Lammets vrede

Mange fortolkere har set, at kapitel 7 i Johannesʼ Åbenbaring står som et svar på det spørgsmål, kapitel 6 ender med: »Hvem kan så stå?«, som der egentlig står. Meningen er: »Hvem kan holde stand?« Vi finder lignende spørgsmål i Joel 2,11; Sl 76,8 (75,8 LXX); 147,17 (147,6 LXX); Nah 1,5f, jf. Mal 3,2 og Sl 130,3 (129,3 LXX). Disse spørgsmål stilles ofte, når Guds vrede er omtalt tidligere (se opslaget ἵστημι, ἱστάνω i Balt–Schneiders Exegetical Dictionary of the New Testament fra 1990). Beskrivelsen i de foregående vers har dommedagspræg, som jeg viser i min kommentar. Det er »deres vredes store dag«, der er kommet, dvs. Guds og Lammets vredes store dag. Udtrykket forekommer kun her, men at også Kristus tager del i dommen finder vi også andre steder. Når dommen får disse konsekvenser, hvad skal vi så stille op – og hvilke krav stiller det til en god forkyndelse?

16. Den rædsel og frygt, som Guds og Lammets komme skaber, er så uudholdelig, at de vantro endda – forgæves – foretrækker en grusom død under bjerge og klipper, der kan skjule dem for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. Som i Åb 4f omtales Gud her som den, der sidder på tronen. De vantro forsøger at flygte for Guds åsyn og for Lammets vrede.

Ikke så få fortolkere har store vanskelighe­der med denne tale om Guds (v. 17) og Lammets vrede. Guds vrede er et velkendt, om end et ofte fornægtet begreb. Men Lammets vrede på Herrens dag nævnes ikke direkte andre steder i Skriften. Selve sagen findes dog en lang række steder, hvoraf Sl 45 og Matt 25,31-46 kan nævnes. Forsøget på at ignorere eller borttolke det fra Åb negligerer, hvad der står i Åb 14,9-11.14-20 og 19,11. Det er i det hele taget ikke i overensstemmelse med strukturen og indholdet i 17,1-22,5, men heller ikke med truslerne i Åb 2-3. Den reelle årsag til, at mange fortolkere afviser, hvad der udtrykkeligt står her, er, at man har en lære om Gud, Kristus og frelsen, der er ubibelsk og fordømt i Skriften – f.eks. i Gal 1,6-9; Åb 22,18f – og i de lutherske bekendelsesskrifter.[321]

I mødet med Gud og Lammet på dommedag vil alle sådanne direkte eller indirekte fornægtelser af Guds og Lammets vrede forstumme. I disse vers er det tydeligt, at vantro ikke fører til en sand gudsfrygt, men kun til frygt. Troen fører derimod til sand og evangelisk gudsfrygt. Den troende bliver sat i frihed til at frygte (11,18; 19,5), elske (19,7; 21,2.9; jf. til 3,19 og 22,17) og give Gud ære (19,7 efter DO1948; 16,9). Alle vil dog komme til at frygte og ære Gud (11,13; 14,7; 15,4; jf. Fil 2,10f), men det betyder desværre ikke, at alle vil blive frelst. Heri ligger en fundamental begrundelse for at forkynde lov og evangelium, sådan som Jesus gør det i Åb 2-3, og sådan som det i og for sig sker i hele Åb.

17. I v. 17 gives begrundelsen for ønsket om at blive »skjult« af bjerge og klipper. Deres, dvs. Guds og Lammets, vredes store dag er kommet, og derfor spørger de uden håb: Hvem kan så bestå, nemlig i dommen? Der er en allusion til Joel 2,11, eftersom begge tekster nævner den store dag og gengiver et spørgsmål, selv om dette dog ikke er helt identisk.[322] I Luk 21,36 formaner Jesus til at våge (jf. Åb 3,2f) og til at bede om at få styrke til at undslippe det, der skal ske, og til at stå foran Menne­skesønnen. Kun den, der i troen har sine synders forladelse, er årvågen og rede til at møde Menneskesønnen på dommedag. Det er i realiteten også det svar, som gives i kap. 7.

[321] Jf. AB, art. 17.

[322] For sådanne spørgsmål, se også Sl 76,8; Nah 1,6 og Mal 3,2. Udtrykket ‘store dag’ bruges også i Jer 30,7; Joel 3,4; Sef 1,14; Mal 3,23; ApG 2,20; Jud 1,6 og endelig Åb 16,14.

Kilde: Ovenstående kommentar til v. 16 og 17 er fra Georg S. Adamsen, Johannesʼ Åbenbaring. (Credo Kommentaren). Fredericia: Credo Forlag, 2010, s. 212–213 (citeret efter mit manus, så der kan være afvigelser i forhold til den trykte udgave).