Leuenberg-kirkefællesskabet og pavekirken

Posted byDr. Spids (Augsburgske/Dr.theol. Georg Adamsen)

Papisternes kirkebegreb

Den papistiske kirke har vakt stor debat. Dens dogmatiske kontor har udsendt et dokument, hvori man siger, at protestantiske kirker ikke kan kaldes kirker i ordets egentlige betydning. Grunden er, at man mangler en af de nødvendige (konstitutive) elementer, nemlig den såkaldte apostolske succession. Derfor har man ikke “det sakramentale præsteskab,” som er nødvendigt ifølge papistisk lære.

Kritiske reaktioner

I Kristeligt Dagblad har på lederplads 12. juli 2007 kaldt det “sårende og sørgeligt,” men dog også noteret, at det ikke er overraskende. Lederskribenten kalder det “udtryk for splittelse.”

Leuenberg-kirkefællesskabet har også – et par dage før – en kritisk kommentar. Formanden for Leuenberg-kirkefællesskabet, Thomas Wipf, siger, at reformationen har rettet blikket mod de oprindelige kirkekendetegn: den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramentet. Det er ord og sakramenter, der er afgørende, ikke den apostolske succession og ordinationens sakramente. Wipf mener, at reformationens kirker er et skridt foran: “Vi anerkender den romersk-katolske kirke som kirke. Det er og bliver beklageligt, at dette ikke er muliggjort den anden vej rundt.”

– Læren ikke kirkesplittende

“Der udgår et falsk signal fra dette dokument,” slutter Wipf. “Denne verdens udfordringer skriger formelig efter, at kirkerne samarbejder. Fællesskab er ikke noget ophøjet mål, men vores opgave. Lærestandpunkter er eminent vigtige – men de er ikke kirkesplittende for os.”

Intet egentligt nyt fra pavekirken

Mange har opfattet Andet Vatikankoncil som et afgørende nybrud i pavekirken. Det er utvivlsomt rigtigere at se det som justeringer, som mange i – og udenfor – pavekirken ønsker at tillægge større betydning end der er basis for. Den katolske Kirkes Katekismus fra 1992 udkom på dansk i begyndelsen af 2007 (KKK). Ifølge pave Johannes Paul II, som har autoriseret KKK, udtrykker den katolsk lære: “Jeg erklærer, at den er en sikker norm for undervisning i troen og derfor et gyldigt og autoriseret redskab for det kirkelige fællesskab.” (KKK, s. 26). Den er “en sikker og autentisk referencetekst for undervisning i den katolske tro …” og “en støtte i de økumeniske bestræbelser” (s. 27).

Alene det faktum, at grundlaget ifølge KKK er Skriften og Traditionen, gør, at en protestant, der kun kan acceptere Skriften som grundlag, må afvise pavekirken. Hvordan skal man kunne anerkende en kirke, som i selve sit grundlag bygger på pavestolen, som man ikke vil anerkende (se KKK, nr. 85-88)? “Det er altså tydeligt, at den hellige Tradition, Den hellige Skrift og Kirkens Læreembede ifølge Guds vise plan, i den grad er forenet og samordnet, at den ene ikke består uden de andre, og at de alle tilsammen, hver på deres måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse” (KKK, nr. 95 med henvisning Dei Verbum, som er en af Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitutioner, dvs. en helt grundlæggende læremæssig afgørelse med bekendelsesstatus).

KKK definerer fortsat retfærdiggørelsen i strid med Det nye Testamente. “Retfærdiggørelsen … består ikke blot i syndernes forladelse, men også i helliggørelse og fornyelse af det indre menneske” (nr 1989, med henvisning til Tridentinerkoncilets Decretum de iustificatione).

“Paven, Roms biskop og Skt. Peters efterfølger, ‘er det vedvarende og synlige princip og fundament for enheden såvel mellem biskopperne som de troendes skare”. “For Roms biskop har i kraft af sit embede, nemlig som Kristi stedfortræder og hele Kirkens hyrde, den fulde, øverste og universelle myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit” (KKK, nr. 882 med henvisning til konstitutionen Lumen Gentium fra Andet Vatikankoncil). Om så alle pavekirkens biskopper forsamledes, evt. på et egentligt kirkemøde, ville de ingen myndighed have uden pavens samtykke (se nr. 883-884).

En augsburgsk bedømmelse

Pavekirkens (vrang)lære er ikke spor overraskende. Den er sørgelig, for den vildleder mange. Den er derimod ikke sårende, for hvordan kan man blive såret af en organisation, som i sin opbygning og selvforståelse må afvises? Paven tager jo Skriftens og Kristi sted. Hvis han så virkelig var i overensstemmelse med Skriften, var det knapt så slemt. Men Traditionen og pavens læremyndighed er jo et principielt opgør med Skriften. At bruge ordet “splittelse” er mildt sagt. Det er ikke en kirke, men en mod-kirke. Paven er ikke Kristi stedfortræder, men en oprører mod Kristus. En mod-Kristus. Anti-krist.

At Leuenberg-kirkefællesskabets præsident Wipf mener, at kirkerne, inkl. pavekirken, skal samarbejde, er jo i sig selv særdeles bemærkelsesværdig. Wipf har ikke forstået, hvad Den augsburgske Bekendelse mener med, at det til sand kirkelig enhed er tilstrækkeligt med den rene forkyndelse af evangeliet og den rette sakramentsforvaltning. Det udelukker ikke bare et samarbejde med pavekirken. Det udelukker også Leuenberg-kirkefællesskabet. For selv om fx danske folkekirkemedlemmer sikkert vil være mere kritisk over for pavekirken end Kristeligt Dagblads lederskribent, så er Wipf repræsentativ for Leuenberg-kirkerne. Man tager det ikke så tungt med læren. Det gør derimod en ægte luthersk kirke. Det gør også pavekirken. Forskellen er dog fundamental. Faktisk himmelråbende. Det er derfor, en ægte luthersk kirke og pavekirken ikke har og ikke kan få kirkefællesskab, endsige begynde at samarbejde.

Se