Bibelen på Hverdagsdansk (I)

Bibelen på Hverdagsdansk

I dag 1. november 2007 udkommer Bibelen på Hverdagsdansk (BPH) på Forlaget Scandinavia. PR-arbejdet har bestemt ikke fejlet noget. Men der kommer altså endnu en oversættelse af nogenlunde samme type om 14 dage: “Den Nye Aftale,” som Bibelselskabet udgiver.

Oversætteren af BPH er Iver Larsen, som dog ganske vist har samarbejdet med et internationalt netværk af oversættere.

Luthers principper for bibeloversættelse

Iver Larsen lægger stor vægt på, at han stort set anvender de principper for bibeloversættelse, som Luther formulerede: “Martin Luther indførte faktisk i 1500-tallet en reformation i bibeloversættelse. Han ønskede, at almindelige mennesker skulle kunne læse og forstå Bibelen, så de ikke var afhængig af præster til at forklare dens budskab for dem. Derfor oversatte han Bibelen til tysk, og han brugte det sprog, som ‘manden på gaden’ talte. Hans principper for oversættelse svarer stort set til dem, man i dag bruger inden for professionelle oversættelser i almindelighed og som også er blevet brugt i Bibelen på Hverdagsdansk.” (Dokumentet er desværre ikke længere online det sted, hvor jeg citerede fra).

Iver Larsens gengivelse af Luthers principper for bibeloversættelse er ikke helt rammende. Det er rigtigt, at Luther ville, at det skulle være rigtig tysk, men ‘manden på gaden’ fik ikke lov at bestemme alt. Der var i høj grad noget, som de faktisk først skulle have lært. De fleste tyskere havde kun hørt meget lidt af Bibelen.

Luther skrev i 1530 et skrift, “Ein Sendbrief vom Dolmetschen,” som findes oversat på lutherdansk.dk. Luther skriver bl.a. “Sandelig behøves der stor tålmodighed for den, som vil gøre noget godt offentlig, for verden vil være Mester Klog og vil altid lægge seletøjet omvendt på hesten. Den har tjek på alt, men kan ingenting selv. Sådan er den, og anderledes bliver den aldrig.” Så det er måske klogt at være lidt forsigtig med at vurdere bibeloversættelser! Men måske burde man også være lidt tilbageholdende med at ville gøre det bedre end Luther gjorde.

Luther vil ikke finde sig i at stå tilbage for nogen af hans kritikere (og han havde heller ikke grund til det). Og Luther og hans medarbejdere lagde et stort arbejde i oversættelsen: “I min oversættelse har jeg bestræbt mig på at give et rent og klart tysk, og det har ofte hændt, at jeg har brugt fjorten dage, ja, tre til fire uger på at lede og spørge efter ét eneste ord, af og til uden at finde det alligevel.”

Luther var især blevet kritiseret for at indføje ordet “alene” i Rom 3,28. Luthers svar var, at “De ser ikke, at ordet alligevel ligger i tekstens mening og hører med, hvor man vil gengive den klart og tydelig på tysk.” Her er Luther klar. Tekstens mening er det styrende. Det er den, der skal gengives. Tekstens mening er det ikke tilladt at ændre.

Gal 3,28 som eksempel

Når det gælder BPH, er målsætningen altså god nok – et stykke på vej. Iver Larsen ønsker i alt væsentligt at oversætte, sådan som Luther gjorde. Men jeg mener ikke, Iver Larsen har ordentlig fat i, hvad Luther egentlig mente.

Men for Luther var det vigtigt først at forstå tekstens mening. Det var for Luther både en sproglig og en teologisk eller læremæssig opgave. Dernæst skulle det gengives så godt som muligt på et så naturligt tysk som muligt. Hvis man kunne gøre det bedre end Luther, var man velkommen. At Luthers oversættelse i det væsentlige stadig bruges, vidner om dens kvalitet.

For Luther var det altså vigtigt at finde den rigtige gengivelse. Men det forudsatte, at grundteksten blev forstået rigtigt. Det er netop Rom 3,28 et godt eksempel på. Den rette forståelse er ikke løsrevet fra den lære, som findes i dette vers og i Bibelen generelt. Det udfolder Luther med stor omhu i ovennævnte artikel fra 1530 i det afsnit, der i oversættelsen har fået overskriften “Tekst og mening” (se her, men læs helst hele artiklen!).

Man kan diskutere frem og tilbage, hvad en moderne dansker hører. Det er imidlertid et princip, der er så svævende, at det kan bruges til at retfærdiggøre (!) hvad som helst. Og efter min mening er der faktisk tale om, at BPH rammer ved siden af, i al fald i Rom 3,28, som vi skal se på.

Et lille forbehold er dog, at jeg har brugt en udgave på nettet (en udgave fra 2009 findes her), så den trykte udgave kan tænkes at have ændringer. I dette tilfælde tvivler jeg dog på det, for det vil kræve ret store, gennemgribende ændringer.

De to oversættelser

BPH oversætter: “Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og
ikke ved at skulle leve op til det, som Toraen forlanger.”

Luther oversætter: “Så mener vi nu/altså, at mennesket bliver retfærdigt uden lovgerninger, alene ved troen” (“So halten wir es nun, daß der Mensch gerecht werde ohne des Gesetzes Werke, allein durch den Glauben”, min fremhævelse).

De vigtigste forskelle

BPH’s oversættelse er umiddelbart langt fra Luthers. BPH har uden videre smidt ‘og vi mener, at’ væk. Det er, hvad det er. Men der er andre og vigtigere forskelle. ‘At blive retfærdig(gjort)’ er blevet til ‘at blive accepteret af Gud’ i BPH, og ‘lovgerninger’ er blevet til ‘det, som Toraen forlanger.’

Loven eller toraen

BPH oversætter lovgerninger, dvs. de gerninger, loven kræver, med ‘det, som Toraen forlanger.’ Det er både sprogligt og teologisk et selvmål. For det første er Toraen overhovedet ikke et hverdagsdansk ord, endsige et ord, som har en teologisk tradition bag sig. Måske er det for at understrege, at Det nye Testamente er “jødisk,” men det kræver i givet fald en forklaring.

For det andet er ‘Toraen’ ikke teologisk præcist. For Jesus og Paulus er det først og fremmest De ti bud (Matt 19,16-19; Rom 13,8-10), som kan sammenfattes i to store bud (Matt 22,37-40), der skal opfyldes, hvis mennesket skulle kunne blive frelst ved hjælp af dem. Ordene ‘loven’ eller ‘budene’ refererer meget præcist til denne sag, og de er tilmed mere danske. ‘Toraen’ omfatter derimod ikke kun budene, men også hele Herrens ‘belæring,’ som ‘belæring,’ som ‘tora’ vel mest præcist kan gengives med.

Efter min vurdering lever BPH med denne gengivelse slet ikke op til Luthers principper for oversættelse.

‘At blive retfærdig(gjort)’ eller ‘at blive accepteret af Gud’

BPH oversætter endvidere verbet ‘at retfærdiggøre,’ ‘at erklære retfærdig’ eller evt. ‘at frikende’ med ‘at blive accepteret af Gud.’ BPH mener utvivlsomt, at det kommunikerer bedre. Men hvad kommunikerer det? At acceptere betyder vel noget med at gå med til noget. Det er imidlertid langt fra tekstens mening. Ikke at der ikke ligger en “accept” i retfærdiggørelsen, men arten og måden i ‘at blive accepteret af Gud’ er langt fra grundtekstens ‘at blive retfærdig(gjort).’ Det er meget problematisk, for BPH bruger endda udtrykket som overskrift for Rom 3,21-31. I Rom 3,24 gengives det samme udtryk i øvrigt med ‘at blive erklæret skyldfri.’ Så det er også blevet sværere at se, hvor dette centrale begreb anvendes.

Hvad BPH i realiteten gør, er at sløre ikke bare et centralt tema, men dét centrale tema i Skriftens frelseslære. Man kan så mene, at teksten er lettere at læse, men prisen er altså, at teksten er blevet mindre klar på det allervigtigste område i frelseslæren. Ja, spørgsmålet er, om ikke teksten direkte kan siges at være blevet ændret.

‘At blive retfærdiggjort’ betyder langt mere og noget langt mere præcist end ‘at blive accepteret af Gud’. Hvis man vil frelses, kræves der retfærdighed, dvs. et liv uden en eneste overtrædelse af Guds bud og i fuld tro og tillid til Ham fra første til sidste sekund. Den retfærdighed har et menneske ikke og kan det ikke præstere, men det har Kristus. Den retfærdighed, Kristus er og har, kan så “tilregnes” den, der tror. Det er ikke en detalje, men det er det centrale i såvel Det gamle som Det nye Testamentes frelseslære. Det kan gerne være, at det kræver lidt forklaring, men der er heller ingen, der har sagt, at alt kan glide lige så let ned som et ugeblad.

Det har betydning for både Det nye og Det gamle Testamente. For Paulus skriver om det samme i Rom 4, hvor han tager Abraham som et mønstereksempel. Også her slører BPH sagen: “Abraham troede på Herren, og derfor blev han accepteret” (Rom 4,3; jf. 1 Mos 15,6). Men grundteksten i Rom 4,3 siger, at “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” BPH ændrer i øvrigt Paulus’ ‘Gud’ til 1 Mosebogs ‘Herren,’ men det kan og bør man ikke.

(Skulle man absolut modernisere det lidt, kunne man gøre som i English Standard Version: “or what does the Scripture say?”Abraham believed God, and it was counted to him as righteousness.”)

Samlet vurdering ud fra Gal 3,28

Men er det ikke rigtig, at BPH umiddelbart er lettere at forstå? Jo, det er rigtigt, men det, man da kommer til at forstå, er altså ikke det samme som det, man bør komme til at forstå. Det er min vurdering, at der er for langt mellem grundtekstens sproglige og teologiske/læremæssige indhold i BPH.

I udgangspunktet er det altså udmærket, at Iver Larsen vil oversætte, så det kan forstås. På det punkt har han forstået Luther. Men det er rigtig ærgerligt, at han ikke har forstået, hvad Luther anså for at være forudsætningen for at kunne oversætte til et godt tysk.

Uanset om BPH måtte være mere “hverdagsdansk,” så er min foreløbige vurdering, at man kun skal bruge den, hvis man er i stand til at vurdere den i lyset af grundteksten eller til nød i lyset af en noget bedre oversættelse.

English Standard Version har sine svage steder, men den er trods alt meget bedre end BPH.