Læsningerne
5. søndag efter Trinitatis efter anden række – det er i 2008 den 22. juni – læses Jer 1,4-9 som gammeltestamentlig lektie, mens epistlen er fra 1 Pet 2,4-10. Prædiketeksten er fra Matt 16,13-26. Disse tre tekster er alle særdeles indholdsrige, så der kan skrives mange forskellige prædikener. I denne Næste Søndag vil jeg særligt fokusere på følgende:
Jer 1,4-9 gengiver Jeremias’ kaldelse til profet. Den knytter til ved evangeliet, som jo nævner Jeremias som profet. Men Jesus er mere end en profet, som får lagt Herrens ord i sin mund. Jesus er nemlig Herren. Han er Kristus, den levende Guds Søn. Men dem, Jesus kalder, får lagt Herrens ord i deres mund.
På baggrund af folks opfattelse af Jesus som (kun) en profet, fremhæver evangeliet i Matt 16,13-26 Peters bekendelse, som Gud har givet ham: Jesus er Kristus, den levende Guds Søn. På det budskab og den bekendelse vil Jesus bygge sin kirke. Peter får – som repræsentant for alle apostlene – overgivet nøglemagten. De måtte imidlertid ikke fortælle folk, at Jesus er Kristus. Forklaringen får vi straks, for da Jesus begyndte at undervise dem om, at han skulle lide og dø, så var Peter parat til at standse Jesus. Dét var imidlertid ikke noget, Gud havde bedt ham om. Tværtimod. Evangeliet slutter med, at også Jesu efterfølgere har et kors at bære.
Epistlen i 1 Pet 2,4-10 er en passende kommentar. Heri ser vi, at Peter forkynder, hvad Herren har åbenbaret for ham og de øvrige apostle og lagt i deres mund. Nu bekender han, at Kristus ikke alene er Kristus, men også blev vraget af bygmestrene, så han kunne blive til frelse for den, der tror. Og senere i brevet gør Peter det også klart, at han fik lært, at den kristne må følge Kristus efter og bære sit kors. Menigheden selv er et kongeligt præsteskab, der skal bekende det, som Gud har åbenbaret.
Jer 1,4-9
Jeremias blev kaldet som profet nogle årtier før Jerusalems fald, som han selv oplevede. Jeremias blev kaldet i Josias’ 13. regeringsår, dvs. ca. 627. Han virkede i Israel til Jerusalems fald i 587. Senere blev han tvunget til Egypten. Han virkede samtidig med Sefanias, Nahum, Habakkuk og Ezekiel.
Jeremias blev kaldet ved, at Herrens ord kom til ham. Som det fremgår af v. 7, var det Herren selv, der talte til ham.
Herrens budskab (v. 5) er, at han har kendt ham, før han dannede ham; han har helliget ham, førend han blev født. Ja, Herren gjorde eller indsatte ham til “profet for folkene.” Jeremias skal altså forkynde Herrens ord, for en profet er en, der proklamerer, hvad Gud har befalet ham at sige.
Jeremias’ indvending (v. 6) er, at han er ‘ung’ (hebr. na’ar). Ordet er tvetydigt, for det kan betyde en dreng eller en ung mand. Meningen er i al fald, at han mener, han er for ung. Desuden ved han ikke, hvordan han skal tale.
Den indvending afviser Herren (v. 7). Jeremias skal gå derhen, hvor Herren sender ham, og han skal sige alt, hvad Herren befaler ham. Det er definitionen på en sand profet. En falsk profet siger derimod ting, han ikke har fået befaling til, og gør det på steder, som Herren ikke har befalet ham. I den forstand er prædikanter, som ikke er retteligt kaldede, falske profeter.
Herren retter Jeremias’ blik væk fra ham selv og sine tilhørere og op mod Herren (v. 8). Jeremias’ tilhørere var ham bestemt ikke venligt stemt. Det gjorde Jeremias’ tjeneste som profet til en ualmindelig barsk tid. Han blev ikke dræbt, men han kom til at bære sit kors ud over det almindelige.
Det helt afgørende er imidlertid ikke hans egne kompetencer eller tilhørernes fjendtlighed. Det helt afgørende er, at Herren giver ham et løfte, da han kalder ham: “jeg er med dig og frelser dig.” Et tilsvarende løfte lyder mere end 650 år senere til apostlene (Matt 28,20).
Når Herren er med og frelser, så er alt andet helt uden betydning. Ganske vist føles det ikke altid sådan, for også en profet, en apostel eller en hyrde kender til gudsfjendskabet i sit kød, i verden og i djævelens bestandige forsøg på at forføre eller forfølge. Men Herren er stærkere end disse fjender.
Herren kalder imidlertid ikke Jeremias uden at udruste ham. Herren berører Jeremias’ mund. Måske skal det forstås i tæt sammenhæng med det efterfølgende. Måske skal det forstås på samme måde som det, en af Herrens serafer gjorde med Esajas: “Han berørte min mund og sagde: ‘Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.’ ” (Es 6,6). Det er under alle omstændigheder en forudsætning. I Jer 1,9b udfører Herren det, som er forudsætning for at være en profet: “Nu lægger jeg mine ord i din mund.” Gjorde Herren ikke det, ville Jeremias ikke kunne profetere.
1 Pet 2,4-10
I prædiketeksten lægger apostlen Peter mund til en åbenbaring, Faderen har givet ham. Men han lagde også mund til ord fra Satan. Kristus forkastede ham dog slet ikke (jf. “Vær hyrde for mine får” [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]). I stedet fik han og de øvrige apostle (med undtagelse af Judas) til opgave at være Herrens mund. Ganske vist er det sjældent mere end indirekte, at Det nye Testamente beskriver apostlene som profeter, men Paulus skriver direkte, at de lærte menighederne ord, som Helligånden havde lært dem (1 Kor 2,13; jf. Joh 14,26; 16,13). De havde altså en profets opgave.
Hvor Peter ved Cæsarea Filippi så Jesu lidelse og død som et nederlag, der for enhver pris måtte afværges, så har han nu lært Guds tanker (2 Pet 2,4). Kristus var hovedhjørnestenen, som blev vraget af bygmestrene (se mere til Sl 118 her: Jesus er opstået, som han har sagt [Påskedag – Matt 28,1-8]). Jesus er udvalgt og kostbar i Guds øjne, for han er hans Søn, men han er også Frelseren.
Peter skriver til dem, der er levende sten, fordi Gud ved evangeliet og dåben har indsat dem i det åndelige hus, som andre steder beskrives som et vintræ (Joh 15,1ff) eller som Kristi legeme (1 Kor 12,13). Men Peter taler lige som Paulus også om “opbyggelse.” Peter formaner menigheden til at lade sig opbygge til et åndeligt hus, dvs. til et hus, som ledes og føres af Ånden gennem evangeliet. De skal lade sig opbygge til at være et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre. De skal ikke bringe ofre, som under det gamle testamente. Deres ofre skal være åndelige (jf. Rom 12,1ff). De er ikke velbehagelige for Gud i sig selv, men ved Jesus Kristus.
Peters skriftbevis er fra Es 28,16, hvor Herren modstiller de falske ledere, der i Samaria og Jerusalem spotter Gud, med en kostbar hjørnesten, som er til virkelig hjælp for den, der tro. Med Peters ord skal “den, der tror på ham, ikke blive til skamme,” nemlig når dommen kommer.
For de vantro derimod er Kristus “en anstødssten,” en sten, man snubler og falder over. I deres ulydighed mod ordet tager de anstød, sådan som de var bestemt til, siger Peter (v. 8). Peter selv blev lykkeligvis reddet ud af sine gudsfjendske tanker.
Menigheden er “en udvalgt slægt.” Den er nemlig udvalgt til frelse fra før verdens grundvold blev lagt (jf. til Ef 1,3ff i “At gøre alle folk til Jesu disciple [Trinitatis søndag – Matt 28,16-20]“).
Den er “et kongeligt præsteskab,” for den har fået del i Kristi embeder som konge og præst.
Den er “et helligt folk,” for “Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet” (Ef 5,26f; 1948-oversættelsen).
Den er Guds “ejendomsfolk,” for menigheden er det internationaliserede Israel, det internationaliserede Guds folk, som Kristus købte med sit blod til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag, og gjorde til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden” (Åb 5,9; jf. 1 Kor 6,20).
Der er et formål med kirken. Menigheden skal ‘forkynde hans dyder, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys’ som der egentlig står. Det gør Guds folk, når hyrden prædiker og forvalter sit embede. Det gør hele menigheden, når den i fællesskab bekender, hvad den har fået åbenbaret og derfor tror. Det gør de enkelte medlemmer af menigheden også, når de til daglig aflægger deres bekendelse om, hvad de tror, eller oplærer hinanden derhjemme og hvor de ellers gør det.
Af natur er vi vredens børn, der ikke er under barmhjertighed, og som ikke er Guds folk (Ef 2,3). Men Gud har ført sit frelsesværk igennem og gjort os til sine børn. Sådan opfyldes løftet i Hos 2,1.25; Rom 9,25; 10,19. Det gælder særligt for hedningekristne.
Prædiketeksten i Matt 16,13-26
Matt 16,13ff udgør et vendepunkt i Matthæusevangeliet. Hidtil har Jesu fokus været på undervisning og forskellige slags undere. Han har vist, at han er sand Gud og sandt menneske, hvad der ikke mindst er tydeligt, når man tager den gammeltestamentlige baggrund i betragtning.
Men fra og med Peters bekendelse ved Cæsarea Filippi begynder Jesus at undervise om, at han skal gå til Jerusalem, lide, dø og opstå (se mere i “Fastelavns søndag – Luk 18,31-43“). Også det er en opfyldelse af de gammeltestamentlige profetier, omend mange af samtidens jøder ikke bare ikke forstod det, men ligesom Peter ville afværge det for enhver pris. De forventede nemlig ikke en lidende Kristus/Messias, men en Kristus, der skulle være konge og sidde på Davids trone og herske. Måske ikke som en helt almindelige konge, men dog også med den magt, som almindelige konger havde og brugte. Men Kristus ville kun være konge i Himmeriget, som etableres ved evangeliet.
Hvem er Menneskesønnen? (v. 13)
Ved foden af Hermon-bjerget, i den by, som Herodes havde fået og som tetrarken Filip havde udsmykket og omdøbt til ære for kejseren, spørger Jesus nu til, hvem folk mener, han er.
Han bruger betegnelsen “Menneskesønnen,” eftersom han er den guddommelige menneskesøn eller det guddommelige menneske, som der profeteres om i Dan 7,13 (se mere til “19. søndag efter Trinitatis – Mark 2,1-12“).
Folks svar: En profet (v. 14)
Folk er ikke enige. Nogle mener, han må være Johannes Døber. Ham har de jo hørt om, og måske passer det alligevel ikke, at han er død. Eller de tror måske, han er blevet opvakt af en profet? Andre mener, at Jesus må være Elias, som skal komme igen i de sidste tider. Andre mener Jeremias eller en anden. Pointen er, at de nok anser Jesus for at have en særlig myndighed og magt i ord og gerning, men de anser ham ikke for at være en særlig person. De anser ham slet ikke for at være en unik person, som ikke kun har en menneskelig, men også en guddommelig natur.
Peters svar (v. 15f)
Jesus spørger derfor disciplene om det samme. På deres vegne svarer Peter, at Jesus er “Kristus, den levende Guds Søn” (v. 16).
Jesus er altså den Kristus eller Messias, som Gud har lovet som frelser lige fra løftet til Adam og Eva til de sene profeter, ja, til profeten Johannes Døberen. Denne Kristus eller Messias er ikke bare et menneske, som Gud har kendt, udvalgt og udrustet med en særlig myndighed og magt til at tale og gøre undere, sådan det var tilfældet med profeterne.
Kristus er derimod “den levende Guds Søn.” Ligesom Menneskesønnen kommer med himlens skyer og dermed viser, at han faktisk er guddommelig, sådan er Kristus ikke kun menneske, men guddommelig. Han er Guds Søn. Det er han ikke, fordi han er Jesu fader på samme måde, som jomfru Maria er hans moder. Han er Guds Søn fra evighed, født af Faderen før alle tider, som vi bekender i Den nikænske Bekendelse.
Peters bekendelse er en bekendelse af Jesu Kristi to naturer. Han er sand Gud og han er sandt menneske. Men dermed er det også en bekendelse af Jesu Kristi gerning, for alt andet kunne Gud have gjort, uden at det havde været nødvendigt at blive sandt menneske, at blive menneske af kød og blod. Men for at bære al verdens synd, måtte han blive et menneske af kød og blod (jf. Hebr 2,14ff).
Åbenbaringsteologi (v. 17)
Peters bekendelse er ikke noget, han som menneske af kød og blod har tænkt sig frem til. Det er tværtimod noget, som Jesu Kristi Fader i Himlen har åbenbaret for ham. Peters bekendelse er egentlig slet og ret en gentagelse af, hvad Gud har åbenbaret (jf. at ‘at bekende’ hedder homologeô, dvs. ‘at sige det samme’).
Fordi Peter har fået denne åbenbaring og taget imod den, kalder Jesus ham ‘salig.’ I troen på, hvem Jesus er og hvad hans gerning er, er Peter salig og frelst. At hans forståelse endnu halter, skal vi dog straks se.
Det er formentlig en understregning af, at Peter i sig selv er et menneske af kød og blod, at Jesus kalder ham, ikke Peter, men Simon, Jonas’ søn. Det skal vi straks få bekræftet.
Peter, klippen og den kirke, der ikke kan besejres (v. 18)
Jesus kalder ham dog straks ‘Peter.’ Det navn har Jesus givet ham (Joh 1,42). Under normale omstændigheder vil det derfor understrege, at Peter hører Kristus til og tjener ham. Men i denne sammenhæng får hans navn faktisk en tvetydig betydning, for det kommer til at stå i modsætning til ikke alene hans gamle navn, men også til ordet ‘klippe’ (gr. petra).
Eftersom Peter (gr. Petros) og ‘klippe’ (gr. petra) formmæssigt kun adskiller sig ved at være henholdsvis maskulinum og femininum, så har katolikkerne hævdet, at ordene i virkeligheden har samme betydning. Det kan man også få indtryk af i f.eks. Bauer.
Men faktisk er der en kæmpestor forskel. Ordet Petros betyder nemlig langt fra ‘klippe.’ Det betyder sten i betydningen sten, der kan kastes med. Altså små eller store sten. Petra betyder derimod en klippe, som er noget helt andet. Det er nemlig, som ordet siger, klippefast. Det kan man ikke vælte rundt med eller kaste.
Alene de følgende vers burde egentlig være en advarsel om, at Jesus ikke byggede sin kirke på noget så usikkert som en person som Peter. Han forstod endnu ikke, hvad der var Guds tanker. Og skønt Jesus advarede ham, fornægtede han Jesus, da denne skulle lide og dø i Jerusalem.
Nej, Peter var ikke en klippe, og slet ikke den klippe, som Jesus byggede sin kirke på. Han var en sten, der som alle andre mennesker ikke kunne frelse eller garantere noget som helst. Tværtimod var han en synder af kød og blod, der selv havde brug for frelse. Han måtte have evangeliet åbenbaret lige som alle andre syndere. Det fremgår med al tydelighed i v. 22f.
Den klippe derimod, som Jesus vil bygge sin kirke på, er i første omgang Kristus selv. Han er klippen, på samme måde som Gud er en klippe (Sl 18,3.32.47; 19,15; 28,1; 31,3 og f.eks. 62,3.7f; 71,3.26; 78,35; 89,27; 94,22). Han er den klippe, der fulgte med allerede i ørkenen (1 Kor 10,4).
I anden omgang er det evangeliet, som lærer os om Kristi person og gerning, og som indlemmer os i Kristi rige, kirken. Det evangelium har Peter og disciplene fået åbenbaret. Det er det evangelium, Peter bekender på disciplenes vegne. Men først efter Peters bekendelse underviser Jesus disciplene systematisk i, at han skulle lide og dø.
I tredje omgang kan man derfor sige, at klippen er, ikke Peter, men Peters bekendelse, dvs. det, som Peter har fået åbenbaret af Faderen, og som han derfor bekender.
Det har derimod ikke noget at gøre med Peter, hans fromhed eller position. Og det har overhovedet ikke noget at gøre med dem, der løgnagtigt hævder at være Peters efterfølgere, så de kan herske over kirken og endog give nye åbenbaringer. Pavekirkens krav herom er ikke alene ubegrundet ud fra dette sted, men det er også i lodret modstrid med Matt 7,15-27 og f.eks. Gal 1,6-9.
På den klippe, der er ham selv, evangeliet og afledt heraf bekendelsen om ham, vil Jesus selv bygge sin kirke. Lærere og hyrder kan så og vande (1 Kor 3,8), men det er Kristus selv, ja den treenige Gud selv, der giver vækst eller bygger (ordene afspejler forskellige metaforer, men handler om samme virkelighed).
Kristus (op)bygger gennem det rene evangelium og den rette forvaltning af sakramenterne. Det er derimod i strid med Skriften at hævde, at Kristus skulle bygge gennem falske profeters lære. Matt 7,15-27 lærer os tværtimod, at falsk lære ikke er en klippe, som man kan bygge et hus, der kan stå, når dommen kommer (jf. En alvorlig lignelse [Matt 7,24-27]). Det samme fremgår også af Gal 1,6-9.
Jesus bruger ordet ‘kirke’ (gr. ekklêsia) her og i Matt 18,17, men ikke i øvrigt. Det har mange villet bruge til at hævde, at Jesus så ikke har brugt ordene her. Det er ren spekulation. Ordets etymologiske betydning er ‘at kalde ud af.’ Og menigheden er kaldet ud af denne verden. Ordet blev brugt om folkeforsamlinger i antikken, men nok så interessant bruges det om forsamlingen af Guds folk, f.eks. i 5 Mos 4,10:
Herren sagde til mig: “Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden, og så de lærer deres sønner det.”
Kirken eller menigheden er, som Den augsburgske Bekendelse siger, de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes eller læres rent og sakramenterne forvaltes ret (artikel 7). Strengt taget er kirken kun forsamlingen af hellige og sandt troende (artikel 8).
Til gengæld lover Kristus, at Helvedes porte (ikke: Dødsrigets porte) ikke skal få magt over kirken. Helvede og dets fyrste skal ikke og kan ikke få magt over kirken. Tværtimod. Der vil, som Den augsburgske Bekendelse siger, “bestandigt forblive én hellig kirke” (artikel 7). Det afgørende er ikke, hvor mange man er eller hvor mange kræfter eller penge man har. Det eneste afgørende er, at Kristus er til stede og bygger sin kirke med den rene lære og den rette sakramentsforvaltning. Kraften til at frelse og opbygge ligger i evangeliet, ikke i præstens person og fromhed eller i menigheden, dens organisation og entusiasme (Se i øvrigt mere i artiklen “… for at vi ikke skal fortvivle“).
Kristus vil give Peter nøglerne til Himmeriget, så han på Guds vegne kan binde eller tilgive synd og så han om nødvendigt kan binde synden, sådan som det f.eks. var nødvendigt med manden i 1 Kor 5. Igen er det ikke Peter alene, men det er Peter som repræsentant for alle apostlene. Jesus giver endvidere nøglemagten til apostlene, ikke som apostle, men som lærere og hyrder (se mere i “ ‘Vær hyrde for mine får’ [1. s.e. påske – Joh 21,15-19]“).
Nøglemagten har sin grund i Kristi lidelse, død og opstandelse. Fordi Kristus har båret al verdens synd, kan al synd tilgives. Den, der tror, er frelst og har evigt liv. Den, der tror, får Helligånden, som vil drive et menneske til at gøre gode gerninger.
Det er derfor bedre at døbe og tilgive for mange end for få. Men der er også dem, der kommer på falske præmisser. Hvis man ikke kender evangeliet eller ikke vil høre og lære det, så skal man ikke løse dem af deres synd, men invitere dem til at høre loven og evangeliet. Sådan måtte Johannes Døberen forkynde dom over farisæerne og de skriftkloge, fordi de ville undgå Guds dom uden at omvende sig (jf. Matt 3,7-12).
Andre vil som manden i 1 Kor 5 leve i åbenlys modstrid med Skriften. Sådan et menneske viser jo tydeligt, at det ikke har Helligånden. Her skal man ikke tilgive, men kalde til omvendelse, om nødvendigt ved at bruge nøglemagten til at binde synden. De nærmere overvejelser herom hører dog til i pastoralteologien.
Tavshedspåbud (v. 20)
Jesus befalede sine disciple ikke at fortælle nogen, at han var Kristus. Det skyldtes ikke, som nogle spottere mener, at han i virkeligheden aldrig havde lært dem, endsige selv ment, at han var Kristus.
Begrundelsen var derimod, at han ikke ville dyrkes som en mirakel- eller brødkonge, men som deres frelser. Peter er eksempel på, at der var god grund til at vente med at forkynde om, at Jesus er Kristus. For heller ikke han havde endnu forstået, hvad det egentlig ville sige.
Jesu undervisning om sin lidelse, død og opstandelse (v. 21)
Matthæus pointerer, at det er ‘fra da af,’ dvs. efter Peters bekendelse, at Jesus begynder at undervise om sin kommende lidelse, død og opstandelse. Nu hvor de har fået åbenbaret, hvem han er, skal de til at lære, hvad han kom for. Det skal jeg ikke gå nærmere ind i, for det har været temaet i fastetiden og påsken (se bl.a. “Fastelavns søndag – Luk 18,31-43“).
Peters irettesættelse af Jesus (v. 22)
Peter var helt sikker på, at Jesus tog fejl. Han var dog så venlig at tage Jesus til side, så denne ikke skulle tabe ansigt ved at blive irettesat for alles øjne.
“Nåde mod dig, Herre,” står der egentlig. Meningen er, at Gud skal forbarme sig over ham og bevare ham fra lidelse og død. Peter kan slet, slet ikke se, at Jesus kan udføre Guds gerning på denne måde. “Dette må aldrig nogen sinde ske dig,” siger Peter. Meningen var måske god nok, men det ville jo betyde, at alle ville gå fortabt for evigt.
Du vil ikke, hvad Gud vil (v. 23)
Jesu svar er direkte og henvendt til Peter, dvs. til Petros, som altså ikke betyder klippe, men en sten. Jesus selv tiltaler ham dog ikke som Peter, men derimod som “Satan,” og anklager ham for at være en fælde, der skal bringe Jesus til fald.
Det er hårde ord, men Peter går nøjagtigt samme ærinde som Satan, der ville friste Jesus til at opgive at være verdens frelser (Matt 4,1-11).
Peter var måske velmenende, men han tænkte eller skønnede ikke det, der har med Gud at gøre. Det var et kortsigtet, syndigt og, ja, satanisk perspektiv, Peter anlagde.
Kors og efterfølgelse (v. 24-26)
Ikke alene er det sådan, at Jesus måtte gå til Jerusalem og bære sit kors til Golgata. Vil man følge efter Jesus, så må man fornægte sig selv, sin syndige natur, og bære sit kors (jf. “Om at beregne omkostningerne [2. søndag efter Trinitatis – Luk 14,25-35]“).
Det betyder helt konkret, at man vil miste sit liv for evigt, hvis man forsøger at redde det ved at fornægte Kristus og evangeliet. Så har Helvedes porte fået magten over et menneske.
Modsat skal man finde, dvs. få sit liv, hvis man mister sit liv på grund af Kristus. For han har besejret synd, død, Djævel og Helvede på Golgata. I troen på ham har vi evigt liv, så vi aldrig i evighed skal dø, selv om vi dør.
Peter forstod ikke her og nu Guds tanker, men det kom han til. Særligt i sit første brev understreger han, at vi er blevet genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 1,3). Peter understreger også stærkt, at vi er blevet kaldet til at lide, “for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor” (1 Pet 2,21).
Hvad Peter ikke forstod ved Cæsarea Filippi forkynder han nu:
Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. (1 Pet 2,22-24)