Drama og drabsplaner ‒ mesterlære og mission i Mark 3

Den øst-vest-vendte-hovedgade, Decumanus Maximus, i Gadara, en af de ti byer i Dekapolis, kunne sagtens være et af de steder hvor manden der fik uddrevet en dæmon, fortalte om sit personlige drama med en lykkelig udgang. © BiblePlaces.com. Fotograf: Todd Bolen

I Markusevangeliet kapitel 3 tydeliggøres det for læserne hvad der ‒ måske ‒ kommer til at ske med hovedpersonen, samtidig med at det bliver klart at hovedpersonen fra starten har lagt langsigtede planer. Den modstand Jesus som hovedperson møder i de to første kapitler, bliver til et decideret drama da modstanderne vil have ham slået ihjel. Jesus derimod kalder 12 af disciplene til at gå i mesterlære hos ham. De skal hjælpe ham med hans virksomhed, og det vil vel kun gøre ham endnu mere populær. Konflikten øges. Der er drama i teksten, omend ikke hele tiden.

 

Den øst-vest-vendte hovedgaden i Gadara, en af de ti byer i Dekapolis, var meget tænkeligt stedet for afrapportering af et personligt drama med lykkeligt udgang: En dæmonuddrivelse
Decumanus Maximus i Gadara. Længden på denne øst-vest-vendte hovedgade giver et indtryk af at byen ikke var helt ubetydelig. Gadara var en af de ti byer i Dekapolis, og meget tidligt hørte man her om Jesu dæmonuddrivelser. For den mand Jesus hjalp, var der tale om et personligt og lykkeligt drama. © BiblePlaces.com. fotograf: Todd Bolen. Billedet er anvendt i overensstemmelse med købte rettigheder.* Se nærmere i linket nederst i artiklen.

Drama

Hovedpersonen

Allerede i Markusevangeliet to første kapitler er det muligt at fremanalysere hvem hovedpersonen egentlig er. Dels fremgår det af hvad Jesus siger og gør, og dels fremgår det af de betegnelser Jesus og/eller Markus anvender. Det har jeg skrevet lidt om i de seneste tre indlæg: Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?, Menneskesønnen (Mark 2,10; 2,28) og Hvad skal afsnittet hedde (Mark 2,1-11)? Det er netop denne selvforståelse hos Jesus der får farisæerne og herodianerne til ikke kun at beslutte at han bør slås ihjel, men måske også at diskutere hvordan det kan føres ud i livet (Mark 3,6).

Religiøse anklager ser ud til at være en del af deres strategi. Vi har allerede set at de skriftkloge mente at Jesus spottede Gud og gjorde sig selv til Gud (Mark 2,7), og senere i kapitel 3 anklager de ham for at have uddrevet dæmoner med hjælp fra dæmonernes fyrste (Mark 3,22). At Jesus har slagkraftige svar står klart for både Jesu tilhængere og modstandere, men indtil videre drager de to grupper helt forskellige konklusioner. Kan det mon gå godt? Eller vil dette drama ende med at Jesus bliver en parentes i Israels historie?

Modstanderne

De to parter, farisæerne og herodianerne, rotter sig altså sammen skønt de er meget forskellige. Det er der sikkert adskillige grunde til, men først og fremmest den at de havde et fælles mål.

Farisæerne

Vi har allerede fået at vide at farisæerne er kritiske fordi Jesus sætter sig selv i Guds sted ved at bruge betegnelsen Menneskesønnen og ved sine handlinger og ord. Det støder an mod deres teologi, men det er også meget sandsynligt at den popularitet Jesus allerede har opnået, er en torn i øjet på dem. Både populariteten i sig selv, men også den trussel det kan være mod deres egen position og forhold til folket.

Herodianerne

Herodianerne har formentlig været fra en kreds der støttede Herodes den Store og støtter deres egen magt og indflydelse på arven fra ham og dermed forbindelsen til romerne. De bryder sig formentlig lige så lidt som den Herodes der forsøgte at få Jesus dræbt som spæd, om en person der synes at gøre krav på en kongelig status ‒ og tilmed gør det med så spektakulære undere og så slagkraftig tale som Jesus. Herodes Antipas regerer jo i Galilæa og Peræa. Under alle omstændigheder gør farisæerne og herodianerne fælles sag mod Jesus.

Det skal dog bemærkes at det faktisk ikke var alle farisæere der gjorde fælles sag mod Jesus. Lukas nævner at nogle farisæere advarede Jesus (Luk 13,31). Til gengæld gjorde Jesus heller ikke meget for at komme dem i møde, men kritiserede dem igen og igen (Mark 7,1-23; Mark 8,13-21; Mark 10,1-12; Mark 12,13-17; Matt 5,20; Matt 21,33-45 og Matt 23). Det havde Johannes Døber også gjort (Matt 3,7-12). Som bekendt videreførte Paulus farisæernes kamp ved benhårdt at bekæmpe de kristne indtil han blev omvendt (ApG 8,1; ApG 9,1ff og Fil 3,5f).

Hvem lykkes?

Men vil det mon lykkes? Det er ikke svært at se som et drama: Magtfulde modstandere vil udrydde Jesus, men vil det lykkes dem? Kan det lykkes for dem hvis Jesus virkelig er den hans ord og gerninger tyder på, og som den populære Johannes Døber kunne være en forløber for? Altså hvis Jesus ikke blot var et specielt menneske, men et guddommeligt menneske ‒ menneske og Gud? Dette spørgsmål suspenderes i lange passager, men får mere og mere opmærksomhed i anden halvdel af Markusevangeliet.

Mesterlære

Jesus etablerer ikke et forsvar med sikkerhedspersonale imod disse magtfulde modstandere, men koncentrerer sig i stedet om at organisere og udvikle sit eget projekt. Hans egne ord og handlinger var selvfølgelig helt centrale, men han knyttede også en gruppe disciple tæt til sig. Jesus begyndte at forberede kirkens mission ved at tage en større og en mindre flok i mesterlære.

Den store flok var på tooghalvfjerds, men nævnes kun hos Lukas (Luk 10,1-20). Den mindre flok er de tolv apostle, og de fik senere en global opgave (Matt 28,16-20; ApG 1,21f.26). Den løsning Jesus vælger, har ikke til hensigt at øge konflikten, men det bliver konsekvensen. Det handler bl.a. om popularitet.

Popularitet

Jesus ser ud til at være populær på grund af sine undere og sine slagkraftige ord. Han er jo fra Galilæa og var populær mange, men ikke alle steder. Men der kom også folk andre steder fra, for det var ikke kun farisæerne der var kommet fra Jerusalem og Judæa. I den store skare der fulgte Jesus, var der nemlig også folk der kom fra Judæa og Jerusalem, men desuden også fra Idumæa, fra egnene øst for Jordan og fra de to kystbyer nord for Israel, nemlig Tyrus og Sidon. Idumæa ligger syd for Judæa, og her boede folk der oprindelig havde boet i Edom på den anden side af Jordan. Herodes den Store var idumæer.

På den anden side af Jordan boede forskellige folkegrupper; der lå bl.a. ni af de hellenistiske ti byer: Dekapolis. I Dekapolis’ byer boede der også en del ikke-jøder, for mange af disse byer var slet ikke ubetydelige flækker. Allerede på dette tidlige tidspunkt var der også folk helt fra Tyrus og Sidon der fulgte Jesus. Vigtige handelsveje gik forbi eller igennem Galilæa til Tyrus og Sidon, og der var i det hele taget en del trafik til og fra disse byer så snart man skulle vestpå til fx Rom. Det ville ikke have taget mange dage for rygterne at sprede sig, men naturligvis drog folk ikke fra Tyrus og Sidon til egnen omkring Kapernaum blot fordi de havde hørt et løst rygte.

Grænser for ønske om popularitet

Denne popularitet afviste Jesus ikke, men når de urene ånder ville kalde ham for »Guds Søn«, forbød han det (Mark 3,11f). Det var for tidligt af flere forskellige grunde som vi ikke kan komme ind på lige nu. Efter min opfattelse har det at gøre med det som udgør dramaet i Markus’ fortælling. Før Jesus ville kendes som Guds Søn, skulle folk vide hvad hans opgave var.

I stedet for at blive hos den store skare steg Jesus op på bjerget ‒ måske Hermon-bjerget ‒ og kaldte nogle disciple til sig (Mark 3,13). Det handlede om at være lidt alene, men det handlede måske også lidt om at han skulle aflastes. Og der var et perspektiv som rakte meget længere frem. Det står i al fald klart når man kigger på hvad der senere skete, ligesom GT har et globalt perspektiv (fx 1 Mos 12,3; Sl 48,11; Es 49,6; ApG 1,8; ApG 13,47).

Kaldelsen af de tolv apostle 

»Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.« (Mark 3,14-15)

Apostel betyder befuldmægtiget udsending. Jesus udvalgte altså tolv som han ville bemyndige og udsende. En sådan bemyndigelse giver ikke megen mening hvis fuldmagtsgiveren dør. Faktisk bortfalder den ‒ normalt. Mon det var et fingerpeg om at Jesus havde planer som farisæerne og herodianerne ikke kunne stoppe? I dag kender kirken svaret, det samme svar som Markusevangeliets. Men i tekstforløbet ved vi det endnu ikke. Bliver det et godt budskab, eller ender det som en tragedie?

At være sammen med Jesus

Jesus valgte de tolv »for at de skulle være sammen med ham« (v. 14a). Den første forudsætning var altså at de skulle følges med ham: lære ham at kende og være vidne til hvad han sagde og gjorde, og til hvad der skete med ham. Det bekræftes af at da man skulle finde en erstatning for Judas der forrådte Jesus, er det et krav at han skal have været med lige fra da Johannes døbte Jesus, og til Kristi himmelfart (ApG 1,21). Det gælder derimod ikke disciple og de lærere og hyrder der siden har forkyndt Jesu og apostlenes budskab. De skal derimod lære Jesus at kende gennem hans og apostlenes ord og med bistand af Helligånden. Det tog tid førend de indså hvilket drama de var med i, men ingen af dem nåede i første omgang at acceptere deres egen rolle i dette usædvanlige drama førend det var for sent.

At prædike

Men apostlene skulle mere end blot være hos Jesus og iagttage hvad han sagde og gjorde. Apostlene skulle også prædike og have magt til at uddrive dæmoner (v. 14b-15). At prædike er at forkynde i betydningen at man gør det klart og offentligt for dem der skal have budskabet. Indholdet af denne forkyndelse ville de utvivlsomt få direkte af Jesus ‒ og af Skrifterne, altså GT, sådan som de fik dem formidlet af Jesus.

Det centrale i deres forkyndelse ville Jesus undervise dem om senere ‒ det kommer da Peter først har aflagt en klar bekendelse om hvem Jesus egentlig var (fra Mark 8,31). Denne undervisning forstod de dog først da de så hvad det var Jesus egentlig talte om. Det bør ikke overraske nogen at elever eller studerende ikke forstår alt med det samme. Endnu mindre bør det overraske at apostlene havde svært ved at fatte et budskab der nok var forkyndt i nogle af GT’s profetier, men som alligevel var helt fremmed for den menneskelige tanke, som Paulus også er inde på i Første Korintherbrev.

At uddrive dæmoner eller urene/onde ånder

Apostlene skulle ikke kun forkynde; de skulle også »have magt til at uddrive dæmoner«. Det er et tema Markus understreger mere end de andre evangelister. Faktisk er der fem beretninger med dette tema, og nogle af dem er ganske udførlige.

Jesu dæmonuddrivelser

Jesu første under er uddrivelsen af en uren ånd (Mark 1,21-28), et under der straks gjorde ham kendt i hele Galilæa. Umiddelbart efter kaldelsen af de tolv apostle får vi diskussionen om hvor Jesus har sin magt til at uddrive onde eller urene ånder fra (Mark 3,19-30). Det var åbenbart ikke muligt for Jesu modstandere at benægte at Jesus faktisk uddrev onde eller urene ånder.

Senere i kapitel 5 får vi den meget lange beretning om at Jesus uddriver en usædvanlig stærk uren ånd. Den vidste også hvem Jesus var (5,7). Det kostede omkring 2.000 svin livet at redde denne mand fra denne urene ånd. Han fortalte om sin udfrielse i Dekapolis ‒ på Jesu opfordring (5,19). Deri er der en pointe som jeg kommer tilbage til senere. En tid senere er Jesus oppe ved Tyrus, og her uddriver han en uren ånd fra en lokal kvindes datter (7,24-30). To eksempler på at Jesus ikke kun tænkte på jøderne.

Mesterlære i dæmonuddrivelse

Da Jesu disciple ‒ apostlene var i al fald en del af dem (jf. 9,28) ‒ rent faktisk selv skulle uddrive dæmoner, kunne de ikke i første omgang. Det udgør et længere afsnit i 9,14-29. Andre kunne til gengæld (9,38-40). Faktisk følger der en længere advarsel i forlængelse af at apostlene ville forhindre en i at uddrive dæmoner fordi han ikke fulgtes med Jesus og apostlene (9,41-50). Endelig er der to henvisninger i den lange omdiskuterede afslutning af Mark 16,9-17.

Det er meget tankevækkende at dette tema fylder så meget. En nærmere analyse må vente til en anden gang. Men vi kan i al fald med sindsro slutte at det ikke kun var sygdom i almindelig forstand og død Jesus kom for at hjælpe med. Jesus kom også for at hjælpe dem der af den ene eller anden grund var kommet under åndsmagters kontrol. Det er der mange vestligt orienterede der betragter som overtro.

Dem der har mødt besatte i den vestlige verden eller i de lande hvor missionsselskaberne arbejder eller har arbejdet, har helt klart en helt anden holdning. Disse mennesker skal også hjælpes, men de kan ikke hjælpes med den hvide mands medicin eller med terapi ‒ og da slet ikke af mange kulturers »traditionelle« medicin. Kristi magt, bøn og faste er nødvendigt ‒ hvis man ellers er sikker på hvad man har med at gøre. Det er ikke noget man skal tage let på, og det gjorde hverken Jesus eller apostlene.

Drama og mesterlære

Lykkes det for farisæerne og herodianerne at føre deres drabsplaner ud i livet? Hvilken rolle spiller Jesu fæller der fulgte ham det meste af vejen? Ikke hele vejen i første omgang, ved vi jo godt hvis vi har hørt lidt om Jesus tidligere, eller hvis vi bare har hørt eller læst ét af evangelierne. Det var ikke apostlenes opgave at forhindre det som Jesus var kommet for. Det indgik naturligvis ikke i deres opgaver

Hvis de ville, kunne de så forhindre de planer Jesu modstandere lagde? Kunne Jesus selv? Ville Jesus selv? Det svarer evangelierne, også Markusevangeliet på, men det må vente til en anden gang. Hvordan ville det gå med den mesterlære til mission som Jesus havde kaldet dem ind i? Det svarer Apostlenes Gerninger og resten af NT til dels på ‒ selvom det faktisk kan undre at vi egentlig ved så lidt om hvordan mange af apostlene førte deres opgave ud i livet.

Hvem går af med sejren i Markusevangeliets drama?

Rent fortælleteknisk er der i al fald lagt op til et vældigt drama: Hvem går af med sejren? De religiøse ledere og folkene tæt på kredsene omkring Herodes-familien? Eller Jesus hvis han nu brugte den helt usædvanlige magt som man allerede havde hørt om både i Israel og de omkringliggende magtområder? Dette drama er et af de temaer som Markusevangeliet rummer. Ja, det er vel det primære tema eller plot, om man vil. Hvis man vil vælge ét af evangelierne til at læse op for folk der endnu ikke har lært ret meget om kristendommen, er Markusevangeliet måske den mest velegnede fordi det er let at følge med i det store drama i Markus’ fortælling.

* Billedet stammer fra en billedsamling jeg har købt adgang til, og må ikke kopieres. Se BiblePlaces.com.