Ædelsten i Johannesʼ Åbenbaring

Flere steder i Johannesʼ Åbenbaring er der lister med ædelstene (21,19-21 samt 4,3; 21,11.18f). I min kommentar gennemgår jeg disse ædelsten i ekskursen side 428–429.

Ædelsten – ekskurs

Åb nævner en række ædelsten, heraf tolv i Åb 21,19-21.654 Jaspis (jf. 4,3; 21,11.18f) bruges om uigennemsigtige ædelsten i forskellige farver, mest rød, nogle gange grøn, brun, grå, gul eller hvid. I 21,11 er der tale om en gennemsigtig jaspis; det er sikkert også tilfældet i 4,3. Jaspis er en variant af kalkedoniske ædelsten, dvs. kvarts (silikat). Safir er blå på grund af titan og jernoxider og identificeres ofte med lapis lazuli.655 Ifølge Es 54,11 skulle Jerusalems nye grundvold være af safirer. Kalkedon er også en variant af kvarts. Kalkedon er lagdelt, gennemsigtig og noget voksagtig og er hvid eller grålig blå-hvid, men urenheder kan medføre et mangefold af farvepletter. Traditionelt har man dog troet, at den var grøn. Smaragd (jf. 4,3) er en lysegrøn variant af beryl (se nedenfor). Sardonyks er endnu en variant af kalkedon og bruges ofte om stribet agat med skiftevist mælkehvide og sorte (eller brune) lag. Sarder (jf. 4,3) er en mørkerød (blodrød) eller orange-rød til brunlig-rød variant af kalkedon. Krysolit refererer til flere forskellige mineraler, inklusive moderne topaz, og er typisk et gult silikat (jf. måske den oprindelige betydning ‘gylden sten’). Beryl (jf. Dan 10,6) er et silikat, der i sin rene form er farveløs, men beryl får forskellige farver som lysegrøn og akvamarin (blå eller blågrøn) eller pink, når det ikke er rent. Topas er måske moderne krysolit, dvs. et silikat, og kan være farveløs, hvid, gul, pink eller blå og grønne nuancer. Krysopras er en æblegrøn kalkedon. Hyacint er også et silikat og er enten blå eller orange-rød. Ametyst er en kvarts, der kan være fra bleg-lilla til dyb purpur med lejlighedsvise rødlige steder. Mange af disse sten kan altså have forskellige farver. Man havde ikke nogen fastlagte definitioner på stenene eller på farver for den sags skyld.

Ædelsten og mineraler – video

I 2014 afholdt Answers in Genesis en konference om de vidunderlige måder, hvorpå Gud har åbenbaret sig selv i sit skaberværk. Konferencen hed »Design(er)«, fordi man ikke vil adskille design i naturen fra designeren, den treenige Gud. Konferencen fandt sted på The Creation Museum lidt vest for Cincinnati, Ohio.

Billede af en ædelsten: ametyst i en geode.
Ametyst, en ædelsten af kvarts, en af de ædelstene, Andrew Snelling fortæller om undervejs

Andrew A. Snelling, der er uddannet geolog, gennemgår i denne video en række mineraler og slutter med at understrege, at alle disse mineraler viser os, at Gud holder af variation og skønhed. Det ny Jerusalem, der er en metafor for Kristi brud/kirken, har et fundament bestående af grundstene, der meget passende beskrives med nogle af de ædelstene, som Gud har skabt.

Se videoen og bliv klogere på mineraler og ædelsten