Læsninger
Læsningerne til 2. søndag efter påske (i 2008 er det 6. april) giver mulighed for at vælge mellem ApG 2,36-41 og Hebr 13,20f som epistellæsning. Vælger man Hebr 13,20f indeholder alle tre tekster hyrdemotivet: Herren er min hyrde (Sl 23), fårenes hyrde er opstået fra de døde (Hebr 13,20f) og hyrden og fårene, der hører hyrdens røst (Joh 10,22-30). Det ligger jo i forlængelse af prædiketeksten til 1. søndag efter påske.
Læser man i stedet ApG 2,36-41, er det vel temaet frelse, der er understreget. Sl 23 understreger, hvordan hyrden tager sig af os med evangeliet og sakramenterne, som skænker en evig frelse. ApG 2,36-41 drejer sig om frelse, syndernes forladelse, dåb og Helligåndens gave. Den evige frelse er et stærkt tema i Joh 10,22-30.
Måske du kan se andre tematiske forbindelser?
Salme 23 taler om Herren som hyrde. Hvad det betyder, at Herren er hyrde, har jeg skrevet noget om til 1. søndag efter påske (se “Vær hyrde for mine får” [1. s. e. påske – Joh 21,15-19]). Når der er tale om ikke at frygte noget, selv når døden og mørkets kommer, så er det ikke et løfte om aldrig at mangle noget i denne verden. Det er i stedet en beskrivelse af, hvor rig på nåde og barmhjertighed Herren er. Godhed og troskab vil følge den, der har Herren som hyrde. Og man hører til i Hans Hus hele livet.
I første omgang drejer det sig om dette liv, men eftersom frelsen i dette liv fortsætter i al evighed, er salmen også en beskrivelse af, at den troende skal tilbringe evigheden i Herrens hus, dvs. i Himmeriget, Det ny Jerusalem, der netop har form som det allerhelligste.
Når de hyrder, der tjener på vegne af denne hyrde, passer deres hyrdetjeneste efter Herrens vilje, så gælder hver eneste af ordene i denne salme.
Apostlenes Gerninger 2,36-41 følger efter, at Peter både har forkyndt loven over jødernes synd og evangeliet om Kristi død og opstandelse (se ovennævnte henvisning til 1. s. e. påske). Peters prædiken gjorde sin gerning ved Helligånden, og tilhørerne spurgte, hvad de skulle gøre for at få del i det, Kristus havde erhvervet.
Peters svar er, at de skal omvende sig, dvs. erkende og bekende deres synd, og lade sig døbe i Jesu Kristi navn “til [deres] synders forladelse” (v. 38). Det betyder, at de virkelig får syndernes forladelse ved at blive døbt. Dermed bliver de genfødt og fornyet (Tit 3,4-7). De skal også få Helligånden som gave.
Løftet gælder jøderne – såvel voksne som børn – og “dem i det fjerne,” dvs. hedningerne. Når løftet, som begrunder det foregående, også gælder børnene, skal de naturligvis døbes. Jøderne omskar jo også drengebørnene, så de kunne få del i det gamle testamentes arv. På samme måde skal børnene naturligvis gives del i det nye testamentes arv.
Hebræerbrevet 13,20f er en bøn om, at Gud vil sætte tilhørerne i stand til at gøre Guds vilje. Det er Gud selv, der ved Jesus Kristus udvirker i os at gøre det, som er gudvelbehageligt. Dette tema har Luther i øvrigt en god og markant udlægning af i Om den trælbundne vilje.
Men som nævnt er teksten sikkert valgt, fordi det også siges, at Gud førte “fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, ud op fra de døde med eller nok bedre “ved et evigt testamentes blod.” Fordi Jesus ofrede sit eget uskyldige blod i vores sted, har Gud oprejst ham fra de døde. Er denne oversættelse korrekt, er der formentlig tale om samme sag, som vi møder i Rom 4,25, hvor der ordret står, at Jesus “blev givet hen på grund af vore overtrædelser og oprejst på grund af vores retfærdiggørelse.”
Prædiketeksten
Johannesevangeliet kapitel 10 har temaet Den gode hyrde. Det er ikke én lang tale, men Johannes gengiver, hvad vi har brug for at vide.
Tidspunktet: Festen for genindvielsen af templet (v. 22)
Denne fest, som nu om dage kaldes Chanukka, fejrede renselsen og genindvielsen af templet i 165/164 f. Kr., efter at Antiochos 4. Epifanes havde profaneret det i 168/167 f. Kr. Men man fejrede faktisk også tempelindvielserne under Salomon og Zerubbabel (1 Kong 8,2; Ezra 3,4; 2 Krøn 7,5 og Ezra 6,16).
I forbindelse med genindvielsen, som man fejrede i otte dage, sang man bl.a. Hallel (Sl 113-118), og man gik i procession med palmegrene og andet grønt. Der var mange paralleller til Løvhyttefesten. Efter templets ødelæggelse i år 70 e. Kr. fejrede man festen i hjemmene med at tænde lamper. Man kan af og til møde navnet Lysfesten (Lampernes fest).
Festen handler jo egentlig om den rette gudsdyrkelse. Antiochus’ profanering af templet med hedenske ofre betød, at templet måtte genindvies. Af de to tempelrensninger, som evangelierne beretter om (Joh 2,13-25; Mark 11,15-18 med parralleller), og af Jesu samtale med den samaritanske kvinde i Joh 4 fremgår det, at der med Jesu død og opstandelse skal ske store forandringer med den rette gudsdyrkelse. Det udlægger Hebræerbrevet i detaljer. Jesus vil gå ind og ofre sit eget blod én gang for alle. Derfor skal det nye testamente erstatte det gamle.
I overensstemmelse dermed skal gudsdyrkelsen ikke foregå med centrum i Jerusalem, men omkring den korsfæstede og opstandne Jesus, der kommer med sit ord og sit legeme og blod.
Johannes føjer til, at det var vinter. Det er det jo gerne i november-december, hvor festen lå (den 25. kislev). Men om der er andre end de faktuelle grunde til at anføre dette, ved jeg faktisk ikke. (???)
Stedet: Salomos Søjlegang i templet (v. 23)
Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Her mødtes rabbinerne tit med deres disciple og underviste offentligt. Jesus har sikkert undervist her flere gange, men denne gang får vi udtrykkeligt at vide, hvor det foregår. Jesu lære skal jo i øvrigt erstatte farisæernes og de skriftkloges overleveringer. Jesus er den hyrde, som Gud selv vil indsætte, og Jesus indsatte hyrder og lærere til at tage sig af hans hjord (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).
Efter Jesu opstandelse mødtes kirken i Salomos Søjlegang (ApG 5,12). De fulgte altså Den gode Hyrdes røst og samledes, hvor den lød.
I nærheden af Salomos Søjlegang foregik formentlig også helbredelsen af den lamme (ApG 3,1-11).
Er du Kristus? (v. 24)
Jøderne samledes omkring Jesus. Selv om hedninger havde adgang til denne del af tempelanlægget, er det jøderne, Johannes nævner. Årsagen er sikkert, at det er dem, der havde fået profetierne og løfterne om Kristus (Messias).
Disse jøder vil nu have et direkte svar fra Jesus: Er han Kristus. De synes, Jesus holder dem hen.
Disse jøder vil altså have et åbent og klart svar på, om Jesus er ham, som Det gamle Testamente taler om, lige fra 1 Mos 3,15.
Skønt jeg har sagt det, tror I det ikke (v. 25)
Jesu svar er, at det har han sagt. Men de tror ham ikke.
Hvordan han har sagt det, siger Jesus med det samme. Han har gjort gerninger i sin Faders navn. De viser, hvem han er. Det gør de, både fordi ingen andre end Gud har magt til at gøre de gerninger, Jesus har gjort. Kun Gud kan tilgive syndere (se f.eks. til 19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12). Kun Gud kan gøre vand til vin og helbrede dødssyge (se f.eks. 21. søndag efter Trinitatis – Joh 4,46-53). Kun Gud kan opvække døde (jf. til 24. søndag efter Trinitatis – Matt 9,18-26; se også Joh 11,1-45 og Luk 7,11-17). Jesus talte også med en myndighed, som ingen andre havde. Jesus havde altså fortalt åbent i ord og med gerninger, at han var Kristus eller Messias.
Problemet lå hos dem selv. De troede ham ikke. De troede hverken hans ord eller de gerninger, som ellers bevidnede hans ord.
Årsagen til deres vantro (v. 26)
Jesus siger nu, at de ikke tror, fordi de ikke er af hans får. Det skal ikke forstås sådan, at der er nogle, der er forudbestemt til at gå fortabt. Jesus bar al verdens synd (Joh 1,29.36). Han elskede verden (Joh 3,16). Han vil, at alle skal frelse (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9). Eller som han selv sagde kort før sin død og opstandelse: “Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37).
Jesus er Den gode Hyrde, og kort tid efter satte han sit liv til for fårene. Det gjorde han, fordi han gerne vil frelse hvert eneste menneske. Men dem, der ikke vil høre evangeliet, går fortabt.
Årsagen er altså ikke, at Jesus ikke vil frelse eller at evangeliet ikke har kraft til at skabe tro. Det er derimod vantroens genstridighed, der er årsagen. Selv om intet menneske generelt kan stå imod Guds vilje, har Gud valgt at frelse ved evangeliet og sakramenterne. Disse nådens eller frelsens midler kan mennesket stå imod, hvis man vil. Men så bærer man også selv ansvaret.
Disse mennesker, der afviser Kristus og evangeliets lære, hører ikke til Jesu får.
Den gode Hyrde og hans får (v. 27)
Det er anderledes med forholdet mellem Jesus, Den gode Hyrde, og hans får. Om dem siger Jesus klart, at de hører hans røst. Hører man til Jesu får, lytter man til hans ord og tager dem til hjerte.
Man skal ikke forstå udtrykket ‘min røst,’ som om det blot er stemmen, klangen eller tonen. Det kunne billedet med får og hyrde måske lægge op til. Nej, det er Jesu lære, evangeliet, han taler om. “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,31f). Men så er det altså også omvendt (se til 3. søndag i fasten – Joh 8,42-51).
Jesus ved, hvem der er tale om. Han kender dem, sådan som en fårehyrde kender sine får. De følger ham, sådan som fårene følger deres hyrde. Og skulle det ske, at de kommer væk, så går han ud efter dem. Men fårene følger ham, for det er ham, der sørger for deres føde og værner dem mod fjender (jf. til “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]).
Evigt liv og forudbestemmelse til frelse (v. 28f)
Jesus sørger ikke blot for, at de får føde i dette liv. Nej, den føde, han giver, giver mere end opretholdelse af dette liv. Det giver “evigt liv.” Det var det, Jesus var inde på i sin store tale om livets brød i Johannesevangeliet kapitel 6 (se Midfaste søndag – Joh 6,24-37).
Jesus siger det endnu stærkere: “de skal aldrig i evighed gå fortabt” (Joh 10,28). Det lyder, næsten som om calvinisterne har ret i, at hvis man én gang er kommet til tro, så kan man ikke miste troen. Men frafald er muligt.
Men Jesus forkynder ikke “sikkerhed” her. Han forkynder evangelium. Han forkynder, at de bliver frelst på grund af ham, og han også vil bevare sin får.
Det løfte kan han give, fordi han har magten. “Ingen skal rive dem ud af min hånd,” siger han. Der er nemlig ingen, der har magt til at rive dem ud af hans hånd. Som Paulus skriver: “Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort. Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?” (Rom 8,30f).
Om forudbestemmelsen gælder det altså ikke, at nogle mennesker er forudbestemt til fortabelse. Derimod gælder det, at Gud vil drage omsorg for, at dem, han har forudbestemt, vil han også frelse og herliggøre. Det er til trøst for dem, der anfægtes og forfølges. Det er ikke til spekulation. Naturligvis hverken kan eller skal det bruges om dem, der forkaster både deres frelser og deres frelse.
Man kan måske synes, at det er et farligt tema at tage op i en tid, hvor der tales meget om alles frelse og at alle døbte vil blive frelst. Men selv om vranglæren hersker i vor tid, må det ikke afholde os fra at forkynde det trøsterige evangelium i alle dens artikler, når Gud har givet os dem.
I v. 29 bekræfter Jesus, hvad han lige har sagt i v. 28. Men nu taler han om Faderens hånd, hvor han i v. 28 talte om sin egen hånd. Det hænger sammen med, at Faderen og Sønnen handler sammen. Sønnen gør Faderens gerninger. Og som vi skal se i næste vers: De er ét.
Ifølge 1992-oversættelsen siger Jesus siger også, at “det, som min Fader har givet mig, er større end alt andet” eller “større end alle [andre]” (v. 29a). Det, som Faderen har givet Jesus, må i givet fald være hans hjord. Må meningen så være, at de er større end alt/alle, fordi de tilhører ham og er hans hjord?
Det er ikke til at komme uden om, at det giver en meget problematisk mening. Det ville faktisk være meget mere “naturligt,” hvis der stod, at det er Faderen, der er større end alt eller alle. Der er faktisk læsemåder, som siger det. Det er dog meget vanskeligt at forklare, hvordan læsemåden med “det, som min Fader har givet mig” er opstået. Men skal denne vanskelighed få os til at acceptere en tekst, som tilmed kun har en meget ringe bevidnelse?
Allerede p66, der formentlig er fra midten af det andet århundrede og i al fald fra dette århundrede, læser “min fader, som gav (eller: har givet) mig (dem), er større end alle. Selv om 1992-oversættelsen har valgt en læsemåde, som grammatisk giver mening, mener jeg nu nok, at man burde følge p66 og tilsvarende læsemåder. Her bør man altså følge oversættelsen i 1948-oversættelsen: “Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd.”
Lenski drager tilsvarende konklusion, men kunne af gode grunde ikke citere p66, som først blev fundet i 1952. Se nærmere Philip Wesley Comfort og David P. Barrett. The Text of the Earliest New Testament Greek Manuscripts. A corrected, enlarged ed. of The complete text of the earliest New Testament manuscripts. Wheaton, Ill.: Tyndale House, 2001, pp. 376-381.
Faderens og Sønnens enhed (v. 30)
“Jeg og Faderen, vi er ét,” står der ordret, som i 1948-oversættelsen. Det er en af de største og sværeste trosartikler. Ja, det er i sandhed et troens mysterium, som vi ikke kan fatte med vores forstand.
Treenigslæren er derfor intet andet end al anden lære. Læren er ikke et resultat af vores fornufts arbejde med Skriften. Vi sammenfatter ikke. Vi fortolker ikke.
Vi gør ikke andet end at bekende. Bekendelse er det, som det græske ord for det siger: homologia: ‘samme-sigen.’ Når den kristne kirke siger, at den “tror, lærer og bekender,” betyder det altså, at den tager åbenbaringen og gentager det. Sådan lærer Gud os det, sådan tror, lærer og bekender vi det derfor.
Hvad vi ved om treenighedslæren og Faderens og Sønnens enhed, ved vi derfor ene og alene, fordi Skriften åbenbarer det. Det betyder ikke, at vi ikke kan bruge andre ord end Skriften. Det gør vi jo, når vi bruger ordet ‘treenighed.’ Det gør vi også, når vi med rette bekender, at Faderen og Sønnen er “af samme væsen” (homo-ousios), ikke bare af lignende væsen (homoi-ousios).
Senere siger Jesus, at “Faderen er i mig og jeg i Faderen” (Joh 10,38; 14,10f; jf. 14,20 og 17,21).
Måske bør man benytte lejligheden til at prædike om treenighedslæren. Det bør man i al fald af og til. Hvor detaljeret man skal gøre det, må afhænge af omstændighederne. Men det, som Den athanasianske Trosbekendelse og Den augsburgske Bekendelses artikel 1 taler om, må i al fald med.
Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige, og at der dog er tre personer, af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Og ordet person bruger de i den betydning, hvori de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, nemlig således, at det ikke betegner en del eller en egenskab ved noget andet, men “det, som består for sig selv”.
De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige. De fordømmer også samosatenerne, både de gamle og de nye, som med deres påstand om, at der kun er tale om een person, bruger snedige og ugudelige talemåder om ordet og om Helligånden og siger, at de ikke er særkilte personer, men at ordet betyder det hørlige ord, og ånden den bevægelse, som er skabt i verden.
Den athanasianske Trosbekendelse, som bekender troen dels på den treenige Gud, dels på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse (inkarnation), indledes og afsluttes med følgende alvorlige ord:
Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt. … Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.
Alvoren hænger sammen med, at den, der ikke tror disse trosartikler, tror på en Gud, der ikke findes, og sætter sin lid til en frelser, der ikke eksisterer. Så alvorlig er vranglære.
Men naturligvis er der også andre søndage end denne, hvor man kan prædike om treenigheden. Joh 10,3 er dog et udmærket udgangspunkt.
Grunden til, at Jesus taler om hans og Faderens enhed, er ikke, at vi skal give os i kast med spekulationer, som vi alligevel ikke kan klare. Årsagen er, at jøderne lod sig forarge af tanken om, at Gud skulle blive menneske, og derfor afviste Jesus som Kristus.
Jesus understreger over for dem, at han handler i Faderens navn, dvs. handler på Faderens vegne. Hans gerninger er Faderens gerninger. De bevidner enheden, men de skal også lære os, at Gud frelser gennem Jesus, hans person og gerninger. De skal understrege for os, at Gud ikke frelser og bevarer os på anden måde end ved (troen på) Kristus. Som Jesus sagde til Thomas: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).
Jøderne forkastede ikke blot Frelseren, men også frelsen, da de nægtede, at Jesus er Kristus. Arianerne gjorde det samme, skønt deres teologi(er) fremtrådte anderledes ortodokst, men derfor også var så meget desto farligere. Især Den athanasianske Trosbekendelse er netop rettet mod den form for kristologisk vranglære. Muslimerne er endnu grovere i deres vranglære om Kristus. Over for alle disse vranglærer – Den augsburgske Bekendelse nævner adskillige – må læren i de ovennævnte bekendelser fastholdes. Det handler om frelsen.
Afsluttende bemærkning
Teksterne til 2. søndag efter påske rummer mange temaer, som man kan prædike over. Men uanset hvad man vælger, er det centralt, at det handler om Den gode hyrde, hans hjord og evangeliet.
Jeg vil lade Paul E. Kretzmann få det sidste ord:
This glorious, comforting passage is of such beauty and power that it should be memorized by every Christian for use against the wily attacks of the devil and his allies. We are safe in the hands of our heavenly Father and of Jesus Christ. His Son, our Savior.