Som nævnt i Kærlighed, ret og vranglære (I) griber mange til omtolkninger af steder, som handler om falsk profeti eller falsk lære. Her følger endnu et eksempel.
Flemming Pless’ tolkning af Matt 7,15-21
Sognepræst Flemming Pless kommenterer ligesom Erik Norman Svendsen på Matt 7,15-21. “En falsk profet siger ét og mener noget andet. En falsk profet har en dagsorden, der er en anden end Guds.” Typisk gør man meget ud af at lyde som en rigtig profet. Nu er profetiens tid forbi, fordi vi har Skriften. I dag er en falsk profet derfor en, der forsøger at lyde som Skriften, forsøger at lyde rigtig. Men i virkeligheden mener man noget andet, vel at mærke noget andet end hvad Skriften mener. Man vil måske nok det samme som Gud, nemlig at mennesker skal frelses, men man vil ikke bruge det redskab, Gud har valgt, nemlig den rene lære.
Flemming Pless mener imidlertid, at det “overhovedet kan være et problem at finde ud, hvem der er en rigtig profet.” Pless mener, man står ved “en korsvej mellem Bibelens ord og udlægningen af samme.” Han anfører to eksempler: kampen mod fri abort og Leif Bork Hansen. “Begge har det tilfæles, at de gør op med samfundets udlægning af, hvorledes vi skal ordne vore fælles anliggender, mod det nogen anser som en forvrænget udlægning af Guds vilje med os.”
Pless synes at forstå “Guds vilje,” som søndagens evangelietekst nævner, som omhandlende moralske spørgsmål. Derfor siger Pless også, at “du ikke både kan leve helt efter Guds vilje og samtidig leve i verden.”
Men hvad skal man så stille op? Her er Pless’ svar følgende: “Svaret er et bønsliv og en erkendelse af, at hvad vi end gør, er vi kun tilnærmelsesvist i kontakt med det optimale, med Guds vilje.” Derfor konkluderer Pless: “Deraf følger, at en falsk profet springer bønnen over og tager patent på Guds ord.”
Pless omtolker Jesu ord, så de kun handler om moralske spørgsmål. Men Guds vilje omfatter også evangeliet og evangelietjenesten. Det borttolker Pless let og uelegant. Vi opfylder aldrig Guds bud til punkt og prikke, for det drejer sig jo om vores liv. Men det betyder ikke, at man ikke skal og kan lære rent, dvs. prædike og undervise i overensstemmelse med evangeliets rene lære. Det har Pless endda lovet som præst. Men det borttolker Pless, når han tillægger falske profeter at “tage patent på Guds ord.”
Pless gør Skriften uklar, og så bliver det jo vanskeligt at afsløre falske profeter og lærere. Så risikerer man selvfølgelig heller ikke selv at blive afsløret. Pless ser bønnen og bevidstheden om ikke at kunne være fuldkommen som sin redningsplanke. Men ingen af delene værner nogen mod at være en falsk profet eller en vranglærer.
To diametralt modsatte attituder
Pless forsøger allerede i begyndelsen at værne sig mod kritik ved at give eventuelle kritikere dårlig samvittighed: “Søndagens tekst er sådan en god tekst at rive andre i næsen [med]; tag dig i agt for dem, der ikke er de rigtige,” skriver han. Men det er helt misforstået. De falske profeter og lærere er ikke noget, man afslører med glæde. Det sker tværtimod med sorg og bekymring, fordi falske profeter risikerer både deres egen og tilhørernes frelse. Falske profeter har derimod en tendens til at udtale sig med arrogance eller nonchalance om denne risiko.
Paulus har derimod en helt anden holdning. “Giv agt på dig selv og på den undervisning [lære], du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig,” skriver han i 1 Tim 4,16.
Flemming Pless, “Det kristne skisma” (Søndagsordet), Jyllands-Posten, 29. juli 2007 http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE4094783/Det-kristne-skisma/)