Embedet og den frelsende tro

Jesus og Den augsburgske Bekendelse

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ’Fred være med jer!’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: ’Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.’ Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ’Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.’ (Johannesevangeliet 20,19-23)

For at vi skal nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet: at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. (Den augsburgske Bekendelse, art. 5)

Embedet og troen

Én af de store forskelle på en luthersk og en ikke-luthersk forståelse af evangeliet er det embede, som præsterne har. Jesus har selv befalet, at kirken skal have dette embede. Ja, uden dette embede er det slet ikke muligt at være en kirke. Kirken er nemlig i streng forstand ”de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret” (Den augsburgske Bekendelse, art. 7). Kristus har indstiftet dette embede og befalet, at dem, der tjener i dette embede, skal forlade synder på Guds vegne. For Kristi skyld retfærdiggør – erklærer retfærdig – Gud dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Og for at vi skal nå til denne tro, indstiftede Gud et embede til at forkynde evangeliet og række sakramenterne. Det er på denne måde, Gud virker troen.

Syndernes forladelse

Det har Luther givet udtryk for på smukkeste vis:

Om syndernes forladelse har vi to ting at sige. Den ene er hvorledes den er købt og etableret, den anden er hvorledes den bliver uddelt og givet os. At den blev købt var det, Kristus gjorde på korset, det er sandt nok, men han uddelte eller gav den ikke på korset. I nadveren eller sakramentet købte han den ikke, men der delte han den ud og gav den selv gennem ordet, sådan som det sker i evangeliet, når det bliver forkyndt. Erhvervelsen skete én gang for alle på korset, uddelingen derimod sker mange gange, både før og efter, fra verdens begyndelse og lige til enden. For siden han først havde besluttet at købe den en gang for alle, var det akkurat det samme for om, om han gennem sit ord delte den ud før eller efter. … Dersom jeg nu vil have min synd tilgivet, må jeg ikke løbe af sted til korset, for der finder jeg endnu ikke syndsforladelsen uddelt. Jeg skal heller ikke holde mig til det at mindes og erkende Kristi lidelse … for i det finder jeg den heller ikke. Nej, til sakramentet [nadveren] eller evangeliet må jeg; dér finder jeg ordet, som uddeler, skænker, frembyder og giver mig den tilgivelse, som blev købt på korset. Derfor har Luther lært ret, når han siger, at den, som har dårlig samvittighed på grund af sine synder, skal gå til sakramentet og hente trøst – ikke i brødet og vinen, ikke i Kristi legeme og blod, men i det ord, som i sakramentet frembyder, skænker og giver mig Kristi legeme og blod som givet og udøst for mig.” (Citeret i fordansket form fra det norske Martin Luther Verker i utvalg, bd. 3, s. 341)

Gud bygger og opbygger sin kirke herigennem

Til at udføre denne tjeneste for menigheden, i Kristi sted og på hans vegne har Gud indstiftet embedet: lære- og hyrde-embedet. Derfor er dette embede vigtig, fordi det skal tjene os med det evangelium i ordet og sakramenterne, der gør, at vi kan få syndernes forladelse og få vished om at have fået syndernes forladelse. Det er vigtigt, fordi det er derigennem, at Gud bygger og opbygger sin kirke. Hvad enten det drejer sig om at drive mission og grundlægge en ny kirke eller det drejer sig om en kirke, der ikke længere er helt ung, så er centrum altid forkyndelsen af evangeliet til trøst for dem, der har dårlig samvittighed.

Gud virker kun gennem nådemidlerne

Der er grund til at minde om dette, for det er svært at komme uden om, at der i dag er mere tiltro til, at Gud vil bygge og opbygge sin kirke på alle mulige andre måder end netop gennem lære- og hyrdeembedet, dvs. gennem prædiken, dåb, skriftemål og nadver. I kort form: nådemidlerne. Men den, der er nået til den sande tro, som Gud skænker gennem nådemidlerne, vil aldrig være i tvivl om, at Gud virker herigennem, men vil tværtimod afvise ethvert forsøg på at sætte noget andet i stedet. Det gælder også, hvis man vil afskaffe dette Gud-givne embede og erstatte det med hvad menigheden kan gøre.

De troendes vidnesbyrd

Men afskaffer dette ikke det kristne vidnesbyrd? Nej, på ingen måde. Tværtimod. For det første kan vi vidne om, hvad Gud har gjort for os gennem nådemidlerne, som de forvaltes af det embede, Gud har indstiftet: Han hjælper os med den dårlige samvittighed. Det er værd at tænke over i en tid, hvor flere og flere bliver alvorligt syge på sjælen af dårlig samvittighed. For det andet sættes vi ved dette evangelium i frihed til at tjene. Naturligvis er der ikke noget galt i at have et godt fællesskab i kirken og tjene hinanden dér. Men en troendes tjeneste er alligevel ikke primært i kirken, men i hverdagen. Her er der nok at tage fat på i familien, på arbejdet og for samfundet. Konkrete anvisninger kan findes i Luthers lille katekismus. Luther lærte os faktisk, at Gud vil, at vi skal tjene vores næste i dagligdagen. Det er gode gerninger, som Gud har påbudt. Det er ikke i klostrene på Luthers tid eller i kirkerne i vores tid, vi først og fremmest skal gøre gode gerninger. I kirkerne skal præster – og de øvrige ansatte – tjene på fuld tid. Vi andre skal tjene Gud i hverdagslivet. Sådan er Guds vilje.

”… til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”!

I dette indlæg er det altså særligt embedet, jeg har valgt at koncentrere mig om. Lad mig slutte med en formaning af Herrens apostel Paulus. Den var rettet til en af hans medarbejdere: præsten Timotheus.

Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (Paulus’ Første Brev til Timotheusbrev 4,16).

Undervisning betyder her både det at prædike og undervise i evangeliet, og det betyder det evangelium, som er indholdet. Timotheus skal som hyrde og lærer holde fast ved at gøre det, “for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig”. Så herlig en gave har Gud givet os i evangeliet og vore hyrders tjeneste for os med dette evangelium. Hvem kan da andet end love og prise Gud for hans nåde og barmhjertighed?

Comments

  1. Dr. Spids says

    De kristne vidner – i en moderne forstand af ordet – ved at fortælle om, at vi har fået vores synder tilgivet.

    Mere grundlæggende vidner vi ved at bekende vores tro. Det kan vi gøre ved at bruge Skriftsteder. Vi kan også bruge trosbekendelserne. Vi kan jo ikke vidne bedre end ved at bruge Skriftens egne ord og de bekendelser, der bl.a. er beregnet på at aflægge regnskab for, hvad vi tror. Gode, rette salmer kan også være en stor hjælp.

    Mere herom en anden god gang.

  2. Hej Georg
    Har du et godt sted, hvor der kan læses mere om det bibelske belæg for præsteembedet? Jeg synes det er svær at hitte rede i forholdet mellem apostlene dengang og vort embede i dag, samt menighedstjenere, tilsynsmænd og sognepræsterne i dag.

  3. Dr. Spids says

    Tak for dit spørgsmål!

    Noget af det bedste, jeg kender, er en bog: Kurt E. Marquart. The Church and Her Fellowship, Ministry and Governance. Bd. 9 i Confessional Lutheran Dogmatics. Fort Wayne, Indiana: The International Foundation for Lutheran Confessional Research, 1990. Måske Menighedsfakultetets eller Dansk Bibel-Instituts bogsalg har den?

    Pastor Magnus Nørgaard Sørensen har udarbejdet 7 teser om det hellige prædikeembede.

    Den tidligere biskop i Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche i Tyskland, Jobst Schöne, har skrevet et par artikler i tidsskriftet Logia:

    Schöne, Jobst. “Church and Ministry: Part I: Exegetical and  Historical Treatment.” Logia 2, no. 1 (1993): 4-14;  “Church and Ministry: Part II: Systematic.” Logia 2, no. 2 (1993): 35-40.

    Måske du også kan bruge Rolf Preus’ "The Teaching of the Synodical Conference on the Office of the Public Ministry" (her) og hans "Did Jesus Institute the Pastoral Office?" (her).

    Jeg har selv skrevet noget om NT og embedet, men jeg ved ikke, om det ligger på nettet. Ellers kan det være, jeg lægger det ud, så snart jeg har tid at læse det igennem.