… for at vi ikke skal fortvivle

.. for at vi ikke skal fortvivle

“Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.” (Jesus, Matthæusevangeliet 16,18)

“Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én hellig kirke.” (Den augsburgske Bekendelse, art. 7)

“… for at vi ikke skal fortvivle …” (Apologien til Den augsburgske Bekendelse, art. 7/8, stk. 9)

Anledningen

Den 25. juni 1530 fremlagde de evangeliske (“lutheranerne”) deres bekendelse for de romerske teologer og for kejseren. Det skulle egentlig have været den 24. juni, men Melanchthon blev færdig så sent, så det måtte udsættes til dagen efter. Apologien er skrevet senere. Senere forklarede Melanchthon, hvorfor art. 7 i Den augsburgske Bekendelse begynder, som den gør.

Bekendelseskirken

Jesus lærte disciplene, at han vil bygge sin kirke på den bekendelse, som Faderen i Himlene har åbenbaret for og skænket til Peter: “Du er Kristus, den levende Guds Søn”. Den bekendelse kan intet menneske selv tænke sig frem til, men den må skænkes gennem Guds Ord, sådan som Gud skænkede den til Peter og sådan som han har skænket den sande bekendelse til enhver kristen før og siden. Jesus, Marias søn, er Kristus, den levende Guds Søn. Den sande kirke er enhver, som i sandhed tror, lærer og bekender dette med alt, hvad det indebærer.

Dødsrigets porte skal ikke få magt over den

Denne sande bekendelses kirke skal dødsrigets porte ikke få magt over; den vil altid bestå, har Kristus lovet. Derfor bekendte de augsburgske konfessorer (“bekendere”) i 1530, at “der bestandigt vil forblive én hellig kirke” (art. 7). Tanken er ikke, at en bestemt kirke, som f.eks. den romerske, den “lutherske” eller den danske folkekirke, ikke kan forgå. Derimod er meningen, at der altid vil være en kirke, som bekender, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. Det løfte har Kristus givet.

Løfte med stor trøst

Og det løfte er en stor trøst. Det var det for kirken på Jesu tid og i flere hundrede år derefter. For forfølgelser fra jødiske og hedenske magthavere og fra kætterske kirker gjorde, at det set med mennskelige øjne tit så helt umuligt ud, at denne kirke skulle kunne overleve. Det var også en stor trøst for kirken på reformationstiden. Den romerske kirke forfulgte Luther og de evangeliske kristne. Da pavedømmet udelukkede Luther af romerkirken og kejserdømmet erklærede ham fredløs, så enhver kunne dræbe ham uden at blive straffet for det — tværtimod — da var der ikke meget, der for det menneskelige øje tydede på, at det skulle gå godt for evangeliet. Anderledes var det ikke i 1530, da nogle få evangeliske mødte op i Augsburg. Overmagten var enorm. Ikke desto mindre fastholdt Luther, som han også tidligere havde gjort det i 1521 i forbindelse med rigsdagen i Worms, at han ville møde op. I 1530 fik han dog ikke lov af sin fyrste. Det er ind i denne situation, at de augsburgske konfessorer frimodigt løfter Skriftens løfte frem: Dødsrigets porte skal ikke få magt over Kristi kirke. Denne lære fremsættes, skriver Melanchthon i Apologien (“Forsvarsskriftet”), af en meget nødvendig grund, nemlig “… for at vi ikke skal fortvivle …” (stk. 9 i art. 7/8). Det var ikke af menneskelige grunde, på grund af menneskelige kræfter, at de bekendte således. Det var ikke, fordi de ræsonnerede sig frem til, at det kirkepolitisk og politisk ikke ville være muligt for paven og kejseren at gennemføre deres forehavende. Nej, den sande begrundelse var, at Kristi løfte står fast og ikke kan slå fejl, for Kristus taler sandt og er ikke en løgner. Han vil bevare den sande bekendelses kirke.

Kristi løfte gælder stadig

Om nutidens kirker vil overleve, er ikke til at vide. Flere og flere kirker fornægter selv de mest grundlæggende trosartikler, og endnu flere tillader, at de hyrder, der i princippet skulle repræsentere Kristus og være forvaltere af Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1), både taler og handler i strid hermed, når de forvalter deres embede. For ikke at tale om, at de får lov at leve i strid med Guds ordninger og Guds ord. Om sådanne kirker overlever, kan være svært at vide. I en vis forstand kan de kaldes for Guds kirker, så længe og for så vidt som evangeliet dog i et eller andet omfang stadigvæk forkyndes og tros. Men det er ikke sådanne kirker, Jesus lover, dødsrigets porte ikke skal få magt over. Det løfte gælder derimod den kirke, der ud over jord består af enhver sandt troende. Den kirke vil bestå, fordi evangeliet forkyndes og bliver troet. Den tro, som Gud virker ved sit Ord og sin Ånd, vil have tillid til Guds ord, netop fordi den selv lever af dette ord. Derfor vil den kirke også have tillid til, at dødsrigets porte ikke skal få magt over den.

Manglende tro på Kristi løfte og Kristi ord

I dag er der imidlertid mange, der ikke længere synes at have tillid til, at evangeliet virkelig er Guds kraft til frelse. Skønt Gud ved evangeliet faktisk har skænket og opretholdt troen i løftets folk, kirken, lige siden Adam og Eva troede Guds løfte (1 Mos 3,15), tør man(ge) ikke længere stole på, at han vil gøre det i dag og fremover. Hvor det vigtigste spørgsmål for de lutherske reformatorer var det rene evangelium og derfor den rette lære om evangeliet, fordi Gud frelser derigennem, så er opmærksomheden i dag rettet mod andre ting. Man taler nedsættende eller direkte afvisende om behovet for den rette lære. Man skammer sig over evangeliets lære. Endnu mere tragisk er det, at kirker, der kalder sig lutherske eller evangelisk-lutherske, også skammer sig over evangeliets lære, skønt de formelt bekender sig til de lutherske bekendelsesskrifter. Man har ikke tro på, at kirken vil overleve, med mindre forkyndelsen af evangeliet bliver suppleret med tanker og teknikker, som mennesker har fundet på. Guds ord og lære er ikke nok, hvis hvis vi skal standse tilbagegangen for kristenheden i den vestlige verden. Man mener ikke, at den rene lære, som Gud har skænket os i sit ord, har kraft til at føre folk til tro og frelse dem. For at standse tilbagegangen, må man udvande forkyndelsen, forvalte dåb og nadver mere lempeligt eller folkeligt, og dermed giver man afkald på netop det, som Gud har bestemt at bruge for at føre folk til tro og frelse. Hvor tragisk, at mistillid til Guds ord og lære breder sig og dermed modarbejder Guds virke i evangeliet. Hvor sørgeligt, at vantroen breder sig og sætter dagsordenen. Hvor hvordan skal Gud kunne skænke os den levende tro og den sande bekendelse, hvis vi ringeagter de midler, han vil bruge til det?

Lad os ikke fortvivle!

Der findes kirker, som stadigvæk i ord og handling (dvs. dåb, skriftemål og nadver) forkynder evangeliet rent i overensstemmelse med den rene lære. Nogle er store, men slås med meget alvorlige indre splittelser. Andre er små og kommer ikke i Guinness’ rekordbog på nogen måde. Sådan set kan man godt sige, at situationen i dag ser fortvivlende ud med menneskelige øjne. Men vi vil alligevel ikke fortvivle, for Kristus har lovet, at Dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke, som han bygger på den sande bekendelses klippe, og som han bygger på sig selv som Klippen. Ja, vi tror, lærer og bekender, at den kirke vil Kristus opretholde. Netop derfor vil vi værne om den rette lære, så evangeliet kan blive forkyndt rent og sakramenterne blive forvaltet ret. Så stoler vi på hans løfte om, at han vil samle sig et folk der, hvor det sker. Om vi så er få eller mange og om de kirker, vi ser i dag, overlever eller ej, betyder ikke så meget. For Kristus har lovet at være med denne kirke alle dage indtil tidernes ende. Og der hvor Kristus er og virker, sådan som han har lovet, er der ikke grund til fortvivlelse. Der er tværtimod god grund til frimodigt at gøre, som de lutherske konfessorer gjorde for 474 år siden: At aflægge bekendelse om den rene evangeliets lære, som han har skænket os i sit hellige Ord, og at prædike og lære dette rene evangelium i vore menigheder. Det er også den eneste grund, vi har, til ikke at fortvivle.