Erfaringsteologi

Det er blevet meget moderne at tale om, at kirke og teologi skal være i overensstemmelse med eller tage hensyn til folks erfaringsverden.

De gamle lutherske teologer var helt klar over, at teologi ikke kun er “teori,” men har at gøre med erfaring. Luther mente således, at det ikke er alle, der studerer ret teolog, som kun dem, der følger Davids regel i Sl 119: oratio, meditatio, tentatio, dvs. bøn, meditation og anfægtelse.

Men som så ofte drejer det sig ikke (alene) om en modsætning mellem nogle, der ønsker teori, og andre, der “bare” vil have erfaringer.

Det afgørende er derimod, om der er tale om den rette teori og om de rette erfaringer. De rette erfaringer er dem, der er virket af Guds ord. Det er nemlig Guds ord, der ved Helligånden virker troen og troserfaringen. Det er ikke troserfaringen, der gør troen, endsige Guds ord, levende.

Det gælder også den erfaring, som også er en forudsætning for at prædike. C. F. W. Walther skriver i sin berømte bog om at prædike:

At skelne ret mellem lov og evangelium er den sværeste og den højeste kunst for kristne generelt og for teologer i særdeles. Det læres kun af Helligånden i erfaringens skole. (C. F. W. Walther, Tese 3 i The Proper Distinction Between Law and Gospel)

For at vide, hvad Walther mener, må man forstå den lutherske lære. Walther forklarer, hvordan loven ifølge Skriften kun skal og kun kan give viden om Guds vilje og – som følge heraf – syndserkendelse. Loven kan ikke give kraft til at tro eller leve som kristen.

Evangeliet er derimod læren om, hvad Gud har gjort for at frelse os, og om, hvad Gud gør for at frelse os, nemlig i og ved Ordet, dåben og nadveren.

Den, som har fået syndserkendelse gennem loven og som er kommet til tro på Jesus ved Helligåndens virke i evangeliet, den person ved, hvad loven er og hvordan loven virker. Og den person ved, hvor himmelsk det er at høre, hvad Gud har gjort og gør.

En sådan person vil af al magt gøre alt, hvad han kan, for at skelne ret mellem loven og evangeliet. For loven afslører synd og fordømmer, men giver ingen trøst og heller ingen hjælp og kraft til at leve kristenlivet.

Evangeliet og alle trosartiklerne er derimod de værktøjer, som Gud bruger til at skænke tro uden lov, uden lovgerninger.

Den kristne kender alt for godt til at ville anvende loven imod Guds hensigt. Det falder så let at tænke, at vi må forbedre os for at blive frelst. Sådan tænkte jo også den rige rådsherre (Luk 18,18-30). Men det giver ikke ro i samvittigheden. Tværtimod.

Skelner den forkyndelse, man lytter til, ikke ret mellem lov og evangelium, får den urolige samvittighed ingen hjælp og trøst, men kan tværtimod risikere at ende i en alvorlig anfægtelse. Det skal ingen ønske sig, for det sønderriver marv og ben. Luther var en af dem, der havde erfaret lovens fordømmende virkning på den måde.

Men det kan også ende i noget, der er alvorligere end anfægtelse, nemlig frafald og vantro. Mange, der kun har hørt en lovisk forkyndelse, er endt på den måde, og de har – meget forståeligt – ikke lyst til at gå i kirke igen.

Det at erfare lov og evangelium – at erfare, at loven lærer os Guds vilje og afslører, at vi ikke lever i overensstemmelse med den, og erfare, at evangeliet tilgiver os vores synd, ene og alene fordi Kristus bar ikke alene al verdens, men også min synd – dét lærer den kristne at skelne ret mellem lov og evangelium.

Den, der har lært det, eller rettere, den, der hele tiden lærer dette, vil også følge Luther og Walther i at skelne mellem lov og evangelium i prædikenen. Den, der har lært det, vil også gøre sit yderste for at bevare evangeliet rent for al vranglære. Han vil også sørge for, at evangeliet bogstaveligt talt fylder mest i prædikenen. For det handler om troen og frelsen. Det handler om at trøste samvittighederne, især de anfægtede samvittigheder.

Den, Gud har trøstet med evangeliets lære, vil også gøre sit til at trøste sine kristne brødre og søstre. Ikke mindst hvis man er betroet embedet at prædike for menigheden.

Sådan forstået er luthersk teologi sand erfaringsteologi. Luthersk teologi er derimod ikke erfaringsteologi, forstået som om vi bygger vores tro, endsige vores lære, på erfaringen. Vores tro skabes og bevares af Guds ord og sakramenter.