menighedens medlemmer aflægger deres bekendelse i det daglige.
Lektien er fra Apostlenes Gerninger 2,22-28. Det er Peters tale på pinsedag. Først forkynder Peter loven, idet han påpeger sine tilhøreres synd og skyld: “ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham” (ApG 2,23). Det er ikke til at komme uden om, at disse jøder var medskyldige i Jesu død. Derfor er det også helt forkert, hvis man ikke tør påpege det. Men det er lige så entydigt, at alle mennesker er skyldige i, at Jesus blev korsfæstet. Men det var ikke andre, der tog Jesu liv. Det var ikke engang sådan, at Jesus bare lod andre tage sit liv. Nej, han gav sit liv for at frelse syndere, frelse os. Jøder såvel som hedninger. Og såvel jøderne som hedninger bliver frelst på nøjagtig den samme måde. Loven må overbevise om synd, og evangeliet tilgiver syndere.
Men Jesus døde ikke kun Langfredag. Han opstod igen. Det er det andet tema i Peters prædiken. Gud lod Jesus opstå, “for han kunne umuligt holdes fast af døden.” Det begrunder Peter med et længere citat fra Sl 16. Det er værd at hæfte sig ved ApG 2,27, som i 1992-oversættelsen lyder: “For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.” Men det er ikke, hvad der står. Grundteksten siger: “For du vil ikke efterlade mig i Hades,” dvs. i Helvede.” De to versdele siger ikke helt det samme. Den ene taler om, at Kristus ikke blev i Helvede, dvs. under Guds vrede. Den anden taler om, at hans legeme ikke skal gå i forrådnelse. Den første drejer sig om, at Jesus var forbandet af Gud og led al Helvedes straf i vores sted på grund af vore synder. Den anden om, at det ikke gik med Jesu legeme som normalt. I stedet opstod Jesus fra de døde.
Alternativt til lektien fra Apostlenes Gerninger kan man læse 1 Pet 1,17-25. Heri formaner Jesus tilhørerne til at leve et helligt liv i gudsfrygt, så længe de er udlændinge og på vej mod Himmeriget. Det begrunder Peter med, at læserne blev løskøbt “med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1,19). Det var – som nævnt – ikke noget, der skete med Jesus mod hans vilje. Nej, “dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt” (1 Pet 1,20). Frelsesplanen var allerede udtænkt og bestemt, før verden blev til og før Adam og Eva blev skabt. Altså også før Adam og Eva syndede. Takket være Kristus er Peters læsere komme til tro på Gud, der “oprejste ham (Kristus) fra de døde og gav ham herlighed” (1 Pet 1,21). De er kommet til tro ved en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord, som de har fået forkyndt (1 Pet 1,23-25). Det er det ord, hyrderne skal forkynde. Det er det ord, som Peter i dagens prædiketekst bliver indsat til at forkynde som hyrde. Senere siger Peter netop, at “hvis en taler, (skal han tale) som Guds ord” (1 Pet 4,11). Som nævnt skal vi ifølge denne epistel også leve gudfrygtigt og helligt i dette liv.
Forud for prædiketeksten
Jesus åbenbarede sig ikke kun for disciplene påskedags aften (Joh 20,19-29). Denne gang, der er tredje gang, er det særligt Peter, Jesus henvender sig til. Det skyldes uden tvivl, at Peter også var den, der protesterede højest, da Jesus sagde, at de alle ville svigte ham. Men ligesom det faktisk ikke kun var Peter, der svigtede, er det heller ikke kun Peter, Jesus tænker på ved denne lejlighed. Han er blot det repræsentative eksempel, for alle blev jo betroet hyrdeembedet (Joh 20,19-23), lige som alle tidligere var blevet kaldet til apostle.
Der er en del paralleller til Luk 5,1-11, men derfor skal man ikke slutte, at det er samme begivenhed, Johannes skriver om i Joh 21,1ff. Man bør i stedet se sammenhængene mellem de to forskellige begivenheder. I Luk 5,1-11 er der f.eks. tale om, at Jesus befaler Peter at være menneskefisker. De fulgte ham derefter og var nu altså i lære, dels som apostle, dels som lærere og hyrder. De skulle dels være vidner til, hvad Jesus sagde og gjorde, og til, hvad der skete med Jesus, ikke mindst i påsken. Dels skulle de læres op som lærere og hyrder. Nu er deres læretid udstået, og Jesus bekræfter kaldet i lyset af deres fald og vantro dagene forinden.
I Joh 21,1-14 åbenbarer Jesus sig for disciplene ved Tiberias Sø, Galilæas Sø. Vi ved ikke, hvornår dette fandt sted, men Jesus var jo ifølge Matt 28,7 gået i forvejen til Galilæa. Og de fik ham virkeligt at se i Galilæa, selv om han forinden også havde åbenbaret sig for dem i Jerusalem (v. 1).
De apostle, der var sammen, var Peter, Thomas Didymos (tvillingen), Nathanael fra Kana, Jakob og Johannes samt to andre. Johannes var altså øjenvidne ved denne lejlighed.
Peter ville fiske, og de andre tog med, men de fangede ingenting hele natten. Og det var jo ikke, fordi ikke var erfarne fiskere. Der var ingen fisk, hvor de fiskede den nat (v. 2f).
Jesus har tidligere åbenbaret sig uden først at lade disciplene se, hvem han er. Det skete for de to disciple på vej til Emmaus. Jesus står der, da de kommer ind efter en fangstløs nat. Han spørger, om de har noget at spise, hvad de jo altså ikke har (v. 4f). Jesus, som de for øjeblikket ikke kan genkender, giver dem befaling om, hvor de skal fiske. Fangsten er stor, ikke mindst i forhold til, at de ikke har fanget noget hele natten (v. 6f).
Johannes, som vi jo ved, var til stede (v. 2), ser resultatet og drager den logiske slutning: Det er Herren, der står der og gav dem befaling om, hvor de skulle fiske. Det siger han til Peter (v. 7a). Peter skynder sig at tage tøj på og sprang i vandet. De andre kommer så med båden. De var ikke mere end omkring 100 m fra land.
Jesus har lavet et bål af kul og lagt fisk og brød på. Han beder desuden om nogle af de – mange – fisk, de har fanget. Ikke alene var det en stor fangst, som de havde fået, selv om der lige forinden ikke havde været fisk. Nettet kunne også klare mere end normalt. Der er fremsat mange forslag til, hvad det betyder, at der netop var 153 store fisk, men det er måske ikke særligt centralt i teksten (v. 7b-11). Det må i al fald vente til en anden gang.
Jesus inviterer dem nu til at spise morgenmad. Johannes skriver, at de ikke turde spørge ham, hvem han var, fordi de godt vidste det. Det var alligevel en oplevelse, som de ikke så let kunne håndtere. Men Jesus giver dem at spise. Det var tredje gang, Jesus åbenbarede sig for dem (v. 12-14).
Prædiketeksten i Joh 21,15-19
Sørg for føde til mine lam (v. 15)
Efter morgenmaden henvender Jesus sig til Peter og stiller det første af tre spørgsmål. Han bruger Peters gamle navn: Simon, Johannes’ (søn) (Joh 1,42). Dermed understreger Jesus, at Peter er en synder lige som de andre apostle og disciple.
Men Jesus har også kaldt Peter for Simon, Johannes’ eller Jonas’ søn, ved Cæsarea Filippi. Her aflagde Peter en sand bekendelse om Jesus, ikke fordi han selv havde udtænkt den, men fordi den var blevet åbenbaret ham af Faderen i Himlene (Matt 16,17). Det er altså ikke det, Peter har i og med sin natur og sin naturlige udrustning, Jesus kan bruge. Jesus vil bygge sin kirke, ikke på Peter, men på og med det, som Faderen har åbenbaret, dvs. evangeliet.
Det første spørgsmål går på, om Peter elsker Jesus mere end de andre. Han svarer ja. Det gør han ikke, fordi han stadigvæk tror, at han har noget fortrin frem for de andre. Tværtimod. Forklaringen er, at han har fået mere tilgivet end de andre. For den, som har fået eftergivet mest, vil elske mest (Luk 7,42).
Jesus elsker Peter og har tilgivet ham for sin egen lidelses og døds skyld. Derfor elsker Peter Jesus. Måske formulerer Peter det forsigtigt, når han siger, at “ja, herre, du ved, at jeg har dig kær.”
Jesu svar er værd at kigge nærmere på. De danske autoriserede oversættelser har: “Vogt mine lam.” Men det er næppe en helt præcis oversættelse. Verbet boskô betyder ‘at føde’ eller ‘tage sig af, sørge for.’
Hvordan skal Peter og alle andre (fåre)hyrder føde eller tage sig af hjorden? Jo, ved at lære dem evangeliet i forkyndelse og undervisning. De skal give Kristi tjenestefolk deres føde i rette tid (Luk 12,42-44; Matt 24,45f). Og maden skal være det rene evangelium: “Lad jer ikke føre på afveje af alle mulige fremmede lærdomme; for det er godt, at hjertet styrkes af nåden og ikke af en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det” (Hebr 13,9). Evangeliet og ikke mindst Herrens legeme og blod i, med og under brød og vin er det, som hyrderne og lærerne skal give menighederne som føde!
Jeg tror, det er derfor, Jesus indledte med at minde Peter om, at han er blevet tilgivet. Det understreger for Peter og for os, hvor vigtig evangeliet og tilgivelsen er. Apostlen Peters egne breve viser os det samme.
Peter skal føde eller tage sig af ‘mine lam.’ Det er altså på ingen måde sådan, at Peter ejer eller endsige hersker over menigheden. Menigheden er Kristi lam, og derfor skal Peter i et og alt rette sig efter de anvisninger, Jesus som ejer giver.
Pavekirken hævder, at paven efterfølger Peter, men det er ikke sandt. Pavekirken har tilsidesat Skriften og erstattet den med deres egne traditioner, akkurat som farisæerne havde gjort på Jesu tid. Som det var tilfældet med farisæerne, har pavekirken forvansket en evangeliekirke til at være en lovkirke, en lovisk kirke. Evangeliet og retfærdiggørelsen er centrum i Skriften. Det er det slet ikke hos pavekirken, som tværtimod har fordømt retfærdiggørelseslæren. Man har ganske vist i årevis arbejdet med at formulere sig i diverse forhandlingspapirer, så det kan se ud, som om man stadig hylder den bibelske lære. Men havde man virkelig det, var der mange ting, der skulle laves om i pavekirkens lære og praksis.
Det ser man, hvis man læser Den Katolske Kirkes Katekismus. Pavekirken har sat paven i stedet for Kristus, og den har erstattet Skriften og evangeliet med deres egne traditioner og udlægninger. Følger man pavekirkens lære, får lammene ikke evangeliet forkyndt. Styrkes deres hjerter alligevel i nogen måde, er det, fordi der trods alt er noget af Guds ord tilbage, eller fordi pavekirkens medlemmer trods alt selv læser Bibelen eller andet opbyggeligt litteratur – og ikke tror på deres kirkes lære.
“Vær hyrde for mine får” (v. 16)
Jesus spørger Peter igen, anden gang. Nu er spørgsmålet ikke, om Peter elsker mere, men om han elsker Jesus. Simpelt hen: elsker. Peters svar er igen bekræftende – og af nøjagtig samme grund som før.
Jesus befaler ham da at være hyrde for Kristi får. I Skriften er en hyrde naturligvis også en, der sørger for, at fårene/hjorden får føde. I Det gamle Testamente lærer vi, at de hyrder, Israel havde fået, havde svigtet deres tjeneste groft. De vogter sig selv, ikke fårene (Ez 34,2).
De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter, og de stærke har I underkuet med vold. Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde, og de er blevet til føde for alle de vilde dyr. De er blevet spredt og flakker om i alle bjergene og på alle de høje bakker; over hele landet er mine får blevet spredt, og ingen søger eller leder efter dem.
Derfor vil Gud gribe ind:
Dette siger Gud Herren: Nu kommer jeg over hyrderne og kræver mine får af dem. Jeg afsætter dem som fårehyrder; de skal ikke længere vogte sig selv. Jeg river mine får ud af gabet på dem, og de får dem ikke at æde. … Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.
Og Gud vil indsætte én hyrde over dem:
Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde. Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem. Jeg, Herren, har talt! (Ez 34,23f).
Noget tilsvarende lærer vi også hos Jeremias, men her taler Gud også om, at han vil sætte “hyrder over dem, som skal vogte dem.”
Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren. Men dem, der er tilbage af mine får, vil jeg samle fra alle de lande, jeg fordrev dem til. Jeg fører dem tilbage til deres græsgang, og de skal blive frugtbare og talrige. Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren. Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få dette navn »Herren er vor Retfærdighed«. (Jer 23,1-6).
En hyrde skal altså tage sig af alle de behov, som fårene har. Derfor skal hyrderne og lærerne i Kristi kirke sørge for åndelig føde til lammene og fårene. De skal også værne dem mod alle fjender – om nødvendigt med livet som indsats.
Som det fremgår, er en hyrde ikke en, som fårene og lammene skal adlyde blindt. En hyrde og lærer skal adlydes, når hyrden og læreren taler og befaler det, som Guds ord taler og befaler. Eftersom fårene og lammene tilhører Kristus, som også har løskøbt dem med sit dyrebare blod, vil de også selv forlange, at deres hyrde og lærer taler og befaler, som Kristus har lært dem. Derfor vil de naturligvis også forlange at have hyrder, der kan og vil dette.
Til gengæld fremgår det tydeligt ud fra bl.a. ovennævnte Skriftord, at menigheden ikke skal finde sig i falske hyrder og lærere. Dem skal de afsætte og i stedet indsætte hyrder, der vil give dem den rette føde i rette tid. Hvis de ikke kan få lov til det, befaler Guds ord dem at skille sig fra de falske hyrder og får og i stedet etablere egen kirke. Det lagde Luther også vægt på meget tidligt.
“Sørg for føde til mine får” (v. 17)
Jesus spørger nu tredje gang. Denne gang bruger han det ord, Peter lige har brugt i v. 16 (phileô): “Har du mig kær?” Forståeligt nok bliver Peter bedrøvet over for tredje gang at blive spurgt om (næsten) det samme.
Peter svarer, som sandt er: “Herre, du ved alt.” Jesus er ikke bare Peters herre, men også Herren. Og han er alt-vidende. Når Jesus derfor spørger, er det ikke, fordi han selv har brug for svaret. Han spørger for Peters skyld – og for vores skyld. Peter har virkelig Jesus kær, for Jesus led, døde og opstod for Peter, for hans skyld og synd – og for vores.
Det er faktisk en forudsætning for at være hyrde og blive betroet at sørge for Jesu får. For kender man ikke selv behovet for evangeliet, vil man ikke – i al fald ikke i længden – kunne sørge for den rette føde i rette tid. Ligesom evangeliet og syndernes forladelse er det at tjene med evangeliet og gør det på ret måde noget, Kristus må skænke os af nåde.
Det er lige præcist det, Jesus igen gør. Til Peter siger han med en kombination af de to foregående formuleringer: “Sørg for føde for mine får!” Peter skal trøste med evangeliet. Han skal trøste på samme måde, som han selv er blevet trøstet. Han skal sørge for Kristi får på samme måde, som Kristus nu har sørget for ham med evangeliet.
Om Peters martyrium (v. 18)
Skulle Peter få den tanke, at det er en stor tjeneste, som giver prestige, så får han i al fald et andet perspektiv i v. 18. For Jesus siger med et alvorligt ord, der understreger, at det er sandt, hvad han siger, at Peter skal blive martyr, når han bliver gammel. Det er ikke ære og herlighed i denne verden, der venter Peter. Det er derimod martyriet. Også dette har pavekirken så skammeligt fordrejet og forvansket.
For den, der forkynder lov og evangelium i overensstemmelse med Guds ord, vil snart få at mærke, at djævelen og verden raser. Verden raser, fordi de ikke vil høre tale om synd og skyld. Djævelen raser, fordi han ikke vil høre tale om, at der er tilgivelse for skyld og synd. Alt andet end det, som overbeviser om synd, retfærdighed og dom, kan verden og djævelen tolerere. Men ikke sandheden om os syndere. Ikke sandheden om Himmel og Helvede og vejen dertil.
Peters død skulle herliggøre Gud (v. 19a)
Ikke enhver død herliggør Gud. Forbryderen, der dør for kejserens sværd, herliggør ikke Gud. Men Peter skulle herliggøre Gud, for han skulle lide martyrdøden, fordi han ikke ville svigte evangeliet og den hjord, som han denne morgen blev (gen)betroet på en særlig måde.
I oldkirken var der præster og andre kristne, som på samme måde herliggjorde Gud ved deres troskab til døden. På reformationstiden raserede pavekirken og djævelen igen mod evangeliet. Ikke så få evangeliske måtte lade livet, fordi de ikke ville svigte evangeliet og Kristi får.
Følg mig (v. 19b)
Jesus slutter med at formane Peter til at følge ham, sådan som apostlene og andre disciple havde fulgt Jesus før hans lidelse, død og opstandelse. De skulle ikke følge ham ind i Helvedes gru. Men mange af dem skulle som Peter følge ham i lidelse og død.
Men først og fremmest betyder “Følg mig” nu, at apostlene i deres tjeneste som hyrder og lærer skulle følge Jesus. Selv om han snart skulle fare til himmels, ville han forinden love at være med dem alle dage indtil denne tidsalders ende. At følge Jesus fik dermed en ny betydning. Det betyder at følge Jesus ved at følge hans ord og lære.
Jesus er også forbillede, og det kaldte Jesus også Peter til at være. Det ser vi også i epistlen til denne søndag. “I, som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle til at have oprigtig broderkærlighed, skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte” (1 Pet 1,22 og senere i brevet).
Afsluttende bemærkninger
Det kan godt være, som mange har sagt, at Jesus spørger Peter tre gange, fordi han fornægtede Jesus tre gange. Men den afgørende pointe må snarere være at få understreget, at Peter nu skal tjene andre med den samme tilgivelse, som han selv har fået. Det er jo indholdet i Jesu tre befalinger. Jesus taler ikke om tilgivelse i denne tekst. Han taler om Peters embede som hyrder og lærer.
Som sådan bevarer 1. søndag efter påske samme karakter efter både første og anden række. Påsken handler om stiftelsen af det nye testamente ved Jesu blod, om hans lidelse, død og opstandelse. 1. søndag efter påske handler om, hvordan det bliver uddelt og givet os. I den forstand er 1. søndag efter påske evangeliet om prædikeembedet.
Se også: